Frihed og tryghed er plusord i den moderne virkelighed. Det gælder, når vi almindelige mennesker taler sammen, og når politikerne vil have os til at stemme på deres eget parti.

Både i de blå og de røde politiske partier går man ind for såvel frihed som tryghed, og de to begreber udelukker bestemt ikke hinanden, men man bliver mistænksom, når enigheden tilsyneladende er så stor. Jeg vil forsøge at tale så konkret om frihed og lighed, at det kan blive klart, at begge begreber både er fornuftige og kan være fyldt med illusioner.

Vi har ikke som de andre levende væsener i dyreverdenen instinkter, der fortæller os, hvad vi skal gøre, når vi lever sammen i et fællesskab. Vi har brug for den samme tryghed som dyr, men skal selv skabe den med vores frie og praktiske fornuft i den sociale sammenhæng vi lever i.

Det har vi gjort for fuld kraft i den moderne tid, der siden oplysningstiden har givet os mere og mere magt over naturen. Ved hjælp af fornuftige blå og røde ideologier og rationel videnskab har vi i en næsten blind fremskridtstro skabt de moderne samfund, der udvikler sig hurtigere og hurtigere. Disruption er blevet kodeord for den udvikling i frihedens, fornuftens og fremskridtets navn, som næsten ikke kan gå hurtigt nok.

Det har efterhånden skabt så meget kaos og utryghed, at mange mennesker længes tilbage efter gamle dages rolige og trygge samfund, selv om det var samfund fyldt med ufrihed og ulighed. I nostalgiens bagkloge lys var de homogene fællesskaber, der havde nationale grænser og ikke kunne løbes over ende af flygtninge og migranter.

Det er symptomatisk, at Socialdemokratiet nu forsøger at overgå Dansk Folkeparti i at være et nationalt parti. Den bedste danske opfindelse er Danmark, fortæller Mette Frederiksen os overalt i de danske byer.

De gamle illusioner både om et fremskridt uden grænser og om et homogent samfund som på Gorm den Gamles tid trives i bedste velgående. På en måde er de to illusioner så afhængige af hinanden, at det er både til at le og græde over.

I den situation skal man efter min mening hverken lave hysterisk frihedskamp for fremskridtet, som statsministeren gør med sit disruptions-råd, eller klamre sig til en fastlåst danskhed, som Mette Frederiksen gør det på plakaterne, men fastholde frihed og tryghed i et moderne samfund, der skal udvikle sig i et tempo, hvor borgerne kan følge med, både med deres krop og deres sind.

Selvfølgelig skal der også sættes grænser for den teknologiske og demografiske udvikling, men de grænser skal ikke sættes af kanoniske danskhedsværdier, men af et menneskesyn og et natursyn, hvor mennesket ikke først og fremmest er dansker, men menneske, og naturen ikke kun er dansk natur.

Før mennesket bliver dansker, forbruger og demokrat er det et levende væsen, der har brug for samvær med andre levende mennesker, som det kan sanse, høre og se med sin krop. På samme måde som det har behov for at være i naturen med både sanser, følelser og fornuft for at være et helt levende menneske.

Man skal selvfølgelig også være i sin naturafhængighed uden illusioner. Mennesket er af natur både kærligt og aggressivt, og naturen er tilsvarende voldsom på en både blid og hård måde, så der er al mulig grund til at føle sig for og tænke sig om, som det kulturelle væsen, mennesket også er.

Men i den aktuelle situation, hvor mange kæmper for disruption, og endnu flere for gammel danskhed, har jeg lyst til at slå et slag for en kulturkamp på naturens præmisser, der både har plads til fornuftige overvejelser og glæde over nye og gamle danske ord og billeder.

Der er en tendens til, at fornuftige kulturradikale og fornuftige konservative i dag kan være enige om en fælles front mod både socialister og liberale, der mangler den naturdimension, som gør mennesket til et kulturvæsen med både krop, hjerte og fornuft.

På naturens præmisser kan man være både kulturradikal og konservativ med begge ben på jorden som gode naboer i en kolonihave og flage med dannebrog uden at være nationalist, fordi man hellere vil så radiser end slå løs på selv de mest fanatiske tilhængere af disruption.

Jeg er stadig i tvivl om, hvad jeg skal kalde den filosofi, der ligger gemt i et så roligt kolonihaveliv. Foreløbig kalder jeg det kolonihavefilosofi. Kodeordene er hverken tro, håb og kærlighed ( det er for religiøst ) eller frihed, lighed og broderskab ( det er for ideologisk ), men frihed, tryghed og kærlighed. Er det ikke bæredygtig dansk hygge på filosofisk grundlag for både hvide, gule, brune og røde, selv om der ikke er et flag i kolonihaven. Det er i hvert fald frihed og tryghed uden illusioner i øjeblikket lige her og nu, og hverken i en fjern fortid eller en fremtid, som er lige så fjern. Det er også et liv, man kan leve på stenbroen med sin have på altanen langt væk fra kolonihaverne.

Vi har lige ønsket hinanden et godt nytår. Hvad er det? Det er der lige så mange forskellige meninger om, som der er mennesker, men der er to bundter af meninger, som har så meget til fælles, at man kan tale om to meget forskellige slags ønsker for det nye år.

Der er for det første mange, der ikke kan få forandringer nok i det nye år, og mange, der helst vil have så få forandringer som muligt i det næste års daglige rutiner. De siger, at alt gerne må blive ved med at være, som det altid har været, medens de første får kvalme ved tanken om, at det nye år skulle blive lige så trivielt og kedeligt som det gamle. 

Intet nyt er godt nyt. Forandring fryder. De gamle ordsprog røber, at de to holdninger altid har eksisteret side om side, fordi mennesket både er fortvivlende konservativt og fortvivlende rastløst, alt efter om man er vild eller ikke vild med forandringer. 

Historien er fyldt med ungdomsoprør, hvor de unge har villet gøre op med gamle stive traditioner, men er også fyldt med de gamles hårdnakkede kamp for at bevare de gamle traditioner, som de unge lægger for had. I vore moderne tider er det imidlertid meget mere kompliceret, fordi de gamle ikke længere vil være gamle, men blive ved med at være unge. Samtidig med at børn og unge ikke tidligt nok kan blive voksne og fyldt med voksenerfaringer. 

Det nyeste modeord i dagens kulturdebat er disruption, hvor det handler om hele tiden at forstyrre/disrupte de gamle traditioner, der hviler på en forældet teknologi og en forstenet menneskeforståelse, hvor mennesket både har en tung, besværlig krop og en luftig sjæl. Det er mennesket i stand til, fordi det kan tænke og handle lige så fornuftigt og hurtigt som de intelligente computere, det selv har skabt. 

De intelligente computermennesker og de intelligente computere har hverken behov for krop eller sjæl for at skabe orden og øget velstand i det fremtidssamfund, der bygger på den nyeste IT-teknologis evne til at udtænke styreredskaber, der kan holde styr på den besværlige krop og den besværlige natur, men har sværere ved at styre den luftige sjæl.

I dag forsøger både unge og gamle at være så innovative som muligt og forstyrre alle gamle traditionelle handlingsmønstre, der bygger på andet end data og fornuft, men der er selvfølgelig stadig unge og gamle, der med både krop og sjæl lever sig ind i naturens rytme og glæder sig over, at det trods klimaforandringer bliver ved med at blive forår og sommer efter efterår og vinter. Det nyder de med kroppen og sjælen på en måde, der kun kan virke forstyrrende for de ildsjæle, der brænder for et samfund fyldt med disruption og hurtigere og hurtigere bredbånd. 

Som kolonihave-filosof er jeg nødt til at bekende kulør. Jeg hader disruption, hvis det er at kaste sig i armene på en moderne IT-teknologi, der skal forstyrre/disrupte gammel teknologi og gamle kulturtraditioner med en fornuft, der gør en dyd ud af at være både sanseløs og hjerteløs og derfor er ligeglad med naturen og den konkrete hverdagsvirkelighed, hvor sanser og følelser er lige så vigtige som selv den mest intelligente fornuft. 

I denne almindelige hverdagsvirkelighed glæder man sig, både når solen skinner på den blå himmel, og skyerne regner på det grønne græs. Forældrene glæder sig også, når det lille barn tager sine første skridt, og når den gamle bedstemor smiler til sine børnebørn, selv om hun er både døv og dement.

Der er en glæde forbundet med det almindelige liv på jorden, som er lige så rolig og konstant, som livet i stadig disruption kan være høj og urolig hastighed på bekostning af den grundlæggende livsglæde, som kan fylde både unge og gamle ved bare at trække vejret i naturen og være sammen med andre mennesker. 

Det kan godt være at det, som statsministeren mener det, er nyttigt med et disruptionsråd fyldt med foretagsomme og innovative ildsjæle, men i virkeligheden er der lige så meget behov for et glædesråd, der sætter ord på den elementære livsglæde, som får den jordiske virkelighed med både unge og gamle, nye og gamle maskiner til at hænge sammen. Denne brogede verden er for mange disrupte og idealistiske ildsjæle enten småt eller stort brændbart, som man ikke hurtigt nok kan få til at gå op i røg. 

Jeg ønsker derfor ikke mine bloglæsere et godt nytår fyldt med hæmningsløs disruption, men et glædeligt nytår fyldt med glæde og glad kærlighed. Jeg kan godt se nytten ved mange teknologiske forandringer, men det er der så mange, der går ind for, at jeg fik lyst til at slå et slag for det der, selv om det er uforanderligt, er sårbart, fordi det er afhængigt af levende menneskers opmærksomhed på både naturen og andre mennesker som en kilde til glæde og fryd, selv om sorg og smerte også er en del af det levende liv.

De gamle nordboere havde også en stor fest på denne tid af året med mørke og kulde. De spiste og drak for at fejre, at solen vendte i sin bane på himlen, og lyset begyndte at vende tilbage.

I den hedenske solhvervsfest festede man i Odins, Thors og Frejs navn. Efter at kristendommen var kommet til Danmark, fortsatte man med at spise og drikke på det samme tidspunkt i Guds, Jesus og Helligåndens navn.

De gamle nordboere havde også en stor fest på denne tid af året med mørke og kulde. De spiste og drak for at fejre, at solen vendte i sin bane på himlen, og lyset begyndte at vende tilbage.

I den hedenske solhvervsfest festede man i Odins, Thors og Frejs navn. Efter at kristendommen var kommet til Danmark, fortsatte man med at spise og drikke på det samme tidspunkt i Guds, Jesus og Helligåndens navn.

Det gør man sådan set stadigvæk. Derfor er det godt at komme i kirke juleaften og blive mindet om, at Jesu fødsel ikke kun er startskuddet til årets største æde- og drikkegilde med andesteg, flæskesteg rødvin og juleøl i lange baner, men også betyder noget andet. Hvad er det for en betydning, man skal mindes om i en ordentlig juleprædiken?

Det er, at fødslen foregår lige så almindeligt og hverdagsagtigt, som alt det der senere sker i Jesu liv, efter at han er blevet voksen. Stalden er lige så hverdagsagtig som de daglige hændelser, Jesus henviser til i sine lignelser. Når Jesus taler om himlens fugle og markens liljer, er der ikke tale om guldfugle med englevinger eller blomster med et særligt himmelsk skær over sig, men helt almindelige fugle og blomster.

Alt er i hans voksne liv lige så almindeligt som krybben, han som barn blev lagt i, og som hyrderne på marken. Det ualmindelige i evangelierne er, at Jesus i hele sit liv i denne almindelige hverdagsvirkelighed udviser en barmhjertighed og tilgivende kærlighed, som overvælder dem, der er tilskuere til hans ord og gerninger med glæde – eller forarger dem.

Hans død på korset som udtryk for Guds tilgivende kærlighed skaber på samme måde tro eller forargelse og får både kristne og ikke kristne til at blive mere menneskelige eller mere umenneskelige. Troen giver os nemlig ikke et helt andet og mere ophøjet religiøst liv end det almindelige menneskeliv, men giver os tilbage til det hverdagsliv, som vi har fra fødslen, eller er blevet skabt til, hvis man vil tale om det på en kristen måde.

Fødslen i stalden gør det på samme måde som det øvrige almindelige hverdagsliv Jesus lever, umuligt at være kristen på en særlig kristelig måde. Hvad enten man bestræber sig på at være særligt åndelig eller særligt godgørende, skriger det til himlen som syndig selvoptagethed, der kun bliver værre af at være tilsyneladende kristen selvoptagethed.

Det er derfor ærgerligt, at man ikke i salmebogen juleaften kan finde Henrik Pontoppidans smukke julesalme, hvor han begynder med at lade Jesus blive født i en helt almindelig stald:

Ved lygtens skin, imellem får og stude,
blev Jesusbarnet født og svøbt i klude.

Salmen fortæller mere om, hvad der skete i Betlehem og slutter på denne realistiske måde:

Men altid gennem juleaftens glæde
jeg hører æslet skryde, barnet græde.

Henrik Pontoppidan var ikke vild med kristendommen, fordi han hadede den i alle dens kristelige skikkelser. Men hvordan undgår man, at kristendommen bliver til kristelig bedreviden og selvoptagethed, der er syndig, selv om det er rigtigt, at den kristne kan tro på, at synden bliver tilgivet. Men det gør ikke ham eller hende syndfri.

Mit svar er inspireret af K.E. Løgstrups syn på etik, som vil redde etik og moral fra alle bedrevidende moralisters evindelige lyst til at moralisere ud fra fine etiske teorier: ”Det etiske synspunkt kommer ikke fra vore bestræbelser, men er et modlys, der falder ind over dem, og som kommer fra de grundvilkår, som det ikke står i vor magt at lave om på”.

På samme måde kunne man sige, at kristendommen ikke er en indviklet dogmatisk lære eller en særlig måde at leve på, men er det modlys Jesus med sin fødsel, liv og død kaster over vores helt almindelige hverdagsliv og afslører os som mere menneskelige og umenneskelige, end vi havde drømt om det.

Den fødsel, det liv og den død står det heldigvis ikke i vores magt at lave om på. Det må vi enten tro på uden at få kristelige griller, eller nægte at tro på, fordi det overlader alt for lidt til vores både almindeligt syndige og kristeligt syndige lyst til at løfte os op over det almindelige hverdagsliv, hvor æslet skryder, og barnet græder.

Troen på den kærlige og tilgivende Jesus gør ikke den kristne syndfri. Men det skaber en glæde og en ubekymrethed i øjeblikket, både juleaften i kirken med en masse grædende børn og hjemme ved julebordet med mad og drikke, som den bekymrede og bedrevidende moralist og den bekymrede og bedrevidende faste kirkegænger ikke kender noget til.

Der sker ikke noget ved juleaften at synge med på alle de traditionelle julesange fyldt med engle og himmelsk skær.

Hans fødselsstund er årets store time,
da festlys tændes, alle klokker kime.

Som der også står i Pontoppidans julesalme. Man skal bare hele tiden kunne høre æslet skryde og barnet græde.

.

 

.

 

 

Vi er nu inde i det nye kirkeår, hvor man afventer Jesu fødsel. Adventus Domini, Herrens komme, som det hedder i det officielle kirkesprog.

Denne fremtidsforventning kan være anledning til at filosofere lidt over, hvorfor det er så svært at leve i øjeblikket og så fristende at tænke både frem og tilbage. Det er ikke tilfældigt, at man taler om, at forventningens glæde er den største glæde, og at det aldrig kan blive så sødt som i de gode gamle dage.

Vi kender alle sammen fristelsen til at flygte ind i fremtiden eller tilbage til fortiden, fordi vi ikke når, det vi skal, og ikke kan det, vi har kunnet før.

Disse frustrationer er den pris, vi betaler for at være frie og bevidste væsener og ikke hviler i vore instinkter på samme måde som kattene i stuen og fuglene uden for ved foderbrættet. Vi eksisterer og er derfor, som det latinske ord existentia antyder, i modsætning til dyr og fugle altid på vej frem eller ud af os selv med vores frie bevidsthed.

Det kan fylde os menneskedyr med en livslyst og et livsmod, andre dyr ikke kan drømme om, men det kan også gøre os så triste og sløve, at vi ikke kan holde os selv ud i en eksistens, som kun føles som tomhed og mangel på mening.

Den tomhed og mangel på forudbestemt mening gjorde eksistentialisterne en dyd ud af. Det er også den tomhed, alle indbydende reklamer forsøger at udfylde med meningsfulde tilbud, som både frister med de gode gamle dage, marmelade fra den gamle fabrik, og en lykkelig fremtid med hurtige biler og hurtigere bredbånd.

Alt liv er frustrerende liv, siger buddhisterne og mediterer sig fra tomheden. Glæd jer til Jesu fødsel , siger de kristne og udfylder adventstiden med alle de nødvendige juleforberedelser. Mennesket er for svagt til at kunne klare sig selv, siger muslimerne, det skal følge koranens gamle bud og Muhammeds eksempel for at få en meningsfuld fremtid.

Det hjælper sikkert alt sammen, men kolonihavefilosoffen forlader lejligheden eller huset og går sig stærk og glad i naturen, som vi kan føle os helt nedfældet i med vore sanser og være så glade for at være i med vores bevidsthed, at vi er til i øjeblikket helt uden frustrationer. På gåtur i skoven, ved havet eller bare på den flade landevej har vi hverken behov for at flygte til fortiden eller til fremtiden. Slet ikke, hvis vi har mulighed for at dele glæden over at være til i naturen sammen med et andet levende menneskedyr.

Nu er der græskarhoveder foran alle huse med børn. Den store orange grøntsag passer godt ind i efterårslandskabet. Træernes blade bliver gule, orange og røde, inden de falder af.

Men det er ikke efteråret, der bliver fejret med de store græskarhoveder. De skal med deres skrækindjagende ansigtsudtryk skræmme onde ånder bort, men efteråret og vinteren kan de ikke skræmme væk. Naturen vil blive mere og mere vissen og død, men hvad gør det, når det bliver forår og sommer igen. Så jeg fejrer Halloween for mine børnebørn med glade tanker om at være afhængigaf naturen, selv om den er fyldt med både liv og død, gode og onde naturånder.

Oprindeligt var 1. november Alle helgens dag, og aftenen før Alle helgens aften. I Den katolske Kirke mindes man alle de døde helgener, der gør livet mere trygt for de levende. I den evangelisk-lutherske kirke er alle døbte helgener, så her mindes de efterladte de døde familiemedlemmer, der er døde i årets løb, og som har fyldt de efterladtes liv med glæde og kærlighed.

I begge tilfælde får man de dødes hjælp til at holde ondskab og død fra livet, så i den forstand er de skrækkelige græskarhoveder, der ligner kranier, i god overensstemmelse med traditionen for at bede om de dødes hjælp til at gøre livet mere trygt for de levende.

Men de levende ved godt, at død og ødelæggelse er en del af livet. Det hører også med til traditionel katolsk og luthersk tro. Som gammel kan man mærke en krop og en ånd, der bliver mere og mere skrøbelig. En ordentlig kolonihavefilosof ved også godt, at afhængighed af naturen er en kilde til både smerte og fryd, glæde og sorg.

Så jeg vender tilbage til den afhængighed af naturen, som de smukke og uhyggelige græskar ved husene kunne eksemplificere på både godt og ondt. At fejre Halloween er i det perspektiv en glad kosmisk eksistentialisme, som man kan savne i de to traditionelle religioner, jeg har været omkring, og den eksistentialisme, der kun dyrkede lidelsen og det absurde.

Det frydefulde i naturen er lige så overraskende og absurd som det lidelsesfulde. Græskaret som kranium er symbol på både fryd og smerte, liv og død. Så glad kosmisk eksistentialisme er bare græskarfilosofi.

Glædelig Halloween.

Kolonihavefilosofi er for mig en filosofi om det hele, men jeg indrømmer blankt, at det nok er begrænset, hvor mange jeg har fået omvendt til at tro på en kolonihavefilosofisk kulturrevolution.

Kolonihavens virkelighed er for de fleste en meget begrænset virkelighed, som giver dem småborgerlige og nationalistiske associationer, selv om de godt kan lide Benny Andersens og Halfdan Rasmussens kulturradikale sange om kolonihaver og Henry Heerups og Ib Spang Olsens billeder af kolonihavevirkelighed, som ikke er spor nationalistiske, selv om der er mange dannebrogsflag i deres festlige kolonihavebilleder.

Kolonihavefilosofi er ikke for mig bundet til en konkret kolonihave, men er en universel filosofi om det hele. 

Den indeholder både individets urmenneskelige udfoldelsesdrift, alle individers urmenneskelige afhængighed af naturen og af andre konkrete levende mennesker.

Desuden rummer den et menneskeligt behov for at leve i et større samfundsfællesskab, men det er ikke så urmenneskeligt som den individuelle udfoldelsesdrift og afhængigheden af naturen og andre mennesker af kød og blod.

Det glemmer de politikere, der kun tænker i store samfund og ikke kan lide de små landsbyer, der var den første samfundsvirkelighed, og som vi er alt for hurtige til at rationalisere væk. 

Det lyder voldsomt med al den urmenneskelighed, men for mig er det som for Nietzsche det eneste værn mod moderne umenneskelighed.

Det er måske også en noget stor mundfuld for kolonihavefilosofien, men for mig rummer denne filosofi den helhed, som det drejer sig om: naturen, den enkelte, andre mennesker og et større kulturskabt fællesskab bundet til et sprog og et flag, som man kan blive en del af, hvis man har lyst til det, selv om man kommer fra et land meget langt fra Danmark, med et helt andet flag end det rødhvide dannebrogsflag.

Klik på overskriften for at skrive en kommentar!

 

Septembers himmel har været blå næsten hele tiden i denne september måned, selv om træerne er begyndt at blive mere gule og æblerne mere røde.

På et tidspunkt, hvor årstiden fortæller om stor foranderlighed i naturen, og de lyse nætter er forbi for længe siden, føles det trygt, at himlen bliver ved med at være lige blå.

Vi ved godt, at der er lige så stor foranderlighed i det blå himmelrum vi kan se og det uendelige rum, som vi trænger ind i med teleskoper og videnskabelige modeller. Septembers blå himmel har også for det blotte øje mange forskellige blå nuancer, men det tænker vi ikke på, når vi synger om den i Alex Garffs sang. 

Så glemmer vi også, at alt er lige så foranderligt og i en stadig accelererende udvikling i de samfund, der er på jorden under det blå himmelrum.

Septembers blå himmel bliver på den måde et trøstende helle i al den foranderlighed og udvikling, som gør os både stressede og melankolske, især når man som jeg er ved at blive så gammel, at man mærker foranderligheden i både hoved, hænder og knæ. 

Det er derfor forståeligt, at nogle får kvalme af at høre den første linje i sangen, fordi de lugter virkelighedsflugt, men en kolonihavefilosof synger hele sangen med god samvittighed, fordi alt er unyttigt uden vor skælven i den kosmiske natur, hvad enten det er græsset, der er grønt eller gult, eller himlen, der er grå eller blå. Det lægger sangen også op til, selv om Garffs verdensbillede er mere stillestående end Thøger Larsens. 

Hos denne digter fra Limfjorden føler man, at ”livsflammen år for år forbrænder dit hjerte til kul” og ”hører den hylende træk, der går, gennem livsgådens nøglehul” – uden at det ødelægger glæden over, at septembers himmel er så blå.

 

klik på overskriften for at tilføje en kommentar!

Jeg er pensioneret og har derfor tid til at følge med i De olympiske Lege i løbet af dagen, og jeg gør det med en glæde, som mine nærmeste har svært ved at forstå.

Jeg er selvfølgelig forarget over, at der er så mange penge i enkelte sportsgrene, og at brasilianere er blevet tvunget til at flytte fra deres huse for at få plads til de mange sportsfaciliteter. 

Der er heller ikke meget leg over mange af de benhårde konkurrencer, men alligevel kan man ikke undgå at blive revet med og fascineret af, hvad den menneskelige krop er i stand til at præstere.

Det er fordi selv den mest disciplinerede og veltrænede krop ender med at blive en legende krop i bevægelse og heldigvis ikke kan styre de følelsesudbrud, som mennesket med kroppen er nødt til at dele med andre. 

Så bliver både cykelløb, roning og fodbold til studier i elementært liv med en krop, der bevæger sig legende let, men ikke er bange for at vride sig i smerte og lyse af glæde, så andre ser det. Det er naturligt for kroppen at dele smerten og glæden med andre, fordi mennesket er et socialt dyr, der i sport kan få afløb for sine både aggressive og kærlige livsytringer. 

Mennesket er selvfølgelig også udstyret med fornuft, men der tales alt for lidt om kroppens fornuft som leg og følelsesudbrud. 

Sport, hvor man både kan slås og kramme hinanden, har rødder i en gammel legekultur, der er ældre end De olympiske Lege. De opstod i den moderne fornuftige tid med fremskridtstro og tro på, at alting skulle være højere, længere og stærkere. De moderne olympiske lege har derfor drejet sig om rekorder og sejr for enhver pris, men den har ikke fået helt bugt med den gamle legekultur og kroppens fornuft som sanser og følelser. 

Forskellige nationale forsøg på at gøre legene til national og politisk propaganda i de lande, hvor legene er blevet afholdt, har heller ikke kunnet ødelægge glæden ved at se kroppen udfolde sig både med legende lethed og stærke følelser. 

Nazisterne gjorde 1936 alt for at gøre De olympiske Lege til propaganda for Hitlers tusindårsrige. Leni Riefenstahls film om legene i Berlin var tænkt son politisk propaganda, men den blev heldigvis også på grund af instruktørens fascination af den menneskelige krop noget andet. 

Man glemmer hurtigt i filmen nazismen, fordi man ser så mange sorte og hvide kroppe i bevægelser, der også bevæger dem der kigger på. Selv Hitler opfører sig som en engageret tilskuer, der kan klappe af andre end tyskerne.

Jeg synes, at åbningsceremonien i år var en smuk propaganda for jordens fortsatte beståen som jord, luft og vand, der ikke er forurenet, men det tænker jeg ikke på nu, hvor jeg ser roerne slås med bølgerne og sig selv og vise deres smerte og glæde bagefter. 

De atleter, der indtil nu har bevæget mig mest med deres kropspræstation og deres behov for at dele deres glæde med andre, har været Christopher Juul-Jensen med sin glæde over holdkammeratens sejr, og den brasilianske kvindelige judodeltager, der var nødt til at kaste sig grædende af glæde i et hav af tilskuere for at få luft for sin glæde. 

Jeg glæder mig til roning i dag på det rigtige hav og enkeltstarten i morgen, hvor jeg er sikker på, at Christopher heller ikke skjuler sine følelser efter at have leget med kroppen i en time.

Klik på overskriften for at skrive en kommentar!

 

Det kan synes paradoksalt, at samtidig med at vi længes efter et enestående, farligt og spændende liv, som ingen andre har oplevet, længes vi også efter at falde til ro i en fredelig og helt almindelig hverdagsrytme, som ikke er spor usædvanlig.

Det er sikkert, fordi vi i den moderne trivielle og standardiserede virkelighed bilder os ind, at frihed er at komme på afstand af det velkendte trygge, eller at man ikke kan være helt tryg uden at miste sin frihed.

Vi har behov for både frihed og tryghed. Det har mennesket altid haft, men måske har vi glemt, at begge behov bliver opfyldt bedre ved at leve i afhængighed af hinanden og naturen end ved at leve i overhalingsbanen i konkurrencesamfundet og ville komme først for enhver pris.

Vi bliver fascineret i fjernsynet af udsendelser, hvor man skal prøve sine grænser af og helst overskride dem, men det får os på den anden side til at længes efter fjernsynsprogrammer med så almindelige mennesker, at vi kan genkende os selv i dem og føle os trygge.

Vi skulle slukke for fjernsynet og gå ud i naturen og tage kærlige og aggressive livtag med hinanden. Så ville vi hverken have tid eller lyst til at flygte fra almindeligheden eller længes efter den. Det er sundere end det unaturlige liv i overhalingsbanen, hvor man hverken er tryg eller fri, og derfor kan længes hysterisk efter overnaturlige bremseklodser for at føle sig tryg eller overnaturlig vingekraft for at føle sig fri.

Mange vil mene, at vi i vores kapitalistiske demokratiske samfund lever liberalt og tænker socialt, fordi vi i vores tænkning sværger til demokratiet, men gerne individuelt vil have så meget frihed som muligt.

Det kan imidlertid blive et problem, hvis vi i vores individuelle frihed er ligeglade med de andre i samfundets fællesskab, eller hvis vi skal være så lige i fællesskabet, at det bliver på bekostning af den enkeltes frihed.

Både et socialistisk og et demokratisk samfund kan være tyrannisk på fællesskabets vegne, og det kan være svært at styre egoismen i et kapitalistisk samfund, hvor alle materielle behov kan opfyldes, hvis man har penge nok.

Disse eksempler er derfor gode grunde til i vores nutidige virkelighed såvel at leve og handle mere socialt som at tænke på både individet og det sociale fællesskab, når vi tænker politisk.

Men er det en umulig utopi at være både liberal og social i sit konkrete hverdagsliv og i sin samfundstænkning?

De fleste vil nok sige, at det er anarkistisk ønsketænkning, som hverken kan realiseres i en lille lokal virkelighed eller i en større samfundsvirkelighed, men jeg tror på det, hvis både individet og samfundet besinder sig på deres afhængighed af naturen.

Vi har alle en helt individuel natur, der beriger vores gensidige afhængighed. Vi er endvidere i den grad stærke og sårbare naturvæsener i fællesskabe med naturens planter og andre dyr, at vi på en måde allerede fra naturens hånd er sociale individer.

Det er vi også også i vores kultur, hvor der, selv om vi er frie og sociale på en anden måde end planter og dyr, fra naturens side er indlagt så meget livslyst og så meget livsglæde, at man aldrig burde kunne være sig selv nok eller drømme om undertrykke andre med sociale påbud.

Så det er ikke en umulig utopi at være både liberal og social, selv om forbenede liberale og forbenede socialister mener noget andet. Alle mennesker har i afhængighed af hinanden og naturen erfaret en kærlighed, hvor det er naturligt at leve og tænke både liberalt og socialt.

Hvorfor ikke være så fuld af kærlighed til det levende liv og naturens livskilder både i og uden for mennesket, at der spontant skabes en livslyst og en livsglæde, der kan få både individet og fællesskabet til at blomstre, selv om det kan være i hård kamp mod både individuel og social egoisme.

I gamle dage var det gudstro, der kunne skabe rammer for både individet og fællesskabet. Det har de moderne politiske ideologier, bortset fra anarkismen, haft sværere ved.

Det er i en moderne tid svært uden videre at vende tilbage til før moderne gudstro, men det er ikke svært at tænke glade og kærlige tanker i den samme ydmyghed over for naturen, som mennesker har haft siden de rejste sig hver for sig i naturen og begyndte at gå rundt sammen på to ben.

Nogle vil mene, at denne ydmyghed er en romantisk opfindelse, men den er til stede allerede i de gamle hulemalerier.