Påsken er den vigtigste kristne højtid, hvor vi kristne fejrer Jesus som opstået fra de døde.

I påskedagene er det for det meste to opfattelser af denne opstandelse, der tørner sammen. Dels en bogstavelig, hvor den korsfæstede og begravede historiske Jesus af Gud bliver revet ud af graven og dermed opstår som Guds søn. Dels en mere symbolsk opstandelse, hvor den døde Jesus lever videre som en slags guddommelig ånd.

Kristne fundamentalister kan selvfølgelig bedst lide den bogstavelige opstandelse, og moderne rationalister den symbolske, fordi den ikke er i modstrid med almindelig sund fornuft.

Man kan imidlertid påstå, at begge opfattelser fokuserer alt for meget på afvisning eller forherligelse af rationel fornuft og alt for lidt på den Jesus, man hører om i evangelierne.

Når man læser og hører om den historiske Jesus, er det ikke spor mærkeligt, at han med sin person, sit kødelige liv og sine handlinger satte nogle kærlighedsspor, som det var umuligt for hans disciple og andre mennesker at løsrive sig fra, selv om han var død på et kors.

Det er hverken fornuftstridigt eller udtryk for, at Jesus var en stor filosof, for det er hans svedende og kærlige krop af kød og blod, der satte spor og ikke hans guddommelige autoritet eller guddommelige åndfuldhed, selv om evangelierne blev nedskrevet og kan læses med både traditionelle jødiske og gnostiske briller. Gnosticisme var den dualistiske græske filosofi, der påvirkede den tidlige kristendom med sin nedvurdering af den jordiske krop.

Det er kraften i hans jordiske liv med både sjæl og krop, der bør være påskens budskab. Det er ikke spor naturstridigt, men heller ikke noget, som fornuften bare kan sige til sig selv. Det er på en måde et lige så stort under, som at solen står op om morgenen, og at græsset bliver grønt, når det bliver forår.

Den meget dogmatiske trosbekendelse har jeg det helt fint med, fordi den lægger så stor vægt på, at Guds søn som Jesus havde et jordisk liv, selv om jeg godt ved, at trosbekendelsen fra ca. 200 er præget både af romersk snusfornuft og græsk åndelighed.

Det er denne græske åndelighed, der i begyndelsen af Johannesevangeliet lader ordet blive kød, medens jeg nu i påsken glæder mig over, at kødet blev ord og kan blive det stadigvæk.

Klik på overskriften hvis du har en kommentar!

 

 

Jeg har lige set Christian Lollikes stykke Familien der kunne tale om alt på Aarhus Teater.

Det var en flot forestilling, som var både barsk, morsom og bevægende, men blev man klogere på familielivets velsignelser og forbandelser?

Det synes jeg. En familie skal lige som en dør kunne være både åben og lukket. Vi er som familie filtret så meget ind i hinandens liv, at vi kan såre hinanden i vores kærlighed og elske hinanden i vores had, fordi vi er fyldt med livsytringer, der fra naturens hånd er såvel kærlige som grusomme.

Derfor kan det være vigtigt både at kunne fortrænge på ét tidspunkt og lade være med at gøre det på et andet.

Efter stykket var man overbevist om, at have hørt nogle sandheder om et tæt familieliv, men sådan har jeg det også, når jeg søndag mellem 12 og 14 hører de varme og kærlige lykønskninger til nære familiemedlemmer i giro 413.

Familien er både værre og bedre end sit rygte, fordi vi er så komplekse sårbare mennesker, der har brug for både at elske og at hævde os selv.

Både familien, der kunne tale om alt og lytterønskerne i giro 413 siger noget sandt om mennesker, der fortrænger både for lidt og for meget.

Vi burde være mere oprigtige både i vores selvhævdelse og vores kærlighed og indse, at både Christian Lollike og ønskeprogrammet kun siger den halve sandhed om os mennesker og familiemedlemmer, der er meget mere kærlige og ukærlige, end vi drømmer om det.

De kærligste personer i Lollikes stykke er barnet og den gamle demente bedstefar. Det er meget tankevækkende for os andre, der har svært ved at lægge de våben og det skjold fra os, som vi beskytter os med i det almindelige voksenliv, jfr. den sang af Anne Dorte Michelsen, som allerede er en klassiker i giro 413. Jeg har lagt mine våben for dig, både skjoldet og mit sværd.

Klik på overskriften, hvis du vil skrive en kommentar!

Nu er superligaen i gang igen, og man kan glæde sig over et fodboldspil, som hverken millioner af penge eller kloge kommentatorer kan ødelægge helt, selv om man hurtigt bliver træt af at høre på al den kloge snak, man skal lægge ører til både før og efter en kamp i fjernsynet.

Heldigvis kan man stadig selv gå til fodbold på det nærmeste fodboldstadion, der i mit tilfælde er Ceres Park, som før sponsorpenge blev så afgørende hed Aarhus Stadion.

Her kan man se AGF spille, men da jeg som fynbo holder med OB, kommer jeg, når det ikke er OB der er på besøg, som en elsker af fodbold, der har boet i Aarhus i 50 år og synes, at der er en spændende praktisk filosofi i spillet mellem de to mål, hvor det er vigtigt at de elleve på begge sider fungerer som et hold, men også har individualister, der kan lave geniale driblinger og afleveringer.

På den måde er fodbold et eksemplarisk eksempel på nødvendigheden af, at mennesker i et samfund skal kunne fungere både som fællesskab og som enkelte individer. Det er også et spil med muskler og krop, hvor man skal gå til makronerne, hvad enten det blæser eller regner. Naturen er med- og modspiller i det spil, hvor der er meget ære og etik på spil, selv om det selvfølgelig handler om at vinde.

De konkrete konfrontationer mellem de 22 kroppe afslører meget tydeligere end i det almindelige hverdagsliv, om spillerne er gentlemen eller fyldt med ufine tricks. De fleste vil heldigvis helst være gentlemen og opfører sig sikkert ofte mere etisk på fodboldbanen end i livet uden for fodboldbanen. Det kan tilskuerne godt lide, også på modstanderholdet, selv om det er forbudt at klappe af dem, undtagen når de sparker bolden tilbage til hjemmeholdet efter en kampafbrydelse.

Man bliver ikke nødvendigvis et bedre menneske af at se en masse fodbold i fjernsynet med en hel bunke ligegyldige kommentarer, fordi man ikke hører og ser med sine sanser på samme måde, som når man er til stede på et stadion. Men hvorfor ikke tro på, at man bliver det, når man er til stede og lever sig ind i spillet, der foregår på det grønne græs i virkeligheden. Så burde man ikke kunne undgå at blive et klogere og bedre menneske, fordi man selv med sin krop er til stede i et drama, hvor de 22 spillere skal kæmpe værdigt med krop og sjæl, både som hold og som individer.

Jeg var nødt til at overvære superligakampen mellem OB og AGF i fjernsynet, og jeg nød både AGF’s stærke pres som hold før pausen og Rasmus Falks geniale driblinger i hele kampen. Jeg holdt selvfølgelig med OB, men måtte indrømme med mig selv, at 2-2 var et retfærdigt resultat. Det var også tilfældet for de AGF fans, jeg så kampen sammen med på Søren Bruun, bodegaen over for Skt. Pauls Kirke.

Man kan ikke andet end have kærlighed til en sport og et drama, hvor ære og retfærdighed er lige så konkrete fænomener som i et drama af Shakespeare, fordi de leves ud af konkrete spillere, der løber rundt i en hvid eller stribet trøje og er rigtige AGF- og OB spillere i kamp med og imod hinanden, selv om de er brune eller sorte i huden.

Det multikulturelle samfund er ikke et problem på fodboldbanen for de lokale fans. Det er en meget primitiv hjemstavnsfølelse heller ikke, så der er måske den samme elementære menneske- og samfundsfilosofi i den globale og den lokale virkelighed, som man måske skal gå til en lokal fodboldkamp for at få øjnene op for.

Som bosat i Aarhus burde jeg holde med AGF, men jeg vil ikke løbe fra mine fynske rødder, og jeg er glad for, at begge mine sønner, selv om de bor i København, holder med byens hold, fordi de er født og vokset op i Aarhus, men vi elsker alle tre – lige som Peter Møller – først og fremmest fodbold.

Ps. Hvis du vil skrive en kommentar, så klik på overskriften!

Det lyder som ønsketænkning inspireret af kærlige og varme ønsker i giro 413, men hvorfor skulle det ikke være muligt at tro på et samfund fyldt med livsglæde. Det er i hvert fald mit filosofiske bud på et samfund, som det er værd at leve i.

Velfærdssamfundet er blevet en tom kliché, fordi det i alt for høj grad for politikere både til højre og venstre er blevet til et spørgsmål om økonomiske ydelser og økonomiske rettigheder og ikke om levet liv og glade ansigter.

De fleste har alvorlige miner og er kampberedte, fordi de enten kæmper for at rage flest økonomiske ydelser til sig eller kæmper om at overgå hinanden i at sige stop for ydelser til andre end rigtige danskere med blå øjne og rødhvide kinder.

Alvorlige økonomiske og nationale spøgelser kan kun manes i jorden med livsglæde. Det gælder også de nationale spøgelser, der kommer til Danmark ude fra.

Der kan være god mening i at fokusere på nødvendigheden af konkurrence i samfundet, men uden livsglæde bliver konkurrencesamfundet til overlevelse på andres bekostning for enhver pris.

Det lyder også fornuftigt med et samarbejdssamfund med balance mellem individuel foretagsomhed og ansvarlighed over for fællesskabet, men uden livsglæde kan det blive et forum for en udvikling af helt ligegyldige kompetencer, som man kun kan trække på smilebåndet af, selv om de er livet om at gøre for en hær af samarbejdskonsulenter, som har store kompetencer, men mangler livsglæde.

Kun livsglæde kan skabe levende sammenhængskraft i et samfund, men hvor kommer den fra? Jeg tror den kommer fra opmærksomhed over for de konkrete mennesker, man lever sammen med i en gensidig menneskelig afhængighed, og fra opmærksomhed over for den natur, vi lever i et lige så elementært og gensidigt afhængighedsforhold til.

Det er en kilde til stadig livsglæde, at andre menneskekroppe er lige så afhængige af os, som vi er af dem. Der kan være beregning i kun at ville gøre mod andre, hvad man vil have gjort mod én selv, men hvis man ser et andet menneske i øjnene og rører ved det, løber livsglæden af med én, hvis ikke man er en kold skid, som går gennem livet med lukkede øjne og stramme hjerte- og lattermuskler.

Naturen går heldigvis for det meste over optugtelsen i det konkrete møde mellem mennesker. Det er nok fordi den store levende natur uden for os er en kilde til livsglæde, som det er næsten er umuligt ikke at blive fyldt med, hvis man lever med sanser, der ikke er blevet stoppet til at alle de alvorlige mennesker, vi møder i skolen, på kurser, i aviserne og på skærmen, og som vi skal lære at le af, hvis vi vil leve i det livsglade samfund.

 

Efter at have set deadline i mandags 8. februar, hvor Adam Holm havde en samtale med Søren Hviid Pedersen og Bjørn Bredal, mener jeg, at man kan være begge dele med god samvittighed.

Adam Holm havde sikkert valgt de to samtalepartnere for at få to meget forskellige synspunkter på indvandring. Det fik han også, men i mit kolonihavefilosofiske perspektiv er det interessante og opløftende ved samtalen, at de havde det samme grundlæggende syn på mennesket. Mennesket er et individ, der hverken kan leve uden individuel frihed eller socialt fællesskab, men sammen med andre hele tiden skal udvikle et demokrati, hvor den eneste absolutte sandhed er denne frihed på fællesskabets betingelser.

Det kan, som det fremgik af samtalen, både kristendom og oplysningstid inspirere til, og det giver mening som SHP at fokusere på det nationale fællesskab, og som BB på tolerance over for dem, der er uden for dette nationale fællesskab.

Det er forståeligt, at man kan være både pessimistisk og optimistisk i den multikulturelle virkelighed globalt og lokalt. Det kan man være ud fra det samme syn på, at mennesket er både godt og ondt, kærligt og grusomt, fornuftigt og lidenskabeligt men altid er det i en konkret sammenhæng, som man kan gøre noget ved.

Derfor er der god fornuft i både at være nationalkonservativ som SHP og kulturradikal som BB. Det havde ikke været tilfældet, hvis det var Carsten Jensen og Søren Krarup, der havde været i studiet. Så havde man været nødt til at afvise både kulturradikal og kristen skråsikkerhed.

Under udsendelsen mandag aften kunne man glæde sig over gode argumenter på begge sider og åbenhed over for hinandens synspunkter, og jeg var især glad for hos begge at fornemme det grundlæggende kolonihavefilosofiske menneskesyn, der har både oplysningsfilosofiske og kristne rødder.

I stedet for at omtale Udkantsdanmark som en rådden banan er det på tide at se på det som et dejligt Vandkantsdanmark, hvor der ingen steder er ret langt til den nærmeste strand eller den nærmeste åbred.

I gamle dage før asfalterede veje og togskinner var det lettere at komme frem til hinanden til vands end på stier igennem ufremkommelige skove og moser. I dag har vi mange store veje og et jernbanenet på tværs af Danmark. Vandvejene til søs og på åer har mistet deres betydning som kommunikationsveje, men det er stadig vandet, der binder os sammen som et folk med mange vandkanter, selv om vi ikke alle sammen har blå øjne.

Til gengæld er det blåøjet at tro, at regeringens planer for bebyggelse langs kysterne vil føre til andet end profit for nogle få, og vandkanter der alt for mange steder vil udvikle sig til et vandtivoliland, hvor uberørt natur bliver til underholdningsindustri. Det vil måske glæde nogle turister med børn, men det vil gøre endnu flere voksne og børn triste, fordi de kommer til Danmark for naturens skyld.

De elsker et vandkantsland, hvor vand og land møder hinanden, uden at der behøver at komme et vandland ud af det, som på kort sigt skaber højvande i kommunekasserne, men som på langt sigt skader Danmark som et vandkantsland ikke kun for pengestærke turister, men for alle turister og danskere, der elsker en kultur, der er omgivet af både voldsom og blid uberørt vandnatur.

 

Kulturhaveliv, som frimærkerne viser det, er en dansk værdi – skulle den værdi ikke være med i en ny dansk værdikanon?

Denne værdi er ikke et spørgsmål om penge og profit, men om indstilling, holdning og filosofi, som ikke kun virkeliggøres i en konkret kolonihave.

Jeg har forsøgt at udfolde kolonihavefilosofien i bøger, og til højre på denne forside har jeg antydet den i nogle postulater.

Det er en filosofi på tværs af de traditionelle politiske partier, men det er også en filosofi, der gerne skulle omsættes til praktisk politik og konkret hverdagsliv.

Selv om det er en dansk værdi er det en værdi ikke kun for etnisk danskere, men også for danske indvandrere i alle hudfarver, der kan tale og synge på dansk.

Historisk set er det en værdi, der har rod både i borgerlige haveforeninger (frimærket til 5.50) og kolonihaver skabt af arbejderklassen (frimærket til 6.50). Det er en dansk værdi, der er blevet besunget af Halfdan Rasmussen og Benny Andersen og illustreret af Ib Spang Olsen og Henry Heerup.

Det er både en liberal og social værdi. Det er groft sagt en anarkistisk hippieværdi, der kunne have hindret ungdomsoprøret i 60’erne i at blive til kapitallogik.