I stedet for at omtale Udkantsdanmark som en rådden banan er det på tide at se på det som et dejligt Vandkantsdanmark, hvor der ingen steder er ret langt til den nærmeste strand eller den nærmeste åbred.

I gamle dage før asfalterede veje og togskinner var det lettere at komme frem til hinanden til vands end på stier igennem ufremkommelige skove og moser. I dag har vi mange store veje og et jernbanenet på tværs af Danmark. Vandvejene til søs og på åer har mistet deres betydning som kommunikationsveje, men det er stadig vandet, der binder os sammen som et folk med mange vandkanter, selv om vi ikke alle sammen har blå øjne.

Til gengæld er det blåøjet at tro, at regeringens planer for bebyggelse langs kysterne vil føre til andet end profit for nogle få, og vandkanter der alt for mange steder vil udvikle sig til et vandtivoliland, hvor uberørt natur bliver til underholdningsindustri. Det vil måske glæde nogle turister med børn, men det vil gøre endnu flere voksne og børn triste, fordi de kommer til Danmark for naturens skyld.

De elsker et vandkantsland, hvor vand og land møder hinanden, uden at der behøver at komme et vandland ud af det, som på kort sigt skaber højvande i kommunekasserne, men som på langt sigt skader Danmark som et vandkantsland ikke kun for pengestærke turister, men for alle turister og danskere, der elsker en kultur, der er omgivet af både voldsom og blid uberørt vandnatur.