I disse dage er det 40 år siden, at videnskabsmanden Niels I. Meyer, politikeren K. Helveg Petersen og filosoffen Villy Sørensen med deres fælles bog ”Oprør fra midten” affyrede startskuddet til en kamp for et samfund med mindre økonomisk ulighed, mere respekt for naturen og med borgerløn til alle.

Det skulle føre til et humant ligevægtssamfund, der ville gøre velfærdssamfundet til et harmonisk samfund, som alle ville være så glade for at være en del af, at de kunne se bort fra deres traditionelle egoistiske særinteresser. For harmonien var ikke kun et spørgsmål om økonomiske ydelser, men om at skabe lykkelige og harmoniske mennesker.

Det var et midteroprør, der tog afstand fra både ukontrolleret kapitalisme og alt for kontrolleret socialistisk planøkonomi. Derfor var det en nødvendig gylden middelvej mellem forbenede højrepartier og venstreorienteret skråsikkerhed. Man ville på det tidspunkt lægge afstand både til Fremskridtspartiet og Centrumdemokraterne til højre og til frelste venstresocialister og socialistisk kapitallogik på venstrefløjen.

Oprøret fra midten ville have et mere reelt demokrati både i samfundet og på arbejdspladserne, hvor arbejderne skulle dele arbejdet og have del i overskuddet. Der skulle også være mere lige løn mellem håndens og åndens arbejde og mere ligestilling mellem kønnene.

Man ville også sikre sig, at demokratiet fungerede i mindre enheder. Man forestillede sig lokalsamfund på ca. 1000 medlemmer. Kommuneting på ca. 50000 medlemmer og et folketing med repræsentanter, som både blev valgt direkte af folket og af de mange kommuneting.

De tre forfatteres midterfilosofi var fyldt med smukke og gode tanker om et samfund med mere frihed og retfærdighed, ikke mindst tanken om at tage mere hensyn til naturen. Den var også for 40 år siden truet af rovdrift og forurening, fordi den for de fleste både til højre og venstre for midten, var et middel til at gøre gode tider bedre med industriel og teknologisk udvikling.

Man kan undre sig over, at bogen blev en så stor salgssucces, men dens tanker så hurtigt løb ud i sandet. Jeg tror forklaringen er, at man lidt for kritikløst havde tillid til, at staten kunne sætte det hele på skinner og med effektiv planlægning få alt til at køre gnidningsløst. Det mindede lidt for meget om den socialistiske planøkonomi, man ellers var kritisk over for.

Man havde nok også et alt for naivt menneskesyn, som troede på, at det gode og humane ligevægtssamfund ville komme af sig selv, når folketing og stat havde sørget for gode rammer, fordi mennesket grundlæggende er godt og fornuftigt. Det var Helveg Petersen, der som undervisningsminister med den såkaldte blå betænkning i 1960 ville gøre det til en hovedopgave for folkeskolen med den rigtige undervisning at skabe harmoniske, lykkelige og gode mennesker.

Filosoffen Villy Sørensen var en filosof, der troede på det enkelte menneske som et fornuftsvæsen, der ville lade sig overbevise om den gyldne middelvej mellem traditionel kapitalisme og traditionel socialisme og gå afsted på vejen i optimistisk fremskridtstro med idealer i bagagen fra den oplysningstid, som nu 1978 skulle føres up to date med tillid til både den fornuftige stat og det fornuftige individ.

Jeg tror, at der i dag er behov for en filosofi med et mere realistisk menneskesyn. Jeg er også overbevist om, at det hverken er det lille enkelte individ eller den store stat, der kan løse alle problemer, heller ikke i et nok så positivt samarbejde. Selv om jeg godt ved, at mange sværger til individuel selvudvikling, og at lige så mange tror, at staten kan løse alle problemer, når bare de rigtige politikere kommer til.

Efter min mening er der behov for en filosofi, der går imod både konkurrencesamfundets fokus på det enkelte individ og mange politikeres tyrkertro på, at staten kan organisere og programmere sig ud af alle vanskeligheder med ensretning fra oven.

Det er for mig en filosofi, der lægger vægt på, at man skal tage udgangspunkt i en lille virkelighed, hvor man har et fællesskab tæt på hinanden og tæt på naturen og tænker med både fornuften og hjertet uden at bilde sig alt for meget ind.

Ebbe Kløvedal Reich beklager i en af sine bøger, at Lenin under sit ophold i København, på vej til at lave revolution i Rusland, i Det kongelige Bibliotek begravede sig i de klassiske socialistiske klassikere i stedet for at gå ud i de Københavnske kolonihaver og opleve dansk kolonihavehygge.

Kolonihaverne var på det tidspunkt ikke længere fattighjælp for uformuende arbejdere for at forhindre dem i at blive ”drikfældige”, som der står i en gammel anbefaling til at give fattige arbejdere kolonihaver. Det var selvbevidste arbejdere, der plantede kartofler, gulerødder og blomster i deres haver. På et senere tidspunkt nedlagde de arbejdet og lavede generalstrejke i juli 1944, da den tyske besættelsesmagt indførte spærretid fra kl. 20, så at de ikke kunne passe deres kolonihaver efter fyraften.

Jeg er overbevist om, at der er en filosofisk bæredygtig filosofi i denne kolonihavehygge. En ”elevatortale” er en tale man kan nå at aflevere i en elevator mellem 2 eller 3 etager. Hvis jeg skulle lave en elevatortale for en sådan kolonihavefilosofi, ville den lyde:

Kolonihavefilosofi er filosofisk vished om, at man kun kan være et stærkt individ, hvis man i et lille fællesskab er tæt på mennesker, man kan se i øjnene – familie venner og naboer, og tæt på en natur, som man kan sanse og føle.

Det er filosofisk vished om, at de menneskelige grundbehov er frihed og tryghed, og at menneskets grundvilkår på naturens og kulturens betingelser er sårbarhed og død.

Det er derfor også vished om, at det etiske grundfænomen i menneskelivet er kærlighed, fordi mennesket er både godt og ondt, kærligt og grusomt, og at den vigtigste livskilde i både kultur og natur er glæde.

Filosoffer har tolket verden alt for forskelligt. Kolonihavefilosoffen vil forandre verden med den samme kærlige glæde ved at se tingene gro, både i en skole og en fabrik, på en altan og i en kolonihave.