Vi er nu inde i det nye kirkeår, hvor man afventer Jesu fødsel. Adventus Domini, Herrens komme, som det hedder i det officielle kirkesprog.

Denne fremtidsforventning kan være anledning til at filosofere lidt over, hvorfor det er så svært at leve i øjeblikket og så fristende at tænke både frem og tilbage. Det er ikke tilfældigt, at man taler om, at forventningens glæde er den største glæde, og at det aldrig kan blive så sødt som i de gode gamle dage.

Vi kender alle sammen fristelsen til at flygte ind i fremtiden eller tilbage til fortiden, fordi vi ikke når, det vi skal, og ikke kan det, vi har kunnet før.

Disse frustrationer er den pris, vi betaler for at være frie og bevidste væsener og ikke hviler i vore instinkter på samme måde som kattene i stuen og fuglene uden for ved foderbrættet. Vi eksisterer og er derfor, som det latinske ord existentia antyder, i modsætning til dyr og fugle altid på vej frem eller ud af os selv med vores frie bevidsthed.

Det kan fylde os menneskedyr med en livslyst og et livsmod, andre dyr ikke kan drømme om, men det kan også gøre os så triste og sløve, at vi ikke kan holde os selv ud i en eksistens, som kun føles som tomhed og mangel på mening.

Den tomhed og mangel på forudbestemt mening gjorde eksistentialisterne en dyd ud af. Det er også den tomhed, alle indbydende reklamer forsøger at udfylde med meningsfulde tilbud, som både frister med de gode gamle dage, marmelade fra den gamle fabrik, og en lykkelig fremtid med hurtige biler og hurtigere bredbånd.

Alt liv er frustrerende liv, siger buddhisterne og mediterer sig fra tomheden. Glæd jer til Jesu fødsel , siger de kristne og udfylder adventstiden med alle de nødvendige juleforberedelser. Mennesket er for svagt til at kunne klare sig selv, siger muslimerne, det skal følge koranens gamle bud og Muhammeds eksempel for at få en meningsfuld fremtid.

Det hjælper sikkert alt sammen, men kolonihavefilosoffen forlader lejligheden eller huset og går sig stærk og glad i naturen, som vi kan føle os helt nedfældet i med vore sanser og være så glade for at være i med vores bevidsthed, at vi er til i øjeblikket helt uden frustrationer. På gåtur i skoven, ved havet eller bare på den flade landevej har vi hverken behov for at flygte til fortiden eller til fremtiden. Slet ikke, hvis vi har mulighed for at dele glæden over at være til i naturen sammen med et andet levende menneskedyr.