De nye corona-udbrud giver mig lyst til på min blog efter den lange suite med drømmerier og oder at blogge de corona-tanker, jeg blev inspireret til lige efter, at coronaen var begyndt at lukke Danmark ned, fordi jeg synes, at tankerne stadig er aktuelle. “Tanker i coronaens tid” blev i april bragt som kronik i Aarhus Stiftstidende. De to andre tekster, som nu kommer på min blog i de kommende uger, er ikke
indtil nu nået længere end til skuffen i det skrivebord, hvor jeg sad og drømte
og skrev oder.

Tanker i coronaens tid

Det er nærliggende at bruge coronakrisens tid til at tænke over, hvad der sker lige
nu og i måske endnu højere grad, hvad der vil ske i fremtiden.
Der er gode grunde til at bekymre sig om de økonomiske
fremtidsudsigter, når vores sygehusvæsen får brug for rigtigt mange penge for at
indhente alle de arbejdsopgaver, det har måttet forsømme for at være på højde
med de store udfordringer, den lille coronavirus har skabt, og vil blive ved med at
skabe i mange måneder. Det private erhvervsliv kommer heller op i fulde
omdrejninger i lang tid, og det vil skabe betydelige problemer for både
virksomhedsejere og lønmodtagere.

Der er al mulig grund til at bekymre sig over det og meget andet. Det får
mig ikke til at opfordre til at lade være med at bekymre sig og lukke af for
nyhedsstrømmen, hvor der ikke er mangel på triste nyheder både i Danmark og
snart alle andre steder i verden. Man skal imidlertid ikke glemme at glæde sig over,
at det mindre hektiske arbejdsliv, undtagen for børnefamilierne, og større behov for
hjælp i hverdagen for gamle og sårbare medborgere, har skabt en positiv reaktion.
Det har været grobund for en eftertænksomhed og et samfundssind, som man kan
håbe på ikke forsvinder lige med det samme, når corona er på tilbagetog.
Det langsomme liv i naturens blæst og sol er en kilde til glæde, selv om
hatten blæser af og man bliver rød på næsen. Det kan man ikke lade være med at
tænke over i det nedsatte tempo, især ikke på det tidspunkt af året, da ikke kun
påskeliljerne springer ud, og træerne allerede er så grønne, at det er godt for både
øjnene og sjælen.

Det er også glædeligt, men på en måde et paradoks, at netop på grund af
opfordringen til at holde afstand har mange opdaget, hvor afhængige vi i
virkeligheden er af hinanden og de kærlige kram, vi giver hinanden, ikke kun
bevidstløst, men fordi vi inderst inde godt ved, at vi er uundværlige for hinanden.
Det kan man få øjnene op for i en krisetid, hvor man også kan komme til
at tænke over, at dette sociale samfundssind udfolder sig stærkest i en lille
virkelighed, hvor man som i en familie, et parcelhuskvarter eller i en opgang er tæt
på hinanden. Det kan man glemme, når man har travlt, men ikke når man har brug
for hinanden. Det er som om den nødvendige afstand gør det nære sociale bånd
endnu stærkere. Det får et barnebarn til at bo hos sin gamle bedstemor. Det får
naboer til at holde vejfest og synge sammen på afstand af hinanden, som det jo også
får ikke nære naboer til at synge sammen hver morgen på DR1 klokken ni. De nære
ringe kan godt blive større, men jeg tror, at de større nære ringe skal have et
grundlag i de små.

Her i vores opgang skåler vi med hinanden sent på eftermiddagen fra
den ene altan til den anden. Det sker også, at fire personer drister sig til at sidde i
hver sit hjørne af stuen med en svalende bajer i disse varme forårsdage. Det får mig
til at tænke på ”den svalende bajer i kolonihaven”, som nogle få årtier tilbage fik
røde historikere til at håne det småborgerlige kolonihaveliv.

Selv om jeg er en studeret røver, har jeg aldrig været med på den vogn.
Jeg har derimod i mange år tænkt mig frem til en filosofi om det nære sociale liv,
mennesker har sammen uden fine facader og kaldt det filosofisk kolonihaveliv, og
naturen er med i den nære ring, når man sidder sammen ved den rødternede dug på
havebordet.

Man kunne også kalde det det enkle liv eller det simple liv, men ordet
kolonihave signalerer helt tydeligt, at natur og kultur går op i en højere enhed. Der
er endvidere en dansk tradition for kolonihavehygge, som kan få filosofisk næring i
både tekster og billeder. Tekster af Johannes V. Jensen, Poul Henningsen og Benny
Andersen, og billeder af barbermaleren John Christensen, Henry Heerup og Ib Spang
Olsen.

Man behøver ikke at bo i en kolonihave for at få kolonihavesind.
Coranakrisen har på kort tid vist, at der kan være kolonihavesind både i et
villakvarter, en opgang og rundt om fjernsynsapparatet. Kolonihavefilosofi er ikke
opskrifter til dyrkning af kolonihaven, men inspiration til et socialt liv med endnu
mere glæde og kærlighed, og det bliver der brug for i fremtidens coronafrie
samfund, som sikkert vil løbe ind i mange andre nye kriser.

Jeg har flere gange i Aarhus Stiftstidende slået til lyd for
kolonihavefilosofien. Det begyndte faktisk allerede i 1994 med en kronik, der havde
overskriften. ”Fra Karl Marx til Povl Kjøller”, hvor jeg fortalte om en vej fra rød glæde over kapitallogik til grøn glæde over naturen.

De unge havde gjort Povl Kjøller til deres guru, og ville gerne igen på en
syngende tur i skoven sammen med ham. Det var ikke, fordi de gik i barndom, det
var de ikke gamle nok til. Det var heller ikke kun nostalgi, men snarere et varsel om
den kamp for naturen og klimaet, der ikke rigtigt var kommet i gang endnu, men
spirede i Povl Kjøllers glade natursange og i de sind, der bare ventede på et grønt
stikord.

Det stikord er kolonihavefilosofi. Jeg har i flere år set frem til en
kommende kolonihavefilosofisk kulturrevolution og forsøgt at gøde jorden for den i
min blog på nettet. Coronakrisen har fået mig til at tro endnu mere på, at den er lige
om hjørnet.