Det er altid vemodigt at slutte en bog, især når man som en gammel mand ved skrivebordet ikke ved, om den bliver den sidste. Det er også lidt sørgmodigt, fordi jeg kan være i tvivl om den røde tråd i mine drømmerier og oder, selv om der burde være en kolonihavefilosofisk ledetråd.

Jeg har forsøgt at overbevise mig selv om, at kolonihavefilosofi er den sandeste filosofi til tiden, men jeg kan godt se, at helheden er så broget, at den kan virke som en kaotisk jordisk redelighed, men måske er det ikke så slemt, at bogen fremtræder mere som en skraldespand end som en stringent systematisk afhandling. Jeg har i hvert fald en stor kærlighed til cyklisten Henry Heerups skraldemodeller, som er lige så primitive og banale som de stenfigurer, han hugger ud af de sten, han finder på marken og cykler hjem med til kolonihaven på sin cykelanhænger.

Skraldemodellerne er langt hen ad vejen skrald, han har set fra cyklen på sine ture, samlet op puttet i cykelkurven. På samme måde puttede Klodshans dyppelse og andet ragelse i lommen under turen på gedebuk til prinsessen og det halve kongerige. Jeg kan godt lide Heerups forsøg på at komme så tæt på både natur og kultur og samtidig have en så grænseløs kærlighed til affald og gammelt skrammel, der er blevet kasseret af pæne ordentlige mennesker.

Det pæne borgerskab har ikke altid den sans for den banale og elementære almindelighed, der er kærnen i kolonihavefilosofien, og som i mine øjne gør Heerup til en stor kolonihavefilosofisk billedmager. Både når han billede-gør naturens og kulturens herligheder i tilsyneladende ligegyldige sten og trist affald.

Af en stor mark-sten laver han med få hug et overflødighedshorn.  Han kalder en skraldemodel ”Livet og døden”, og det er både naturens og kulturens død med et lille kranium og et rustent tandhjul i bunden, og en stor rød og gul sol for oven, som godt kan symbolisere en slags opstandelse. I hans skraldemodeller opstår selv det mest grimme og afskyvækkende til evigt kunstnerisk liv, som når han korsfæster en indtørret rottemumie på et stykke træ. Det ville svært at få et menighedsråd til at hænge denne korsfæstelse op over altret i en kirke som kristen kunst, men det er skraldemandskunst med et både kristent og filosofisk budskab.

Hans i traditionel forstand smukkere Vanløse-Madonna hænger desværre ikke i en kirke. Hun er ellers så jordisk og så guddommelig, at hun er den rigtige moder til en mand, der er både er jordisk menneske og Guds søn. Hans ”Strygebræts-madonna” er en mere primitiv skraldemandsmodel lavet af farvede brædder med runde træklodser om hoveder. Den er ikke mindre smuk end madonnaen fra Vanløse, og et endnu stærkere udtryk for den filosofiske tankegang, der finder glæden, sandheden og skønheden i den konkrete uanselige hverdagsvirkelighed.

Jeg har tidligere citeret nogle linjer fra H.V. Kaalunds sang ”Jeg elsker den brogede verden”. Det er glad skraldemandskærlighed, selv om Kaalund var en senromantisk digter, som der i det moderne gennembruds lys af digtere som Pontoppidan og Holger Drachmann blev set ned på, fordi han hverken var realistisk eller romantisk nok.

Kaalunds sang ”På det jævne, på det jævne” har også fået mange nedladende og kritiske ord med på vejen, fordi den er blevet tolket som en hyldest til småborgerlig middelmådighed, men det er slet ikke tilfældet. I sangen er der en sans for det almindelige og nære jordiske liv, som bestemt ikke har mistet sin aktualitet og ikke udelukker fantasien. Det er fra den jævne jordiske almindelighed, at man skal ”bygge op til stjernerne en bro”, og ”kækt” med ”fantasiens evne” svinge sig op fra jorden. Man skal ikke kappe jordforbindelsen og bare flyve op i det blå for at lege i livstræets krone.

Kaalunds sprog er lidt højstemt, men meningen er god nok, selv om jeg foretrækker Heerups skraldemodeller, der både er primitive, fantasifulde, jordnære og smukke. Han har lavet en mågepige som skraldemodel, der er mere overjordisk smuk end nogen mere traditionel engel, jeg nogensinde har set, selv om skraldeskulpturen for et nøgternt blik virkelig er affald. Et ramponeret dukkehoved med en blå og bulet the-si som hat, der er omgivet af ølkapsler og en cykelklokke, og englevingerne er mågefjer. Mågepigen og andre af hans skraldemodeller er eksempler på, at et varmt skraldemandssind kan elske selv den mest mørke og snavsede virkelighed med en glad kærlighed, der får solen til at bryde frem. Det er vist Frans af Assisi, der har sagt, at der kun skal én solstråle til for at jage skyggerne på flugt. På mange af hans underfundige skraldemodeller er solstrålerne solsikker.

Den tjekkiske filminstruktør var god til i sine tidlige film fra Tjekkoslovakiet at fortælle om det gode, det sande og det skønne ud fra en helt almindelig hverdagsvirkelighed. Filmen ”Brandmænd i fyr og flamme” har en danseaften med skønhedskonkurrence hos det lokale brandværn i en lille provinsby som ramme om en fortælling, der både er grotesk og fuld af humoristisk politisk satire og stor skraldemandskærlighed til de komiske brandmænd, der gør sig selv helt til grin.

Hans søn Matej har arvet nogle gode skraldemandsgener. Han var arkitekten bag en stor udstilling på kunstcentret Silkeborg Bad, som han kaldte Imaginarium 2019. Et stort rum var forvandlet til en broget mængde af malede billeder, skulpturer og installationer, der skulle sætte fantasien i gang ved hjælp af menneskelige figurer, dyr og vækster i naturen, som var troværdige, men i den brogede sammenhæng fantastiske fantasifigurer. Man gik ind i udstillingen gennem store hestehoveder lavet af papmaché, og på et tidspunkt var hundreder af små får skåret ud i træ samlet i en dyb grotte.

Man blev bogstavelig talt bjergtaget af så meget natur, og kulturen var blevet til realistiske kulisser i et særpræget stilleben med både groteske, muntre og sorgfulde menneske- og dyreansigter. Det var ikke en skraldespand, fordi alt var udført med stor kunstnerisk sikkerhed, men det var, som Heerups skraldemodeller, udtryk for en grænseløs skraldemandskærlighed til den brogede verden med alle dens afskygninger i lys og mørke.

Efter oplevelsen i Silkeborg kan jeg se min bog som en stor skraldespand, der med lidt god vilje kan kaldes et imaginarium, hvor fantasien sætter drømmende tanker i gang ud fra den helt jordnære virkelighed med fire elementer, fire verdenshjørner, en ufattelig mængde af realistisk kultur, der kan bruges både i sandhedens, løgnens, godhedens og ondskabens tjeneste, og kulturelt affald, der kan blive til skønhed.

Derfor burde jeg ende med at skrive oder til affaldet og alt det gamle skrammel, der kan være i en kolonihave, men det må blive den næste bog. Jeg vil slutte med den sang om leg og dans i livstræets krone, som jeg i et tidligere drømmeri har stillet i udsigt. Men det er svært at udmønte grænseløs skraldemandskærlighed i en smuk sang, der både er realistisk og fantasifuld. Skønsang rimer på klingklang, og jeg vil nødig at Henrik Pontoppidan og Martin A. Hansen vender sig alt for mange gange i deres grav, hvis de hører den.

Jeg er mindre nervøs for Heerups overbærenhed. Han kan skildre smerte, glæde og kærlighed i groteske skraldemodelsformer, der samtidig er så følelsesfulde, at man bliver rørt til tårer. Sentimentalitet er i hans univers en naivitet, der både rummer fornuft og følelse. Derfor elskede han H.C. Andersen, og hans skraldemodeller kan som Andersens eventyr være sentimentale med både ironi, alvor og munterhed. ”Lohengrin på svanen” er et godt eksempel på kulturelt affald, der er blevet til skøn og eventyrlig kunst i Andersens ånd. Lohengrin er to stykker træ på en svane i flere stykker træ, der mere ligner en stor grim ælling, og Richard Wagners helt er bøjet sammen som en melankolsk knudemand, der er grøn i hovedet af sorg.

Det giver mig håb om Pontoppidans overbærenhed, at han på sine gamle dage til genforeningen 1920 skrev et digt: Det lyder som et eventyr…, som var lige så sentimentalt som Kaalunds ”Den dræbte and”, hvor den dræbte andemor er skildret lige så følelsesfuldt som den levende Mor Danmark i genforeningsdigtet.

MAH var lige så sentimental, uden ironi, i sin novelle ”Agerhønen”, og i et dagbogsnotat røber han, at han ikke kun var den alvorlige og formbevidste digter, som alle hans disciple i Heretica så op til. Her drømmer han om som Kaalund ikke at være bange for at ”bruge lyren til harmløs sang for børn og fæ”.

”Livsdans” er en sådan harmløs sang for børn og fæ og mine naboer og genboer rundt om den grønne gård, jeg har udsigt til, og det gør ikke noget, hvis den er både romantisk, realistisk, fantasifuld og sentimental. Den må også godt være mere munter end den realistiske livsdans Edvard Munch skildrer i sit store billede af ”Livets dans”.

Livsdans

Der er familie, der kan trykke,

skule ondt og skælde ud,

men jeg blæser dem et stykke

og så skynder jeg mig ud

for at danse i blæsten og solen,

da familien nok er et sted,

hvor man også langt nede i Polen

har både uro og fred.

 

Arbejdsglæden kan fordufte

bag den samme sorte skærm,

så er det at man skal lufte

både sjæl og fod og arm

for at danse i blæsten og regnen

og få luft for sit rasende had

til al den mekaniske viden

som ikke gør dig ret glad.

 

Der er så hård en kamp om magten,

alle kæmper for sig selv.

Er der ingen der har sagt dem,

At de slår sig selv ihjel.

Lad dem danse i blæsten og mørket.

Lad dem drømme om levende liv

 

Hvor de slet ikke har konkurreret,

men elsket helt uden kiv.

 

Der er så meget gammelt skrammel.

Det skal ikke smides væk.

Det kan både ung og gammel,

fantasi og snoretræk

smukt forvandle til skraldemodeller,

der er lysende på en jord,

hvor i blæsten og lyset man driller

med glade skraldemandsspor.

Et digt om glad og grænseløs skraldemandskærlighed. Er det virkelig en opskrift, der kan bruges til noget i en virkelighed, hvor det vrimler med konkrete opskrifter, ikke bare på mad, men på alle mulige interessante former for livsstil.

Jeg kan sagtens forestille mig, at en læser, der er kommet i gennem mine femten drømmende blogindlæg, vil efterlyse en lidt mere konkret opskrift på kolonihavefilosofisk praksis end cykelfrihed og at leve i nuet og en almindelig hverdagsvirkelighed, der ikke kan blive lille nok.

Skal man cykle i medvind eller modvind? Gå til banko eller på barrikaderne, når kulturens byrde bliver for stor? Tage vejret i naturen som det kommer eller blive lidenskabelig klimaaktivist? Stemme til højre eller venstre eller helt undlade at stemme? Ville det ikke være passende som engageret kolonihavefilosof at forslå et kampråb eller et vink med en vognstang, der kunne få så mange som muligt til at trække på samme tid i den rigtige retning?

Skal en drøm ikke virkeliggøres så konkret som over hovedet muligt? Jo, men den enkelte må selv virkeliggøre sit kolonihavefilosofiske sind i sin egen konkrete hverdagsvirkelighed uden at være afhængig af bekymrede formyndere. Jeg håber, det er blevet tydeligt, at sind er vigtigere end læresætninger og slagord. Det er forhåbentlig også blevet klart, at der er tale om et sind fyldt med lidenskabelig kærlighed til både fællesskab og natur, men også et sind med en individuel frihed, selv om naturen med dyr og levende plantevækster er uundværlig og vi mennesker også er uundværlige for hinanden.

Sporerne skræmmer fra religioner og ideologier, hvor selv de smukkeste tanker om kærlighed, frihed og fællesskab er blevet til fanatisme og moralske overgreb. Det gælder også den kærlighed til naturen, der lige nu er den varmeste dagsorden. Her kan man opleve, at enkle slagord som vegansk velvære og kulfrit klima kan føre til en lige så utålelig og tyrannisk moralisme som i de religioner og ideologier, som også har svælget i slagkraftige kampråb.

Med en sådan problembevidsthed søger jeg ikke efter smittende slagord eller supereffektive vink med en vognstang, men er glad for at have et kolonihavefilosofisk sind fyldt med mere og mere tro på kærlighed, frihed, fællesskab og natur, der kan blive inspireret af både kolonihaveliv og livet med eller uden vandrestav og cykel også uden for kolonihaverne.

På min stol ved skrivebordet på 3. sal vil jeg have lov til at drømme frit og kærligt om kulturens og naturens herligheder og forsøge at undgå både at være moralistisk fordømmende og så naiv, at jeg glemmer, at egoisme, død og tilfældighed hører med til det herlige liv, som man hverken kan cykle eller drømme sig fra.

For mig er kolonihavelivet og Heerups billeder og skulpturer filosofiske vink med en vognstang om et liv, hvor man ikke skal klamre sig til omklamrende opskrifter, men selv må lære at navigere i det herlige og sårbare liv i naturen og kulturen mellem alle de overflødighedshorn og skraldespande, man ikke kan undgå at komme forbi, hvis man forlader sin stol ved skrivebordet.

”Livsdans” er skrevet i den ånd. Derfor er naturen et stort overflødighedshorn, selv om den både er sårbar og uregerlig, og naturen er fyldt med skraldespande og affald, der ved hjælp af glad skraldemandskærlighed kan blive til sande og smukke overflødighedshorn.