Disclaimer: På grund af problemer med spam, har jeg desværre ikke mulighed for at godkende kommentarer på mine blogindlæg.

Når jeg ser ud af vinduet, er de grønne træer og buske ikke så dominerende som alle de lejligheder i fem etager, der ligger i en firkant rundt om gården, men træerne og buskene fanger mig året rundt

Om foråret, når de store træer blomstrer, er det umuligt ikke at blive berørt af de træer, der er så overvældende fyldt med hvide blomster, men også sommer og efterår er det grønne godt for øjnene og sindet, selv om det grønne ender med at blive efterårsgult.

Hele året kalder den levende vækst, også når bladene er forsvundet, på en mytisk figur, der kan opfange den glæde og taknemmelighed, som rumsterer i kroppen som anonyme sanser og følelser, der bliver fremkaldt ved mødet med vækst og grøde i den levende natur. Så får også moderne mennesker lyst til at personliggøre naturen, som man i primitive kulturer gør det ved at give træer, sten og himmellegemer navne.

Det er for de fleste nutidige mennesker en lidt komisk menneskeliggørelse af naturen, der afslører en afmagt over for den, som det moderne menneske med sin videnskabelige og tekniske viden bør føle sig højt hævet over. Digterne kan få lov til at antropomorfisere naturen, som det med et fint fremmedord hedder om denne menneskeliggørelse, der for den naturvidenskabelige fornuft er en unødvendig fremmedgørelse.

Men i virkeligheden er vi både som naturvæsener og kulturvæsener så indfældet i naturen, at det måske er en værre fremmedgørelse at have glemt at give udtryk for den primitive, men elementære angst og glæde, som også andre end digtere ikke kan lade være med at blive fulde af, hvis de lever i naturen ikke bare med fornuft, men også med sanser og følelser.

Så er det hverken unaturligt eller overnaturligt, men helt naturligt at forestille sig mytiske skikkelser, der kan personificere både den oplevede angst og den oplevede glæde i mødet med naturens levende vækst, og derved hjælpe med til at gøre de oplevede erfaringer til fælles erfaringer i et fælles mytisk sprog.

Derfor drømmer jeg med udsigt til de levende træer og buske i gården om det mytisk-religiøse sprog der kan sætte ord på den afmagt jeg oplever både positivt som taknemmelighed og negativt som angst, fordi Moder Jord – en traditionel og velkendt antropomorfisme – lider på grund af både naturlig og menneskeskabt tørke og oversvømmelser, og min egen eksistens under alle omstændigheder får en afslutning.

Men angsten kan ikke undertrykke glæden og taknemmeligheden over stadig at være i live i en natur, der tilsyneladende stadig uanfægtet følger sin sædvanlige livscyklus fra forår og sommer til efterår og vinter, selv om jeg selv er på vej til en vinter, der ikke automatisk bliver til forår.

Jeg lever i en kristen kultur, der tror på en almægtig gud, som har skabt alt og på et tidspunkt vil gøre ende på det hele. En så almægtig gud kan jeg med min rationelle teologiske uddannelse ikke tillade mig at drømme om at få øje på i gården, selv om gud som skaber på et tidspunkt skabte alle buske og træer, men jeg kan drømme om at få øje på en naturgud, som er tættere på mig, og som det er mere naturligt at henvende sig til for at få afløb for den livsangst og den livsglæde, som kan fylde sindet både ude i skoven og på en 3. sal.

Hvis jeg påstod, at jeg havde set den almægtige og treenige kristne gud i gården, ville jeg måske hurtigt blive tvangsindlagt, men hvis jeg siger at Pan somme tider kommer til syne under træerne i gården, vil man sikkert anse det for et forståeligt drømmeri, fordi jeg er en tidligere religionslærer, der har fået digteriske ambitioner på sine gamle dage. Måske har man også lidt medlidenhed med mig som en kolonihavefilosofisk dømmer, der er for doven til at tænke rationelt.

Jeg vil ikke afvise, at mit kolonihavefilosofiske drømmeri kan gå amok, fordi det er så svært at omsætte mine filosofiske åbenbaringer til en kolonihavefilosofisk kulturrevolution, der breder sig som en smittende alsang.

Med den gamle græske naturgud Pan som revolutionært brækjern vil det måske være lettere i det almindelige hverdagsliv at overbevise andre om en kosmisk religiøs naturvirkelighed, det ikke er virkelighedsflugt at hengive sig til – selv om det det er en religiøs naturvirkelighed, man kun kan se med hjertet og fantasien – for Pan er en både jordnær og varm naturgud.

Derfor drømmer jeg vildt om Pan, både når jeg dagdrømmer i min seng, og når jeg sidder og fortaber mig i betragtninger af de træer, der nu næsten helt har mistet alle bladene. Den gamle græske skovgud er så jordnær, uregerlig og varm, at han er et godt symbol på en natur, der kan være både voldsom og blid, og som kan opfylde levende natur- og kulturvæsener både med panisk skræk og overnaturlig fred og ro.

Hvis mennesket mister den skælvende evne til både voldsom lidenskab og rolig glæde, bliver hverdagen et helvede, hvor det kulturelle overjeg kæmper mod det individuelle om at ensrette mennesket og gøre det mere og mere livløst.

Den levende natur i mennesket skal have lov til at udfolde sig i en kærlighed, der er både voldsom og øm. Såvel total egoistisk hensynsløshed og en lige så absolut hensynsbetændelse, der kun tager hensyn til, hvad andre siger og mener, kan tage livet af en kærlighedsevne, der kan tåle både krig og fred, men dør, hvis den kun trækker vejret i total krig eller total apati.

På samme måde er naturen uden for os både voldsom og blid, sol og blæst, udslettelse og nyt sårbart liv. Hvis naturen var så kultiveret, som vi ofte gerne vil have den, ville den blive ligegyldig. Vi har behov for, både i den store natur uden for os og vores egen lille kulturvirkelighed som naturvæsener, at blive sat på plads af en kraft, vi er nødt til at bøje os for, hvad enten den er mere voldsom eller mere blid, end vi har lyst til at være det.

En sådan kraft er Pan udtryk for, sådan som vi kender guden fra græsk mytologi og i den vestlige kultur, der ikke har slået sig til tåls med stemmen fra kysten om at ”den store Pan er død”, men drømt om at genoplive ham eller hende til en voldsom eller blid genkomst. Mine drømmerier om Pan er udtryk for en naturlængsel, der kan rumme både det sure og det søde, og ikke frygter hverken glædens eller angstens panik.

Det er både det enkelte menneske og hele vores kultur, der lige nu har behov for en åbenbaring af Pan. Den enkelte er et kulturvæsen, der alt for let glemmer de naturrødder, det hverken kan købe eller sælge. Det moderne samfund lever også i en stupid forglemmelse af, at købekraft ikke er det samme som livskraft, men livskraften er både i mennesket og naturen mere uregerlig, end vi drømmer om og bryder os om, både når den ryster os med blid glæde eller med voldsom sorg.

Bare jeg kunne tegne eller male en Pan-skikkelse, der både er så fredelig og så lidenskabelig, som jeg drømmer om, at den mytiske gud skal være, der kan skabe blide og lidenskabelige mennesker i sit billede, der både er blide og voldsomme naturvæsener og kærlige og aggressive kulturvæsener, selv om jeg er helt bevidst om, at grænsen mellem natur og kultur er lige så flydende i Pan som i hans eller hendes skabninger.

Hvis jeg var en tegner eller maler af Henry Heerups format ville jeg kunne fremstille en Pan-figur, der udtrykte denne spændvidde mellem det uregerlige og det fredelige. Nu må jeg bare drømme om at kunne gøre det.

For nogle uger siden var jeg til en tegneseriefestival, hvor jeg spurgte forskellige tegnere af tegneserier og graphic novels, om de ville tegne en Pan til mig. Det fik jeg mange interessante tegninger ud af, men de bedste er skikkelser, hvor Pan træder frem på det hvide papir i denne dobbelthed mellem at være aggressivt frembrusende i både minespil og holdning, men på den anden side blæse i sin panfløjte og udstråle en næsten overjordisk fred og ro med sit fløjtespil.

Den unge danske tegner Frederikke Tornager og den berømte britiske tegner William Simpson, der har produceret scenografi til Game of thrones, lavede sådanne tegninger til mig, hvor man både kunne være bange for Pan og være tiltrukket af en sødme i hans udstråling. Det kunne Heerup ikke have gjort bedre, men den største oplevelse på festivalen var det at sidde i næsten en time foran den hollandske kvindelige tegner Wilma van den Bosch og se hende arbejde tålmodigt på en tegning af Anders And som Pan med horn i panden og andeklove, men selvfølgelig også med en panfløjte i sit store andenæb.

Ikke alene på grund af tegningen. Hun er en kendt Anders And-tegner og lavede en flot tegning, men hun udstrålede selv en afslappet og fredfyldt energi, som man ikke kunne undgå at blive smittet af. Hun viskede blyantstreger ud og satte nye farver på i næsten en time, samtidig med at hun smilede og fortalte om sit liv både som tegner og helt almindeligt menneske.

Hun blev selv  en lige så mytisk figur som Pan og Anders And. Selv om jeg sad foran hende med et bord imellem os, følte jeg mig næsten hvile i hendes favn og kom til at tænke på rottens lille søn i ”Vinden i piletræerne”, der farer vild i den store skov, men falder til ro i Pans favn.

Jeg kan godt her på 3. sal drømme mig til ro i Pans favn, selv om det ikke er en stor skov, jeg er faret vild i, men det moderne strømlinede og velorganiserede samfund, jeg drømmer mig vild i foran mit vindue med udsigt til gården med træer og buske, hvor det er umuligt at fare vild, fordi gården er et lille overskueligt hjørne af verdens mindste hektiske storby.

Den er større end Andeby, og kan derfor godt sætte gang i et stort drømmeri om en natur, der er så stor, at man både kan fare vild og falde naturligt til ro. Så jeg sidder her og drømmer om grøn vækst, grøn glæde og grøn kærlighed, selv om grenene på træerne i gården uden blade er næsten helt nøgne.

Drømmen om både med Pans velsignelse at rase ud som vildt naturvæsen og finde hvile i hans favn som natur, der også kan være rolig og fredelig, er en drøm jeg selvfølgelig drømmer som et naturvæsen, der også er kultur og som et kulturvæsen, der ikke er andet end dirrende krop. Formuleret i humoristisk tegneseriesprog sidder jeg her ved mit skrivebord som en utålmodig Anders And, for hvem alt ikke kan gå hurtigt nok, men som tidligere religionslærer føler jeg mig bedre til pas i Pans end i Anders Ands selskab.

Hvorfor i grunden drømme som et græsk kulturvæsen om en græsk gud, når den gamle nordiske gud Frej er en lige så grøn gud med det samme fokus på frugtbarhed og fred uden grænser? Det er et godt spørgsmål, som det er svært at svare på, for der er mange gamle spændende mytiske fortællinger om Frej, men svaret er nok, at den grundtvigske højskoletradition har siddet så tungt på den nordiske mytologi, at det har været svært for en vane-.frugtbarhedsgud som Frej at inspirere de rigtige digtere, der ikke så på den nordiske religion gennem seminaristiske kristne briller, hvor Odin og Thor repræsenterede den gode asatro, der let kunne blive til moralistisk kristendom, medens Frej var udtryk for en primitiv frugtbarhedsreligion uden moral.

Pan var en græsk frugtbarhedsgud, der ikke var blevet lagt for had af nationalistiske seminarister, og kunne derfor i det 20. århundrede mobiliseres af moderne kosmopolitiske digtere som en gud, der både repræsenterede en naturlighed og en naturlig moral, som var gået tabt i en kristendom, som satte skel mellem krop og ånd, primitiv naturreligion og kristendom som højt udviklet kultur.

I nogle kommende afsnit vil jeg fortælle om en digter med panfløjte, Henrik Pontoppidan, og en digter, der fik dårlig kristen samvittighed over alt for mange panfløjter i litteraturen, Martin A. Hansen, men lige nu fortsætter jeg med god samvittighed mit drømmeri om at hvile i Pans favn, selv om jeg som filosof, digter og religiøs drømmer har svært ved at løbe fra min fortid så tæt på seminariestuderende, at jeg sikkert i manges øjne er en fæl seminarist, selv om jeg kunne drømme om at skrive lige så henført om Frejs favn som om Pans, men lad mig forsøge at samle luft ind og skrive en ode til panfløjten.