Alle kender Hans Holms og Erik Lindebjergs smittende opfordring til at lege i livstræets krone. Teksten er så enkel og melodien så munter, at sangen går rent ind, når mennesker mødes i en festlig anledning og får lyst til at være glade sammen. Hvem kan ikke føle, at dagen er så ”trist og grå”, at det er forløsende at kunne ”lege i livstræets krone” og ”føle, at livet er stort”….”skue de blå horisonter og himmelhvælvingens port”.

Det er ikke et problem for mig, at det er en glad sang. Det er heller ikke et problem, at den hylder et livstræ, der rager så højt op, at man kan skue de blå horisonter og himmelhvælvingens port. Jeg har lige skrevet en ode til det asketræ, der som mytisk træ er lige så højt som Erik Lindebjergs livstræ, så hvad er der i vejen? Jeg synes teksten er sværmerisk og letkøbt, men er mit drømmeri om at hvile i Pans favn og spille på panfløjte ikke lige så sværmerisk? Det må jeg nok indrømme, selv om jeg forsøger at få realisme ind i min opfattelse af Pan, og det vil jeg tænke på, når jeg drømmer videre om et liv, der er mere på naturens præmisser.

Men det problematiske ved Erik Lindebjergs tekst er, at der i realiteten er for lidt natur i hans tekst, selv om der er tale om et træ og blå horisonter. Legen i livstræet er ikke en leg, men et hult postulat om et liv uden problemer. Det synes jeg er sværmerisk. Natur og kultur postuleres at kunne fungere i en fuldendt harmoni uden sejt arbejde. Det synes jeg er letkøbt. Det er bestemt ikke godt at ”gå i stå”, kun tænke på ”tidsfordriv”, leve ”uden kys” og blot tænke på magt og jobkarriere, men alt det bliver ikke løst ved at synge nogle minutter om at lege i livstræets krone.

Alligevel sidder jeg nu med en dårlig smag i munden, fordi jeg ved mit skrivebord er så fordømmende over, at nogle bliver til glade drømmere ved at synge en tekst, som jeg påstår er alt for banal og almindelig. Er jeg ikke netop selv fortaler for en filosofi om det enkle og almindelige liv? Er jeg ikke bare misundelig over, at Erik Lindebjergs tekst er mere populær end alle mine raffinerede filosofiske manifester, som jeg synes er på et meget højere intellektuelt plan? Og er jeg ikke ellers vild med giro 413, fordi man kan høre lige så glade og almindelige tekster som Lindebjergs?

Jeg lader svarene blæse i vinden og trækronerne, men bliver nok nødt til at afslutte alle mine drømmerier med en sang til sidst i bogen om livsstræet, hvor jeg forsøger at være både banal og filosofisk overbevisende. Foreløbig vil jeg, trods alt inspireret både af Hans Holms melodi og min egen asketræsode, drømme videre om at lege i livstræets krone.

Selv om der findes en beretning om, at den græske gud Zeus skabte den tredje slægt af jordens mennesker af asketræ, lægger min ode til asketræet op til at flytte fra Pans univers til Frejs, for det var i den nordiske mytologi, at ask Yggdrasil bredte sin krone ud over hele verden.

Der findes udførlige skildringer af det hellige asketræ og af alle de mange enkelte guder aserne, der mødes dagligt under det store asketræ, men det er svært gennem en senere tids kristne og lærde briller at se forbindelsen mellem det livgivende træ og de enkelte guder.

Den vigtigste gud for frugtbarhed og fred Frej ses kun under træet i selskab med de andre guder, men der er spor af en forbindelse mellem krigs- og runeguden Odin og det store træ. Odin sender gennem de krigeriske valkyrier sine døde krigere til Valhalla, som ligger oven på gudernes bolig Asgård. Det er så højt oppe, at en ged Heidrun står i Valhalla og bider de øverste kviste af asken for at få næring, der ikke kommer ud som mælk, men som mjød. Den bliver malket af valkyrierne og serveret for de døde krigere, der af den grund kan leve evigt i Valhalla. Det er da en slags fredelig frugtbarhed, som må have givet anledning til sange i livstræets krone, som ville have glædet den fredelige side af Pan.

Der findes en endnu vildere tradition om Odin, ikke bare som den øverste krigsgud, men som runegud og derfor skjaldenes gud. Han hænger i ask Yggdrasil som en galge og bliver gennem store smerter forløst som en gud, der kan forløse skjaldenes lidelser i deres skabelsesveer. Sædvanligvis har Odin som krigsgud så travlt, at han må ride på en ottebenet hest Sleipner, men de lærde kan oversætte Yggdrasil som Odins hest. Det kan betyde, at han som en frådende shaman skamrider asketræet i helligt raseri. Der er tekster, der kan tolkes i den retning.

Teksterne, han kan have sunget på det ridt, er langt både fra Hans Holms univers og fra et univers, hvor det i Frejs ånd handler om frugtbarhed og fred, selv om Frej som Pan også kunne være ufredelig. Der er også langt fra den rasende krigsgud og den besatte digtergud til billedet af Odin som en kærlig alfaderskikkelse, der for de fromme grundtvigianere pegede frem mod den kristne gud, der som en ophøjet patriark tronede i den grundtvigske himmel som snydt ud af næsen på en almindelig fredelig landmand.

Jeg rider selvfølgelig også mine kæpheste og drømmer om en leg i livstræets krone, som jeg kan identificere mig med. Jeg vender nu tilbage til mit drømmeri om et træ, der ikke er helt så uroligt som i Odins skamridt helt ude af sig selv, selv om det på den anden side heller ikke er så stort og stærkt, at det kan modstå det kaos, der opstår i forbindelse med ragnarok, som er indholdet i ”Vølvens spådom”.

Her spår vølven om hele verdens undergang. Man møder både asketræet og de enkelte guders kamp mod jætter, der ikke kan standse ragnarok og den endelige tilintetgørelse af alt. Asken kaldes verdenstræet, og der fortælles, hvordan det vandes af tre norner med vand fra den ene norne Urds brønd, men det store træ kan bare passivt se til, da undergangen kommer nærmere og nærmere, og træet ender med at brænde op.

En vølve er en hedensk spåkvinde, men hendes spådom er måske præget af kristne tanker om kristendommens dommedag. De forestillinger vi har om ask Yggdrasil fra Snorre og andre, er også, bortset fra Odins ekstase i træet, så præget af kristne forestillinger og de lærdes spekulationer lang tid efter, at kristendommen var blevet indført, at det er svært at forestille sig, hvad det for de gamle nordboere ville sige at lege i livstræets krone, men det betyder på den anden side, at der ikke er grænser for, hvad en drømmende fantasi kan forestille sig, både i deres og vores drømmerier.

Alt tyder på, at nordboernes religion var meget jordnær og knyttet til lokale hellige sten og træer som var med til at sikre overlevelsen på deres jord og i deres skove. Frej var tilsyneladende den mest magtfulde gud til at sørge for frugtbarhed og fred i en lidt større sammenhæng. Ham dyrkede man derfor med ofre, ikke fordi han svævede i verdenstræet, men fordi han var så tæt på deres daglige liv med grise, og heste, at man var nødt til at ofre en gris eller en hest til ham for at sikre frugtbarheden i stalden og på marken. En stærk og viril hest kunne have en så tæt forbindelse til Frej, at den blev en del af hans hellige kraft og kunne overføre hans hellige kraft både til dyr og mennesker.

Dyrkelsen af den døde Frejhests penis kunne sikre den nødvendige kraftoverførsel, der gjorde kvinderne frugtbare. Det ved vi fra en gammel hedensk kilde i en af sagaerne, der ikke er blevet stoppet helt til af de kristne sagafortællere, der ellers som fortællere og skjalde var mere interesserede i Odins hest, der sikrede deres egen frugtbarhed som digtere.

Ask Yggdrasil kunne oversættes som Odins hest, men der er et freds- og frugtbarhedsperspektiv i fortællingerne om det store asketræ midt i verden (som der desværre ikke er belæg for at kunne oversætte som Frejs hest), som skinner igennem traditionerne om de mange forskellige væsener, der bevæger sig op og ned af den store askestamme og befinder sig både i toppen og ved roden.

Det vender jeg tilbage til, men ask Yggdrasil er som livstræ helt tydeligt i de gamle hedenske kilder, der tolkes af kristne, det Livets Træ, der stod midt i Paradisets Have og var centrum i det velordnede kosmos, som den trenige gud var bedre til at holde styr på end de nordiske guder, der tænkte mere på sig selv end på den fælles kosmiske orden, hvis vi skal tro de kilder vi har. Her er vølvens spådom om det kommende ragnarok den vigtigste kilde, fordi vølven synes at være talerør for en skjald, der har både hedenske og kristne rødder.

Livets træ som en slags verdenssøjle, der forbinder jord og himmel og har forbindelse til en underverden, kan man støde på i mange religioner som et værn mod det kaos, der i begyndelsen har været som kaos-urhav, kaotisk tørke eller kaotisk tomhed. Det er et kaos, der hele tiden truer det jordiske paradis, hvor der ikke er kaos, fordi der er vand og tørt land i en passende blanding, men kaotiske kræfter venter kun på en anledning til at komme op fra underverdenen.

I myten om ask Yggdrasil fornemmer man også denne verdenssøjletænkning, fordi den store ask som livstræ skal sikre livet mod ufred og ufrugtbarhed. I den nordiske tilværelsesforståelse, hvor der både er bjerge og skove, kunne verdenssøjlen både have været et kosmisk fjeld eller et kosmisk træ, men ask Yggdrasil er et kosmisk træ, som forbinder jorden med himlen og underverdenen, som er fyldt med det kaos, der i ragnarok får overtaget igen.

Man møder i de gamle tekster om asken en indviklet livstræs-teologi, men med lidt god vilje kan alle de mærkelige væsener og bevægelser omkring træet godt tolkes i sin helhed som en tænkning i Frejs ånd, selv om man kan fornemme en fortrydelse hos de kristne fortællere over, at man ikke kan overlade det hele til en almægtig og stærk gud, som de selvfølgelig ikke kunne drømme om kunne være Frej med den store hestepenis.

Den store ask har tre rødder. Måske er det en tanke, der er inspireret af kristendommens treenige gud. Den er i hvert fald lige så indviklet. Den ene rod går ned i dødsriget (Niflheim), den anden i Ginnungagap, det tomme rum, hvorfra de jætter opstod, som aserne senere var i stadig kamp med. Jætterne holdt til i Udgård, aserne i Asgård, midt i Midgård, hvor de mennesker boede, der havde brug for asernes hjælp mod jætter og andre kaoskræfter.

Det store verdenstræ havde derfor sin vigtigste rod i Asgård. For at den kan forblive kraftfuld og uden askesyge vandes den dagligt af tre norner, skæbnegudinder, med vand fra en kilde, der ligger i Asgård. Nornerne kan fra nutiden se ind i både fortiden og fremtiden og hjælper guderne med få overblik over historien, men det er som om guderne også har brug for jættekraft for at styre kaoskræfterne. Det gælder både Thor, der må kæmpe mod Midgårdsormen og Odin, der har brug for jætten Mimers visdom for at fastholde overblikket.

Der er kilder i både dødsriget og Udgård. Udgårds kilde er Mimers kilde, hvor Odins ene øje ligger som pant for en visdom han har brug for og ikke får bare ved at slå Mimer ihjel. Disse fortællinger om Thor og Odin er eksempler på, at aserne ikke er så stærke og kloge guder, som de helst skulle være for at sikre en bæredygtig kosmisk fred og frugtbarhed. De er nødt til få både jættekraft og jættevisdom for at holde kaoskræfterne i skak. Derfor har de hele tiden brug for Loke, der er en både stærk og klog jætte.

Frej er hverken as eller jætte, men som sin far Njord og sin søster Freja en vane-frugtbarhedgud, der er blevet as, som om aserne ikke bare savnede styrke og visdom, men også den frugtbarhedskraft, der strømmede ud af Frej via hans hest. Forholdet mellem jætter, vaner og aser er historisk set både indviklet og omstridt, men i den mytiske fortælling om ask Yggdrasil er det, med så meget gudeforvirring,  forståeligt og helt nødvendigt, at nornerne giver livstræet rigeligt vand fra Urds kilde for at holde det kaos fra livet, der truer både nutiden og fremtiden.

Kampen mellem kosmos og kaos er på den store askestamme er også hele tiden i gang, fordi fire hjorte har travlt med at bide i de unge skud på grenene, og da det er mytiske hjorte, kan de komme højt til vejrs. Asken har også mytisk asketoptørre (askesyge), fordi en slange Nidhug bliver ved med at gnave i roden. Så hjælper det ikke, at der sidder en ørn i toppen, selv om det er en jætteørn, der hvert øjeblik sender et egern Ratatosk ned for at skælde ud på slangen.

Hverken den store ørn eller det lille egern har tid til at lege i livstræets krone. Indsigten i de mange billeder fra livet i og omkring asketræet kunne derfor for en hurtig betragtning være, at man ikke skal lege i livstræets krone, men bruge sin energi til at være en lige aktiv miljøaktivist som ørnen, egernet og de tre norner.

Kan ask Yggdrasil ikke give anledning til et mere filosofisk drømmeri? Det kunne være, at et askemenneske ikke bliver stærkere af at fortrænge hverken tomhed, ondskab eller død, men som ørnen i toppen af asken se det alt sammen i øjnene som en del af en natur og en kultur, der er både uregerlig og kaotisk, men kun meningsløs, hvis man lader stå til og giver afkald på at kæmpe, elske og lege. Det kunne også være visdom for en elmetræskvinde. Så er der tid til både at lege og være kærlig og kritisk kæmpende miljøaktivist i livstræets krone og som lille egern lære at tænke selv.

Vølvens spådom slutter ikke med ragnarok. Der dukker en ny jord op, hvor det hele bliver grønt igen. ”Jeg ser nu jorden stige af havet, evigt grøn”. Snorre skriver også, at der dukker en ny Ask og en ny Embla op. I en skov har to mennesker holdt sig i skjul under verdensbranden. De hedder Liv og Livtraser, og de har levet af morgenduggen, men af dem opstår en ny slægt, så verden bliver beboet igen.

De har levet af morgenduggen, men har sikkert også fundet ly under et asketræ og under kronen leget den kærlige leg med hinanden, der i mange gamle kilder kaldes Frejs leg.

Jeg kunne have valgt andet end spaden som kulturens fundament, og der har helt sikkert eksisteret et primitivt graveredskab, der var lige så langt fra vores moderne spade som en moderne konkurrencebue er langt fra de første jægeres bue på jagt, men på et tidspunkt bliver jægersamfundet til et agrarsamfund, hvor det oprejste kulturmenneske med sin spade får en magt over naturen, som jægeren ikke kunne drømme om. Jægeren Esau bliver til den fastboende Jakob, hvis efterkommere ender med at bosætte sig i byer.

Du er ikke så besunget i den/danske sangskat som bøgen og egen/det yndige land står med brede bøge/og de bøgelyse øer skinner i solen

egene knoppes tæt på skærsommer/og egetræet er tungt af alder/i årets ring og den grønne livscyklus/som bøgen og egen deler med birk og ask

i Højskolesangbogen står ikke/at asketræet er lige så højt/og lyst som de yndige bøgetræer/og stammens ved hårdere end på gamle ege

og at det vokser op i himlen så/hurtigt at det i hele Europa/skal benævnes fraxinus excelsior/det vil sige den der rager op over andre

det er derfor ikke tilfældigt at/du i det gamle norden som livstræ/bredte din åbne krone og dit lette/løv ud over hele den beboede verden

du er lystræ for et stort blomsterliv/i skovbunden af anemoner og/somme tider en mærkelig orkidé som skovgøgelilje og ægbladet figlæbe

men livstræ var du helt bogstaveligt/fordi dit nibladede løv var et/vitaminrigt dyrefoder for får der/ellers ville dø senere af vårhunger

men fik dit askeløv stynet til mad/fra det asketræ Pan også må have/åndet på fordi grenene har store/og brune knopper der ligner små bukkeklove

når man saver dybt i din hårde ved/kan menneskedyr også smage støv/der finder vej gennem næseborene/til slimhinderne i halsen og her sætter sig

som en svag udgave af den sammen/trækning man føler i munden når man/lugter til og smager på en sur citron/den smag stammer fra den seje og stenhårde ask

der ellers strækker sig hurtigt til vejrs/og kan vaje så højt tæt ved et hus/at det som lynafleder har været et/vagttårn gennem tiderne for både folk og fæ

du har reddet mange menneskeliv/og dyreliv fra døden men du har/også været årsag til mange døde/fordi dit hårde ved er meget nyttigt gavntræ

til både økseskafter og buer/jeg ved godt at øksen kan være et/lige så fredeligt arbejdsredskab som/ hakken skovlen og spaden og buen er også

et legeredskab men for de gamle/vikinger var økse bue og pil/våben som de brugte under livstræet/med den allerbedste samvittighed af verden

til staldebåse i hverdagslivet/kunne dit hårde ved godt erstattes/med elmetræ der næsten lige så hårdt/kunne modstå grisenes hærgen i deres kamp

manden var formet af det hårde træ/og fik navnet Ask efter sit ophav/mens kvinden Embla blev til af blødere/elmetræ selv om hun også var hårdfør og hun

hun elskede sin vikingeaskemand/som han elskede sin emblakvinde/for vikingerne kunne andet end slås/de kunne både elske handle og forhandle

og kunne identificere sig/både med det blide og det hårde/i den store ask hvis mytiske krone/dækkede hele jorden med skove og have

og gjorde hvert eneste asketræ/rundt i de store nordiske skove/til en velkommen gæst der spredte både/lys og varme og som kunne tåle salt og blæst

men ikke stillestående vand/derfor nød asketræet livet som/skib på de høje salte bølger på vej/til farefulde og dumdristige eventyr

som de første flyvemaskiner der/selvfølgelig også var lavet af/ask og derfor fløj op i himmelrummet/endnu hurtigere end en ung og spændstig ask

selv dine brune frugter har vinger/du er både livstræ gavntræ og træ/der bare er en fryd for øjet når du/breder din krone ud som den kongelige gæst

der altid er velkommen fordi du/sætter fut i rejselystne kvinder/og mænd der også gerne rejser langt væk/på eventyrfærd med hårdt asketræ i hånden

men hvad er mere eventyrligt end/at sidde roligt under en stor ask/mærke livet strømme igennem kroppen/og stærkt føle sindets hårde og blide sider

der har stort behov for sindig visdom/springer ask før eg er sommeren bleg/springer eg før ask går sommeren i vask/det er livsvisdom under asketræets krone

Henrik er en forfatter og digter, hos hvem man har gjort alt for meget ud af med stor iver at finde frem til et budskab, man kunne sætte i glas og ramme, som man f.eks. kan det med Martin Andersen Nexø, der altid skrev sine bøger med en socialistisk bagtanke.

Pontoppidan gjorde hurtigt Georg og Edvard Brandes forvirrede, fordi han kun i kort tid skrev den moderne naturalistiske og realistiske litteratur, der satte samtidens problemer under debat. Pludselig skrev han romantiske bøger som ”Ung elskov” og ”Spøgelser”, hvor det ikke er svært at høre panfløjtemusik som både blid, munter og sørgmodig blues.

Han skabte som digter et rationelt fornuftsmenneske magister Glob, der i hans korte romaner kunne skabe modvægt til den romantiske Pan-musik. Men hvor var Pontoppidan selv mest helhjertet til stede? Når han hyldede sindets fornuftige ligevægt hos magisteren, eller når han syntes at identificere sig med de lokkende toner, der kom ud af panfløjten, selv om de førte til både katastrofer og død?

Det har været almindeligt at tale om hans tvesyn, men det er for banalt til, at det kan være sandt, og det drømmer jeg selvfølgelig heller ikke om, at det er. Flemming Behrendt har med sin store biografi om Pontoppidan: ”Livsrusen” sat mig på sporet af et drømmeri om ham, hvor han ikke blot af og til i en bog spiller på panfløjte, men selv som digter i alle sine bøger er en slags panfløjte, hvis hule rør livet i alle dets afskygninger blæser sine blide, kærlige, voldsomme og dystre melodier igennem.

Alle disse forskellige melodier orkestrerer han med stor bevidsthed om de æstetiske virkemidler. Han er en meget bevidst digter, der hele tiden omskriver sine bøger for at rense musikken for ligegyldigheder, men det samlede budskab i hans livs ruse kan man godt sætte på en enkelt formel. Det er det liv, der både kan henrykke og forskrække.

Henrik Pontoppidan er både en selvbevidst digter og et ærligt digter-menneske, der ikke glemmer sin fortid i livsrusen (livet som det net man ikke kan komme ud af igen) og med både fornuft og vilje i sin digtning vedkender sig de lidenskaber og lidelser som livet i rusen har opfyldt ham med. Flemming Behrendt skal have stor kredit for begrebet livsrusen, men han kunne have foldet det mere ud i sin tykke bog. Det drømmer jeg om at gøre nu på min 3. sal.

Livsrus er selvfølgelig også den umiddelbare og muntre glæde ved at hengive sig til det konkrete jordiske liv med både erotik og mad, men som den ruse, man bliver indfanget i, er det muntre og lidenskabelige liv sat ind i et historisk forløb, der ikke kan undgå at bringe lidelse og død med sig, og som man i sit liv ikke kan komme ud af.

Det er også dumt at forsøge på det, fordi det også har omkostninger at flygte fra den historie, man er, og den natur, man er vokset op i og med, fordi der både er tale om natur som hav, skove og træer og naturen i mennesket som sanser, drifter og følelser. Pontoppidan er også som digter både kulturmenneske og naturmenneske. Han er ikke en naiv naturromantiker, der tror, at man kan komme helt tilbage til naturen, men han er heller ikke som magister Glob en lige så naiv rationalist, der tror, at man kan fortrænge den naturlige glæde og lidenskab, selv om der altid ender med at komme sorg og glæde ud af at hengive sig spontant til livet.

Alle er derfor indfanget i en livsruse, som fører os på vores rejse gennem livet med den kultur og den natur, vi har i bagagen. Vi føres – ”trahimur” – som Pontoppidan skriver i sin erindringsroman. Han forsøger som digter at overbevise læseren om, at han har fundet det latinske ord hos Augustin. Ingen andre har kunnet finde det hos den gamle kirkefader. Det er selvfølgelig, fordi det er Pontoppidans egen tolkning af sin egen digterskæbne i den kulturs og naturs vold, som har været hans konkrete voksested for rejsen gennem livet.

Vi har alle, både når vi er vågne, og når vi drømmer, et helt individuelt voksested, men en stor digter som Pontoppidan kan gøre sin egen livsruse overbevisende, fordi han som hul panfløjte kan digte så henført om sin egen livsrus og dødsrus, at vi ikke kan lade være med, selv på mange års afstand, at identificere os med hans personer og deres handlinger, tanker og følelser.

Vi er ikke alle præstesønner, men vi har alle mødt afstumpet livsangst begrundet i livsfjendske love og regler. Vi er sikkert heller ikke alle så glade vandrere i naturen som både den unge og den gamle Pontoppidan, der gerne ville væk fra storbyens ensretning og grådige materialisme, men vi kan også på stenbroen, omgivet af de samme reklamer for hæmningsløst forbrug, længes efter panfløjter i naturen og at finde hvile i naturens favn.

Pontoppidan forsøgte at sætte vandtætte skotter mellem sit digterliv og sit privatliv, men livet i rusen, som han digter om, fortæller indirekte ikke så lidt om hans eget liv i rusen både som ægtemand og familiefar. Emmanuel Hansted i ”Det forjættede land” og hovedpersonen i ”Lykke-Per” er overhovedet ikke selvportrætter, men der brænder bål i de to romaner, som er antændt af brænde fra hans egen livsrus og dødsrus i livsrusen.

Pers barndomshjem i Randers er ikke hans eget barndomshjem. Han holdt mere af sin far og mor, end det fremgår i romanen af Pers følelser for sit barndomshjem. Han hadede den traditionelle kristelighed, der holdt sig på afstand af livsglæde med gamle dogmer og moralske forbud, men han havde lige så stor afsky for mange af sin tids teologer, der var bange for ikke at være moderne nok. Han havde kun foragt til overs for deres utraditionelle og upersonlige kristne meninger, fordi de blev fremført helt uden personlig og naturlig lidenskab.

Pontoppidan holdt kun ét offentligt foredrag i sit liv, og det var 1914 om ”Kirken og dens mænd”, der for ham at se var uden lidenskab og latterligt frygtsomme for at beruse sig i jordiske glæder. Undtagelsen var en gammeldags præst, som han omtalte ud fra en af sine små romaner. Hans tro gav han ikke meget for, men hans hengivelse til mad, vin og kvinder havde han respekt for. Han havde også respekt for, at han ikke bagefter i kirken løb fra sine udsvævelser, men angrede sin synd.

Denne bundethed til det jordiske liv på godt og ondt kommer også smukt til udtryk i hans eneste julesalme, hvor han skriver, at han er glad for gennem ”Juleaftens Glæde”, når ”Festlys tændes, alle Klokker kime”, at høre ”Æslet skryde, Barnet græde”. Den salme var ikke med i foredraget. Han var på grund af de præster, han ikke kunne udstå, bange for at blive beskyldt for at skryde. Han havde jo desuden skrevet salmen som digter.

Emmanuel og hans kone Hansine i ”Det forjættede land” er ikke Henrik og Mette Marie, men han kunne ikke have skrevet romanen uden at tænke tilbage på sit eget kærlighedseventyr i livsrusen. Han oplevede personligt et nyt kærlighedseventyr, der varede længere end det første, men det vrimler ikke med lykkelig elskov og lykkelig kærlighed i hans romaner.

Selv om han i sin erindringsroman ser sig benådet hele livet igennem af livets kærlighedsgaver, som han endda i den sidste udgave ændrer til kvindens kærlighedsgaver, er hans forfatterskab fyldt med mænd og kvinder, der som Torben og Jytte ikke får hinanden eller som borgmester Hoeck og hans hustru piner livet ud af hinanden.

Han har skrevet to kærlighedsromaner, der ender lykkeligt, men ”Spøgelser” fra 1888 ville han ikke have genudgivet, og ”Et kærlighedseventyr” fra 1915 får i en helt ny gennemskrivning fra 1930 en mindre lykkelig afslutning. Det var helt sikkert ikke kun, fordi hans anden hustru i mellemtiden var død, men fordi han havde så meget naturligt Pan-sind, at han vidste, at elskov er en både blid og uregerlig naturkraft, så at hvad der begunstiger forelskelsen måske også gør det rolige ægteskabelige samliv mere besværligt.

Måske har han været så bange for at hengive sig til sit Pan-sind, at han har digtet mere realistisk, end han havde lyst til, men som digter og hult fløjterør kom han selvfølgelig ikke ud af den blå luft. Som ung blev han beskrevet som både munter og melankolsk. Det var også svært for ham som præstesøn at løbe fra alle de præsteforfædre, som havde prædiket om forfængelighed og forgængelighed i livet fra fødsel til grav.

Alt i alt synes jeg, der er meget mere Pan i Pontoppidan, end hvad musikken i de hule siv-rør fra de forskellige perioder i livsrusen giver udtryk for. Det er ikke tilfældigt, at Pontoppidan somme tider blæser som en Pan i sin panfløjte. Han har haft Pan i blodet, siden han som helt ung travede rundt i skovene omkring Aarhus og havde let ved både at blive forelsket og komme i slagsmål.

Mange har ofte undret sig over, at en radikal digter som Pontoppidan, der næsten er kulturradikal før tiden, kan være så krigerisk i sine udtalelser og hele livet kæmpe så indædt for et stærkt nationalt forsvar og en kostbar befæstning af København, men det er den side af Pan, der er lige så uregerlig i sin aggressivitet, som den anden er blid og forførende af elskovslyst.

Hverken panisk raseri eller panisk ro er fremmede følelser for et menneske med så meget Pan i blodet, at det selvfølgelig styrer hans digtning og fører ham gennem livet som en digter, der kan være både hård og blid. Ikke fordi han er en digter med tvesyn, men fordi han er en digter tæt på livet selv, som det fremtræder både i hans og alle andres livs-ruser. Her er elskov både jernhård og blid, men aldrig blind, selv om man selvfølgelig kan vælge ikke at se realiteterne i øjnene, men så blind gør Pontoppidan aldrig sig selv, hverken i sit liv eller sin digtning.

Derfor skal man hverken være overrasket over, at han lader magister Thorsen være både rasende og vred i ”Mands himmerig” og drømme om en lige så krigerisk kvindelig valkyrie ved sin side, eller over, at Pontoppidan i forbindelsen med genforeningen 1920 digter et så varmt og mildt genforeningsdigt som ”Det lyder som et eventyr”.

Begge sider af Pans væsen. Både det urovækkende og det tiltrækkende kommer meget tydeligt til udtryk i den novelle, ”Den kongelige gæst”, hvor et ungt lægeægtepar ude på landet i Jylland i begyndelsen af februar bliver revet ud af deres daglige og lidt trivielle trummerum af en overraskende gæst, der ikke vil sige sit navn, men kalder sig Prins Karneval. Han skaber feststemning ved det veldækkede middagsbord, drikker vin sammen med dem og spiller musik på sin banjo, der giver dem lyst til både at danse og sende ømme blikke til hinanden.

Manden bliver lidt jaloux på den tiltrækkende og festlige gæst. Den kongelige gæst bryder op lige så pludseligt, som han kom, men deres ægteskab er efter besøget ikke helt det samme som tidligere. Det er blevet mere ømt og mere uroligt. Som der står i novellen: ”Eventyret havde gæstet deres hjem og efterladt den uro og utryghed, der er livets hjerteslag, ja livet selv”.

De bliver aldrig klar over, hvem det var, der kom forbi. Flemming Behrendt, der har styr på både digteren og privatpersonen, har viderebragt et rygte om, at det i Pontoppidans egen historiske virkelighed var den festlige lollik Sophus Claussen, der kom forbi, men i novellen som mytisk digt var det Pan. Derfor er det rigtigt set af Hans Nikolaj Hansen, der illustrerede novellen i Juleroser 1902, hvor den blev udgivet første gang, at han udstyrer den kongelige gæst med spidse ører og hår, der minder om horn, og efter novellen er der en lille tegning af den rigtige Pan, der er som sprunget ud af ”En skærsommernatsdrøm”.

Pontoppidan var så meget præstesøn, at han havde sværere ved end Sophus Claussen, direkte at påkalde Pan. Han var så meget barn af en gammel præstekultur, at han kviede sig ved at blive mistænkt for at være en naturelsker, der ikke hurtigt nok kunne komme tilbage til naturen, selv om han sikkert med sin krigeriske side havde stor sympati for den nøgne vildmand med kølle i det danske rigsvåben.

I sin digteriske selvbiografi får den kultiverede præstesøn det sidste ord med sit håb om en tid, ”da fornuften igen regerer i verden og skaber en tilværelse, man ikke behøver at skamme sig over”. Det er også det fornuftige kulturmenneske, der i selvbiografien næsten sætter Feilbergs naturlære over Nietzsches naturfilosofi, selv om han priser den tyske digter som en ”ånd med stormfuglevinger”, der under sin jordpåkastelse må finde sig i, at der flyver larmende krager over gravpladsen.

Det er fugle fra andegården, som der ikke er meget ørneflugt over, og ikke fugle fra de skove, hvor Pan hersker. Og i meget af den tidligere digtning i livsrusen går Pan-naturen i Nietzsches ånd heldigvis over præsteoptugtelsen. Det gør den, hver gang han beskriver ørneflugt, og når han lader vildmanden Thorkild Müller vende tilbage til sit Pan-liv på Grønland og lade menigheden på Sjælland sidde tilbage med ”de tyranner, som de fortjener”.

Det er også tilfældet, når han lader ”De dødes rige” slutte, ikke med det ragnarok, der var lagt op til, men med panfløjtetoner, der høres fra skoven i det lille samfund, der som en Noas ark giver håb for fremtiden. Det er godt nok beskrevet som skalmejetoner, men det er Pan, der hviler over vandene og skoven, fordi den lille flok i arken er parate til både kamp og kærlighed.

Det visne og døde kan blive grønt og levende igen, ikke kun i naturen, men i en kultur, hvor den store Pan endnu ikke er død. Det kunne Sophus Claussen have skrevet en ode om. Præstesønnen Pontoppidan er mere blufærdig, men ”de dødes rige” slutter ikke med død, men med skalmejetoner i Pans ånd.

I slutningen af ”Undervejs til mig selv” beskriver Pontoppidan sit digterliv således: Jeg gjorde i en Række År min skyldighed som menig Soldat i Menneskeaandens evige Frigørelseskamp”. Det er en selvbevidst omskrivning af en gammel protestantisk kaldstanke, hvor menneskets skal bruge sin fornuft det sted på jorden, hvor det er i sin livsruse, men præstesønnen, der til sidst i bogen bekender sig til fornuften, er for blufærdig til at skrive, at det i hans tilfælde er en fornuft med både ørnevinger og panfløjte.

Du er på et hvert tidspunkt af året/en stor oplevet lise for sjælen/selv i det kolde og mørke efterår/er du et lys i mørket som en fryd for øret
midt i en larmende storby fyldt med/accelererende biler og mænd/og kvinder der i overhalingsbanen/suser afsted i et tempo der er tættere
på løb end på gang kan lyden fra din/blide fløjte selv i den værste støj/skabe en stemning af fred i sindet/som sad alle de hektiske storbymennesker
alene med sig selv og naturen/dybt inde i en skov og i den favn/hvor man både finder hvile og bliver/opfyldt af ny kærlighedskraft i mødet med Pan
for hans fløjte er både blid musik/for selv de værste fartsyndere/og stærk naturmedicin for syndere/der lader sig lokke af alle de reklamer
der fører til kunstig opfyldelse/af behov lige så kunstige som/den kultur der sidder til halsen i ting/med en salgsdato der for længst er overskredet
Pans fløjte lokker med både blid og/uregerlig kærlighedskraft og man/kan slet ikke altid selv bestemme om/det ene eller det andet får overtaget
naturen er lige så drilagtig/som de fløjtetoner der kan føre/til elskov og ømhed i både dans og/kamp til den bitre ende som kan være døden
Pan gør panfløjte til noget andet/end tværfløjte og blokfløjte selv om/alle de tre fløjter er lavet af træ/panfløjten er lavet af de hule siv-rør som
nymfen Syrinx forvandlede sig til/da hun måtte flygte fra guden Pan/som hun syntes var grim og alt for voldsom/med sine to horn og klove for en kysk nymfe
der kun ville den blide kærlighed/uden den smerte og lidelse der/hører med til sand elskov hvis det er Pan/der blæser lokkende og blidt i sin panfløjte
der er blues i disse fløjtetoner/melankolsk og sørgmodig moll-musik/som kan fornemmes i de glade rytmer/som ellers er en hyldest til den vilde natur
som Pan med sit lokkende fløjtespil/gør nærværende som en salig lyst/der kan udfolde sig både i en by/og i de store skove hvor hans fløjtemusik
får både nymfer og mennesker til/at flygte og ikke lade være/med at blive stående i en rus, der er både skræmmende og tiltrækkende
Pan kan som gud selvfølgelig både/spille på klaver og mestre en bas/men han ved at kun lokkende fløjtespil/skaber panisk angst og panisk fryd uden grænser.
en lille panfløjte i en stor sal/er selv pianissimo en bombe/ så det er helt igennem forståeligt/at Pan fik Syrix til at flygte til sivene
og heldigvis kom der en panfløjte ud/af de gule rør som Pan lukkede/i den ene ende af de hule siv/for at kunne blæse munter blues i den anden.

Disclaimer: På grund af problemer med spam, har jeg desværre ikke mulighed for at godkende kommentarer på mine blogindlæg.

Når jeg ser ud af vinduet, er de grønne træer og buske ikke så dominerende som alle de lejligheder i fem etager, der ligger i en firkant rundt om gården, men træerne og buskene fanger mig året rundt

Om foråret, når de store træer blomstrer, er det umuligt ikke at blive berørt af de træer, der er så overvældende fyldt med hvide blomster, men også sommer og efterår er det grønne godt for øjnene og sindet, selv om det grønne ender med at blive efterårsgult.

Hele året kalder den levende vækst, også når bladene er forsvundet, på en mytisk figur, der kan opfange den glæde og taknemmelighed, som rumsterer i kroppen som anonyme sanser og følelser, der bliver fremkaldt ved mødet med vækst og grøde i den levende natur. Så får også moderne mennesker lyst til at personliggøre naturen, som man i primitive kulturer gør det ved at give træer, sten og himmellegemer navne.

Det er for de fleste nutidige mennesker en lidt komisk menneskeliggørelse af naturen, der afslører en afmagt over for den, som det moderne menneske med sin videnskabelige og tekniske viden bør føle sig højt hævet over. Digterne kan få lov til at antropomorfisere naturen, som det med et fint fremmedord hedder om denne menneskeliggørelse, der for den naturvidenskabelige fornuft er en unødvendig fremmedgørelse.

Men i virkeligheden er vi både som naturvæsener og kulturvæsener så indfældet i naturen, at det måske er en værre fremmedgørelse at have glemt at give udtryk for den primitive, men elementære angst og glæde, som også andre end digtere ikke kan lade være med at blive fulde af, hvis de lever i naturen ikke bare med fornuft, men også med sanser og følelser.

Så er det hverken unaturligt eller overnaturligt, men helt naturligt at forestille sig mytiske skikkelser, der kan personificere både den oplevede angst og den oplevede glæde i mødet med naturens levende vækst, og derved hjælpe med til at gøre de oplevede erfaringer til fælles erfaringer i et fælles mytisk sprog.

Derfor drømmer jeg med udsigt til de levende træer og buske i gården om det mytisk-religiøse sprog der kan sætte ord på den afmagt jeg oplever både positivt som taknemmelighed og negativt som angst, fordi Moder Jord – en traditionel og velkendt antropomorfisme – lider på grund af både naturlig og menneskeskabt tørke og oversvømmelser, og min egen eksistens under alle omstændigheder får en afslutning.

Men angsten kan ikke undertrykke glæden og taknemmeligheden over stadig at være i live i en natur, der tilsyneladende stadig uanfægtet følger sin sædvanlige livscyklus fra forår og sommer til efterår og vinter, selv om jeg selv er på vej til en vinter, der ikke automatisk bliver til forår.

Jeg lever i en kristen kultur, der tror på en almægtig gud, som har skabt alt og på et tidspunkt vil gøre ende på det hele. En så almægtig gud kan jeg med min rationelle teologiske uddannelse ikke tillade mig at drømme om at få øje på i gården, selv om gud som skaber på et tidspunkt skabte alle buske og træer, men jeg kan drømme om at få øje på en naturgud, som er tættere på mig, og som det er mere naturligt at henvende sig til for at få afløb for den livsangst og den livsglæde, som kan fylde sindet både ude i skoven og på en 3. sal.

Hvis jeg påstod, at jeg havde set den almægtige og treenige kristne gud i gården, ville jeg måske hurtigt blive tvangsindlagt, men hvis jeg siger at Pan somme tider kommer til syne under træerne i gården, vil man sikkert anse det for et forståeligt drømmeri, fordi jeg er en tidligere religionslærer, der har fået digteriske ambitioner på sine gamle dage. Måske har man også lidt medlidenhed med mig som en kolonihavefilosofisk dømmer, der er for doven til at tænke rationelt.

Jeg vil ikke afvise, at mit kolonihavefilosofiske drømmeri kan gå amok, fordi det er så svært at omsætte mine filosofiske åbenbaringer til en kolonihavefilosofisk kulturrevolution, der breder sig som en smittende alsang.

Med den gamle græske naturgud Pan som revolutionært brækjern vil det måske være lettere i det almindelige hverdagsliv at overbevise andre om en kosmisk religiøs naturvirkelighed, det ikke er virkelighedsflugt at hengive sig til – selv om det det er en religiøs naturvirkelighed, man kun kan se med hjertet og fantasien – for Pan er en både jordnær og varm naturgud.

Derfor drømmer jeg vildt om Pan, både når jeg dagdrømmer i min seng, og når jeg sidder og fortaber mig i betragtninger af de træer, der nu næsten helt har mistet alle bladene. Den gamle græske skovgud er så jordnær, uregerlig og varm, at han er et godt symbol på en natur, der kan være både voldsom og blid, og som kan opfylde levende natur- og kulturvæsener både med panisk skræk og overnaturlig fred og ro.

Hvis mennesket mister den skælvende evne til både voldsom lidenskab og rolig glæde, bliver hverdagen et helvede, hvor det kulturelle overjeg kæmper mod det individuelle om at ensrette mennesket og gøre det mere og mere livløst.

Den levende natur i mennesket skal have lov til at udfolde sig i en kærlighed, der er både voldsom og øm. Såvel total egoistisk hensynsløshed og en lige så absolut hensynsbetændelse, der kun tager hensyn til, hvad andre siger og mener, kan tage livet af en kærlighedsevne, der kan tåle både krig og fred, men dør, hvis den kun trækker vejret i total krig eller total apati.

På samme måde er naturen uden for os både voldsom og blid, sol og blæst, udslettelse og nyt sårbart liv. Hvis naturen var så kultiveret, som vi ofte gerne vil have den, ville den blive ligegyldig. Vi har behov for, både i den store natur uden for os og vores egen lille kulturvirkelighed som naturvæsener, at blive sat på plads af en kraft, vi er nødt til at bøje os for, hvad enten den er mere voldsom eller mere blid, end vi har lyst til at være det.

En sådan kraft er Pan udtryk for, sådan som vi kender guden fra græsk mytologi og i den vestlige kultur, der ikke har slået sig til tåls med stemmen fra kysten om at ”den store Pan er død”, men drømt om at genoplive ham eller hende til en voldsom eller blid genkomst. Mine drømmerier om Pan er udtryk for en naturlængsel, der kan rumme både det sure og det søde, og ikke frygter hverken glædens eller angstens panik.

Det er både det enkelte menneske og hele vores kultur, der lige nu har behov for en åbenbaring af Pan. Den enkelte er et kulturvæsen, der alt for let glemmer de naturrødder, det hverken kan købe eller sælge. Det moderne samfund lever også i en stupid forglemmelse af, at købekraft ikke er det samme som livskraft, men livskraften er både i mennesket og naturen mere uregerlig, end vi drømmer om og bryder os om, både når den ryster os med blid glæde eller med voldsom sorg.

Bare jeg kunne tegne eller male en Pan-skikkelse, der både er så fredelig og så lidenskabelig, som jeg drømmer om, at den mytiske gud skal være, der kan skabe blide og lidenskabelige mennesker i sit billede, der både er blide og voldsomme naturvæsener og kærlige og aggressive kulturvæsener, selv om jeg er helt bevidst om, at grænsen mellem natur og kultur er lige så flydende i Pan som i hans eller hendes skabninger.

Hvis jeg var en tegner eller maler af Henry Heerups format ville jeg kunne fremstille en Pan-figur, der udtrykte denne spændvidde mellem det uregerlige og det fredelige. Nu må jeg bare drømme om at kunne gøre det.

For nogle uger siden var jeg til en tegneseriefestival, hvor jeg spurgte forskellige tegnere af tegneserier og graphic novels, om de ville tegne en Pan til mig. Det fik jeg mange interessante tegninger ud af, men de bedste er skikkelser, hvor Pan træder frem på det hvide papir i denne dobbelthed mellem at være aggressivt frembrusende i både minespil og holdning, men på den anden side blæse i sin panfløjte og udstråle en næsten overjordisk fred og ro med sit fløjtespil.

Den unge danske tegner Frederikke Tornager og den berømte britiske tegner William Simpson, der har produceret scenografi til Game of thrones, lavede sådanne tegninger til mig, hvor man både kunne være bange for Pan og være tiltrukket af en sødme i hans udstråling. Det kunne Heerup ikke have gjort bedre, men den største oplevelse på festivalen var det at sidde i næsten en time foran den hollandske kvindelige tegner Wilma van den Bosch og se hende arbejde tålmodigt på en tegning af Anders And som Pan med horn i panden og andeklove, men selvfølgelig også med en panfløjte i sit store andenæb.

Ikke alene på grund af tegningen. Hun er en kendt Anders And-tegner og lavede en flot tegning, men hun udstrålede selv en afslappet og fredfyldt energi, som man ikke kunne undgå at blive smittet af. Hun viskede blyantstreger ud og satte nye farver på i næsten en time, samtidig med at hun smilede og fortalte om sit liv både som tegner og helt almindeligt menneske.

Hun blev selv  en lige så mytisk figur som Pan og Anders And. Selv om jeg sad foran hende med et bord imellem os, følte jeg mig næsten hvile i hendes favn og kom til at tænke på rottens lille søn i ”Vinden i piletræerne”, der farer vild i den store skov, men falder til ro i Pans favn.

Jeg kan godt her på 3. sal drømme mig til ro i Pans favn, selv om det ikke er en stor skov, jeg er faret vild i, men det moderne strømlinede og velorganiserede samfund, jeg drømmer mig vild i foran mit vindue med udsigt til gården med træer og buske, hvor det er umuligt at fare vild, fordi gården er et lille overskueligt hjørne af verdens mindste hektiske storby.

Den er større end Andeby, og kan derfor godt sætte gang i et stort drømmeri om en natur, der er så stor, at man både kan fare vild og falde naturligt til ro. Så jeg sidder her og drømmer om grøn vækst, grøn glæde og grøn kærlighed, selv om grenene på træerne i gården uden blade er næsten helt nøgne.

Drømmen om både med Pans velsignelse at rase ud som vildt naturvæsen og finde hvile i hans favn som natur, der også kan være rolig og fredelig, er en drøm jeg selvfølgelig drømmer som et naturvæsen, der også er kultur og som et kulturvæsen, der ikke er andet end dirrende krop. Formuleret i humoristisk tegneseriesprog sidder jeg her ved mit skrivebord som en utålmodig Anders And, for hvem alt ikke kan gå hurtigt nok, men som tidligere religionslærer føler jeg mig bedre til pas i Pans end i Anders Ands selskab.

Hvorfor i grunden drømme som et græsk kulturvæsen om en græsk gud, når den gamle nordiske gud Frej er en lige så grøn gud med det samme fokus på frugtbarhed og fred uden grænser? Det er et godt spørgsmål, som det er svært at svare på, for der er mange gamle spændende mytiske fortællinger om Frej, men svaret er nok, at den grundtvigske højskoletradition har siddet så tungt på den nordiske mytologi, at det har været svært for en vane-.frugtbarhedsgud som Frej at inspirere de rigtige digtere, der ikke så på den nordiske religion gennem seminaristiske kristne briller, hvor Odin og Thor repræsenterede den gode asatro, der let kunne blive til moralistisk kristendom, medens Frej var udtryk for en primitiv frugtbarhedsreligion uden moral.

Pan var en græsk frugtbarhedsgud, der ikke var blevet lagt for had af nationalistiske seminarister, og kunne derfor i det 20. århundrede mobiliseres af moderne kosmopolitiske digtere som en gud, der både repræsenterede en naturlighed og en naturlig moral, som var gået tabt i en kristendom, som satte skel mellem krop og ånd, primitiv naturreligion og kristendom som højt udviklet kultur.

I nogle kommende afsnit vil jeg fortælle om en digter med panfløjte, Henrik Pontoppidan, og en digter, der fik dårlig kristen samvittighed over alt for mange panfløjter i litteraturen, Martin A. Hansen, men lige nu fortsætter jeg med god samvittighed mit drømmeri om at hvile i Pans favn, selv om jeg som filosof, digter og religiøs drømmer har svært ved at løbe fra min fortid så tæt på seminariestuderende, at jeg sikkert i manges øjne er en fæl seminarist, selv om jeg kunne drømme om at skrive lige så henført om Frejs favn som om Pans, men lad mig forsøge at samle luft ind og skrive en ode til panfløjten.

du er det gamle nordiske køkken/inden det blev nyt nordisk køkken/hvor det handler mere om raps og havtorn/end om alt det fede fra svin og deres maver

flæsk indvoldsfedt og de blege tarme/der på panden ligger som en lang ring/der bliver mere og mere brun og lækker/fordi den krydres med salt peber og nelliker

i en gammel svensk kogebog var det/biskoppens sidste trøst inden han med/stor smerte bevægede sig ind i fasten/(pludselig fra den hvide eller fede tirsdag

var det askeonsdag indtil påske/)for så igen skærtorsdag at fråse/i lammekød og lammefedt og på ny/kunne glemme den sure og triste fastetid

nu faster veganere året rundt/det gamle nordiske køkken giver/dem mareridt ikke engang i drømme/sætter de tænderne i andet end plantefars

den gamle biskop ville vende sig/i sin grav ved tanken om at man kan/lade være med at spise medister/og ikke have lov til at nyde den brune

pølse med det sprøde skind som altid/får tænderne til at løbe i vand/svinemave møder menneskemave/og mødet er kilde til både mæthed og fryd

met det gamle ord for flæsk og ister/det gamle ord for svinemaveind/voldsfedt blev til den søndagsmedister der/i kolonihaverne var i konkurrence

mod stegt bøf med løg og gryde/stegt kylling med grøn agurkesalat/om at være foretrukken søndagsret/med intet kunne udkonkurrere medister

den kunne krydres med allehånde/og kom ind på den rødternede dug/i godt selskab med asier og rødbeder/og blev skyllet ned med hof eller rød Tuborg

både jøder og muslimer læser/i deres hellige bog at grisen/er et uret dyr som ikke må spises/og både for vegetarer og veganere

er det urent svineri at spise/alle de lyserøde grise som/finder sig i at blive kaldt dumme svin/selv om grisen er klogere end både koen

og kyllingen som er de to værste/konkurrenter til den søndagsmiddag/hvor gul citronfromage ret ofte er/den dessert som i maven får lov til at ligge

over den brune medister der bli/ver tygget så godt igennem at den/sammen med øllet og citronfromagen/på et tidspunkt får lyst til at rejse videre

mens den stadig ligger brun på panden/ligner den en meget stor midgårdsorm/som ikke ser truende ud men bare/længselsfuldt venter på kniv gaffel og åben mund

for den biskop der vel femhundrede/år siden skrev om den fede ister/var Thors kamp med Midgårdsormen helt sikkert/et billede på den kristnes kamp mod fristelser

der alt for tydeligt sagde meget/om en krop fyldt med dødssyndigt begær/men for mig der elsker medisterpølse/er Thors kamp mod den store pølse glad elskovskamp

for mig er medisterpølsen ikke/en trist gylden middelvej mellem/broccolisalat og dyr tyndstegsfilet/men et gyldent alternativ til fråseri

i både plantefars og culotte/jeg konverterer hverken til islam/jødedom eller stor vegansk velvære/men bliver ved med at spise medisterpølse

det er både gammel og moderne/kultur hele året at spise den/met ister som biskoppen forsagede/fra askeonsdag men glædede sig til i fasten

det er hverken unaturligt eller/naturligt men glædesfyldt at spise/den brune medister som varm søndagsret/mandag tirsdag onsdag torsdag fredag og lørdag

hvis jeg skulle vælge tre grunde til/ikke at konvertere til islam/jødedom og grøn og vegansk salighed/så kommer de her i en helt u-prioriteret

rækkefølge medisterpølse met/isterpølse og medisterpølse.

Jeg har en gammel drøm om en kolonihavefilosofi, der vil føre til en kolonihavefilosofisk kulturrevolution, men foreløbig er jeg meget alene på barrikaderne.

Navnet skal signalere, at det er en filosofi om det helt almindelige liv, mennesket lever både som naturvæsen og kulturvæsen, det vil sige en krop, der kan klædes på til både indendørs og udendørs aktiviteter.

Her ved mit skrivebord sidder jeg ikke midt i en kolonihave, men udsigten til grønt græs, grønne træer og lejligheder med vinduer og altaner kan godt nære en drøm om at få natur og kultur til at være i harmoni både på verdensplan og i den helt lille hverdagsvirkelighed.

Navnet kolonihavefilosofi opstod ved et tilfælde i en seminarieklasse for mange år siden, hvor en mandlig studerende havde læst på universitetet og syntes, at jeg hældte i Pontoppidansk forstand seminaristisk vand ud af ørerne. Det er da en slem gang kolonihavefilosofi, du har gang i, var hans kommentar til en af mine vidtløftige udredninger af menneskets liv som samfundsvæsen i den store kosmiske natur.

Begrebet tændte mig med det samme, fordi jeg straks fik billeder af Heerup og Ib Spang Olsen på nethinden og kom i tanke om tekster af Kim Larsen og Halfdan Rasmussen om blå køkkener og kaffekander, om at ”pusle med rødbeder, selleri og pastinak” og ”og hel’re slå min plæne end slå løs på pæne folk”.

Jeg var en rødgrøn kulturradikal, der havde været militærnægter, og nu fik jeg som teolog og seminarielærer en åbenbaring om en filosofi, der var mere jordnær end K.E. Løgstrups skabelsesfilosofi, men med det samme fokus på en kultur indfældet i naturen og en kulturforståelse med sans for før-kulturelle livsytringer.

Jeg blev så begejstret for begrebet, at jeg var ked af, at jeg ikke kunne tage patent på det. Jeg begyndte at skrive kronikker og artikler om kolonihavefilosofi, selv om jeg var bange for, at andre ville stjæle idéen fra mig, og jeg endte med at skrive en bog om min filosofiske åbenbaring med undertitlen: jordiske og kosmiske banaliteter i hverdagslivet. Så havde jeg da en slags patent på min hjemmelavede filosofi.

Bogen blev udgivet af seminariet i forbindelse med min afskedsreception fra seminariet for mere end ti år siden, og jeg har fulgte den op med flere kronikker og en ny bog. Kærnen i den kolonihavefilosofi, jeg har udviklet indtil nu, er kort fortalt, nødvendigheden af tætte menneskelige fællesskaber i en overskuelig kulturel ramme og i en slags stofskifte med naturen på tværs af både generationer og hudfarver.

Omslaget til min første bog var et vidunderligt maleri af barbermaleren John Christensen, der skildrer en søndag i kolonihaven midt i 30’erne med børn og voksne, der både leger og arbejder i haverne mellem de små huse med dannebrogsflag. Midt i billedet står malerens svenske kone som en smuk galionsfigur i en lys sommerkjole med en stor Madam Blå i hånden parat til at hælde kaffe til naboerne i havekolonien.

Mit kolonihavefilosofiske drømmeri gik og går stadig ud på, at der kan være kolonihaveliv også midt i en storby. Såvel i en etageejendom som den, hvor jeg sidder og kigger ud af vinduet, et højhus og i et parcelhuskvarter. Derfor opfatter jeg det ikke kun som nostalgi, men som en fremtidsutopi, når Bjørn Nørgaard i sin gobelin om Det Glücksborgske Kongehus midt i den moderne storbyvirkelighed med motorveje og fabrikker giver plads til nogle små kolonihaver med dannebrogsflag, hvor man kan genkende hans forældre stå sammen foran et af husene. Moderen med den lille Bjørn på armen.

Det tætte menneskelige fællesskab tæt på naturen kan der ikke være noget galt med. Det er en filosofi, der i praktisk politik skal føre til den grønne omstilling, politikere både til højre og venstre nu går ind for. Men er der noget galt med begrebet kolonihavefilosofi? Hvorfor sælger det tilsyneladende ikke billetter, så jeg står ret ensom på barrikaderne?

For den intellektuelle elite, der læser Weekendavisen, Politiken og Information, er kolonihaveliv måske for mange synonymt med indskrænket småborgerlighed, især efter at Dansk Folkeparti på et sommermøde forsøgte at tage patent på kolonihaven og kolonihavelivet ved at stille et hyggeligt hus op i forhallen, som ikke bare mormors men Pias kolonihavehus.

På den anden side vil ingen beskylde Halfdan Rasmussen og Benny Andersen, der også har besunget kolonihavelivet, for at være småborgerlige og reaktionære. De er kulturradikale efter den gode gamle 30’er-opskrift. På et tidspunkt før 1933 kunne Poul Henningsen også glæde sig over, at børnene spiste jord og fik små flænger i kolonihaven, indtil nazisternes tale om jord og blod gjorde det suspekt at bruge disse ord på venstrefløjen.

Det er det måske stadig for intellektuelle, der er bange for at få jord og blod på fingrene, men jeg drømmer om kolonihavefilosofi som en fælles filosofi for både blå og røde partier. De kan tilsyneladende blive enige om fælles klimamål, fordi behovet er så skrigende, men er der noget galt med at kæmpe for de klimamål, man kan blive enige om under et kolonihavefilosofisk banner?

Problemet er måske ikke ordet kolonihave, men det at tale om filosofi i forbindelse med kolonihavelivet. Fagfilosoffer kan, er det mit indtryk, kun smile af begrebet og har svært ved at tage det alvorligt, når de kommer fra Descartes, Kant og Hegel, hvor snusfornuft ikke er fornuft. Og selv om almindelige mennesker med glæde drikker en ”Enkelt” og handler i ”Normal”, har de fleste af dem nok alligevel en fornemmelse af, at filosofi er på et lidt højere plan end at pusle med rødbeder, selleri og pastinak. Det har de sikkert hørt mange kloge foredrag om på daghøjskoler og til sogneaftner.

Unge mennesker er ikke vokset op med giro 413, så for dem smager ”Mormors kolonihavehus” af nostalgi, som de kan leve uden, selv om de interesserer sig for ting og sager fra deres bedsteforældres tid. Kolonihavefilosofi har derfor mange odds imod sig. De der lever et kolonihaveliv, og glæder sig over det, kunne sikkert ikke drømme om at bruge et for dem så opstyltet og indviklet ord om det, selv om begrebet kolonihavefilosofi for fagfilosoffer og den intellektuelle overklasse er en så banal og triviel etikette at de ikke kunne drømme om at sætte den på deres mærkesager.

Alle disse forskellige eksempler på berøringsangst får mig imidlertid ikke til at tage afstand fra begrebet eller lade være med at elske mig selv som kolonihavefilosof. Min filosofi bygger som beskrevet på en åbenbaring, og jeg er ikke som Svante en svensk dansker fyldt med selvhad, men en etnisk dansker, for hvem et stort grønt område med træer og buskads og små dannebrogsflag, der stikker op over det grønne, er en lise for sjælen. Ikke fordi det for mig er værdikanonisk dansk danskhed, men fordi det er universel danskhed med rødder i både jord, luft, ild og vand. I alle kolonihaver er der rindende vand og et bålsted.

En sådan danskhed er for alle levende mennesker, der kan trække vejret og bruge en rive og en spade. Hvis der var en flagstang med et dannebrogsflag i gårdhaven, ville det derfor ikke for mig være en appel til nationalistisk selvtilstrækkelighed, men til kolonihavefilosofisk hygge i alle lejlighederne, også i dem hvor der ikke findes rødbedefarvede pas.

Kolonihavestemning i luften over Harald Jensens Plads og andre pladser i Aarhus, og ikke kun i de små kolonihaver. Det lyder som et eventyr og en drøm. Det er for godt til at være sandt, men hvorfor ikke gøre eventyr og drøm til virkelighed. Det tidligere kulturradikale fyrtårn Ebbe Kløvedal Reich var sikker på, at revolutionen i Rusland havde medført et andet samfund, hvis Lenin i Danmark på Det kongelige Bibliotek ikke kun havde læst i gamle støvede socialistiske bøger, men havde studeret Grundtvig og oplevet dansk kolonihavehygge.

I min optik er kolonihavehyggen ikke nostalgi, men en realiseret utopi, som gør Grundtvigs tanker om ”et jævnt og muntert virksomt liv på jord” til nutidig oplevet virkelighed, men selvfølgelig skal der synges og skrives om kolonihavehyggen i et sprog, som kan måle sig med C.V. Jørgensens og Dy Plambechs tekster.

Det største problem med begrebet kolonihavefilosofi er måske hverken kritiske fagfilosoffer eller en ukritisk nationalisme, der ikke kan se ud over sin egen indsnævrede rød-hvide horisont, men alle de associationer, der får kolonihavehygge til at smage af tandløs idyl, fordi man kan være så bange for ufred og uenighed, at man for hyggens skyld ikke tør tage en konfrontation eller et skænderi, der kunne rense luften.

Tæt fællesskab lægger op til både kærlighed og had. Livet er sorg og glæde, og der er såvel magt som afmagt i relationen mellem en lille havekoloni og en stor kommune. Livet i kolonihaverne og i det samfund, der er fyldt med kolonihavestemning er ikke stillestående idyl, men fyldt med både sorg og glæde, kærlighed og had, magt og afmagt. Man kommer hinanden ved og er ikke ligeglade med hinanden. Man er heller ikke ligeglad med for meget sol eller for meget regn.

I kolonihaven sørger man aldrig så meget over orme i gulerødderne, at man ikke kan glæde sig over de rødbeder, hvor der ikke er ormehuller. Man hader næsten heller aldrig sin nabo, der ikke får klippet sin hæk, så meget, at man ikke kan sende ham/hende et kærligt smil over hækken. Og den politiske afmagt over for kommunen gør ikke den oplevede frihed i kolonihaven til en illusion.

I det store anonyme massesamfund uden kolonihavestemning over pladserne kan man hade, sørge og føle sin afmagt så intenst, at man glemmer at elske, være glad og være til stede som kærlig og glad frihed. Det er sværere at være destruktiv og lettere at være konstruktiv med både kærligheden og glæden i behold, når man kan se hinanden i øjnene og har den samme nære konkrete relation til naturen som sol, regn og blæst og ikke bare et fjernt klima med kurver og nøgletal.

Kolonihavefilosofisk drømmeri er en drøm om nærhed og tætte relationer på både godt og ondt. Sorg, glæde, had, kærlighed, magt og afmagt er elementære livsfænomener, der ikke udelukker hinanden. Og i den elementære livsvirkelighed, som ingen nok så tolerant og forstående indstilling kan gøre til tandløs idyl, fordi den stikker hovedet frem både i en multikulturel og monokulturel virkelighed, kan man ikke altid på forhånd sige, hvad der godt, og hvad der er ondt.

Glæde og kærlighed udelukker ikke magtovergreb. Sorg og had kan være nødvendige reaktioner på et liv levet i afmagt. Selv om vi også som mennesker er del af en nødvendig livscyklus, lever vi også et lineært liv med frihed og ansvar for andre end os selv. Det kan på en underlig måde være naturligt både at elske og at hade. Det rører ved det problem, at det kolonihavefilosofiske drømmeri let kommer til at gøre både natur og kultur til så entydige bestemmelser, som de ikke er i den virkelighed, hvor kulturvæsener opfører sig mere dyrisk end dyr, og dyr kan opføre sig meget mere menneskeligt end mennesker. Menneskedyret er både et kærligt dyr og et udyr, men det skal ikke være den mørke slutning på dette filosofiske drømmeri i kolonihavens lys.

Med den udsigt jeg har til en gård med træer, der er ved at miste bladene, og gule mursten, der er ved at blive mørke af sod, vil jeg forsøge at konkludere dette drømmeri besindigt med plads til både lys og mørke. Jorden er ikke gået under endnu. Træerne, som løvet falder af, bliver grønne igen, og der er endnu ikke revner i murene, selv om de har mistet de friske farver de havde, da de blev lagt.

Kolonihavefilosofisk drømmeri skal ikke være et harmonisk skønmaleri, men fastholde et realistisk billede af den virkelighed, der vil være ved med at være både sorg og glæde, had og kærlighed, magt og afmagt. En kolonihavefilosofisk kulturrevolution vil ikke kunne afskaffe sorg, had og afmagt, men det vil kunne indrette det store samfund som et spejl af det lille, hvor mennesker er så tæt på naturen og hinanden, at glæde og kærlighed med lidt god vilje ikke kan undgå at sætte sig igennem som den mest menneskelige måde som naturvæsen at være et kulturvæsen, der både kan bruge sin magt og lade være med at gøre det, fordi glædens og kærlighedens kilder ikke altid springer på kommando.

Jeg laver en prosaisk overgang til den første ode. Mennesket er af naturen både vegetar og kødspiser, men det er for enden af en lang kulturel udviklingshistorie, at det er begyndt at spise pølser og kunne drømme om at skrive en ode til medisterpølsen

Når jeg sidder ved skrivebordet i mit arbejdsværelse, kan jeg se ned i en gård med buske og træer, der nu er ved at få gule efterårsfarver. De er lige som den gamle mand ved skrivebordet del af en livscyklus, der foregår med tilsyneladende streng lovmæssighed, men træerne og jeg har et forskelligt livsperspektiv.

Året går i ring. Træerne bliver i løbet af det næste år grønne igen, men jeg ved, at mit sparsomme hår og grå skæg bliver mere og mere hvidt, og at de sidste leveår i mit liv sikkert kan tælles på de ti fingre jeg stadig kan bevæge, fordi jeg nærmer mig firs. Det livsperspektiv jeg kan overskue er lineært, for jeg er ikke en buddhist, der tror på en stadig genfødsel.

Jeg har fra mit vindue udsigt til lejligheder i fem etager på den anden side af gården. De solide murstensmure forandrer sig ikke så hurtigt som alt det grønne i gården. De ejendomme, der ligger omkring gården i en firkant, er imidlertid lige så gamle som mig, men har sikkert en længere levetid, fordi mursten i et solidt byggeri fra 30’erne er mere holdbare end et menneske af kød og blod fra 40’erne. Mennesket kan, selv om filosofferne siger, at det af natur er et kulturvæsen, ikke løbe fra, at det er en del af en naturcyklus, der gør det til et lige så foranderligt naturvæsen som træerne i gården.

Træerne bliver ved med at blive grønne igen. Vi mennesker bliver ikke automatisk unge og grønne igen i naturens ring, men jeg er alligevel hverken misundelig på træerne eller på de mursten, jeg har udsigt til, selv om de sikkert er mere langtidsholdbare end min foranderlige krop. Det er jeg ikke, fordi mennesker som besjælede kroppe kan drømme sig unge og grønne igen og leve i lykkelig uvidenhed om den nødvendighed, både naturen og kulturen bebyrder dem med.

Man kan sige meget kritisk og negativt om drømmerier som virkelighedsflugt, men de kan også hos mennesker være et positivt udtryk for, at vi som drømmere er kulturvæsener med mere frihed end mursten, og naturvæsener med en mere fri længsel end træer, fordi træer kun kan springe ud og visne på en næsten mekanisk måde, selv om det ser meget tilfældigt ud.

Både naturen og kulturen er fyldt med lovmæssig nødvendighed, men heldigvis møder naturen os også som overraskende tilfældighed og i kulturen er murstenene lagt af mennesker eller af robotter, der er programmerede af mennesker. Det ville ikke være til at holde ud, hvis der ikke trods alle sikre vejrprognoser kunne komme en overraskende regnbyge eller lidt uventet solskin. Eller hvis biologerne kunne forudsige helt nøjagtigt, hvornår den næste forelskelse ville få hjertet til at hoppe af glæde.

På den måde er der en frihed i naturens tilfældige måde at reagere på, som er lige så befriende, som at det er frie mennesker, der lægger mursten og bygger huse, selv om de måske har programmeret robotter til at gøre det, og selv om de skal følge alle de nødvendige regler, der gælder i samfundet, og være færdige til tiden.

Medens jeg kigger ud af vinduet i det begyndende tusmørke, er min konklusion på disse første flyvske tanker, at vi som naturvæsener og kulturvæsener kan blive fristet til at stirre os blinde på den tunge nødvendighed i både naturens og kulturens vildnis, men i stedet for ikke skal være bange for at turde drømme vildt med både naturlig og unaturlig friheds- og glædeslængsel.

Hverken træerne og planterne i gården eller de mange lejligheder med altaner og store og små vinduer ligner kaotisk vildnis. Det hele ser så fredeligt og almindeligt ud, at der ikke synes at være grund til at drømme vildt, men jeg føler mig ved mit skrivebord i et frihedsrum, hvor jeg har lyst til at slå mig løs på papiret, drømme og skrive vildt om både naturens og kulturens lyksaligheder, lige meget hvor meget elendighed der er til i både samfundet og det naturgrundlag, der er ved at gå til i forurening og naturkatastrofer.

Jeg har lyst til at drømme netop i denne tilsyneladende banale og trivielle virkelighed med udsigt til en helt almindelig gård og helt almindelige lejligheder, fordi jeg har en mistanke om, at det er i almindeligheden, man kan finde glædens kilder til det vi sanser, føler og tænker som sandt, godt og skønt på et tilsyneladende meget højere plan end i den banale hverdag. Det kan vi gøre, fordi der i den almindelige levede virkelighed er så meget jord, luft, ild og vand, glæde og sorg, kærlighed og had, magt og afmagt, der kan blive til skøn litteratur, gode myter og sand filosofi.

Luft og jord kan jeg se i gården og skyerne over lejlighederne. Ild og vand kan jeg se i stuerne og badeværelserne, og det er heller ikke vanskeligt i lejlighederne at forestille sig de livsytringer, hvor glæde, kærlighed og magt kæmper mod sorg, had og afmagt. Det er til gengæld svært i mit frihedsrum ved skrivebordet at vælge mellem litterære, mytisk-religiøse eller filosofiske drømmerier.

Det bliver under alle omstændigheder en slags litteratur, fordi jeg sidder og skriver på papir. For 150 år siden blev det kaldt skolelærerlitteratur, når en halvstuderet røver skrev en sentimental roman, gav sit religiøse sværmeri udtryk i en religiøs traktat eller kaldte sine hjemmestrikkede meninger filosofi, selv om han ikke var uddannet fagfilosof ved universitetet i København.

Henrik Pontoppidan betegnede det som seminarisme uden tilstrækkelige intellektuelle forudsætninger, som han følte sig højt hævet over, fordi han var en moderne realistisk forfatter og derfor havde respekt for en anderledes streng objektiv naturvidenskab end den subjektive og svulstige åndelighed, som han mødte både i sit barndomsmiljø og i det danske samfund som politisk pølsesnak pyntet op med missionske eller grundtvigske fraser.

Som tidligere religionslærer for utallige seminariestuderende kan jeg godt føle mig ramt, fordi jeg ofte måtte skære de ting ud i pap, som jeg havde lært i mine teologiske studier på universitetet. I religionsfaget er jeg fyldt med en faglig ballast, som jeg har i meget mindre grad har som forfatter og filosof, selv om jeg både har skrevet skønlitterære og filosofiske bøger.

Hvordan undgår jeg, at en ode til medisterpølsen bliver seminarielærerlitteratur, som Lars Bukdahl i Weekendavisen ikke kunne drømme om at anmelde. Jeg er vist for gammel til at blive optaget på forfatterskolen. Og hvordan kan jeg drømme om at lære at skrive digte, når jeg hverken har kunnet lære at svømme eller bruge IT, selv om jeg i Ældresagen har gået på flere kurser.

Derfor sidder jeg ved skrivebordet og skriver i hånden og bader altid i havvand med hovedet over vandet, selvom jeg på et tidspunkt betalte mange penge for en hel uges kursus på en idrætshøjskole for kvinder og mænd med vandskræk. På kurset fik en slags gruppe-pres mig til at hoppe i vandet fra 1.meter-vippen, og jeg troede aldrig, at jeg var kommet op igen.

Vandskrækken forhindrer mig ikke i at bade hele sommeren og på en varm dag have en længsel efter at dykke ned i havvand og stige op som genfødt havmand. Willumsen malede et billede med mange badende kvinder i vandet, som han kaldte ”Slaraffen-vand”. Jeg har i vandet den samme følelse af gru og glæde over for det hellige, som naturfolk i mødet med et helligt træ, de gamle grækere ved synet af Pan og kristne over for et billede af den korsfæstede Jesus.

Træerne nede i gården er stadig så fyldt med blade og livskraft, at de trods efteråret ikke får mig til at tænke på kors og død, men på helligt og uovervindeligt liv. Som teolog burde jeg tænke på livets forgængelighed og skrive en salme, der kunne være et nutidigt udtryk for ”Nu falmer skoven trindt om land”, men jeg er så primitivt-religiøs i mine tanker og følelser, at jeg mere kommer til at tænke på, at den græske skovgud Pan måske endnu ikke er død, men kunne komme til syne i en af de trætoppe, jeg har udsigt til. Jeg kunne i hvert fald drømme om at få øje på ham. Jeg kunne så skildre ham som den blå kaffetrold med spidse ører, jeg har hængende i mit arbejdsværelse.

Mange er optaget af gamle myter. De der er bekymrede for jordens klima og mangel på træer, der kan opsuge det farlige ozonlag i luften burde være interesserede i at høre om en græsk skovgud, der måske stadig er levende, selv om et menneske på et skib ud fra en lille græsk ø, hørte et råb fra kysten om, at den store Pan var død.

Hvis jeg kunne tegne og male lige så godt som Heerup, der har lavet min kaffetrold, ville jeg male Pan som en skovtrold endnu mere struttende af livskraft end den blå kaffetrold og stjæle med god samvittighed fra et gammelt maleri af Ivar Arosenius, hvor den festlige svenske maler fra begyndelsen af det 20. århundrede lader Adam og Eva kysse hinanden i paradisets have med en så voldsom livsglæde, at det helt tager pippet fra de mange farverige fugle i livets træ.

Det er en kvindelig og en mandlig Pan-figur, der ikke behøver spidse ører for at se ud som to glade trolde, der ikke lægger bånd på deres frydefulde kropslige kærlighed, som endnu ikke har givet dem skyggen af dårlig samvittighed.

Men jeg er ikke en maler som Heerup og Arosenius. Jeg vender derfor tilbage til valget mellem litterære, religiøse eller filosofiske drømmerier på en 3. sal med udsigt til en gård og nogle lejligheder, der er så almindelige, at de kan inspirere mig til drømme, der skal kunne bære almindeligheden og fylde den med længselsfuld glæde, håb og kærlighed både i prosa og digteriske oder.

Det er længe siden, at jeg har haft et indlæg på min blog, men nu vender jeg frygteligt tilbage med ”Drømmerier på en 3. sal”, som både meget direkte og indirekte afspejler et forsøg på at tænke kolonihavefilosofisk her i begyndelsen af 2020.

Helheden vil fremtræde som en stor og broget helhed af tekster, der både er filosofiske, religiøse og litterære drømmerier. De i alt femten tekster vil ikke blive præsenteret på én gang, men med en uges mellemrum, så der bliver tid til at fordøje både digte (oder) og mere prosaiske tekster.

Det første blogindlæg rummer både en lille indledning og indholdsfortegnelsen for hele det brogede indhold. Det håber jeg skærper appetitten på, hvad der kommer i de næste uger.

Det er selvfølgelig mit håb, at den udholdende gæst på min blog vil stå tilbage med lyst til at blive en del af den kolonihavefilosofiske kulturrevolution, som min blog hele tiden har lagt op til, og som jeg har drømt om i mere end ti år.

Her er først en slags indholdsfortegnelse, der fortæller lidt om de kommende indlæg under den samlede overskrift ‘Drømmerier på en 3. sal’:

1. Sagtmodig indledning med Pan i horisonten

2. Kolonihavefilosofisk drømmeri

3. Ode til medisterpølsen

4. Drømmeri om at hvile i Pans favn

5. Ode til panfløjten

6. Drømmeri om Henrik Pontoppidan som digter med panfløjte

7. Ode til asketræet

8. Drømmeri om at lege i livstræets krone

9. Ode til spaden

10. Drømmeri om Martin A. Hansen som digter med spadesind

11. Ode til vandrestaven

12. Drømmeri om Jesus som kærlig realist med vandrestav

13. Ode til Sonnys harmonika

14. Nyt kolonihavefilosofisk drømmeri

15. Vemodig afslutning med glad og grænseløs skraldemandskærlighed

Ved alle busstoppesteder i Aarhus kan man i denne tid møde en plakat med fire mænd fra Dansk Folkeparti, der med et ønske om glædelig jul forkynder det glade budskab, at de holder af Danmark.
De ser selv meget glade ud. Det er helt tydeligt ikke blot, fordi de sidder ved et veldækket frokostbord, men fordi deres glæde over at være danskere lyser ud af dem.
De ser også meget danske ud og kunne være klippet ud af et dansk familieblad som illustration til en artikel, der lægger vægt på at skildre almindelige mænd, der er sunde på både sjæl og legeme, fordi de er rigtige danskere med stamtavler helt tilbage til Gorm den Gamle. 
Det er imidlertid ikke helt almindelige danske mænd, men de fire mænd i Dansk Folkeparti, der lige nu tegner firmaet og er med til at lave en finanslov, der som sædvanligt giver en masse penge til pensionisterne og planlægger endnu mere grænsekontrol. Godt nok ser de ikke gamle ud, men det bliver de, og de har alle familiemedlemmer, der er pensionister og lige så utrygge som de selv er det ved grænser uden grænsebom.
Der er ingen kvinder med omkring bordet, men vi ved alle, at det er Pia Kjærsgårds drenge. Hun behøver ikke selv at være med. Hun er Folketingets forkvinde og svæver på en måde lige som dronningen over den almindelige politiske virkelighed. Drengene er mænd, der stadig ser unge ud. De er pæne, ser venlige ud og signalerer ordentlighed. Man kan ikke undgå at føle sig tryg i deres selskab.
Man kan ikke forestille sig, at de som visse borgerlige islandske politikere kommer med sjofle vittigheder på noget tidspunkt om kvinder eller danske mænd, der ikke ser ud, som de selv gør det og derfor ikke kan være rigtige danskere.
Morten Messerschmidt er sikkert ikke med omkring bordet, fordi han kan finde på at lade følelserne løbe af med sig og sige hvad som helst. Det er der ingen, der drømmer om, at Kristian Thulesen Dahl og de andre tre Peter Skårup, Martin Henriksen og Søren Espersen kunne finde på. Plakaten signalerer tryghed ved danske værdier, både når man spiser og arbejder i den hverdag, hvor det er nødvendigt både med grænser for, hvordan man klæder sig på og med grænsekontrol.
Jeg tror, at Dansk Folkeparti har en meget dygtig kommunikationschef, der vil skabe tryghed og glæde over, hvis man er mand i partiet at ligne disse fire evangelister med deres glade budskab om at holde af Danmark. Der er heller ingen tvivl om, at de i enhver situation holder med Danmark. Hvilken kvinde i partiet vil ikke se op til og elske sin egen mand, hvis han ligner en af de disse smukke partibosser, der på reklamebilledet giver et mandigt og selvsikkert indtryk af at være på hjemmebane.
Frokostbordet er skildret så diskret, at selv veganere vil kunne finde mad på bordet, som de har lyst til at sætte tænderne i. Den er lige så appetitlig som mændene, men man skal ikke tage fejl af det skær af glansbillede, der er over den glade julehilsen fra Dansk Folkeparti. Billedet ser naivt ud, men er sikkert meget bevidst lavet. Den, der har gennemtænkt det, har helt sikkert forudset kulturradikales og andre kloge hoveders nedladende syn på disse glansbilleder, for det afslører jo bare, har kommunikationschefen tænkt, at de ingen forbindelse har med en almindelig dansk hverdag og med almindelige danskeres liv overhovedet, fordi de hellere vil eksperimentere og prøve grænser af end leve et for dem småborgerligt og kedeligt hverdagsliv.
Billedet er på den måde både et indforstået og provokerende juleevangelium. Det vil bekræfte de mange partimedlemmer og dem, der elsker partiet i, at de er på den rigtige danske side. Men det vil også provokere dem, der er så bange for et almindeligt fredeligt hverdagsliv, at de ikke kunne drømme om at stemme på partiet. Det kunne måske få dem til at tænke på, om der ikke er kulturradikale idealer, der er værre end de uskyldige glansbilleder, man ser på Dansk Folkepartis julehilsen.
Man kan blive så frustreret af altid at dyrke det sære og ualmindelige, at man får lyst til et helt almindeligt liv med slips og hamburgerryg. Det er den lyst, som partiet, der dyrker de danske værdier, måske vil fremme hos de mennesker, der står ved stoppestedet og venter på den næste bus.
Jeg har også lyst til et almindeligt liv, hvor man ikke kun eksperimenterer og prøver grænser af uden kontrol, men Dansk Folkepartis julehilsen får mig ikke til at stemme på partiet. Glæden og trygheden, billedet vil have os til at tro på, er så bundet til de fire personers glæde over at være udvalgte partibosser, at man også kan se glad selvtilfredshed i deres ansigter. Der er for mig tale om et partifremstød, der forklædt som juleglæde også kommunikerer en selvtilfredshed uden grænser, fordi deres glæde og tilfredshed næsten er for grænseløs. Det kan man more sig over, når man ved, hvor glade partiet ellers er for grænser.
Reklamens overskrift: Vi holder af Danmark er fra partiets side uden tvivl ærligt ment, men partiet og de fire pæne partibosser vil tilsyneladende med billedet tage patent på de rigtige danske værdier og signalere, at partiet og de er så glade for dem, at det kommer til at virke lidt frelst. Især når man godt ved, hvor lidt glade partiet og de er for fremmed mad og fremmede mennesker i det danske fædreland.
Derfor synes jeg godt, man kan påstå, at selv om partiet, dets bosser og dets medlemmer holder af Danmark, holder de måske også lidt for meget af sig selv.
Det er desværre en kendsgerning, at de fire pæne og ordentlige mænd med deres pæne og ordentlige bevidsthed og deres pæne og ordentlige fremtræden i det offentlige rum med deres skarpe skel mellem de der spiser den rigtige mad og går i det rigtige tøj kan inspirere mindre bevidste og mere primitive mænd og kvinder til at rive tørklædet af muslimske kvinder og kebabben ud af hænderne på muslimske mænd.
Det kunne de fire glade partibosser selvfølgelig ikke drømme om at gøre, men glæden og tilfredsheden i deres runde hoveder smager af selvtilfredshed og får mig til at tænke på, om de alligevel ikke er blevet helt stuerene, jævnfør Poul Nyrup Rasmussens i sin tid forkætrede udtalelse.