Nu er superligaen i gang igen, og man kan glæde sig over et fodboldspil, som hverken millioner af penge eller kloge kommentatorer kan ødelægge helt, selv om man hurtigt bliver træt af at høre på al den kloge snak, man skal lægge ører til både før og efter en kamp i fjernsynet.

Heldigvis kan man stadig selv gå til fodbold på det nærmeste fodboldstadion, der i mit tilfælde er Ceres Park, som før sponsorpenge blev så afgørende hed Aarhus Stadion.

Her kan man se AGF spille, men da jeg som fynbo holder med OB, kommer jeg, når det ikke er OB der er på besøg, som en elsker af fodbold, der har boet i Aarhus i 50 år og synes, at der er en spændende praktisk filosofi i spillet mellem de to mål, hvor det er vigtigt at de elleve på begge sider fungerer som et hold, men også har individualister, der kan lave geniale driblinger og afleveringer.

På den måde er fodbold et eksemplarisk eksempel på nødvendigheden af, at mennesker i et samfund skal kunne fungere både som fællesskab og som enkelte individer. Det er også et spil med muskler og krop, hvor man skal gå til makronerne, hvad enten det blæser eller regner. Naturen er med- og modspiller i det spil, hvor der er meget ære og etik på spil, selv om det selvfølgelig handler om at vinde.

De konkrete konfrontationer mellem de 22 kroppe afslører meget tydeligere end i det almindelige hverdagsliv, om spillerne er gentlemen eller fyldt med ufine tricks. De fleste vil heldigvis helst være gentlemen og opfører sig sikkert ofte mere etisk på fodboldbanen end i livet uden for fodboldbanen. Det kan tilskuerne godt lide, også på modstanderholdet, selv om det er forbudt at klappe af dem, undtagen når de sparker bolden tilbage til hjemmeholdet efter en kampafbrydelse.

Man bliver ikke nødvendigvis et bedre menneske af at se en masse fodbold i fjernsynet med en hel bunke ligegyldige kommentarer, fordi man ikke hører og ser med sine sanser på samme måde, som når man er til stede på et stadion. Men hvorfor ikke tro på, at man bliver det, når man er til stede og lever sig ind i spillet, der foregår på det grønne græs i virkeligheden. Så burde man ikke kunne undgå at blive et klogere og bedre menneske, fordi man selv med sin krop er til stede i et drama, hvor de 22 spillere skal kæmpe værdigt med krop og sjæl, både som hold og som individer.

Jeg var nødt til at overvære superligakampen mellem OB og AGF i fjernsynet, og jeg nød både AGF’s stærke pres som hold før pausen og Rasmus Falks geniale driblinger i hele kampen. Jeg holdt selvfølgelig med OB, men måtte indrømme med mig selv, at 2-2 var et retfærdigt resultat. Det var også tilfældet for de AGF fans, jeg så kampen sammen med på Søren Bruun, bodegaen over for Skt. Pauls Kirke.

Man kan ikke andet end have kærlighed til en sport og et drama, hvor ære og retfærdighed er lige så konkrete fænomener som i et drama af Shakespeare, fordi de leves ud af konkrete spillere, der løber rundt i en hvid eller stribet trøje og er rigtige AGF- og OB spillere i kamp med og imod hinanden, selv om de er brune eller sorte i huden.

Det multikulturelle samfund er ikke et problem på fodboldbanen for de lokale fans. Det er en meget primitiv hjemstavnsfølelse heller ikke, så der er måske den samme elementære menneske- og samfundsfilosofi i den globale og den lokale virkelighed, som man måske skal gå til en lokal fodboldkamp for at få øjnene op for.

Som bosat i Aarhus burde jeg holde med AGF, men jeg vil ikke løbe fra mine fynske rødder, og jeg er glad for, at begge mine sønner, selv om de bor i København, holder med byens hold, fordi de er født og vokset op i Aarhus, men vi elsker alle tre – lige som Peter Møller – først og fremmest fodbold.

Ps. Hvis du vil skrive en kommentar, så klik på overskriften!