Den lille coronavirus har skabt stort kaos i verden. Selvfølgelig vidste man godt, at der visse steder på kloden er fare for jordskælv, og at influenzaepidemier i den globale virkelighed kan blive til pandemier, der er   verdensomspændende, men coronapandemien er hurtigt blevet så voldsom og udbredt, at der skal uventet skrappe midler til for at bekæmpe det, der er blevet som et globalt jordskælv.

I lang tid har vi nok været mange, der troede, at influenzaen kunne begrænses til Kina, men der er ikke blot turister, der rejser til Kina, kineserne er selv turister. Mange har haft coronavirus med til Europa, og siden har epidemien bredt sig eksplosivt fra de østrigske skisportssteder og norditalienske turiststeder og er hurtigt blevet en trussel også mod det danske samfund.

Vi lever nu i en total mobilisering mod en fjende, som det er sværere at udpege end nazisterne, der var lette at få øje på for mange år siden, og de militante muslimer, der ikke lægger skjul på, at de kæmper med koranen i hænderne. Det gør det svært at nedkæmpe den fjendtlige virus, men det gør det også endnu mere nødvendigt med et sammenhold, hvor det ikke er tilstrækkeligt som under besættelsen at synge alsang, eller mod de militante og fjendtlige muslimer at mobilisere danske kulturelle kanons som kanoner.

Nu er det nødvendigt at stå sammen ved at holde afstand og ikke kramme hinanden, selv om man har lyst til det. Men alsangen kan genbruges. Man kan godt synge sammen på hver sin altan eller alene foran fjernsynet, hvor Philip Faber hver morgen finder den ene dejlige danske sang frem efter den anden. Sammen med ham demonstrerer vi, at der ikke kun er løst krudt i den danske sangskat, som vi nu med vores glade sang mobiliserer som kærlige og effektive kanoner.

Det kan give anledning til at filosofere over, hvor fantastiske digtere B.S. Ingemann, Jeppe Aakjær og Harald Bergstedt er, og at den vigtigste grund til, at de er så fantastiske, er, at man kan synge deres tekster. Digtere som Martin A. Hansen og Tage Skou-Hansen er tilsyneladende helt ude i kulden, men kunne måske have overlevet, hvis de som Halfdan Rasmussen og Benny Andersen havde skrevet tekster, der kunne synges.

Jeg vil imidlertid dreje mine filosofiske tanker i en anden retning og filosofere over det tankevækkende i, at det at holde afstand og ikke kramme den nærmeste familie, de nærmeste venner og de søde naboer, har fået os til at indse, hvor lidt vi kan undvære hinanden og den natur, hvor vi trækker vejret lige så frit og kærligt, som når vi er sammen med dem vi elsker, og som elsker os. Den nødvendige afstand har belært os om vores uundværlighed for hinanden, og her i det spirende forår søger vi ud i den natur, som vi lige så lidt kan undvære som familie, nære venner og naboer. Vi har indset et eksistensvilkår, som man let kan glemme, hvis man har for travlt.

Er der en filosofi, der kan sige noget klart om denne grundlæggende tillid og fællesskabsfølelse i det nære, som bliver mere indlysende, når vi ikke må røre ved og kysse hinanden? Det er vigtigt, at der er tale om eksistensvilkår, som man selvfølgelig har frihed til at sætte sig ud over, men det har omkostninger. Det er hvad man opdager i coronatiden.

Jeg havde K.E. Løgstrup som lærer i min teologiske studietid og kender hans skabelsesteologi, som også er en skabelsesfilosofi, men hans filosofiske tanker kan desværre heller ikke synges, og dog, det kan de faktisk, når de som i Halfdan Rasmussens og Benny Andersen sange bliver til kolonihavefilosofi.

Kolonihavefilosofi har i mange år for mig været en god betegnelse for en filosofi, der har sansen for, at det er den tætte sociale relation i den lille virkelighed, der som ringe i vandet kan brede sig til det store samfund og skabe det samfundssind, Mette Frederiksen har ret i, at vi har, fordi vi alle har familie, venner eller naboer. ”Når støvet har lagt sig” har det samfundssind måske fået styrket sine rødder.

Vi behøver ikke alle at eje en kolonihave. Kolonihavesind kan også udvikles i et villakvarter og i en opgang, og det er samfundslivet om at gøre, at vi kan synge kærligt sammen fra altan til altan, over ligusterhækkene ved en vejfest og omkring fjernsynet hver morgen klokken ni, og gøre sangen til praktisk hjælpearbejde efter vejfesten og sangen.

Ebbe Kløvedal Reich påstod engang, at det kommunistiske samfund i Sovjetunionen ville have set helt anderledes ud, hvis Lenin i stedet for at sidde på Det kongelige Bibliotek med støvede bøger, var gået ud i de danske kolonihaver.  Poul Henningsen besynger også kolonihavens pris, fordi børnene om sommeren kan æde jord og solskin i kolonihaven.

Jeg har i flere år drømt om en kolonihavefilosofisk kulturrevolution og forsøgt at gøde jorden for den i min blog på nettet. Frøene blev sået af Povl Kjøller med hans glade sange om sammen at komme ud i skoven og naturen. De spirede hos de unge, der i slutningen af det 20. århundrede gjorde ham til deres guru, ikke fordi de var gået i barndom, der var de for gamle til, men de havde selvfølgelig hørt ham som børn. Der var heller ikke kun tale om bagvendt nostalgi, men snarere en utopisk anelse om den klimakamp og det fællesskab tættere på naturen, der nu blomstrer hos mange unge, men også hos mange gamle, der har en kolonihave eller bor i en opgang eller et villakvarter med kolonihavesind.

Såning, spiring, blomstring og nu skal vi høste frugterne. Jeg er blevet næsten sikker på, at kampen på barrikaderne efter coronakrisen vil føre til en kolonihavefilosofiskrevolution.

Det er lidt paradoksalt, at det er ved at holde afstand at man bliver bevidst om det nære og kærlige sociale fællesskab, som man ikke kan leve uden. Men den bevidsthed skal ikke gå i glemmebogen, når den lille coronavirus er blevet nedkæmpet med fornuftige sundhedsfaglige beslutninger og glad fællessang på afstand af hinanden. Nu har det lige været påske. Det kristne opstandelsesbudskab er også et budskab om en kærlighed, der ikke bliver mindre af, at den jordiske Jesus med sin død er blevet fraværende, men tværtimod mere nærværende.

Det skulle vi have sunget om i kirkerne i påsken, men vi måtte nøjes med at synge på afstand af hinanden i villakvarteret og opgangen og måske lidt tættere på hinanden i sommerhushaven og kolonihaven med en svalende bajer i hånden. Den syngende kærlighed uden for kirken bliver ikke mindre af at blive sunget i en have eller foran fjernsynet. Derfor er der al mulig grund til at blive ved med at synge af hjertets lyst, også når vi får lov til igen at være tættere fysisk på hinanden.

Den syngende kærlighed til både mennesker og natur kan lige nu synes så indlysende, at den da ikke kan gå i glemmebogen, men mennesket har desværre  en uhyggelig evne til at glemme det, der er så selvfølgeligt, at man slet ikke tænker over det, når man igen kan kramme hinanden uden at tænke over, at vi lige så lidt kan undvære hinanden som den natur, der krammer os fra morgen til aften med både sol, blæst og regnvejr.