Det var en rejse til Cuba, der blev øjenåbner for mig. Mennesket er grundlæggende hverken et flokdyr eller en eneboer, med et socialt dyr, der har behov for både tryghed og frihed.

Tryghed kan man opnå ved at føle sig som en del af et nationalt fællesskab eller af et stort politisk fællesskab på tværs af landegrænser, men i begge tilfælde kan det enkelte menneskes frihed forsvinde på bekostning af en national eller politisk-ideologisk identitet, som sætter fællesskabet over individet. 

Det var tilfældet både i den tyske nationalsocialisme og i den cubanske socialisme, hvor det kommunistiske parti stadig nu mere end halvtreds år efter revolutionen styrer landet med et diktatur, der er næsten lige så ubarmhjertigt som Hitlers. Frihed kan i den moderne konkurrencestat også være en kvælende spændetrøje.

Derfor er løsningen i et moderne samfund, der vil bevare både frihed og fællesskab, hverken politisk partidisciplin eller en kanonisk danskhed, der bruges som tæppebanker. Det er heller ikke fokus alene på individuel selvudvikling eller kurser i at være sig selv nok, som kun gavner den enkeltes karriereløft.

Løsningen et at blive opdraget til det store demokratiske samfund ved hjælp af frihed og fællesskab i en lille konkret social virkelighed, hvor man ikke kan undgå at se hinanden i øjnene, og hvor man er nødt til at have opmærksomhed på og hjerte for hinanden, hvis man skulle kunne ånde som frit og socialt individ.

Både ghettoen og havekolonien er eksemplariske steder for en sådan opdragelse til frihed og fællesskab. Det drister jeg mig til at sige, selv om jeg godt ved, at ghettoer ikke er populære på Christiansborg, og havekolonier af mange bliver betragtet som indskrænket og småborgerlig idyl.

Havekolonier er imidlertid haveidyl i en afhængighed af naturen, der er befriende for både sanser, følelser og fornuft. En kosmisk vitaminindsprøjtning, der ikke burde kunne undgå at skabe livsglade individer i et havekoloni-fællesskab, hvor børnene æder jord og solskin sammen i glad legelyst. De voksne kan nok ikke nøjes med jord og solskin, men de kan drikke vand, vin og øl med hinanden i den samme tillidsfulde glæde som børnene, fordi de ikke kan skjule noget for hinanden. Hækkene er så lave, at man ikke kan undgå at få øjenkontakt. Så skal man da lukke øjnene.

Velmenende politikere både til højre og venstre kan ikke tænke stort nok, fordi de har en blind tro på, at stordrift altid er økonomisk rentabel, hvilket langtfra altid er tilfældet. Kommuner og sygehuse kan ikke blive store nok. Det er også af den grund, at politikerne vil have de små ghettoer revet ned, men de skal lære at tænke småt og tænke på ghettoerne som små sociale væresteder, der bare skal fyldes med haver og grønne planter for at skabe glad kolonihavehygge.

Jeg ved godt, at der skal meget andet til. Mennesket er fyldt med både aggressive og kærlige livsytringer. men vrede og aggressioner skal i de eksisterende ghettoer kanaliseres ind i andre baner. Aggressionerne forsvinder ikke ud i det blå, hvis ghettoerne bliver revet ned, de bliver bare større. Man skal udnytte mulighederne i et nært samfund, hvor man kender hinanden og er afhængige af hinanden.

Politikerne er fyldt med politiske og nationale bekymringer, fordi de kun kan tænke stort. De skal lære at tænke småt og grønt. Jeg er fuldstændig overbevist om, at selv det mest brutale bandemedlem kan blive fyldt med kærlighed og glæde, hvis det får lov til at så, plante og høste i en have. Jeg er ikke bange for at være naiv og ubekymret. Der er al mulig grund til at frygte alting i denne verden, men man kunne måske forebygge mange bekymringer i den store verden ved at være glad og ubekymret på sit lille værested og i sin lille have.

Derfor kære politikere. Lad ghettoerne være i fred og fyld dem med grønne haver, og skaf plads til endnu flere kolonihaver omkring de store byer i stedet for at bygge store offentlige institutioner og overflødige kæmpesupermarkeder. Den lille købmand har det svært i et samfund, som kun vil tænke stort, men den lokale købmand i ghettoen er ofte en bedre sjælesørger end den imam, der er styret udefra og ikke bekymrer sig om det store samfund, muslimerne skal opdrages til at være en del af, bl.a. ved hjælp af grønne haver.

Rejsen til Cuba var, som jeg skriver, en øjenåbner for nødvendigheden af både frihed og fællesskab i et samfund. Hvordan det bedst sker på Cuba, tør jeg ikke komme med et bud på, men i Danmark er jeg sikker på, at man kun får frihed og tryghed i det store samfund, hvis man bliver opdraget til det i det små. Småborgerlighed har både en mørk og en lys side.
Det er også tilfældet i en ghetto og i en havekoloni.

Det er den lyse side, som det er livet om at gøre at udvikle med den besindelse på menneskers afhængighed af hinanden og naturen, der kan skabe glædesfrihed, som er noget helt andet end frihedsglæde. Rejsen til Cuba inspirerede mig til en roman Rejsen til Cuba, hvor en morfar rejser sammen med sit barnebarn. Barnebarnet er en frihedsglad tilhænger af Liberal Allinance og hans morfar er en gammel socialist.

Barnebarnet bliver mere glad for Cuba, end han var inden rejsen, fordi han kan se, at det cubanske styre faktisk tænker på fællesskabet, medens hans morfar bliver endnu mere kritisk, end han var i forvejen, fordi han ser en stor uopfyldt længsel efter frihed. Efter rejsen sender de breve til hinanden, hvor de diskuterer, hvordan man i Danmark opnår en balance mellem frihed og fællesskab, og om den balance kan sættes på en politisk eller filosofisk formel.

Jeg lader dem være meget uenige om kolonihavelivet. Somme tider skal man jo være Djævelens advokat. Den gamle morfar skriver i sit sidste brev bl.a.: ” Du kan sikkert ikke huske, at det for nogle år siden var et kolonihavehus, der midt i ankomsthallen til en stor mødesal i Odense kastede glans over Dansk Folkepartis landsmøde. Det var et meget sigende valg, fordi kolonihavelivet virkelig for mig er indbegrebet af indskrænket småborgerlighed, hvor man er sig selv nok med sine kartofler og sine margueritter og hygger sig i smug som et fredeligt puslingeland, ”medens hele verden brænder om din vugge”, som der vist står i en højskolesang om det lille land med et stort dannebrogsflag i selv den mindste kolonihave”.

Barnebarnet svarer i sit sidste brev: ”Jeg har siden dit brev tænkt meget over dit forsøg på at udtænke en filosofi, der rummer både jordisk livsglæde, romantisk åndeligt sind og fornuftig skepsis. Dit udfald mod småborgerlig kolonihavementalitet giver mig drilagtig lyst til at foreslå kolonihavefilosofi, fordi jeg ved, at der er en dansk kolonihavetradition med både varme, højt til loftet og snusfornuftig skepsis over for vidtløftige idealister, der gør det hele op i politisk korrekt økologi”.

Jeg har morfaderens alder, men er helt enig med hans barnebarn. Kolonihavefilosofi er i Grundtvigs fædreland vejen til ”et jævnt og muntert, virksomt liv”. I praksis kræver det en ghetto eller en havekoloni, der er så lille, at alle kender hinanden, og så stor, at der er behov for en købmand som samlende midtpunkt. Man skal heller ikke fortvivle, hvis man ikke bor i en ghetto eller en havekoloni. Hvis man vil hinanden, kan man tænke og leve kolonihavefilosofisk også i et højhus med have på toppen, eller i en opgang med grønne planter på altanen.

Bragt i Aarhus Stiftstidende den 21. maj 2018

Årets gang i naturen er lovmæssig rutine og hele tiden overraskende. Man kan være sikker på, at årstiderne kommer i den samme rækkefølge hvert år, så foråret skal nok komme, selv om foråret i år er kommet senere end for et år siden. Det sidste er der selvfølgelig en naturlig klimaforklaring på, men naturlovene er ikke love for den tilfældighed, der hele tiden gør alt, hvad der sker i naturen, uventet og overraskende.

Ellers ville det ikke være til at holde ud for et menneske, der ikke kun er udstyret med den matematiske fornuft, der udtænker de uforanderlige naturlove, men også med sanser og følelser, der registrerer, at skyerne flytter sig helt tilfældigt, og at man ikke kan forudse det øjeblik, hvor den første krokus springer ud.

Rågerne ruger i deres reder uden for vores altan på 3. sal, som de plejer at gøre det til de nære naboers irritation. De gør det også på nogenlunde samme tidspunkt hvert år, hvad enten det sner eller regner, men deres skrig og flyvninger til og fra rederne er lige så tilfældige som alt andet i den natur, der på samme tid er forudsigelig og helt uforudsigelig. Begge dele gør mig tryg, ikke mindst at naturen er begge dele på én gang. Det ville ikke være til at holde ud, hvis alt hele tiden skete på nøjagtig samme måde. Det ville ende med at gøre alt til tom rutine. Men hvis alt hele tiden var tilfældigt, ville det medføre en svimlende og kaotisk følelse af tomhed.

Både min kone og de fleste af vore naboer synes, at rågerne er forfærdeligt støjende, fordi de lige nu, hvor de ruger på deres æg, skriger eller skræpper uden ophold i dagtimerne. Jeg kan imidlertid ikke lade være med at være fascineret af deres skræppen og flyven rundt, fordi de med deres uberegnelige skrig og bevægelser lever helt op til vendingen om at være lige så fri som fuglen.

Mennesket er meget mere fornuftigt end en råge, men med en krop og et sind, der kan gøre det mere hjælpeløst end en rågeunge.

Det er menneskets fornuft, der finder alle lovmæssighederne i naturen. Det er som fornuftsvæsen, at mennesket er et selvstændigt og frit individ, der ikke er mere bundet af samfundets normer, end det selv vil. Det er også som fornuftsvæsen, at mennesket er højt hævet over dyr og fugle, der mangler både fornuft og frihed, fordi de er bundet til deres instinkter.

Mennesket er godt nok et socialt individ, men det må selv skabe det samfund, som det vil leve i, og der er stor forskel på en liberal og en socialistisk tilgang til den sociale virkelighed. Man kan som menneske blive helt misundelig på de kolonier, hvor rågerne af sig selv og styret af deres instinkter lever i et harmonisk socialt kolonifællesskab. De lever ovenikøbet lige så naturligt i et trofast parforhold hele livet, som det er sværere for os mennesker at opretholde, fordi vi ikke er udstyret med rågernes driftsikre instinkter.

Vi har ikke automatiske instinkter, men vi har på den anden side en krop med sanser og følelser, som kan blive så ustyrlige, at de tager magten fra fornuften og gør sindet så sårbart og skrøbeligt, at det er nødt til at skrige hele tiden og ikke som rågerne kun engang imellem. Det samme sind kan være så hårdt i sin selvoptagethed og selviskhed, som ingen råge kan finde på at være, fordi rågen kun har en lille tilfældig naturlig frihed og ikke den store autonome og fornuftige frihed, som den lange filosofiske tradition giver os gode grunde til at tro, at mennesket har.

Jeg vil ikke bytte min selvstændige menneskefrihed med rågens instinktive fuglefrihed. Jeg vil gerne bestemme over min fremtid, men jeg er nødt til at indrømme, at jeg har nogle kærlige og destruktive drifter, der kan gøre mig mere glad end en råge og mere hjælpeløs end en rågeunge.

Jeg er lige som rågen en del af naturens cirkel, men jeg er ikke kun et naturvæsen. Jeg er også et historisk væsen, der må leve i en natur, der er en kilde til både forundring, sorg og glæde, og gøre det med en menneskenatur, der er en kilde til både smerte og glæde, latter og magtesløse tårer. Det er prisen for at være menneske og ikke råge. Hvis råger fik menneskelig bevidsthed, ville de måske alligevel trods sorgen og smerten være misundelige. Trods det forsinkede forår er der nu mere og mere sol på altanen, hvor jeg sidder og iagttager rågekolonierne, hvor de kærlige yngelplejeinstinkter er så selvfølgelige og robuste.

I forhold til det er menneskekærlighed meget mere sårbar og kan ende i en magtesløshed, som rågerne slet ikke kender til, men så kan det være ikke bare filosofisk, men teologisk opbyggeligt at tænke på, hvad påsken, som vi har haft, og pinsen, som står for døren, egentlig er for kristne højtider.

De er – som i julen – ensbetydende med en irriterende lukning af de to supermarkeder på den anden side af Skanderborgvej, Fakta og Meny, men de indeholder også et provokerende budskab om en kærlighed, der både er sårbar og uovervindelig, fordi naturens almægtige skabergud har åbenbaret sig i et sårbart og magtesløst menneske, der dør på korset langfredag, opstår påskedag og sender Helligånden i pinsen.

Det lyder som tung teologi. Det er det også, men jeg vil ikke fortabe mig i vidtløftig teologisk snak om, hvorfor en god almægtig Gud skaber både liv og død. Jeg vil heller ikke diskutere, om man skal tro på en subjektiv eller objektiv forsoningslære, om Jesus og vi opstår som både sjæl og krop, og om Helligånden er mere end varm luft. Det er provokerende diskussioner for en ren fornuft, men ikke for et menneske med fornuft og et sind og en krop, der rummer både kærlige og destruktive selviske livsytringer.

For dette kærlige og aggressive menneske er det filosofisk og teologisk provokerende at blive konfronteret med en gud og et menneske, der lever selviskheden og magtesløsheden helt ud på vore vegne og giver os mulighed for at være en del af en kærlighed, der som guddommelig menneskekærlighed er lige så selvfølgelig som rågernes yngelpleje.

Det er en filosofi og en teologi om menneskets grænser på godt og ondt, der er sat af både naturens og andre menneskers virkelighed, og som gør vores jordiske liv både mere besværligt og spændende end rågernes.

Vi er hverken guder eller fugle, men mennesker, der hverken er udstyret med englevinger eller rågevinger, men med helt almindelige jordiske munde, hænder og fødder, som vi kan bruge til ualmindelig og overraskende kærlighed, som er lige så naturlig som rågernes himmelflugt.

Påsken bliver forberedt af en lang fasteperiode fra askeonsdag mange uger før påske, hvor man skal besinde sig på sin selviske grådighed. Opstandelsen påskedag og Helligånden giver os lov til at tro på, at vi som mennesker kan spise og handle med en kærlighed, der – selv om den er sårbar – kan overvinde både selviskhed og grådighed.

Jeg glæder mig til i pinsen at lytte til både kirkeklokker og rågeskrig.

Bragt i Aarhus Stiftstidende den 21. juni 2018

Jeg elsker fodbold og kan ikke lade være. Derfor glæder jeg mig til alle de kommende kampe ved VM.

Kærligheden til fodbold begyndte, da jeg som lille dreng fra en landsby på Østfyn tæt ved Storebælt sammen med min far cyklede næsten 30 km til Odense for at se OB spille. Jeg mindes især de store kampe mod arvefjenden B1909, og selvfølgelig spillede jeg selv meget fodbold. 

Min far havde i 30’erne været en frygtløs centerforward for Munkebos fodboldhold og var nok lidt skuffet over, at min fodboldkarriere i Nyborg stoppede med gymnasiet, men jeg har været OB-fan hele livet. Det er, hvad man i psykologien kalder ubevidst prægning både af dyrebørn og menneskebørn.

Mit største fodboldidol i barndommen var OB’s målmand Børge Hylle, som jeg lavede en tegning af i en af de mange scrapbøger med fodboldbilleder fra Fyns Tidende, som jeg omhyggeligt klippede ud og klistrede ind i små hæfter, da jeg var omkring 10 år. Jeg så ham for eksempel være sikker sidste skanse i en fantastisk kamp, hvor Provinsens hold i Odense for første gang vandt over et udvalgt københavnsk hold, fordi han i første halvleg havde den ene mirakelredning efter den anden, og fordi Jens Peter Hansen fra Esbjerg i anden halvleg tryllede med bolden som venstre wing. Ham har jeg siden i Idrætsparken set score det første mål i en landskamp mod svenskerne, som vi alligevel endte med at tabe, for jeg fulgte selvfølgelig også som dreng levende med i det danske fodboldlandsholds kampe, ikke mindst mod den nationale arvefjende Sverige.

Jeg overværede den forfærdelige landskamp i 1959, hvor Danmark tabte 6-0. Det var i den svenske storhedstid, hvor de slog England på Wembley og havde Agne Simonsson som centerforward. Der var fem fynboer på det danske landshold, men de var heldigvis fra B1909 og ikke OB.

Jeg har glædet mig til landsholdets kampe ved VM. Der er desværre ingen spillere med fra OB, men Christian Eriksen har da spillet i klubben. Jeg er stadig OB-fan, selv om jeg har boet i Aarhus i mere end 50 år, og jeg holder selvfølgelig med Danmark, lige meget hvor elendigt de spiller. Det første er et spørgsmål om psykologisk prægning. Det andet er en kulturel prægning, som jeg heller ikke er flov over. Jeg er både biologisk natur, der kan præges, og en del af en dansk kultur, der synes, at Danmark er “et yndigt land”, både det, der spiller fodbold, og når det er rum for mange andre glæder end fodbold og fædrelandssange.

Men fodbold er for mig mere end fynsk afstamning og tilhørsforhold til den danske stamme, der har det samme sprog og de samme fælles værdier i forbindelse med fodbold, demokrati og kongehus. Hvad er det ved fodbold, der løfter det op over både psykologisk og kulturel prægning og gør det vigtigere end liv og død, hvis man skal tro et berømt citat af Bill Shankley, der engang var manager for Liverpool: “Some people think football is a matter of life and death. I assure you. It is much more serious than that”. (“Nogle mener, at fodbold er et spørgsmål om liv og død, men jeg er overbevist om, at det er meget vigtigere og alvorligere end det”).

Kan man argumentere overbevisende om rigtigheden af et så bombastisk udsagn. Det synes jeg godt, man kan. Liv og død er jo bare biologiske kendsgerninger. Fodbold giver en enestående mulighed for at få indblik i, hvad der er det særlige ved menneskets liv, som det udfolder sig i historien på tværs af biologiske og kulturelle forskelle.

Mennesket har behov for individuel frihed og social sammenhæng. På et fodboldhold skal den enkelte kunne tænke kreativt og ikke være bange for at gå selv, samtidig med at det er livet om at gøre at kunne spille sammen.

Den enkelte fodboldspiller er til stede i spillet med sin krop og sin sjæl med en kærlig og aggressiv lidenskab både på egne og hele holdets vegne, som kan være et forbillede for livsudfoldelse på alle mulige andre samfundsområder.

Fodbold er levende teater, som man ikke kan lade være med at lade sig rive med af, hvis man har brug for indlæring i både at kunne stå på sine egne ben og ikke være sig selv nok. For at begå sig på fodboldbanen og i samfundet skal man både kunne skubbe og vise hensyn, og det er mennesket i stand til, fordi det kan foretage bevidste valg, selv om det har de samme aggressive og kærlige livsytringer som andre pattedyr.

Lidenskabelig og bevidst kropsudfoldelse både på egne og holdets vegne. Det er den vigtige og alvorlige elementære sandhed i fodboldspillet, som man, hvis man elsker fodbold, også har blik for på det modstanderhold, som kæmper mod det hold, man selv holder med. Der er tale om en så elementær glæde ved at spille og betragte spillet, at hverken økonomiske eller nationale interesser kan fortrænge det helt. Derfor vil jeg i det VM, som nu er i gang, selvfølgelig holde med Danmark, men nyder de islandske ho-ho-ho-råb og andre landes fantasifulde måder at udtrykke deres medlevende deltagelse på, fordi jeg tror, at det alt sammen er udtryk for den samme kærlighed til fodbold som vigtigere end liv og død.

Mennesket er både aggressivt, kærligt og socialt. I disse me-too-tider, hvor alt skal gå så fredeligt for sig, at man hverken må gramse eller slå på hinanden, kan det være befriende at være vidne til både overdrevne kyssescener og hårde eftertacklinger, fordi det er udtryk for en kropslig lidenskab, der er både selvhengivende og selvhævdende af kærlighed til et fællesskab, som alle på banen har ret til at være en del af.

Der er en sandhed i fodboldspillet, som også er en sandhed i det almindelige menneskeliv, hvor der er brug for meget mere slagsmål og meget mere kysseri. Begge dele af kærlighed til et fællesskab, hvor man ikke som i erhvervslivet er sin egen lykkes smed, men hvor man som i fodboldlivet, såvel på banen som på tilskuerpladserne, er glad både på egne og andres vegne. Modstanderholdet kan endda spille så godt, at man ikke kan undgå at være glad også på deres vegne, hvis man virkelig elsker fodbold, og det er vigtigere end både liv og død.

I disse dage er det 40 år siden, at videnskabsmanden Niels I. Meyer, politikeren K. Helveg Petersen og filosoffen Villy Sørensen med deres fælles bog ”Oprør fra midten” affyrede startskuddet til en kamp for et samfund med mindre økonomisk ulighed, mere respekt for naturen og med borgerløn til alle.

Det skulle føre til et humant ligevægtssamfund, der ville gøre velfærdssamfundet til et harmonisk samfund, som alle ville være så glade for at være en del af, at de kunne se bort fra deres traditionelle egoistiske særinteresser. For harmonien var ikke kun et spørgsmål om økonomiske ydelser, men om at skabe lykkelige og harmoniske mennesker.

Det var et midteroprør, der tog afstand fra både ukontrolleret kapitalisme og alt for kontrolleret socialistisk planøkonomi. Derfor var det en nødvendig gylden middelvej mellem forbenede højrepartier og venstreorienteret skråsikkerhed. Man ville på det tidspunkt lægge afstand både til Fremskridtspartiet og Centrumdemokraterne til højre og til frelste venstresocialister og socialistisk kapitallogik på venstrefløjen.

Oprøret fra midten ville have et mere reelt demokrati både i samfundet og på arbejdspladserne, hvor arbejderne skulle dele arbejdet og have del i overskuddet. Der skulle også være mere lige løn mellem håndens og åndens arbejde og mere ligestilling mellem kønnene.

Man ville også sikre sig, at demokratiet fungerede i mindre enheder. Man forestillede sig lokalsamfund på ca. 1000 medlemmer. Kommuneting på ca. 50000 medlemmer og et folketing med repræsentanter, som både blev valgt direkte af folket og af de mange kommuneting.

De tre forfatteres midterfilosofi var fyldt med smukke og gode tanker om et samfund med mere frihed og retfærdighed, ikke mindst tanken om at tage mere hensyn til naturen. Den var også for 40 år siden truet af rovdrift og forurening, fordi den for de fleste både til højre og venstre for midten, var et middel til at gøre gode tider bedre med industriel og teknologisk udvikling.

Man kan undre sig over, at bogen blev en så stor salgssucces, men dens tanker så hurtigt løb ud i sandet. Jeg tror forklaringen er, at man lidt for kritikløst havde tillid til, at staten kunne sætte det hele på skinner og med effektiv planlægning få alt til at køre gnidningsløst. Det mindede lidt for meget om den socialistiske planøkonomi, man ellers var kritisk over for.

Man havde nok også et alt for naivt menneskesyn, som troede på, at det gode og humane ligevægtssamfund ville komme af sig selv, når folketing og stat havde sørget for gode rammer, fordi mennesket grundlæggende er godt og fornuftigt. Det var Helveg Petersen, der som undervisningsminister med den såkaldte blå betænkning i 1960 ville gøre det til en hovedopgave for folkeskolen med den rigtige undervisning at skabe harmoniske, lykkelige og gode mennesker.

Filosoffen Villy Sørensen var en filosof, der troede på det enkelte menneske som et fornuftsvæsen, der ville lade sig overbevise om den gyldne middelvej mellem traditionel kapitalisme og traditionel socialisme og gå afsted på vejen i optimistisk fremskridtstro med idealer i bagagen fra den oplysningstid, som nu 1978 skulle føres up to date med tillid til både den fornuftige stat og det fornuftige individ.

Jeg tror, at der i dag er behov for en filosofi med et mere realistisk menneskesyn. Jeg er også overbevist om, at det hverken er det lille enkelte individ eller den store stat, der kan løse alle problemer, heller ikke i et nok så positivt samarbejde. Selv om jeg godt ved, at mange sværger til individuel selvudvikling, og at lige så mange tror, at staten kan løse alle problemer, når bare de rigtige politikere kommer til.

Efter min mening er der behov for en filosofi, der går imod både konkurrencesamfundets fokus på det enkelte individ og mange politikeres tyrkertro på, at staten kan organisere og programmere sig ud af alle vanskeligheder med ensretning fra oven.

Det er for mig en filosofi, der lægger vægt på, at man skal tage udgangspunkt i en lille virkelighed, hvor man har et fællesskab tæt på hinanden og tæt på naturen og tænker med både fornuften og hjertet uden at bilde sig alt for meget ind.

Ebbe Kløvedal Reich beklager i en af sine bøger, at Lenin under sit ophold i København, på vej til at lave revolution i Rusland, i Det kongelige Bibliotek begravede sig i de klassiske socialistiske klassikere i stedet for at gå ud i de Københavnske kolonihaver og opleve dansk kolonihavehygge.

Kolonihaverne var på det tidspunkt ikke længere fattighjælp for uformuende arbejdere for at forhindre dem i at blive ”drikfældige”, som der står i en gammel anbefaling til at give fattige arbejdere kolonihaver. Det var selvbevidste arbejdere, der plantede kartofler, gulerødder og blomster i deres haver. På et senere tidspunkt nedlagde de arbejdet og lavede generalstrejke i juli 1944, da den tyske besættelsesmagt indførte spærretid fra kl. 20, så at de ikke kunne passe deres kolonihaver efter fyraften.

Jeg er overbevist om, at der er en filosofisk bæredygtig filosofi i denne kolonihavehygge. En ”elevatortale” er en tale man kan nå at aflevere i en elevator mellem 2 eller 3 etager. Hvis jeg skulle lave en elevatortale for en sådan kolonihavefilosofi, ville den lyde:

Kolonihavefilosofi er filosofisk vished om, at man kun kan være et stærkt individ, hvis man i et lille fællesskab er tæt på mennesker, man kan se i øjnene – familie venner og naboer, og tæt på en natur, som man kan sanse og føle.

Det er filosofisk vished om, at de menneskelige grundbehov er frihed og tryghed, og at menneskets grundvilkår på naturens og kulturens betingelser er sårbarhed og død.

Det er derfor også vished om, at det etiske grundfænomen i menneskelivet er kærlighed, fordi mennesket er både godt og ondt, kærligt og grusomt, og at den vigtigste livskilde i både kultur og natur er glæde.

Filosoffer har tolket verden alt for forskelligt. Kolonihavefilosoffen vil forandre verden med den samme kærlige glæde ved at se tingene gro, både i en skole og en fabrik, på en altan og i en kolonihave.

Vær glad, vær vred og gør oprør
1. Optakt, hvor jeg igen identificerer mig med Minervas ugle og slår det tema an: glæden, som vil gennemsyre mit lille stridsskrift, hvor jeg med store armbevægelser som vred gammel mand vil forsøge at skabe en oprørsstemning mod et overflodssamfund uden mådehold og et forbrugersamfund uden glæde.
For tre år siden skrev jeg en lille bog: ”Minervas ugle flyver kun i skumringen”, hvor jeg identificerede mig med Bora, en mand der havde undervist i læreruddannelsen og nu som pensioneret forsøger at finde objektiv visdom i sit lange aktive liv med læsning og undervisning. Dermed identificerede jeg mig også med Minerva, som den romerske tradition lader flyve i skumringstimen som en ugle, der både er vis, fordi den er gammel, og fordi den flyver i tusmørket inden mørkets og dagens ophør.
Jeg er nu i min egen skumringstime så tæt på døden, at jeg ikke længere har lyst til bare at være fyldt med objektiv visdom, men har et voldsomt behov for at give subjektivt udtryk for min glæde, min vrede og min oprørstrang, inden jeg forsvinder helt i natten og mørket.
Jeg håber, at man vil kunne finde noget af Boras visdom i mine subjektive overvejelser. I overskrifterne til de enkelte afsnit har jeg i Boras ånd forsøgt at være så objektiv, som jeg har svært ved at være det, når jeg føler, at glæden, vreden og oprørstrangen tager magten fra mig. Men jeg håber, at læseren vil kunne blive ved med at fornemme den subjektive lidenskab, selv om jeg forsøger at finde objektive argumenter for den.
Jeg er vred, fordi glæde over at være i live i en verden med andre levende mennesker og levende natur ikke fylder alles liv med den varme og kærlighed, som i virkeligheden er det eneste, vi mennesker har lyst til at være fulde af. Det røber vi, når vi styrter ud i solen på den første forårsdag og ikke kan lade være med at være glade for tilværelsen. I alle aldre er det let at blive forelsket i et andet menneske, selv på en regnvejrsdag. Og små babyers smil kan smelte et hjerte, der næsten er frosset til.
Det er denne elementære glæde over at være til, også i almindelige og banale hverdagssituationer, som jeg føler er så truet, at det er nødvendigt med et vredt oprør på glædens vegne mod alt det, der skaber glædesløshed. Både i den store samfundsvirkelighed og i den lille verden, hvor to mennesker forsøger at få et familieliv til at hænge sammen.
Jeg er derfor vred på en politisk dagsorden, hvor økonomisk vækst i praksis ender med at være vigtigere end naturens vækst, fordi det frister glade og forelskede mennesker til at blive grådige og egoistiske forbrugere af både ting, mennesker og natur.
Jeg kan høre, hvor frelst det lyder, men jeg føler faktisk, at store gamle ord som frelse og fortabelse er aktuelle, både i det store velfærdssamfund, hvor velfærd skal måles økonomisk og i den lille velfærdsvirkelighed, hvor der også skal penge på bordet, for at man kan føle sig tryg.
Det er kun glæde og kærlighed til naturens liv og levende menneskeliv, der kan frelse os. Derfor er jeg så oprørsk i min vrede mod den overflod af unødvendige forbrugsgoder, der ikke skaber mere glæde, selv om den er skabt af reklamer, hvor man kun ser glade mennesker. Fortabelse er et voldsomt ord, men det materielle velfærdssamfund har ikke ført til færre psykiske lidelser, tværtimod. Overfloden har også medført en forurening, der i det lange løb kan betyde fortabelse for den grønne planet, der lige som mennesker og dyr har brug for ilt.
Jeg er i min tro på den frelsende glæde ikke så naiv, at jeg er blind for min egen kolde egoisme i visse situationer. Min glæde er også somme tider en havesyg glæde over at eje ting, der kan købes for penge, selv om det er sket på et loppemarked. Men jeg ved godt, at det ikke er den rigtige glæde, som skyldes den glædelige forening af jord, ild, luft og vand i naturen eller hos et andet menneske.
Jeg kan heldigvis både le og græde over mig selv som selvoptaget egoist og havesyg samler af bøger og billeder. Det skal ikke forhindre mig i at være vred på den glædesløshed, der gør både mig og alt for mange andre til latterlige og fortabte figurer i en virkelighed, der er skabt til glæde – hvad enten man tror på en skabende gud eller ej – men er blevet til en kultur med alt for lidt glæde og hjertevarme.
Hold kæft hvor det lyder frelst, selv om jeg ikke skjuler min egen fortabthed, som måske desværre får mig til at virke endnu mere bedrevidende på andres vegne. Jeg kan godt se spøgelset af en gammel missionær i mine ord, men jeg har ikke noget imod at være i glædesmission på livets vegne og gentage apostlens ord om altid at glæde sig: ”Glæd jer altid i Herren, jeg siger atter glæd jer”. Herren er jo den Jesus, hvis hele liv var glad kærlighed.
Jeg skriver imidlertid ikke som en from apostel, der tror på Faderen, Sønnen og Helligånden og derfor kan lade sig styre af Treenigheden, men som et almindeligt menneske, der tror på glæde, vrede og oprør og forsøger at lade sig styre af både følelser og fornuft i et sprog med begreber, som kan overbevise andre mennesker.
Man kan ikke sige alting på én gang. Man rammer heller ikke noget, hvis man hele tiden skyder til højre og venstre med løst krudt, men jeg forsøger med min store vrede glæde at piske en oprørsstemning op mod den udbredte mangel på elementær livsglæde og glad kærlighed. Ikke bare hist og her, men over alt i den moderne virkelighed, hvor de fleste moderne mennesker ikke længere tror med blind fremskridtstro på de moderne tiders velsignelser. I stedet for har man travlt med at sikre sig i en usikker nutid på vej mod en fremtid, der kan synes endnu mere usikker, hvis man ikke ejer dyre ting og har mange penge.
I de næste afsnit vil jeg forsøge at være mere konkret og skrive mere præcist om det moderne forbrugersamfunds glædesløshed, fordi tid er blevet til forbrugstid på en anden måde end tidligere. Det gamle ordsprog ”Tid er penge” har fået en helt ny betydning i det moderne produktions- og konkurrencesamfund, hvor man aldrig har tid nok og ikke kan hvile i den, som i det gamle arbejdssamfund, hvor pauser var vigtige for både sjæl og krop og ikke kun et middel til at producere mere.
I det samfund var mådehold en dyd for både herrer og slaver, selv om de herskende selvfølgelig fik mest profit ud af deres dyd. I det moderne overflods- og forbrugssamfund er mådehold en dødssynd for mennesker på begge sider af samlebåndet og i samtlige offentlige institutioner, fordi alle parter lever af en konkurrencedygtig produktion, der kan omsættes i forbrug. Alle er på den måde blevet slaver af de tal på bundlinjen, der ikke må være røde, selv om umådeholden produktion næsten ikke kan undgå at gå ud over den grønne natur.
Jeg er så gammel, at jeg er fra en tid, hvor mådehold var en dyd. Da var det også en dyd at være bange for sex og at holde fast ved gamle stive traditioner. Derfor kunne jeg godt forstå den vrede i unge vrede mænd, der fra England i skuespil og musik bredte sig til resten af Europa. Nu er den ungdomsgeneration blevet ældre. Det er dem, der sammen med deres forkælede børn, der er opdraget uden pisk og kun med gulerod, holder fast ved den moderne virkeligheds frihedsidealer, selv om frihed er blevet til frit valg på alle hylder mellem overflødige forbrugsgoder. Opgøret med de gamle traditioner er nu hos de vrede unge mænd, der er blevet gamle, en laissez faire-kultur, der er helt fri for forpligtelser, man ikke selv har været med til at bestemme.
Jeg kan huske meget gammel ufrihed og pisk i gymnastiksalen. Det ønsker jeg mig ikke tilbage til, men den moderne frihed i havesygens og reklamernes vold er næsten en værre ufrihed, fordi den stopper de glædeskilder til, som er mistænkelige, fordi de er gratis. Glæden ved at trække vejret i naturen og glæden mellem mennesker som dansende eller kæmpende kroppe, der opstår spontant i det spontane møde mellem glade mennesker. Der kan også være naturglæde i en storby, hvor man altid kan få lidt jord under neglene og møde andre mennesker i sol, regn og blæst.

 

Derfor er det på tide med vrede i gamle mænd og kvinder, der både kan huske de gamle dyder som mådehold, mod og retfærdighed, der ikke kun var undertrykkende, og den gamle tilværelsesforståelse, der var i glædens og naturens vold, inden glæden blev til lykke og et spørgsmål om stil, skabt af dyre livsstilseksperter. Også inden naturens vækst og nogenlunde stabile rytme blev til ustabil økonomisk vækst afhængig af den teknologiske udvikling og af aktiekursernes op- og nedture.
”Look back in anger” hed det mest kendte skuespil i 50’erne om de vrede unge mænd. Det havde et vredt fremtidsperspektiv, der skulle gøre kål på alle de stive gamle traditioner både i samfundet og mellem de to køn. Se tilbage og frem i glæde er mit bud på en bæredygtig tilværelsesforståelse for både politikere, almindelige mænd og almindelige kvinder, der har glemt, at glæden er den bedste og den billigste livskilde, men det udelukker ikke en oprørsk vrede på glædens vegne. Man kan i en tid uden glæde hverken have for glade eller for vrede armbevægelser.
Vær glad, vær vred og gør oprør, men hold både glæden og galden flydende.
2. Tid er penge, men heldigvis også lærkesang og gulerødder. Alt kan købes for penge, men man er ikke sin egen glædes smed, selv om man kan blive glad, når man saver brænde. Heldigvis er mennesket i sit forhold til penge både værre og bedre end sit rygte, og heldigvis er der stadig lærker på himlen og gratis glæder på jorden. Derfor er det livsvigtigt for glædens skyld at holde den vrede galde flydende.
Tid er penge er sikkert et ordsprog, der er opstået på et tidspunkt, hvor man havde så travlt med at arbejde og tjene penge for at overleve, at man kunne glemme at leve, fordi der ikke var pengeøkonomi i bare at nyde livet nogle øjeblikke, lade spaden hvile, rette ryggen, løfte blikket og lytte til lærkesang. Så kunne arbejdsgiveren få gang i arbejdet igen ved at minde den svedige arbejder om, at han ikke havde tid til at glæde sig over lærkesangen, hvis han ville gøre sig fortjent til sin dagløn.
Nu lever vi ikke i et mangelsamfund med risiko for ikke at overleve, i hvert fald ikke i Danmark. Der er mangel på glæde, men ikke på varer. Vi lever i et samfund med overflod, hvor alle kunne have tid til at glæde sig over lærkesang og alle de andre fugle, der ikke har travlt med at høste og samle i lade, fordi de bare har lyst til at flyve i sol og blæst og være glade for at være til.
Vi kan ikke vide, hvad fuglene tænker og føler, men vi har i hvert fald travlt med at gå i skole og høste gode karakterer for senere at komme ud på arbejdsmarkedet og tjene penge. Helst så mange, at vi kan samle i lade, fordi vi har helt andre behov end fugle og andre letsindige skabninger.
Alle de behov vi har, bliver vi mindet om, hver gang vi ser reklamer eller hører på en livsstilsekspert. Så ender der med at være lige så lidt tid til bare at glæde sig i nuet og naturen, som der var i det gamle traditionelle samfund med slaveri og en fastlåst social hakkeorden. Nu er vi alle sammen lige frie på et frit marked, men de mamge af os er lønslaver, der er nødt til på alle planer at konkurrere mere og mere for at overleve i det markedssamfund, som styrer både den private og den offentlige sektor.
Der bliver flere og flere varer. Priserne er ikke objektivt set blevet højere på de enkelte produkter, men mindre kvalitet og holdbarhed har i mange tilfælde betydet, at det alligevel er blevet dyrere at være forbruger. Behovspyramiden er også blevet højere og højere, fordi vi har fået flere og flere nødvendige behov. Det sørger reklamerne for. De sørger også for, at vi kan få både nødvendige og unødvendige behov opfyldt så forskelligt, at vi føler os som helt frie forbrugere på alle de markeder, hvor det handler om at komme de andre forbrugere i forkøbet. Både i supermarkedet, i skolen, på arbejdsmarkedet og i pensionisttilværelsen, hvor det grå guld virkelig har så meget guld, at der er basis for mange glade dage i overflodssamfundet.
Arbeit macht frei, stod der over indgangen til de mange KZ-lejre, men det er også den tanke, der både i det gamle traditionelle og i det moderne samfund sikrer arbejdsro og arbejdsglæde, fordi friheden efter arbejdet kan gøres op i penge eller mangel på dem.

Arbejdstid er guld værd. Hårdt arbejde kastede ikke meget guld af sig i det gamle bondesamfund, mens det grå guld i dag lever godt af de pensioner, de har arbejdet sig til og har overskud til at være aktive og produktive.
De kan være aktive i glæde med så enkle midler som at save og kløve brænde, male sommerhus og lytte til lærkesang, men der er også eksempler på, at de har så travlt med at styrte rundt og opleve så meget som muligt, at de glemmer at være glade, fordi de lever i hård konkurrence om at få så mange rejser og oplevelser med på det årlige julekort som muligt og helst flere end deres venner.
Tid er penge, fordi arbejdstid for aktive på arbejdsmarkedet er pengetid. Penge er i konkurrencesamfundet både pisk og gulerod. For lidt penge gør det nødvendigt at fyre medarbejdere, men penge kan også få de ansatte til at præstere mere. Jeg er vred på dem, der i toppen af erhvervslivet og den offentlige sektor sikrer arbejdsro og konkurrenceglæde ved hjælp af loyale mellemledere, der selv kun tænker på at konkurrere sig højere op i systemet, fordi der er mange penge på toppen. Så mange, at både privat og offentligt ansatte ofte kun gider være politikere for at kunne springe over de mange mellemledere, der sikkert ofte har det svært ved at true de ansatte med fyresedler, samtidig med at de lokker dem med overarbejde.
Jeg vil ikke bruge mere krudt på mellemledere. De er måske nødvendige stødpuder i et moderne hierarki, hvor lederne gerne vil camouflere deres alt for store ikke demokratiske magt, men jeg er vred på konkurrencesamfundet, fordi der er så mange gulerødder, men at man i sit arbejdsliv skal piske sig selv for at få fat på dem.
Nok om pisk og gulerod. Fordi jeg elsker både jordiske gulerødder og himmelsk lærkesang, er jeg endnu mere vred over, at tid i dag i så høj grad reduceres til arbejdstid og frihed fra arbejde og ikke får lov til hele tiden at eksistere i den elementære glæde over at være glad til stede i livet og naturen sammen med dyr og mennesker, gulerødder, lærker og andre levende fugle og planter. Den glæde kan som sagt også være til stede, når man maler og saver.
Jeg er overhovedet ikke naiv. Jeg ved godt, at sorg, død og lidelse kan gøre det svært at være glad, men det kan også gøre den grundlæggende glæde dybere, så at man, selv om man ikke er apostel, bliver ved med at opfordre sig selv og andre til at være glad, fordi lærken stadig synger, gulerødderne vokser, og der bliver ved med at være brænde, der skal saves og kløves
Men hvad skal man kalde den tid, der ikke er penge, hvor man er til og kan glæde sig over bare at trække vejret som en del af en stor levende sammenhæng i en slags stofskifte med naturen, både når man kløver brænde og lytter til lærkesang? Det er oplagt at kalde den cyklisk tid, fordi man er indfældet i naturens cyklus, mens arbejdstid og fritid på lønarbejdets præmisser er lineær tid, som ud ad en lige landevej, hvor man skal køre så hurtigt og nå så meget som muligt. Enten ved at præstere en arbejdsindsats eller nå så mange gøremål i sin fritid, at man ikke har tid til at standse op og mærke blæsten på sin krop eller høre lærken synge og hengive sig i den grad til det, at man glemmer tid og sted, fordi man er i en slags evig glæde uden for tid og rum.
Det er fristende at kalde det en kosmisk glæde, fordi man synes at være i et uendeligt stort kosmisk rum. Men for mig gør det glæden dybere at være i naturen med en krop, der ikke er uendelig, men sårbar.
Kosmos er så stort og uendeligt, at det er lige så meget tomhed som fylde, selv om det måske i virkeligheden er en moderne videnskabelig opfattelse, men det har ikke desto mindre gjort mange mystikere bange for deres mystiske oplevelser, fordi de til tider har efterladt dem med en stor følelse af tomhed. Sådan har man det ikke, når man hører lærken synge eller ser den bølgende kornmark være levende. Så er man fyldt med en fryd, der får kroppen til at skælve.
Er den tid, der ikke er penge, så en slags ekstase, hvor man er helt ude af sig selv? Nej. Det ville gøre oplevelsen af glæde til en kun kropslig oplevelse og ikke en oplevelse for både sjæl og krop, hvor sindet er den stabile klangbund for en varig følelse af glæde, fordi sind er både sanser, følelser og bevidsthed.
Man kan kun være i ekstase, så længe rusmidlet virker på kroppen. Efter en rus kan sindet føle sig lige så fortabt som hos den mystiker, der har mødt Gud som tomhed. Glæde er derfor ikke et spørgsmål om at blive ude af sig selv, men om sindets opmærksomhed på det helt almindelige hverdagsliv som glædeskilder. Regnen på det tørre græs, solen i de våde grene på blommetræet, den lille lærke højt på himlen, den store bølgende kornmark i horisonten, brændesavning og maling af et stakit eller et tilfældigt møde med et andet menneske, som pludselig bliver anledning til en helt uventet og umotiveret glæde, fordi begge parter har smil i øjnene.
Man er ikke sin egen glædes smed i den forstand, at man kan skabe glæden ud af det blå med handlekraft eller kreativ fornuft, selv om brændesavning under blå himmel er aktiv livshjælp til glæde. Næsten intet kan gøre mig så vred som livsstilseksperter og terapeuter, der forveksler glæde med lykke og tilfredshed. Man kan være sin egen lykkes smed og have lov til at være tilfreds med sin foretagsomhed, men glad bliver man kun, når man ikke foretager sig noget til en tarif, men er opmærksom. Det vil sige, at man har øjne, ører og sind åbne for det levende liv, der er lige for næsen af os som tid, der ikke er penge, men glæde, fryd og under.
Undere ikke som naturstridige mirakler, men som det underfulde banale hverdagsliv, som er én stor glædeskilde, hvis vi er opmærksomme på det og ikke tager det for givet eller et resultat af vore anstrengelser, men som livets kærlighedsgaver, som vi skylder at modtage med kærlig og glad taknemmelighed.
Det gør mig vred, at glæde forveksles med lykke og tilfredshed, fordi den så let bliver et spørgsmål om penge. Det har vi ikke godt af at tro på, fordi det giver os et påskud til at glemme den glæde, som vi ikke kan betale os til. Vi synger godt nok, at lykken ikke er gods eller guld, men det gør vi kun for at dulme vores dårlige samvittighed over, at vi i de rige europæiske lande ikke bestiller andet end at skrabe til os for at blive mere tilfredse og mere lykkelige.
Jeg kan godt forstå, at fattige mennesker i den 3. verden er glade for at kunne tjene penge i et rigt vestligt land. Hvis de lever i et fattigt bondesamfund med en streng rangorden, kan penge for dem synes et middel til social og politisk frihed. De kan jo ikke vide, at denne frihed for os i de rige lande er blevet til glædesløs kapitalistisk grådighed hos både kapitalister og arbejdere, fordi alle har fået alt for mange penge mellem hænderne til at skønne på den glæde, der er gratis.
I de vestlige lande begyndte det også med penge som et middel til at opnå social og politisk frihed. Driftige borgerne i de små byer i Norditalien var de første, der kunne producere og handle sig til så mange penge, at de kunne købe sig til den politiske magt i det stive feudale samfundssystem styret af herremænd, der havde privilegier på produktion og handel, som de var nødt til at sælge ud af for at overleve som i hvert fald social magtfaktor. Den politiske magt tjente de ikke penge nok til at kunne opretholde.
De moderne bysamfund blev samfund styret af penge, og industrialiseringen gjorde afstanden mellem rig og fattig endnu større end i de gamle bondesamfund. Den kapitalistiske udnyttelse af de fattige arbejdere blev en kilde til sociale og politiske oprør, som i første omgang førte til, at borgerskabet fik den politiske magt. Først med revolutionen i Rusland var det arbejdere, der kom til magten i en arbejderrevolution, der hurtigt førte til et diktatorisk lederskab hen over hovedet på arbejderne, selv om proletariatets diktatur blev udøvet på arbejderklassens vegne.
Både i de borgerlige revolutioner og senere i de socialistiske var der alt for få, der satte spørgsmålstegn ved pengenes ulyksalige evne til at skabe grådighed både hos dem, der dansede omkring guldkalven og hos dem, der ventede på, at det blev deres tur til at danse. Der har heller ikke været mange, der har sat spørgsmål ved arbejdets velsignelser, fordi man kan producere eller arbejde sig til flere penge. Arbeit macht frei. Menneskerettighederne lovpriste aktive menneskers udfoldelsesmuligheder. De omfattede ikke ret til at lytte til lærkesang og høre græsset og gulerødderne gro. Karl Marx havde en svigersøn, der provokerede såvel borgerskab som socialister ved at skrive en bog om ”Retten til dovenskab”.
Jeg må imidlertid stadig minde mig selv om, at der er arbejdsglæde ved at klippe hæk og kløve brænde, som er lige så glad tid som at lytte til lærkesang og høre græsset gro, hvis man er fuld af glad opmærksomhed i et kosmisk rum, som ikke er menneskers fortjeneste.
Både Joakim von And og Anders And drømmer om mange penge, men det er en uskyldig udgave af det pengebegær, der får de rige til at spille på aktiemarkedet, og de mere fattige til at spille og købe lottokuponer. I vores kapitalistiske samfund dyrker man de rige på næsten samme måde, som man dyrker de kongelige. Det er derfor logisk, at indbyggerne i det største kapitalistiske land USA vælger en meget rig forretningsmand til præsident, fordi han har været så god til at tjene penge.
Der er selvfølgelig andre grunde, som jeg vil vende tilbage til, men penge er uomtvisteligt det kapitalistiske samfunds gud, som man dyrker med både ærefrygt og betagelse, på samme måde som primitive dyrker deres guder i naturen. Man kan blive vred over, at penge har gjort fodbold og andre sportsgrene til en pengemaskine, men det værste er det menneskesyn, som gør os alle sammen til individer, der kun har værdi, hvis vi tjener mange penge eller har arvet dem.
Det er slemt at være et nul, men det er endnu værre at være uden den aura, som selv det største nul kan få med penge på sin konto og et kontoudtog med så mange nuller, at det med kyndige bankrådgivere er let at få en trækprocent på nul. Hvorfor skal man ikke have lov til at være glad for sine mange penge og de muligheder, man har, hvis man har dem? Det skal man ikke, fordi det er en selvtilfreds glæde, som man ved, at man har gjort sig fortjent til, enten ved selv at være foretagsom eller ved at have rige forældre.
Det er ikke den glæde, der kommer over én, fordi man kommer tæt på de glædeskilder, der får mennesker til glemme sig selv i situationer, hvor det ikke er samfundets eller ens egen overflod, der skaber glæde i sindet, men livets overflod.

Den alene kan skabe fryd for øjne, ører og de andre sanser og for det sind, der sanser med hjertet, selv om det kan være ting, der er lige så uanselige som et græsstrå, et dryp i en vandpyt, et varmt blik fra din nabo eller et stykke nykløvet brænde.
Jeg vil kæmpe vredt for ret til at bekæmpe pengeglæde med livsglæde. Mennesket er til tider en koldt kalkulerende pengemaskine, men det kan også være en varm krop i både kærlighed og kamp. Selv i moderne topprofessionel fodbold med millon-budgetter kan spillere kæmpe kærligt mod hinanden, selv om mange også kan finde på at snyde sig til straffespark, fordi en sejr kan betyde millioner for den klub, man spiller for.
Alt håb er ikke ude, så længe mennesker kan smile til hinanden i både krig og kærlighed og være opmærksomme på nogle af de underfulde ting, der sker i naturen, uden at de har betalt for det. Mennesket er både værre og bedre end sit rygte. Det kan være ekstremt småligt over et lille pengebeløb, som det går glip af i en arv eller en handel, men det kan også være så storsindet, at der pludselig slet ikke er grund til at være vred over andet, end at det ikke altid er så glad, som det burde være i dyb glæde over bare at være til.
3. Natur og kultur er både i haver og menneskeliv svære at holde ude fra hinanden, men for kulturens skyld et det vigtigt at tale om natur som mere end kultur. Både den velfriserede have og det overkultiverede menneske har en bund af natur, som man heldigvis ikke kan undertrykke helt med kulturen. På den anden side er det store vildnis og den store ellevilde glæde både natur og kultur, og fordi vi er kulturelle naturvæsener, er der næsten den samme glæde ved at kløve brænde som at lytte til lærkesang.
Det er naturligt at gøre vredt oprør på naturens vegne, når kulturen har glemt, at den altid er kultur på naturens betingelser, selv om det på den anden side er så kulturelt betinget, hvad der er naturligt, at mange meget kulturelle mennesker har svært ved at komme ned til de naturlige reaktioner. De tænker sig derfor godt om, inden de finder den glade eller vrede grimasse, der passer til situationen, der kan lægge op til både glæde og vrede.
Det får både kulturradikale og konservative ildsjæle til at være overbeviste om, at natur i sig selv er et spøgelse, som ikke skal forhindre dem i at skabe kultur, der kan få naturen til at makke ret. Derfor er det naturligt for den kulturradikale at være kulturradikal og unaturligt at være konservativ, og for den konservative er det selvfølgelig naturligt at være konservativ og unaturligt at være kulturradikal.
Der tænkes begge steder ud fra en natur, der er helt i kulturens vold, og det er i begge tilfælde kulturelt hovmod, hvor de kulturradikale ildsjæle klamrer sig til fornuften, og de konservative til traditionen. Begge dele er lige så forkert som at bilde sig ind, at man kan komme tilbage til naturen og leve lige så naturligt som de første mennesker på jorden med en så primitiv kultur, at den er helt natur.
Det er for letkøbt at føle sig kulturel på den måde, at man slet ikke mener sig bundet af medfødt natur og den store naturs cykliske orden, men det er det også at føle sig naturlig uden at tro sig bundet af den lange kulturhistorie og den danske kultur, der lige nu er en danskers virkelighed. Det lyder indlysende, men det er ikke helt let at holde balancen mellem natur og kultur for et menneske, der ikke kan holde total afstand til kulturen og naturen for at finde en gylden middelvej mellem dem, men altid slæber rundt på hele kulturens byrde og altid er helt i naturens vold.
Det moderne menneske er et bymenneske i naturen med både glæde og vrede i sin naturlige bagage og en naturlig lyst til at gøre oprør, når bykulturen har lagt låg på alle naturlige livsytringer, men oprøret er en kulturel handling, selv om det er styret af naturlig glæde og naturlige vrede aggressioner. Derfor skal der være fornuftige handlemuligheder, hvis oprøret skal lykkes. Et oprør, der kun er spontant, fører bare til kaos. På den anden side kan det være så styret af beregnende fornuft, at resultatet bliver en lidelse for alle andre end de fornuftige oprørere, der er så bange for kaos, at de ikke tør lade sig selv og andre sanse og føle frit.
Det lyder som et umuligt projekt at få natur og kultur til at være i balance, men måske er det kun umuligt, hvis man tror, at der er tale om et teoretisk problem, der kan løses med så og så mange procent natur og så og så mange procent kultur. Al erfaring siger, at konkrete haver kan være meget forskellige og alligevel udstråle en smuk blanding af natur og kultur. Det samme gælder mennesker. Det tyder på, at den smukke blanding måske netop skyldes, at der er haver og mennesker på spil, som er både natur og kultur på en så overvældende og ubekymret måde, som naturen selv er det som en gul kornmark i blæst eller røde græssende køer på en grøn eng. En god fodboldspiller har det også både i benene og i det hoved, der har hørt efter, hvad den kloge træner har sagt.
Det jeg forsøger at få sagt er, at naturen er der som en grundlæggende cyklisk verdensorden. Det er lige så ubestrideligt, at kulturen nu i tusinder af år har påvirket naturen – også vores egen natur, men at den cykliske verdensorden stadig er lige så afgørende nu, hvor vi bor i huse og lejligheder, som da vi var huleboere. Vi er, selv om vi skal konkurrere mere og mere med robotter, stadig kroppe af kød og blod med de samme kærlige og aggressive drifter som vore forfædre i hulerne.
Romantisk kærlighed og kemisk krigsførelse er forfinet moderne kultur, men er ikke hverken mere natur eller mere kultur end hulernes sociale liv i kærlighed og krig. Vore forfædre, der begyndte at gå på to ben, havde både et overjeg og et id, som de, uden at kende Sigmund Freuds teorier, forsøgte at få jeget til at være i balance med. De havde helt sikkert glæder både i naturen, i sengen og ved ilden, som vi ville kunne genkende som naturlige livsytringer, selv om vi kan tale så meget mere sofistikeret om dem, at vi kan bilde os ind, at de er et produkt af vores tankefulde og foretagsomme liv.
De primitive kunne også tænke. Der står homo sapiens over også primitive menneskeskeletter, og vi kan på den anden side stadig male lige så udtryksfuldt som på de hulemalerier og på de primitive masker, som fik moderne kunst omkring 1900 til at turde være primitiv og mindre klassisk akademisk, men disse malerier og masker af Pablo Picasso og andre var hverken mere eller mindre naturligt spontane end de gamle huleboeres kunst.
Både naturen og kulturen sætter sig igennem i den kunst, det menneskeliv og de haver, som vi moderne mennesker skaber både med vores fornuft, vore følelser, vore sanser og vores fantasi, og vi skal ikke være bange for at være for naturlige eller for kulturelle, selv om livsstilseksperterne står i kø for at give os dårlig samvittighed over at være enten for primitive eller for kulturelle, for det er heldigvis svært at undgå at være begge dele, fordi der er en huleboer og og en moderne eksistentialist i os alle.
Hvordan vi så end administrerer blandingen, skal vi være fyldt med varm livsglæde og varm kærlighed. Det er en fordring, som burde være overflødig i et liv med så mange livskilder til glæde og kærlighed, men det er den ikke, fordi det materielle overflodssamfund ikke flyder over med glæde. Derfor er vreden både en kulturel fordring og en naturlig reaktion på smerten over, at livets glædeskilder ikke får lov til at springe frit. Det er både samfundet og os, der stopper kilderne til, men det er lettest at begynde med det vi selv er skyld i, når vi hengiver os til glædesløshed.
Du kan ikke være for glad, men du kan være alt for lidt glad. Så enkelt er det. Det er unaturligt at anstrenge sig for at være glad, men det er nødvendigt, når naturlig latter er blevet til en kulturel fnisen, der ikke tør glemme sig selv. Vær glad, vær vred og gør oprør med en selvforglemmende glæde og et glædesfyldt sind, som både er natur og kultur, spontane følelser og fornuft. Det hele menneske er både fyldt med ustyrlig latter og besindig snusfornuft.
I en have kan det synes let at skelne mellem vild natur og velfriseret havekultur, men den velordnede havekultur er tæmmet vild natur, som hele tiden lurer på at lave kaos i den velfriserede have. Det kan være et befriende kaos, der får haven til at vokse og blomstre mere frit, eller et ødelæggende kaos, der får den til helt at forsvinde. Natur er både livskraft og død, men vi lever i en kultur, der er så bange for naturens ødelæggende kosmiske kræfter, at den helt glemmer, at vi også er indfældet i en kosmisk livskraft, som kan gøre os ellevilde af glæde, hvis vi tør hengive os til glæden, selv om den elementære glæde ved at være til er på dødens betingelser.
Naturlig livsglæde vaccinerer os mod gravalvorlige idealister og krampagtigt overforbrug. Derfor er det livet om at gøre at skelne mellem natur og kultur, selv om glæden kan have et både naturligt og kulturelt udtryk. Den kan være en helt spontan og umotiveret skælven over at kunne trække vejret på en almindelig efterårsdag fyldt med mørke skyer, men glæden kan også indeholde en besindelse på alle de glædesytringer, der er blevet sange til glæden i historien.
Glæde er hengivelse til kulturens kilder i naturen, også når man kløver brænde. Vrede er kulturel beslutsomhed til at gøre noget ved alt det, der stopper kilderne til og lægger låg på glæden. Vrede er godt nok i Den Katolske Kirke en af de syv dødssynder, men den idé kan kun være opstået i et forvirret hoved, der ikke kan skelne mellem blindt raseri og beslutsom vrede og ikke vil vide af, at vrede kan være et nødvendigt middel til at skaffe plads for glæde og kærlighed.
Menneskenaturen er lige som naturen i det hele taget både til liv og til død. Vi kan indeholde både kærlige og destruktive livsytringer. Raseri, mord og selvmord er destruktive livsytringer, som bruger aggressionsdriften til at tilintetgøre. Men aggressionsdriften kan også anvendes i kærlighedens og glædens tjeneste. Glæden og kærligheden skal faktisk være aggressiv for at kunne sætte sig igennem. Så er den vrede i kærlighedens tjeneste, der både er beslutsom og konstruktiv. Vreden ved godt – i modsætning til det blinde raseri – hvad der skal gøres ved det, der undertrykker en livsudfoldelse, der er skabt til glæde og kærlighed, men får åndenød og er ved at gå til i konsum- og konkurrencesamfundets overforbrug og ensomhed.
Derfor vær glad, vær vred og gør oprør mod nutidens forsøg på at skabe glade dage med ting, der kan købes for penge, og mod mennesker, der er sig selv nok. I forlængelse af det sidste afsnit, hvor glæde i overvejende grad var glad passivitet i naturens kosmiske skød, vil jeg slå fast, at mennesket som kulturelt naturvæsen ikke kan undgå at være aktiv i sin livsglæde. Det er dybest set den samme aktive-passive glæde, der kløver brænde og lytter til lærkesang.
Derfor kan man sagtens påstå, at der kan være aktiv glæde i at lytte til lærken og passiv glæde ved at save brænde. Det aktive er kun negativt, hvis det er glædesløst, og passivitet kan selvfølgelig også være uden glæde.

 

Skal der også en samfundsændring til? Det vil jeg tage stilling til i det næste afsnit.
4. Det er individet, der skal gøre oprør, men det er nødvendigt at tænke sig et fællesskab, hvor individer kan hjælpe hinanden med ikke at være sig selv nok. Vi skal ikke bare tilbage til naturen, men til en kultur, der har blik for både individet og det sociale fællesskab. Er landsby- og kolonihavefællesskab kun nostalgi, eller er både landsbyen og kolonihaven ikke snarere inspiration til en glad, vred og politisk bæredygtig kulturrevolution?
Jeg er et individ, og mit lille stridsskrift er udtryk for mine egne tanker og følelser, men jeg håber selvfølgelig, at mange kan identificere sig med både min glæde og min vrede. Jeg håber også, at jeg kan give andre individer lyst til at gøre oprør mod overflodssamfundets mangel på glæde og forbrugersamfundets mangel på et kritisk fremtidsperspektiv, hvor det ikke kun handler om at forbruge i blinde, men om at bruge naturen og hinanden med omtanke og mådehold.
Selv mange individers glæde, vrede og oprør kan kun få konsekvenser for samfundet, hvis man også gør sig tanker om, hvordan individer kan fungere sammen i et politisk fællesskab, som er virkelig forpligtende for det enkelte individ. Velfærdssamfund og demokrati er desværre for mange, også mig, blevet til intetsigende floskler, fordi velfærd i alt for høj grad er blevet et spørgsmål om penge, og demokrati til et spørgsmål om at kunne tælle mandater og få flertal.
Velfærd er selvfølgelig stadigvæk heldigvis for de fleste ikke kun noget, man kan betale sig til, men velfærdssamfundet som politisk størrelse er i den grad blevet et spørgsmål om økonomi, at den politiske diskussion ikke drejer sig så meget om, hvad velfærd er, men om velfærdsydelser, som man kan sætte tal på. Alle får velfærdsydelser af det offentlige, også de der betaler en høj skat, for at de kan blive ved med at gøre det med glæde.
Det lægger op til, at alle skraber så mange ydelser til sig som muligt. Både de rige og de fattige er i forhold til den offentlige sektor sig selv nok. De rige, fordi de betaler så meget i skat, de fattige, fordi de tjener meget mindre i deres arbejde eller arbejdsløshed end de rige. Velfærdssamfundets økonomiske ydelser til de fattige gav mening i et samfund med få rige og mange fattige, men det giver ikke samme mening, når de fleste ikke er fattige, men gerne vil øge deres forbrug og komme til at ligne de rige, de kan se i reklamer og læse om i ugebladene.
Så bliver den vigtigste sammenhængskraft i samfundet at forbruge og øge sin materielle velstand med god samvittighed på det offentliges regning. Det er ikke let at være offentlig sektor med så mange forkælede forbrugere. Man skal sørge for medvind på både motorveje og cykelstier og kommer selv let i modvind, når forbrugerne ikke er tilfredse med deres offentlige ydelser.
Politikerne taler også for meget om økonomi og på velfærd, der kan gøres op i kroner og ører. Den såkaldte politikerlede handler måske om det. Langt de fleste politikere virker personligt sympatiske, men de vil alle sammen blæse og have mel i munden, flagre med deres traditionelle politiske ideologi, men også lovprise det økonomiske forbrug, der ikke kan undgå at føre til meningsløs overflod og forurening. I det ideologiske lys er der stor forskel på at være liberal eller socialist, blå eller rød, men i det materialistiske overflodsmørke er alle forbrugskatte grå.
Op til valgene flager politikerne med deres ideologiske budskaber, uddeler røde roser og blå balloner med en iver, der næsten afslører, hvor dårlig samvittighed de har over, at økonomisk vækst er blevet en ny fælles ideologi både til højre og venstre for midten. Her hænger røde og blå Bjarne lige så fast i overflodssamfundet og forbrugersamfundet som de politikere, der kun er interesserede i at gøre de gode økonomiske tider endnu bedre.
De diskuterer, om det bedst sker med lettelser i topskatten eller fradrag i bunden, men de snakker for lidt om problemerne med den overflod og forurening, der bliver resultatet af de endnu bedre økonomiske tider. Det politiske parti Alternativet synes at være en undtagelse, men de er efter min mening ikke alternative nok. De er så bange for at støde både tidligere socialistiske og liberale vælgere, at de stadig sidder fast i den fremskridtstro, der i det 19. århundrede var roden til meget godt, men i dag har ført til en økonomisk vækst, som ikke er fremtidssikret.
Alternativet tror også så blindt på økonomisk vækst, at den holder fast ved den, men bare tror, at det kan ske med mindre arbejdstid for den enkelte. Man kan sige, at jeg tror lige så blindt gå glæden, men jeg er ikke blind for, at rammerne ikke er ligegyldige. Derfor kommer jeg på et tidspunkt til landsbyen og kolonihaven.
På en måde er det uforståeligt, at politikernes pengesnak og tyrkertro på økonomisk vækst forarger de vælgere, der selv danser omkring guldkalven med de bedste reklametilbud i lommerne, men måske drømmer de om politiske ledere med bedre tilbud end ideologiske fraser, røde roser og blå balloner.
Vælgernes politikerlede er på en måde dobbelt. De er trætte af, at politikerne er lige så pengegriske, som de selv er det, men de er også trætte af, at politikerne camouflerer det med ideologiske tanker om frihed og fællesskab i hele det store danske samfund, tanker som for dem er floskler og akademisk bedreviden. Det bliver ikke bedre af at være tanker om frihed og fællesskab i en global virkelighed, der er endnu længere borte fra deres egen jordnære virkelighed. Det er for dem en endnu mere abstrakt og akademisk tågesnak.
Mange har talt om en forståelig og vred folkelig protest mod en politisk elite, der har fået en mere og mere akademisk uddannelse og derfor gør sig forståelige for hinanden i deres indforståede videnskabelige sprog, men uforståelige for almindelige mennesker. I den situation kan hjemstavn og fædreland for disse almindelige mennesker blive lige så store plusord, som de er fyord i den politiske elite, undtagen for politikere i Det konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti.
Denne folkelige vrede mod det politiske establishment vil jeg ikke identificere mig med, når den kan føre til, at Donald Trump med sit ”Amerika først” kan blive valgt til præsident i USA. Også i Danmark er der en nationalistisk strømning, som gør den danske hjemstavn til en hjertesag for etniske danskere. Det er et ”Danmark først” uden andet fremtidsperspektiv end fædrelandssange døgnet rundt og dannebrogsflag over det hele.
Men hvad så? Skal vi tilbage til naturen? Sådan kan man læse mange af mine glade og vrede ytringer. Jeg har antydet, at det også er nostalgi uden fremtidsperspektiv, fordi vi har udviklet vores kultur lige fra den glade huletid til de endnu gladere dage i overflodssamfundet. Glæden er også blevet meget anderledes, mere selvtilfreds og mindre taknemmelig.
Er der et alternativ til en kultur uden natur, som ikke går i den modsatte grøft og bliver natur uden kultur, som kan blive en lige så undertrykkende kultur, når der slet ikke må lægges bånd på de spontane livsytringer, selv om de går ud over andre? Vi skal ikke tilbage til naturen, men til en kultur, der fokuserer både på individet og et socialt fællesskab indfældet i naturen. Det lyder indlysende, men hvorfor er det så svært at realisere i praksis, selv om mange anarkistiske tænkere har drømt om det?
Det tror jeg er, fordi mennesker som individer er så forskellige, at der i et stort moderne samfund, hvor det er en fordel med ensretning, ikke er rum for de forskelligheder, som man accepterede i den gamle landsby, måske fordi det slet ikke var muligt at skjule dem. Politiske ideologier kommer også let til at ensrette mennesker i et politisk fællesskab, som kun har blik for det fælles og ikke for det, der skaber forskellighed. Det kan være en fælles social status som lønmodtager, offentligt ansat eller selvstændig erhvervsdrivende.
At være dansker er en lige så intetsigende fællesbetegnelse, fordi man som dansker kan have en så forskellig historie og så forskellige traditioner, selv om man flager med det samme røde og hvide dannebrogsflag. Men vi har alle en fynsk, jysk eller sjællandsk hjemstavn i en ejendom eller en gade i en stor by eller i en landsby på landet.
Det jeg vil frem til er nødvendigheden af at føle sig hjemme i et socialt fællesskab, som er så lille, at man er nødt til at acceptere forskellighed. Sådan er det også i en familie. Livet i en familie og i en landsby er derfor opdragelse til et større socialt fællesskab i det demokratiske samfund, hvor det måske er vigtigere, at man kan tale sig til enighed end stemme sig til det.
Den traditionelle kærnefamilie er på retur, men hvorfor bliver man ved med at tale om en eller anden slags familie med papbørn eller bonusbørn? Det gør man sikkert ud fra en fornemmelse af, at fællesskab fungerer bedst i en så lille virkelighed, at man kan se og høre hinanden, blive set og hørt og forstå også hinandens kropssprog. Jeg ved, at landsbyfællesskab ikke altid var og er en idyl. Man kan både bagtale hinanden og holde hinanden nede, fordi mennesket er et såvel kærligt som aggressivt dyr, men i den lille virkelighed er man mere afhængig af kærlighed end af had.
Man skal ikke idyllisere landsbyen, men den kan være rum for en forskellighed, som er umulig i en storkommune eller i en storby. Downton Abbey er ikke kun billede på et stivnet hierarki med døde traditioner, men det er også et billede på en levende landsbyvirkelighed, hvor mennesker kommer hinanden ved i lyst og nød, fordi de er afhængige af hinanden.
I den landsby, jeg kommer fra, kunne man smile ad Sorte Kresten og Karl Amerika, men man accepterede dem næsten kærligt i landsbyen, og alle havde i landsbyen et personligt tilnavn, som kunne være både drilagtigt og kærligt ment. Det kunne sige meget om det enkelte individ. Man kendte måske ikke selv sit tilnavn, men alle andre kendte det, og det var nok sjovere at blive afsløret som ”Lysets engel”, fordi man aflæste elektricitet end som ”Johannes manne tak”, fordi man kun sagde tak og nødig ville betale, hvis man var blevet hjulpet af flinke naboer. Børnene arvede også tilnavnet, men da det ikke blev brugt i tiltale, men kun i omtale, slog det ingen skår i børnenes fællesskab, som det heller ikke gjorde det i forældrenes. Men børn har altid været mere direkte end forældrene, og det var ikke sjovt at blive kaldt Carlsberg, fordi ens far drak.
Jeg kan godt se, at det i et moderne storbysamfund er svært at komme tilbage til landsbyen. Men landsbymentalitet som gensidig hjælpsomhed, med eller uden betaling, i en så lille virkelighed, at man kender hinanden og er nødt til at stole på hinanden,er også i storbyen en mulighed. Det behøver ikke at gøre fællesskabet mindre kærligt, at man har blik for hinandens og egne særheder og svagheder. Det gør ikke den gensidige afhængighed mindre, hvis man først er blevet opmærksom på den og kan se glæden ved ikke at være sig selv nok og leve efter devisen: først mig selv. Det kan man nemlig ikke gøre i en landsby, hvor meget man så end bander over de andres sære måde at være hjælpsomme på.
Den landsbymentalitet lover ikke guld og grønne skove, men er alligevel et godt alternativ til det forkromede ideologiske eller nationale fællesskab, som politikerne snakker alt for meget om, samtidig med at de med økonomiske argumenter rationaliserer og lægger institutioner sammen uden at tænke på de små fællesskaber, som man derved slår i stykker. Det lille bibliotek, den lille skole er ligesom den lille købmand forsvundet fra den lille landsby. Mange steder er det lille sogn den sidste rest af det sociale fællesskab, der lige som familien var nerven i det gamle landsbyfællesskab, men nu rationaliserer Folkekirken også for fuld kraft og lægger de små sogne sammen.
Jeg kan blive meget, meget vred over den tro på rationalisering og økonomiske gevinster ved stordrift, der har fået de nye storkommuner – der er udtryk for den samme tro på rationaliseringsgevinster – til at ville overgå det private erhvervsliv med sammenlægninger. De har ført til mere bureaukrati, end man vist havde drømt om hos de politiske beslutningstagere, som har glemt den børnelærdom, at tillid og gensidig afhængighed er det eneste effektive bolværk mod privat og offentlig griskhed. Det bolværk var der i landsbyen. De økonomiske fordele ved stordrift er også forsvundet, fordi kontrol og mistillid nødvendiggør et bureaukrati, som koster mange penge og dræber både arbejdsglæden og glæden i det hele taget.
Men er landsbymentalitet et bæredygtigt politisk alternativ? Det er jeg sikker på, men måske kan man finde et bedre ord for det fællesskab, der som i den gamle landsby er så tæt på naturen, at det kan være basis for en glædeskultur, hvor glæden på naturens betingelser er dominerende hos de personer, der både synger og slås med en livsglæde, som de får både ved at være tæt på hinanden og tæt på naturen.
Det kan synes som en helt latterlig utopisk vision, men utopier har altid været alt for alvorlige og alt for lidt glade fremtidsbilleder. Man skal helt tilbage til Rabelais i det 16. århundrede på tærsklen til den moderne tid for at finde utopier, der tror på velsignelsen ved at være ustyrligt glade kroppe i en natur, der appellerer til vild fryd og glæde i både krop og sind.
Thylejren og ølejrene i begyndelsen af 1970’erne blev hurtigt til alvorstunge diskussionsklubber, hvor man blev så optaget af at præcisere den rigtige ideologi, at man glemte at danse. Men der er tendenser i nutiden, som peger i den rigtige retning: fælles byhaver på toppen af højhusene, fællesskab i en grøn gård med grønne planter på altanerne og dans på fællesarealet og også unges lyst til at have en kolonihave.
Kolonihavementalitet er måske et endnu bedre bud på en fremtidig glædeskultur i en begrænset virkelighed end landsbymentalitet, fordi der er en dansk kolonihavetradition, der lyser af glæde i både sangtekster og fortællinger.
Dansk Folkeparti forsøgte på et tidspunkt at tage patent på kolonihaven ved at opstille et kolonihavehus ved indgangen til et landsmøde, men det er kulturradikale malere og forfattere, der har skabt de mest glade kolonihave-billeder. Jeg nævner i flæng Henry Herup, Ib Spang Olsen, barbermaleren John Christensen, Halfdan Rasmussen og Benny Andersen.
Bjørn Nørgaard har på en af sine gobeliner, den der skildrer den nyeste tid og den glücksborgske kongelinje, et kolonihavehus i centrum af sit billede. Helt tydeligt ikke kun som nostalgi, selv om det er ham selv, der står sammen med sine forældre som lille barn foran huset, men som en utopi om et samfund med et mere nært socialt fællesskab indfældet i en natur uden forurenende røg fra fabrikkerne.
Historisk set har der været både borgerlige og socialistiske kolonihaver. Derfor kan hverken blå eller røde politikere være bekendt at tage patent på kolonihaven, men Ebbe Kløvedal Reich mente, at Lenin havde skabt en helt anden revolution i Rusland, hvis han ikke kun under sit ophold i København havde siddet på Det kongelige Bibliotek hele tiden for at læse tunge ideologiske værker. Han skulle i stedet for være taget ud i kolonihaverne for at opleve dansk kolonihave-hygge.
Jeg drømmer i hvert fald om at udtænke en kolonihave filosofi, som kan overbevise både politikere, filosoffer og almindelige mennesker om, at der er et socialt glædesalternativ til både de traditionelle ideologier, den traditionelle nationalisme og den blinde tro på økonomisk vækst.
Jeg er inspireret både af den gamle landsby og moderne landsbymentalitet. Af gammel og moderne europæisk havefilosofi. Af de historiske kolonihaver og den kolonihave mentalitet, der blomstrer i moderne hjerter, som er vrede over ikke at have lov til at være ustyrligt glade. Et sådan liv kan også kun glæde en glad fornuft, selv om der ikke er mange leende filosoffer i den europæiske filosofiske tradition. Nietzsche forsøgte at overbevise sig selv om, at han skulle leve og le muntert, men det gjorde ham for mange til en filosof, som man ikke kunne tage alvorligt, og Rabelais er ikke med i en seriøs filosofi historie.
Jeg vil gerne i min filosofi til glæden fastholde både landsbyen og kolonihaven uden at romantisere dem og uden at fornægte den lidelse og sorg, der hører med til et kulturliv på naturens betingelser.
Det gør indtryk på mig, at Johannes V. Jensen kom fra en landsby, som han skildrede både kærligt og meget realistisk i sine Himmerlandshistorier. På et tidspunkt blev han en moderne verdensborger, der ikke kunne få rejser nok, hverken i historien eller i den globale virkelighed, hvor han rejste meget rundt, men han endte sine dage med meget kærlige skildringer af dansk kolonihave liv. Både i romanen ”Gudrun” og i en lille folder om kolonihaver, hvor der er kimen til en kolonihave-filosofi for både danskere og ikke danskere, selv om folderen er udgivet af Det danske Selskab.
5. Det er nødvendigt med en filosofi, der kan praktiseres i hverdagen og som er glædesfyldt praksis og er forpligtende uden at være moraliserende. Moralsk oprustning er altid af det onde, men heldigvis er glæden amoralsk, og glæden er ikke styret af moralsk forargelse, men af forargelse over glædesløshed. Vi skal ikke tilbage til Gud, Konge og Fædreland eller frem til et slaraffenland med så mange og dyre forbrugsgoder som muligt. Vi skal tilbage og frem til et liv, der er jævnt, muntert og virksomt og fyldt med kærlige sange til glæden.
Det er ofte svært at oversætte de ideologiske begreber til helt almindelig hverdagspraksis. Frihed, lighed og broderskab er så store begreber, at de let bliver en uforpligtende narresut. De står på alle franske rådhuse og er en vigtig treenighed i vores egen danske demokratikanon, men betyder de noget i den franske og danske demokratiske hverdag, hvor mennesker elsker og river hårene af hinanden uden at tænke på hverken frihed, lighed eller broderskab?
De tre begreber kan blive et tyrannisk middel til moralsk oprustning hos velmenende oplysningsfanatikere, der ikke kan få frihed nok og er ligeglade med lighed, eller vil have lighed for enhver pris, også frihedens. Broderskab kan også som i Tvind blive et diktatorisk redskab til at undertrykke både frihed og en lighed, der accepterer, at mennesker er forskellige. Tolerance for andres forskellige opfattelser kan forsvinde helt i en tilsyneladende kærlig rundkreds-pædagogik, der skal slutte med, at alle bliver enige og får den samme mening. Det er lighed og broderskab som reel intolerance – og uden frihed.
Fælles frihed i glæde er ikke en undertrykkende frihed, men en smittende frihed. Lighed i glæde blæser også på den forskellighed, som i sure sind kan blive til misundelse, og i et broderskab fyldt med glæde er kærlighed ikke en sur pligt, men en munter lyst. Mennesket er med sin krop og sine sanser, hvor man ikke kan undgå at se, høre, røre, lugte og smage hinanden i kys eller slagsmål i den grad skabt til muntert fællesskab, at man ikke behøver at moralisere det frem.
Det gælder også i forholdet til naturen, som vi med sanser og sind er lige så elementært forbundet med. Det bør fornuften også være glad for, fordi den sidder i den krop, der ikke som for nogle fornuftige filosoffer er et besværligt vedhæng, men en glædeskilde for både sindet og fornuften. Både i forholdet til andre mennesker og til naturen handler det derfor om at hengive sig med både følelser og fornuft.
Mennesket kan ikke leve uden moral, men på en underfundig måde er moralen at gøre det, som man egentlig er skabt til at gøre, fordi den gensidige afhængighed, også til naturen, er så stor. Det kan fornuften godt se, når den er oplyst af glæde og fyldt med glæde. Derfor kan den sagtens se, at moral dybest set er det glædeslys, som andre mennesker og naturen kaster over ens liv, og som det selvfølgelig er umoralsk og ufornuftigt ikke at kunne se, være opmærksom på og leve efter.
Det kan lyde som en grov påstand, at moralsk oprustning altid er af det onde. Det gælder selvfølgelig ikke glædesoprustning, men det gælder al den moralske oprustning, som er styret af fornuftig religiøs pligtmoral og fornuftig religiøs nyttemoral, hvis man i begge tilfælde tror, at alvorlig moral ikke er et spørgsmål om glæde, men om alvorlige moralske mål i himlen eller på jorden.
Elementær og spontan livsglæde er så jordisk og så bundet til livet på jorden her og nu, at det er glad indholdsfylde i øjeblikket, som kan kaste et forsonende skær over politik og familieliv, som ellers ikke er noget at skrive hjem om.
Den katolske Kirke har syv dødssynder og syv dyder i en meget detaljeret dydslære. Det er svært at være uenig i, at mådehold, mod, retfærdighed, visdom, tro, håb og kærlighed er fornuftige dyder, men uden glæde kan alle dyderne blive til sur moralisme.
Glæden stikker til gengæld helt tydeligt frem i den dødssynd, som på latin hedder acedia. Det bliver oversat meget forskelligt, eksempelvis dovenskab, dorskhed, sløvhed eller livslede, men jeg forestiller mig, at den der har formuleret dødssynderne er en vis gammel munk, der har elsket den brogede verden. For ham har den første dødssynd superbia/hovmod og den sidste acedia/glædesløshed sikkert været de værste. De andre fem: gerrighed, seksuelt begær, misundelse, fråseri og vrede har han måske betragtet som følger af hovmod, der vil ende med den glædesløshed, som ikke var Guds vilje med sin skabelse, heller ikke efter syndefaldet.
Nogle af dødssynderne kan bruges til at undertrykke meget glad naturlig lyst, og ira/vrede er selvfølgelig ikke en dødssynd, men jeg kan godt lide den tanke, som jeg tror har været munkens, at hovmod er den største forhindring for glæden, fordi den hovmodige ikke bryder sig om, at glæden ikke er belønning for, hvad han eller hun præsterer, men for, at han eller hun overgiver sig til glæden.
Et jævnt, muntert og virksomt liv skal være et liv til glæden. Det er den glade munterhed, der sørger for, at det jævne liv ikke bliver trivielt, og det virksomme liv ikke fyldt med stress. Du skal være glad, vred over manglende glæde og gøre oprør mod glædesløsheden. Jeg er sikker på, at Jesus ikke sagde, at man skulle vende den anden kind til, hvis man blev slået, men smile eller le til den, man blev angrebet af. Det er ikke et forsvar for lallende glæde, men et udtryk for den realistiske erfaring, at smil og venlighed kan være mere afvæbnende end al mulig slags oprustning.
Selvfølgelig ikke altid, men meget oftere end man tror. Biologerne vil sige, at det er fordi yngelpleje-driften i et normalt menneske er lige så stærk som aggressionsdriften. Man kunne endda påstå, at den er stærkere, fordi vi, hvis vi tænker over det, smiler mere til fremmede mennesker på gaden end giver dem et hårdt skub. Det kniber måske mere med de mennesker, som man synes, man kender alt for godt, men også hos dem er der glædeskilder lige under overfladen, som måske længes efter at få mulighed for at springe op.
Meningsforskellighed kan skabe et helt meningsløst had til både familiemedlemmer og fremmede mennesker, som man ikke kan diskutere eller argumentere sig ud af, men et venligt smil kan bløde hadet op, så at det forsvinder som dug for solen, fordi vi godt ved, at glæde er rarere end had. Jeg synes ikke, at jeg er naiv, men realistisk, fordi mennesket både har en kærlig side og en aggressiv side, der kan føre til destruktion. En side, der elsker og en side, der dræber.
Dermed være ikke sagt, at aggressionsdriften kun er destruktiv, netop som vrede kan den i høj grad være konstruktiv. Det er selvmodsigende at tale om kærligt raseri, men ikke om kærlig vrede. Jeg ved godt, at kærlighed kan få mennesker til at slå ihjel, men de gør det ikke fyldt med glad kærlighed, men meget ofte fyldt med en misundelse eller en jalousi, der har slået glæden ihjel. Hovmod er en selviskhed, der kan være både højtråbende og flæbende i sin glædesløshed.
En sang til glæden er ikke nødvendigvis uden alvor, fordi døden hører med til det liv, der stråler af livsglæde. Glæden kan være meget alvorlig, uden at den bliver til mindre glæde. Situationen kan være så lidelsesfuld og sorgfuld, at det er svært at vise glæden i ansigtet, men derfor kan den godt være en glæde i sindet, som gør lidelsen og sorgen til at holde ud.
Vi har alle vores helt egen personlige natur. Hvis man er en åben natur, smiler man mere, end hvis man er en lukket natur. Men både den ydre og den indre glæde kommer fra de naturlige glædeskilder, alle mennesker indeholder, fordi de er kommet til en verden, de kan sanse og føle og har fået pleje af levende mennesker, også inden de begyndte at gå på to ben.
Derfor er jeg ikke så pessimistisk, som min vrede over overflodssamfundet, og det benhårde konkurrencesamfund synes at lægge op til. Reklamerne viser glade og ikke sure mennesker, når de skal have solgt overfloden af forbrugsgoder. Glæden går lige ind i krop og sind. Man skal bare lade være med at købe alle de overflødige ting. Benhård konkurrence er heller ikke altid af det onde. I sport kan man konkurrere med så meget liv og lyst, at man ikke kan lade være med at dele sin glæde over at vinde med konkurrenterne eller græde sammen med dem.
Tilbage til landsbyen og kolonihaven. Det kan synes vildt nostalgisk at ville tilbage til noget, der er så retro. Men gamle retroting er populære, især blandt unge mennesker, og mange unge har også en fornemmelse af, at der er glædesperspektiver for fremtiden i det gamle landsbyliv og det gamle kolonihave liv. I landsbyen var der en kropslig legekultur, der blomstrer ved mange uddannelsesinstitutioner, også uden for idrætstimerne og somme tider uden spiritus.
Unge står i kø for at købe en kolonihave, fordi de fornemmer, at der i havekolonien er en frihed og et fællesskab, som er mere forpligtende end i et parcelhuskvarter. De føler også, at man er tættere på naturen, fordi husene er så små, men man kan i parcelhushaven få et drivhus eller et orangeri, der smager lidt af kolonihave. Der er i de små kolonihaver med et stort fælleshus mere frihed end i de gamle kollektiver, hvor det også var svært at være så forskellige, som man er i en havekoloni med både meget gamle og meget unge beboere.
Hvad kan man gøre i det store Danmark med store bysamfund for at fremme landsby-mentalitet og kolonihave-mentalitet? Selvfølgelig skal man skabe liv i de uddøde landsbyer i udkanten. Mange udkanter er i Danmark vandkanter. Her skal man i de små landsbyer ikke kun fokusere på mange turisters glæde over at bo i et sommerhus eller på et badehotel tæt ved vandet, men på alle normale danskeres glæde over at have familieliv og arbejdsliv tæt på glæde-skabende bølgesus, selv i små bølger. Også rislende åer kan skabe våd sammenhængskraft mellem tørre udkanter og isolerede mennesker af kød og blod.
Men hvad kan man gøre i storbyer, hvor bølgebrus og rislende åer drukner i trafiklarm og i storkommuner med færre og færre små institutioner? Man kan i storbyerne sørge for, at der som i Rom er smukke springvand på alle store pladser. Ikke af æstetiske grunde, men for at pleje de glædeskilder, som selvfølgelig ikke kun næres af vand, men vand er trods alt danskernes foretrukne vej til glæde. Det er også det element, der gennem historien har forenet danskerne mere, end det har adskilt dem.
I storkommunerne skal man, for nu at blive i vandterminologien, gå imod sammenlægnings-strømmen, som har været en tsunami i den offentlige sektor. Det kan man gøre ved at sige stop til flere sammenlægninger af små institutioner til én stor. Desuden skal man kæmpe for at give små enheder i de store enheder, der er blevet et resultat af sammenlægningerne, meget større frihed og ansvar. Enhederne bliver i mange tilfælde større end landsbyerne på landet i gamle dage, men på en enkelt skole, i det lokale bibliotek, i den lokale idrætsklub og i den lokale kirke kan man godt skabe en lokal hjemstavnsfølelse.
Et bykvarter med disse lokale enheder kan godt sammen med mange lokale specialforretninger blive en lokal enhed i storbyen, der kan blive et storlandsby-alternativ til et bykvarter, der bare har ét stort supermarked, ingen specialbutikker og store offentlige institutioner, der slet ikke tænker lokalt. I Aarhus kunne det være Frederiksbjerg eller Christiansbjerg, og i København Bispebjerg. På alle tre steder kunne man lave et lille udkigstårn på det højeste punkt, hvorfra man havde udsyn over hele det lokale område, som måske først kan blive rigtig hjemstavn for de lokale beboere, hvis der bliver skrevet sange og fortællinger om den.
Vangede, Brønshøj og Rødovre er oplagte samlingspunkter for en lokal enhed, fordi to store lokale digtere har skrevet om Vangede og Brønshøj ( Dan Turel og Bjarne Reuter ), og Henry Herup har malet mange glade Rødovre-billeder og en Vanløse-Madonna, der burde hænge i Vanløse Kirke. Det skulle den lokale kirke kunne bestemme, men folkekirken er desværre også statskirke.
Med hensyn til kolonihaver i storbyen skal man selvfølgelig have flere. Det bliver nok i udkanten af byen, men i Aarhus har man lavet små runde kolonihave-bede til private i en af byens parker. Alle, der får dansk indfødsret, burde have en kolonihave, men der kan sagtens skabes kolonihave-mentalitet i en grøn gård i storbyen eller på toppen af et højhus. Vi skal ikke tilbage til Gud, Konge og Fædreland, men Prins Henrik ville vinde mange danske hjerter, hvis han ikke bare stræbte efter at blive fuglekonge, men ville være kolonihave-konge.
Man kan godt i det små genskabe landsbyernes gamle legekultur i storbyen. Arrangere lege på det lokale torv for de lokale beboere med kartoffeldans, tovtrækning og konkurrencer i hesteskokast, hvor legeoldermanden til sidst udråber en hesteskokonge. På det mindre plan kan man lave sommerfest i den lille lokale gård, hvor et dannebrogsflag og ternede duge kan være med til at skabe kolonihave-stemning, især hvis man synger mange glade og muntre sange til glæden.
Det var Maos overbevisning, at det var nødvendigt at følge den store politiske revolution op med en kulturrevolution, hvor man lavede nødvendige røde strukturændringer, og med Maos lille røde bog i hånden skabte rød omvendelse i de hjerter, der ikke var røde nok. Bortset fra alt det negative, man kan sige om en undertrykkende rød ideologi, der har et alt for snævert menneske- og samfundssyn, har Mao ret i, at man hvis man vil forandre noget, er nødt til at lave ændringer både i det ydre og det indre.
Det vil i mit perspektiv sige overgive sig til glæden og hjælpe den på vej med ændringer, der ikke behøver at være så store og dramatiske som stormen på Bastillen i Paris og på Vinterpaladset i Skt. Petersborg. Det er dråben, der huler stenen. Lidt færre forbrugsgoder, og slet ingen overflødige. Ikke rejser længere end til en dansk vandkant. Lidt flere gåture i naturen og lidt mere tæt samvær med den familie, de venner og de naboer, der er det vigtigste sociale netværk for én, ville allerede være små vigtige revolutionære skridt til glæden, som selvfølgelig skal følges op med sange til glæden.
Det er opskriften på den glædens kulturrevolution, der ikke som i Kina skal piskes frem, men skal elskes frem med kærlighed til den natur, som Maos rødgardister også skulle ud at være i. Men desværre blev de tvunget til at elske ideologien mere end den natur, som for mig er grundlaget for en glædeskultur, der kan gøre os naturligt glade og kærlige.
Glæden skal udbredes, og glædesløsheden skal holdes fra livet både med stor ellevild glæde, når solen stiger af havets skød og en lille stilfærdig glæde over at spise, drikke og rejse lidt mindre på den grønne jords bekostning. Mådehold kan godt være en glad dyd i et liv, der udefra ser meget småborgerligt ud, men kan være lige så fyldt med glæde som stormende erotisk forelskelse i store blå bølger.
6. Moralsk oprustning bliver ikke bedre af at være religiøst forankret eller påberåbe sig en religiøs autoritet, men religioner kan godt lovprise den elementære glæde over at være til i en jordisk virkelighed fyldt med glæde. Det gjorde eskimoerne i deres liv, og der er en leende Buddha i buddhismen og en glad og munter Jesus i kristendommen. I Det gamle Testamente er livsglæde en gave fra Gud. De vrede domsprofeter er imod lykkeprofeter, der snakker selvtilfredse rige personer efter munden, men ikke imod glæden i den virkelighed, Gud har skabt.

Skabelse er begyndelse. Det er vigtigt ikke at være bange for at begynde på noget nyt, selv om det skaber blod, sved og tårer. Med glæde i bagagen er det altid muligt og aldrig for sent at begynde på en frisk.
Den moralske oprustning, der er religiøst begrundet, påberåber sig altid en guddommelig autoritet. I de store monoteistiske skriftreligioner: jødedom, kristendom og islam, hvor Guds vilje er formuleret i konkrete lovparagraffer, har det ført til nådesløs moralsk oprustning i Guds navn, fordi den guddommelige moral er formuleret så tydeligt og med så klare moralske bud, at der ikke er noget at tage fejl af.
Det gælder kun den kristendom, der holder fast ved Det gamle Testamente, men her er de ti bud virkelig blevet skamredet i den moralske oprustnings tjeneste. I jødedommen hører mange flere bud med til den forpligtende moselov, og Muhammed får åbenbaret mange bud, der har enten jødiske eller kristne rødder, og som bliver strengere og strengere, jo mere vred han bliver på sin umoralske samtid.
Så strenge har de moralske bud også været i kristendommen, hvor den moralske oprustning ofte har været afslørende for de moralske kristnes mangel på elementær glæde over at være til. Inspireret af de strenge domsprofeter i jødedommen forbød Calvin kvinderne i Geneve at gå i spraglet tøj og spise marmelade for at lægge låg på deres livsglæde. Han fik lige som Muhammed åbenbaringer, der kunne bruges i den aktuelle situation.
Den moralske oprustning, der huserede i Vesteuropa efter den sidste verdenskrig, hed bare Moralsk Oprustning og var meget inspireret af en sådan tyngende kristendom, hvor man skulle overgå hinanden med alvorlige omvendelser fra det almindelige overfladiske og letsindige liv. Man skulle ikke bare, som tidligere i kristendommen, sige nej til dans og kortspil, men føre moralsk krig imod alle tendenser til et ualvorligt liv med mere lyst til sex og fodbold end til at læse i biblen for at blive omvendt fra sin mangel på religiøs tro og, hvad der var endnu værre, manglende moralske alvor. Man manglede kort sagt den moralske rustning, som mange logebrødre har troet, at de kunne få ved at gå i kjole og hvidt.
Moralsk oprustning med bibeltekster i bagagen har altid ført til hykleri og dobbeltmoral, men man har altid i skriftreligionerne kun haft hån til overs for de religioner, der er så primitive, at de ikke har skrevet deres dogmatiske og moralske læresætninger ned. I mange skriftløse og såkaldt primitive religioner kan man imidlertid finde skabelsesmyter og dagligt liv, der giver udtryk for en taknemmelig glæde over at eksistere. Det burde man være misundelig over i de religioner, der slår andre religioner oven i hovedet med deres bogstavtro alvor både med hensyn til tro og moral, fordi alle skriftreligionerne tror på en verden, der er skabt.
Man kan sige, at eskimoerne er så afhængige af deres barske natur, at de er nødt til at være taknemmelige over dens gaver, men de var så muntre, glade og taknemmelige også i deres daglige liv, at det kun kunne forarge de moralske alvorsmænd, der kom fra Danmark med pietistisk tro og moral i bagagen. Pietisterne forsøgte at give eskimoerne dårlig samvittighed over deres glade sange og lystige konebytteri, som også konerne var glade for. Men de blev ikke mere glade ved at blive kristne og komme ned til det moderne danske forbrugs- og konkurrencesamfund.
Vi er lige så afhængige af naturen og burde være lige så glade og taknemmelige som eskimoerne over, at solen stadig står op , og at det både kan regne og blæse. Der er al mulig grund til at være bekymret for forurening og meningsløst overforbrug, men økologisk bevidsthed kan også blive så moralsk og fordømmende, at glæden over at eksistere forsvinder. Manglen på jordisk glæde kan kun genoprettes med endnu mere jordisk glæde. Det vidste eskimoerne.
Vi ved det også, når vi glemmer al den moralske oprustning, som gør os forargede og bedrevidende uden at gøre os mere glade. Derfor er det så vigtigt at være glad og vred på glædens vegne og give pokker i pietistiske alvorsmænd- og kvinder i mere eller mindre religiøs forklædning. I dag er der ikke så mange gammeldags pietister, men det vrimler med fordømmende og selvglade domsprofeter i både blå, rød og grøn forklædning, som ikke lyser af glæde, men af klam moralsk oprustning.
De gammeldags pietister på Grønland havde glemt eller aldrig fået at vide, at Jesus ikke var en sur dommedagsprofet, men en livsglad profet, der blev beskyldt for at være både frådser og dranker. Han lavede derfor ved en bryllupsfest, hvor vinen var sluppet op, vand til vin. Men han var ikke bare sur på, men lynende vred over det hykleri og den dobbeltmoral, som fik lovkyndige farisæere i hans samtid til at fortrænge livsglæden hos sig selv og andre med fordømmende ord fra moseloven og deres egen dømmesyge fortolkning af den, samtidig med at de fik et fedt levebrød ud af det.
I mange af hans lignelser er der en humor og en tro på glæden, der forsvinder, når man udlægger dem bogstaveligt ud fra en glædesløs lovkristendom. De første kristne var jøder, der havde svært ved at løsrive sig helt fra moseloven. Det gælder f.eks. den kendte lignelse om sædemanden, hvor Jesus fokuserer på den ubekymrede sædemand, medens udlægningen lægger vægt på, at man møder Jesu forkyndelse med den rette alvor. Den ubekymrede sædemand er ligeglad med jordbunden, men strør sit sædekorn alle vegne, både på vejen og i tidsel-krattet, og regner netop af den grund med en kæmpestor høst. Jesus tror åbenbart på, at ubekymret kærlighed og glæde kan skabe kærlighed og glæde også i både hårde og hovmodige hjerter.
Tilhørerne har moret sig over en så naiv landmand, men mange har også glædet sig over at høre på en profet, der mødte dem med glad tillid og ikke med moralsk oprustning, fordi hans gud var en glad og kærlig gud, der som hans søn kun var vred i mødet med mangel på glæde og kærlighed.
Buddha virker snarere end Jesus som en streng alvorsmand, der forkynder, at alt er lidelse. Man skal ikke hengive sig til livets overflod af lyst og glæde, fordi det hele alligevel altid ender med lidelse og frustration. Den folkelige buddhisme har haft svært ved at forstå og forlige sig med en så glædesløs tilværelsesforståelse, men har frydet sig over, at der i traditionen om den leende Buddha er en helt anden lovsang til glæden og en glad gavmildhed af den overflod, som glæden er på en helt anden måde end materiel rigdom, men den leende Buddha har altid noget i sin pose på ryggen, som kan mætte den sultne. Ligesom Jesus ofte havde et par fisk og nogle brød til sine sultne tilhørere.
Ofte sidder den leende Buddha på en skildpadde, der symboliserer den tunge og langsomme jordiskhed, man som oplyst buddhist skal fornægte. Derfor må det for en oplyst buddhist være en provokerende sang til glæden at se en leende Buddha på en skildpadde.
Den historiske Buddha gør en dyd ud af at blive så oplyst, at han hverken er gud eller menneske og derfor hævet over jordisk glæde og vrede. Jesus er både Gud og menneske, og hverken som menneske eller Gud er han hævet over glæde og vrede. Som glad og munter domsprofet har han rod i en jødedom, der er fyldt med profeter, der selv om de er vrede domsprofeter, er glade for at leve i den virkelighed, Gud har skabt, hvor der er tid til både at klage og danse, græde og le, som en af profeterne siger.
De kritiserer de lykkeprofeter, som kun har øje for den materielle velstand og den lykke og ydre skønhed, der kan købes for penge. Det er meget aktuelt i en tid med alt for mange livsstilskonsulenter, der er lykkeprofeter, og alt for få glædesprofeter, der tør være domsprofeter. Jeg vil gerne være en leende Buddha, der også kan blive vred, eller en vred profet som Amos, der kæmper for en fremtid, hvor man i fred kan plante en vingård og drikke vinen på en jord, hvor ”bjergene drypper med most, alle højene driver af væde”.
De vrede domsprofeter lader ikke det hele ende med undergang og tomhed, men med en fremtid, hvor sværdene smeltes om til plovjern, og lammet græsser sammen med løven, selvom det nok i begyndelsen ikke vil få meget søvn. Både de gamle domsprofeter og Jesus tror på en ny begyndelse fyldt med glæde. I den kristne terminologi kaldes det nyskabelse.
Man kan i den jødiske og kristne tradition efter den fortjente straf altid begynde igen med både realisme og livsglæde i bagagen. Efter syndefaldet begyndte Adam og Eva på deres nyskabte liv med viden om både synd og død og med glæde over at leve i den skabte virkelighed i en kultur tæt på naturen, og deres efterkommere blev hurtigt gennem Kain behændige fløjtespillere og dygtige smede.
Vi skal ikke bare tilbage til naturen. Eskimoerne var ikke kun lystige og lystne konebyttere, men også glade og skrappe jægere med en lang jagttradition bag sig. De bønder, der var glade for den leende Buddha, var ikke kun lattermilde analfabeter, men effektive landmænd med en lige så lang kulturtradition i bagagen. Vi skal ikke tilbage til naturen, men til en kultur indfældet i naturen med både naturlig livsglæde og naturlig kulturel opfindsomhed. Derfor er jeg så vred på det glædesløse overflodssamfund med bevidstløst overforbrug, men jeg tror, at mennesket stadig er så opfindsomt og har så stort glædesbehov, at det kan smede sværd om til plove og gøre livet så grønt og glædesfyldt, at der er tid til både hårdt arbejde, lærkesang og harmonikamusik.
Det er bare om at få begyndt, selv en lille begyndelse i det enkelte individ er en nyskabelse, der kan brede sig som ringe i vandet. Et smil til den sure nabo eller modtagelsen af et smil, når du selv ikke er spor glad, en grøn plante på altanen eller i opgangen lyder af lidt, men kan føre til en større kulturrevolution end nok så mange jordskredssejre ved et folketingsvalg. Ved et valg er det kun stemmer, ikke hjerter, der bliver flyttet.
Glade stemmer er vigtigere end mange stemmer. Begynd at lade glæden få overtaget i dig, så vil du ikke kunne lade være med at lave glad nyskabende praksis. Eller begynd med glade rutiner, der vil skabe mere og mere glæde i din krop og i dit sind. Det er ikke al begyndelse, der er svær. Glad begyndelse er let. Man skal selvfølgelig overgive sig til glæden, men hvordan kan man lade være, når der stadig er lærker på himlen, mælkebøtter og gulerødder i jorden og brænde, der skal saves og kløves i haven.
Der er al mulig grund til at være vred, men hvis din vrede er større end din glæde, skal du tænke dig godt om. Hvis din glæde er større end din vrede skal du bare rase ud. Det skal der nok komme mere glad frihed ud af, for latterens og glædens lyst er mere befriende end nogen som helst anden lyst og kan ikke undgå at føre til et jævnt, muntert og virksomt liv på jorden.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I den kristne tro er Gud tre i én som Fader, Søn og Helligånd.

I Apostlenes gerninger kap. 2 kan man læse om, at Helligånden 50 dage efter påske bliver udgydt over den lille kristne menighed. Den giver de første kristne en mirakuløs evne til at kunne tale alle sprog og blive forstået af mennesker fra alle verdens lande.

Det kan man vel kalde en spire til nutidens internet, for Helligånden skulle skabe kommunikation mellem forskellige slags mennesker med forskellige sprog. Men i kirkehistorien har Helligånden desværre mere fungeret som de kristnes monopol på en særlig åndelig og spirituel virkelighed, der var lukket land for almindelige mennesker af kød og blod.

Ved hjælp af Helligånden fik de kristne billet til åndelige oplevelser, der var meget finere end i andre religioner, og som løftede dem op over den jordiske hverdag med blod, sved, tårer og latter.

Det har ført til en kristen åndelighed og en kristen spiritualitet, der skulle være renset for jordiske urenheder, men som har fyldt mange kristne mennesker med en lidt for menneskelig glæde over at være frelste ånds-væsener.

Kristeligt Dagblad og Den kristne Fagbevægelse er fulde af eksempler på, at kristelighed kan være et dække over en åndelighed, som ikke er andet end jordisk selvtilfredshed.

Derfor er der grund til i pinsen, hvor man mindes Helligåndens udgydelse som kraft fra Gud at minde hinanden om, at denne kraft ikke er en kraft til at lette fra jorden, men det modsatte. Det er en kraft til at blive på jorden og være jorden tro med tro på den Guds søn, der som menneske ikke gjorde andet end at være jorden tro med en kærlighedskraft, som han gik i døden med, og som han håbede ville forblive på jorden, når han var borte. Både som kærlighed mellem mennesker og som kærlighed til ”Faderens” skabte jord.

Det har heldigvis også været tilfældet, men der er meget kristen kærlighedskraft, der er forsvundet ud i det blå som spirituel selvtilfredsstillelse.

John Sparre Christensens forsommer-billede lyser til gengæld af pinseglæde og pinsekærlighed til den skabte jordiske virkelighed.

Som jeg antydede i min sidste blog, kan man hengive sig til de syv dødssynder på en måde, der både er elskelig og forfærdelig, fordi det er svært i hverdagen ikke at leve i synd, selv om man er et både kærligt og venligt menneske.

Jeg kan godt lide tegneren Johannes Havelunds øjebliksbillede i en biograf af fra venstre liderlighed, gerrighed – personen har været for nærig til selv at købe popcorn, misundelse, frådseri – her har personen til gengæld købt rigeligt, dorskhed, misundelse og vrede – måske har et popcorn knækket en tand.

I et sådant hverdagsbillede føler man sig ramt, selv om man bilder sig ind, at man både er fornuftig og dydig.

Læren om de syv dødssynder er gammel katolsk kristendom, der kan inspirere til fortællinger og billeder også i en nutidig moderne virkelighed.

Hovmod, gerrighed, liderlighed, misundelse, frådseri, vrede og dorskhed kan stadig bringe sindene i kog, selv om det er en kendsgerning, at nogle af dødssynderne, misundelse og frådseri f.eks., er med til at holde hjulene i gang i et materialistisk forbrugssamfund.

Man er også nødt til i dette moderne samfund at indrømme, at mange af de gamle dødssynder kan ses i et både positivt og negativt lys, alt efter hvordan man oversætter dem fra latin. Dovenskab er ikke så slemt som dorskhed, raseri er værre end vrede, og stolthed er ikke så slemt som hovmod.

I et samfund fyldt med overflødige forbrugsgoder kan det næsten være en dyd at være gerrig, og man kan blive så provokeret af moralistiske alvorsmænd- og kvinder, at man længes efter lidt livsglad liderlighed.

I kataloget over de syv dødssynder kan man både finde en visdom i at få sjæl og krop til at hænge sammen og få det enkelte individ til at tænke på andre i fællesskabet end sig selv. Men det er også let at få øje på, at alle fællesskaber altid gerne vil banke det individ på plads, som ikke kan holde sig på måtten.

Jeg har skrevet nogle fortællinger om de syv dødssynder, hvor jeg håber, jeg kan forvirre mine læsere med skildringer af syndere, som man både får lyst til at hade og at elske, og nogle af synderne har jeg forsøgt at gøre både elskelige og forfærdelige.

Ingrid Falktoft Andersen har illustreret fortællingerne med akvareller af de dyr, som traditionelt har været knyttet til de syv dødssynder. De fylder mig med de samme blandede følelser, som jeg håber novellerne lægger op til.

Min morfar Niels Jørgen Jensen førte dagbog næsten hver dag fra 1905, hvor han var 26 år og lige blevet gift og havde købt gård, til sin død 1956. Han skrev i hånden med fyldepen, men min moster og onkel har skrevet det hele rent på maskine.

Morfar var landmand i Asferg lidt nord for Randers, og de første 40 år skriver han mest få linjer om vejret, og hvad han og hans karle har gang i på marken og i staldene, men han følger også lige fra begyndelsen med i, hvad der sker i familien, i Danmark og den store verden uden for Danmark.

Han havde været på Askov Højskole som ung og har sikkert mange gange sunget med på ”Et jævnt og muntert, virksom liv på jord”. Sådan var hans liv i hvert fald: jævnt, muntert og virksomt. Han var ubekymret, ikke kun fordi han havde en større gård, men fordi han havde en kristen tro på livet og døden og bevarede et muntert og romantisk sind, selv om han ikke blev sparet for lidelser og meningsløs død i sin nærmeste familie.

Jeg nåede at være på ferie hos ham som barn i Randers, hvor han boede de sidste 10 år af sit liv i en lille villa, efter at han havde afstået gården til sin ældste søn. Han var stadig en munter og virksom mand i sit hus og sin have. Han havde overskud til at snakke med mig og gjorde mig tidligt interesseret i politik og på det tidspunkt til venstremand.

Man kan lære meget, blot ”øjet er opladt og sindet friskt”, skriver han i sin dagbog så sent som 1955. Det levede han selv op til lige til det sidste. Han sluttede dagbogen 5 dage før sin død med en usvækket interesse for, hvad der skete både i den lille verden med børn og børnebørn og i den store verden, der var fyldt med voldsomme spændinger mellem øst og vest efter den anden verdenskrig. I det sidste dagbogsnotat kommenterer den tidligere landmand også som altid den daglige vejrsituation. Midt i november er vejret usædvanligt mildt.

I sit pensionistliv i Randers fik han bedre tid til at skrive end i sit aktive liv som bonde og venstrepolitiker. Det er spændende at læse både om familielivet, som jeg nu synes, jeg kender og forstår bedre og om storpolitikken, hvor hans forbilleder i 50’ erne både i England er den cigarrygende konservative Winston Churchill og i Frankrig den socialradikale ”dynamiske mælkedrikker” Pierre Mendés France, fordi de begge har fornuftige visioner og udviser stor handlekraft.

I den aktuelle politiske situation i USA er det næsten gribende at læse ham referere general Eisenhowers indsættelsestale om, at han vil ”føre krig mod frygt, nød og elendighed” over alt i verden.

Han skriver også meget om den store politik i Danmark, hvor han helt tydeligt har mere sympati for den lune og pragmatiske fynbo Erik Eriksen end for den stivsindede vestjyde Knud Kristensen, selv om han selv er født i Vestjylland. Hans folkelige engagement går på tværs af de traditionelle partiskel. Han er optaget af folketing, folkekirke og folkeskole som et menneske, der fokuserer mere på sagen og sindet end på partibog og et traditionelt tilhørsforhold til grundtvigianisme eller indre mission. Han kom både i højskoleforeningen og missionshuset, og han havde som virksom venstremand i den lille Asferg-virkelighed været medlem af både sognerådet, menighedsrådet og skolekommisionen.

Kan man leve så ubekymret og så jævnt, muntert og virksomt i dag, både i den store internetvirkelighed og i den lille hverdagsvirkelighed? Selvfølgelig kan man det. Selv i den yderste udkant af landet er der en kirke, en skole og mulighed for en lokal borgerliste. Alle steder kan man engagere sig med folkeligt engagement og et ”friskt sind”, der med Grundtvigs ord er ”lysvågent for alt stort og skønt herneden”, men hvor det er både nødvendigt og fornuftigt at afprøve det i en så lille virkelighed, at man er nødt til at se hinanden i øjnene.

Man skal også kunne diskutere i en frihed og med en kærlighed, der har plads til både kærlige og aggressive livsytringer. ”Ej alt i fred-lér forme, men vælge livets storme for gravens stille ro”.

Det er også med Grundtvigs ord et udtryk for det jævne, muntre og virksomme liv, men min morfar er alligevel lidt rystet, når han skriver i 50’ erne om slagsmål i det franske parlament mellem kommunister og poujadister, hvor stolene flyver gennem luften, og der skydes med hundepistoler.

Pierre Poujade er den første populist i den lange række af politikere, der ender med Donald Trump. Morfar bryder sig hverken om populister eller kommunister. Det gør jeg heller ikke, men jeg forsøger at være lige så ubekymret, som han er det, selv om Trump og Putin får flere og flere tilhængere, og man også i Danmark pludselig er meget mere interesseret i lurmærket national danskhed end lige værdighed for alle.

Det ville min morfar have været ked af at opleve, men jeg tror ikke, at det havde fået ham til at miste sit livsmod og sin lyst til at følge med i både stort og småt. ”Der er al mulig grund til at frygte alting her i verden, så I skal ikke frygte noget som helst”. Det siger politimanden Orson til Charlot og Charlotte i Ole Bornedals TV-serie af samme navn, som er en hyldest til ubekymret kærlighed. Den serie ville morfar have elsket. Han var glad for mødet med en sådan ubekymret kærlighedsforkyndelse, både hos den for mange barske århusianske teolog P. G. Lindhardt og hos den for endnu flere pladderromantiske fynske forfatter Morten Korch.

Billedet viser morfar og min mor på Grenen den 15. august 1933.