Det er altid vemodigt at slutte en bog, især når man som en gammel mand ved skrivebordet ikke ved, om den bliver den sidste. Det er også lidt sørgmodigt, fordi jeg kan være i tvivl om den røde tråd i mine drømmerier og oder, selv om der burde være en kolonihavefilosofisk ledetråd.

Jeg har forsøgt at overbevise mig selv om, at kolonihavefilosofi er den sandeste filosofi til tiden, men jeg kan godt se, at helheden er så broget, at den kan virke som en kaotisk jordisk redelighed, men måske er det ikke så slemt, at bogen fremtræder mere som en skraldespand end som en stringent systematisk afhandling. Jeg har i hvert fald en stor kærlighed til cyklisten Henry Heerups skraldemodeller, som er lige så primitive og banale som de stenfigurer, han hugger ud af de sten, han finder på marken og cykler hjem med til kolonihaven på sin cykelanhænger.

Skraldemodellerne er langt hen ad vejen skrald, han har set fra cyklen på sine ture, samlet op puttet i cykelkurven. På samme måde puttede Klodshans dyppelse og andet ragelse i lommen under turen på gedebuk til prinsessen og det halve kongerige. Jeg kan godt lide Heerups forsøg på at komme så tæt på både natur og kultur og samtidig have en så grænseløs kærlighed til affald og gammelt skrammel, der er blevet kasseret af pæne ordentlige mennesker.

Det pæne borgerskab har ikke altid den sans for den banale og elementære almindelighed, der er kærnen i kolonihavefilosofien, og som i mine øjne gør Heerup til en stor kolonihavefilosofisk billedmager. Både når han billede-gør naturens og kulturens herligheder i tilsyneladende ligegyldige sten og trist affald.

Af en stor mark-sten laver han med få hug et overflødighedshorn.  Han kalder en skraldemodel ”Livet og døden”, og det er både naturens og kulturens død med et lille kranium og et rustent tandhjul i bunden, og en stor rød og gul sol for oven, som godt kan symbolisere en slags opstandelse. I hans skraldemodeller opstår selv det mest grimme og afskyvækkende til evigt kunstnerisk liv, som når han korsfæster en indtørret rottemumie på et stykke træ. Det ville svært at få et menighedsråd til at hænge denne korsfæstelse op over altret i en kirke som kristen kunst, men det er skraldemandskunst med et både kristent og filosofisk budskab.

Hans i traditionel forstand smukkere Vanløse-Madonna hænger desværre ikke i en kirke. Hun er ellers så jordisk og så guddommelig, at hun er den rigtige moder til en mand, der er både er jordisk menneske og Guds søn. Hans ”Strygebræts-madonna” er en mere primitiv skraldemandsmodel lavet af farvede brædder med runde træklodser om hoveder. Den er ikke mindre smuk end madonnaen fra Vanløse, og et endnu stærkere udtryk for den filosofiske tankegang, der finder glæden, sandheden og skønheden i den konkrete uanselige hverdagsvirkelighed.

Jeg har tidligere citeret nogle linjer fra H.V. Kaalunds sang ”Jeg elsker den brogede verden”. Det er glad skraldemandskærlighed, selv om Kaalund var en senromantisk digter, som der i det moderne gennembruds lys af digtere som Pontoppidan og Holger Drachmann blev set ned på, fordi han hverken var realistisk eller romantisk nok.

Kaalunds sang ”På det jævne, på det jævne” har også fået mange nedladende og kritiske ord med på vejen, fordi den er blevet tolket som en hyldest til småborgerlig middelmådighed, men det er slet ikke tilfældet. I sangen er der en sans for det almindelige og nære jordiske liv, som bestemt ikke har mistet sin aktualitet og ikke udelukker fantasien. Det er fra den jævne jordiske almindelighed, at man skal ”bygge op til stjernerne en bro”, og ”kækt” med ”fantasiens evne” svinge sig op fra jorden. Man skal ikke kappe jordforbindelsen og bare flyve op i det blå for at lege i livstræets krone.

Kaalunds sprog er lidt højstemt, men meningen er god nok, selv om jeg foretrækker Heerups skraldemodeller, der både er primitive, fantasifulde, jordnære og smukke. Han har lavet en mågepige som skraldemodel, der er mere overjordisk smuk end nogen mere traditionel engel, jeg nogensinde har set, selv om skraldeskulpturen for et nøgternt blik virkelig er affald. Et ramponeret dukkehoved med en blå og bulet the-si som hat, der er omgivet af ølkapsler og en cykelklokke, og englevingerne er mågefjer. Mågepigen og andre af hans skraldemodeller er eksempler på, at et varmt skraldemandssind kan elske selv den mest mørke og snavsede virkelighed med en glad kærlighed, der får solen til at bryde frem. Det er vist Frans af Assisi, der har sagt, at der kun skal én solstråle til for at jage skyggerne på flugt. På mange af hans underfundige skraldemodeller er solstrålerne solsikker.

Den tjekkiske filminstruktør var god til i sine tidlige film fra Tjekkoslovakiet at fortælle om det gode, det sande og det skønne ud fra en helt almindelig hverdagsvirkelighed. Filmen ”Brandmænd i fyr og flamme” har en danseaften med skønhedskonkurrence hos det lokale brandværn i en lille provinsby som ramme om en fortælling, der både er grotesk og fuld af humoristisk politisk satire og stor skraldemandskærlighed til de komiske brandmænd, der gør sig selv helt til grin.

Hans søn Matej har arvet nogle gode skraldemandsgener. Han var arkitekten bag en stor udstilling på kunstcentret Silkeborg Bad, som han kaldte Imaginarium 2019. Et stort rum var forvandlet til en broget mængde af malede billeder, skulpturer og installationer, der skulle sætte fantasien i gang ved hjælp af menneskelige figurer, dyr og vækster i naturen, som var troværdige, men i den brogede sammenhæng fantastiske fantasifigurer. Man gik ind i udstillingen gennem store hestehoveder lavet af papmaché, og på et tidspunkt var hundreder af små får skåret ud i træ samlet i en dyb grotte.

Man blev bogstavelig talt bjergtaget af så meget natur, og kulturen var blevet til realistiske kulisser i et særpræget stilleben med både groteske, muntre og sorgfulde menneske- og dyreansigter. Det var ikke en skraldespand, fordi alt var udført med stor kunstnerisk sikkerhed, men det var, som Heerups skraldemodeller, udtryk for en grænseløs skraldemandskærlighed til den brogede verden med alle dens afskygninger i lys og mørke.

Efter oplevelsen i Silkeborg kan jeg se min bog som en stor skraldespand, der med lidt god vilje kan kaldes et imaginarium, hvor fantasien sætter drømmende tanker i gang ud fra den helt jordnære virkelighed med fire elementer, fire verdenshjørner, en ufattelig mængde af realistisk kultur, der kan bruges både i sandhedens, løgnens, godhedens og ondskabens tjeneste, og kulturelt affald, der kan blive til skønhed.

Derfor burde jeg ende med at skrive oder til affaldet og alt det gamle skrammel, der kan være i en kolonihave, men det må blive den næste bog. Jeg vil slutte med den sang om leg og dans i livstræets krone, som jeg i et tidligere drømmeri har stillet i udsigt. Men det er svært at udmønte grænseløs skraldemandskærlighed i en smuk sang, der både er realistisk og fantasifuld. Skønsang rimer på klingklang, og jeg vil nødig at Henrik Pontoppidan og Martin A. Hansen vender sig alt for mange gange i deres grav, hvis de hører den.

Jeg er mindre nervøs for Heerups overbærenhed. Han kan skildre smerte, glæde og kærlighed i groteske skraldemodelsformer, der samtidig er så følelsesfulde, at man bliver rørt til tårer. Sentimentalitet er i hans univers en naivitet, der både rummer fornuft og følelse. Derfor elskede han H.C. Andersen, og hans skraldemodeller kan som Andersens eventyr være sentimentale med både ironi, alvor og munterhed. ”Lohengrin på svanen” er et godt eksempel på kulturelt affald, der er blevet til skøn og eventyrlig kunst i Andersens ånd. Lohengrin er to stykker træ på en svane i flere stykker træ, der mere ligner en stor grim ælling, og Richard Wagners helt er bøjet sammen som en melankolsk knudemand, der er grøn i hovedet af sorg.

Det giver mig håb om Pontoppidans overbærenhed, at han på sine gamle dage til genforeningen 1920 skrev et digt: Det lyder som et eventyr…, som var lige så sentimentalt som Kaalunds ”Den dræbte and”, hvor den dræbte andemor er skildret lige så følelsesfuldt som den levende Mor Danmark i genforeningsdigtet.

MAH var lige så sentimental, uden ironi, i sin novelle ”Agerhønen”, og i et dagbogsnotat røber han, at han ikke kun var den alvorlige og formbevidste digter, som alle hans disciple i Heretica så op til. Her drømmer han om som Kaalund ikke at være bange for at ”bruge lyren til harmløs sang for børn og fæ”.

”Livsdans” er en sådan harmløs sang for børn og fæ og mine naboer og genboer rundt om den grønne gård, jeg har udsigt til, og det gør ikke noget, hvis den er både romantisk, realistisk, fantasifuld og sentimental. Den må også godt være mere munter end den realistiske livsdans Edvard Munch skildrer i sit store billede af ”Livets dans”.

Livsdans

Der er familie, der kan trykke,

skule ondt og skælde ud,

men jeg blæser dem et stykke

og så skynder jeg mig ud

for at danse i blæsten og solen,

da familien nok er et sted,

hvor man også langt nede i Polen

har både uro og fred.

 

Arbejdsglæden kan fordufte

bag den samme sorte skærm,

så er det at man skal lufte

både sjæl og fod og arm

for at danse i blæsten og regnen

og få luft for sit rasende had

til al den mekaniske viden

som ikke gør dig ret glad.

 

Der er så hård en kamp om magten,

alle kæmper for sig selv.

Er der ingen der har sagt dem,

At de slår sig selv ihjel.

Lad dem danse i blæsten og mørket.

Lad dem drømme om levende liv

 

Hvor de slet ikke har konkurreret,

men elsket helt uden kiv.

 

Der er så meget gammelt skrammel.

Det skal ikke smides væk.

Det kan både ung og gammel,

fantasi og snoretræk

smukt forvandle til skraldemodeller,

der er lysende på en jord,

hvor i blæsten og lyset man driller

med glade skraldemandsspor.

Et digt om glad og grænseløs skraldemandskærlighed. Er det virkelig en opskrift, der kan bruges til noget i en virkelighed, hvor det vrimler med konkrete opskrifter, ikke bare på mad, men på alle mulige interessante former for livsstil.

Jeg kan sagtens forestille mig, at en læser, der er kommet i gennem mine femten drømmende blogindlæg, vil efterlyse en lidt mere konkret opskrift på kolonihavefilosofisk praksis end cykelfrihed og at leve i nuet og en almindelig hverdagsvirkelighed, der ikke kan blive lille nok.

Skal man cykle i medvind eller modvind? Gå til banko eller på barrikaderne, når kulturens byrde bliver for stor? Tage vejret i naturen som det kommer eller blive lidenskabelig klimaaktivist? Stemme til højre eller venstre eller helt undlade at stemme? Ville det ikke være passende som engageret kolonihavefilosof at forslå et kampråb eller et vink med en vognstang, der kunne få så mange som muligt til at trække på samme tid i den rigtige retning?

Skal en drøm ikke virkeliggøres så konkret som over hovedet muligt? Jo, men den enkelte må selv virkeliggøre sit kolonihavefilosofiske sind i sin egen konkrete hverdagsvirkelighed uden at være afhængig af bekymrede formyndere. Jeg håber, det er blevet tydeligt, at sind er vigtigere end læresætninger og slagord. Det er forhåbentlig også blevet klart, at der er tale om et sind fyldt med lidenskabelig kærlighed til både fællesskab og natur, men også et sind med en individuel frihed, selv om naturen med dyr og levende plantevækster er uundværlig og vi mennesker også er uundværlige for hinanden.

Sporerne skræmmer fra religioner og ideologier, hvor selv de smukkeste tanker om kærlighed, frihed og fællesskab er blevet til fanatisme og moralske overgreb. Det gælder også den kærlighed til naturen, der lige nu er den varmeste dagsorden. Her kan man opleve, at enkle slagord som vegansk velvære og kulfrit klima kan føre til en lige så utålelig og tyrannisk moralisme som i de religioner og ideologier, som også har svælget i slagkraftige kampråb.

Med en sådan problembevidsthed søger jeg ikke efter smittende slagord eller supereffektive vink med en vognstang, men er glad for at have et kolonihavefilosofisk sind fyldt med mere og mere tro på kærlighed, frihed, fællesskab og natur, der kan blive inspireret af både kolonihaveliv og livet med eller uden vandrestav og cykel også uden for kolonihaverne.

På min stol ved skrivebordet på 3. sal vil jeg have lov til at drømme frit og kærligt om kulturens og naturens herligheder og forsøge at undgå både at være moralistisk fordømmende og så naiv, at jeg glemmer, at egoisme, død og tilfældighed hører med til det herlige liv, som man hverken kan cykle eller drømme sig fra.

For mig er kolonihavelivet og Heerups billeder og skulpturer filosofiske vink med en vognstang om et liv, hvor man ikke skal klamre sig til omklamrende opskrifter, men selv må lære at navigere i det herlige og sårbare liv i naturen og kulturen mellem alle de overflødighedshorn og skraldespande, man ikke kan undgå at komme forbi, hvis man forlader sin stol ved skrivebordet.

”Livsdans” er skrevet i den ånd. Derfor er naturen et stort overflødighedshorn, selv om den både er sårbar og uregerlig, og naturen er fyldt med skraldespande og affald, der ved hjælp af glad skraldemandskærlighed kan blive til sande og smukke overflødighedshorn.

Jeg har lyst til efter mine forskellige drømmerier at vende tilbage til mit første om kolonihavefilosofi, som jeg stadig drømmer om kan blive fremtidens filosofi, selv om jeg sikkert ikke får mulighed for at reklamere for den i fjernsynets bedste sendetid eller skrive om den i en klumme hver dag i et stort dagblad.

Nogle vil uden tvivl mene, at jeg ikke vil slippe etiketten kolonihavefilosofi, fordi jeg faldt i en giro 413-gryde som barn og har været så glad for at følge Henry Heerup i kolonihaven og se på Bjørn Nørgaards lille kolonihavehus i centrum på den store gobelin om det Glücksborgske kongehus, at jeg er blevet blind for alle de negative konnotationer, mange forbinder med kolonihavelivet: konservativ, småborgerlig og stillestående idyl ud over alle grænser med dannebrogsflag i en lille flagstang, rødternet dug på bordet og røde pelargonier i alle de småborgerlige vinduer.

Det er der ikke meget Pan’sk uro og vildskab over. Men på den anden side giver det  hurtigt accelererende samfund stadig flere gode grunde til konservativt at holde lidt igen. Den småborgerlige hygge i kolonihaven er også bedre end sit rygte, fordi man ikke bare sladrer om andre, men lever tæt på hinanden og kommer hinanden ved i både hygge, lyst og nød. Den stillestående idyl kan endvidere formuleres mere positivt som sans for at leve i nuet. Det er ofte mere sundt end nostalgisk længsel efter at leve i fortiden eller utopisk længsel efter fjerne mål. Begge dele kan være et dække over virkelighedsflugt, fordi det er lettere at idyllisere fortiden og fremtiden end at leve her og nu i et aktuelt ansvar for familien, huset og haven.

Kolonihavelivet ser måske lidt for stillestående ud på de frimærker til 4.50 og 5.50, der blev sat i produktion for nogle år siden. Der er mere revolutionært brus over de mange små blæsende dannebrogsflag mellem grønne buske og træer, der toner frem i en gammel Olsen-bandefilm, fordi Egon har fået en af sine geniale planer, der indbefatter en flagstang med flag, der skal rage op i en lille motorbåd. Jeg tolker selvfølgelig billedet, der toner frem, som et symbol på den kolonihavefilosofiske kulturrevolution, som den lille tøffende motorbåd er et varsel om.

I modsætning til de store revolutioner, hvor den stærkeste sociale klasse tager den politiske magt, er den kolonihavefilosofiske kulturrevolution en omvæltning i den lille hverdagsvirkelighed både i og uden for kolonihaverne, og derfor kan ingen revolutionær forandring eller varsel om den være for lille. I kolonihaven kan det være at grave lidt dybere med sin spade for at få større kartofler. På altanen i storbyen måske at dyrke både tomater og agurker.

Jeg kan godt lide den gamle kulturradikalisme, hvor småt er så godt, at det af marxisterne, der tænkte anderledes stort, kunne affærdiges som reaktionær husmandsfilosofi. Jeg nævnte i mit første kolonihavefilosofiske drømmeri P.H ’s begejstring for børnenes appetit på solskin og jord i kolonihaven. Det kunne marxisterne ikke skræmme ham fra at sige, men nazisternes tale om blod og jord fik ham til at være tilbageholdende med en sådan formulering efter 1933.

Det bedste i 1930ernes kulturradikalisme og kulturkamp er glæde over naturen og naturudfoldelse i en lille konkret sammenhæng, hvor mennesker lever i gensidig afhængighed af hinanden og er glade både for den natur, de snuser til i buske og træer, og den seksualitet og kamplyst, der bruser i det røde blod under bukserne og kjolerne.

Kolonihaveejere bliver ikke ved med at være lige unge, men selv om de er blevet ældre, mere konservative og ser mere småborgerlige og stillestående ud end i deres ungdom, kan de røde blodlegemer stadig bevæge sig lige så aktivt som for mange år siden. Det ser man et smukt eksempel på hos hovedpersonerne i Martha Christensens kolonihaveroman ”Dansen med Regitze”.

Kulturradikalisme har lige som andre åndelige bevægelser vist en tendens til på sine gamle dage at blive så selvfed og tilfreds med sig selv, at de ikke kulturradikale let bliver anset som idioter, fordi de stiller kritiske spørgsmål til det frisind og den glæde over forskellighed, der i dag somme tider er blevet til en intolerant og smålig latterliggørelse af de, der er frisindede og forskellige på en anden måde end de , der har læst Politiken forfra og bagfra i mange år.

For disse læsere af Politiken er det ikke svært at forestille sig, at kolonihaveejere, der synes af have en aura over sig af småborgerlighed og nationalisme, stemmer på Dansk Folkeparti. Det er partiet selvfølgelig selv skyld i, fordi det på et landsmøde ville tage patent på kolonihaven og kolonihavehuset, men det er synd for den kolonihavefilosofi, der i mine øjne kan sætte nye forløsende ord på den gode gamle kulturradikalisme, der med PH som foregangsfigur taler om menneskers hengivelse til hinanden og naturen på tværs af sociale klasser og politiske ideologier.

Det er også for mig en genoplivning af den grundtvigske tradition om en universel menneskelighed, der meget hurtigt i slutningen af det 19. århundrede forstenede som en venstrepolitisk gårdmandsideologi for de i samfundet, der havde deres på det tørre. Det havde Grundtvig ikke forestillet sig, da han skrev om ”et jævnt og muntert, virksomt liv på jord”. Selvfølgelig var han i sit arbejdsværelse, som jeg på min 3. sal, en bogorm, der gravede for lidt, svedte for lidt og sang for lidt på et stykke dansk jord, men han sagde hverken dansk først, eller kulturradikal først, men menneske først og kristen så.

Dette forsøg på at fastslå en universel menneskenatur, som jeg har refereret MAH ’s meget nedladende ord om, var både marxister og eksistentialister i det 20. århundrede også enige om at afvise som en naturbegrænsning helt ud i skoven. Marxisterne, fordi menneskets natur til enhver tid er et produkt af de sociale omstændigheder. Eksistentialisterne, fordi de er bange for, at mennesket som et stykke natur vil miste sin absolutte frihed. Og for begge parter skal vi være lige så ligeglade for naturen uden for os, som den er med os.

Der er ellers en gammel jødisk og en gammel græsk tradition for, at det er meningsfyldt at tale om menneskets natur. I jødedommen, fordi mennesket som al anden natur er skabt af gud. I den græske filosofi hos Platon og Aristoteles, fordi mennesket altid har været til som et fornuftsvæsen. I oplysningstiden og romantikken var disse tanker om en universel og uforanderlig menneskenatur stadig levende, enten med fokus på mennesket som et sansende og følende fornuftsvæsen eller med fokus på mennesket som et fornuftsvæsen, der skulle forsøge at styre sine sanser og følelser. Rousseau er i det perspektiv både romantiker og oplysningsfilosof.

I slutningen af det 20. århundrede er den dominerende universitetsfilosofi om mennesket blevet så idealistisk, verdensfjern og abstrakt, at man godt forstår, at marxister og eksistentialister efterlyser en mere jordnær filosofi, som tager hensyn til både den sociale virkelighed og menneskets frihed i enhver tilsyneladende nok så fastløst social situation. Det er også forståeligt, at Nietzsche går helt amok i sine fremdragelse af alle de naturlige dionysiske og aggressive drifter, som er blevet fortrængt med den idealistiske fornuft.

Jeg ved godt, at mit korte idéhistoriske overblik er en lidt summarisk overflyvning med helikopter. Det hører desuden med til historien, at der i de to sidste århundreder har været meget mindre interesse for abstrakt filosofi end for håndfaste empiriske videnskaber, der kan efterprøves i praksis, og for ideologier, der er lige så fornuftige, men lægger op til verdensforandrende praksis i den politiske virkelighed.

Men netop i den idéhistoriske situation har der også været stigende interesse for en menneske- og livsfilosofi, der var mindre tidsbestemt og mere universel end videnskaber og ideologier kan være det, fordi en ideologi altid er situationsbestemt, og enhver videnskab med respekt for sig selv kun kan udvikle sin fornuftige lovmæssighed på et lille udsnit af virkeligheden.

Hegel havde idealistisk forsøgt at udforme en ambitiøs universalfilosofi i begyndelsen af det 19.århundrede. Det var hundrede år senere blevet til en drøm om at finde nogle evige værdier, som Nietzsche havde skudt helt i sænk. Det var man ved at opdage, og det gav plads for både marxister og eksistentialister, der var enige om tomheden i det kapitalistiske klassesamfund, men meget uenige om vejen ud af det. Det klasseløse samfund eller eksistentiel beslutsomhed på tomhedens præmisser.

I den situation var der også filosoffer, der forsøgte at bestemme mennesket som et natur- og kulturvæsen med nogle universelle fællestræk, som det giver mening at bestemme som jordiske grundvilkår, man godt som filosof kan tage alvorligt, selv om det er digtere som Thomas Mann, Joseph Conrad og Henrik Pontoppidan, der er bedst til at anskueliggøre den menneskelighed, der i Nietzsches ånd beskriver mennesket som både fornuft, drift og længsel efter kærlighed, fordi mennesker er uundværlige for hinanden. Det var også digtere som Knut Hamsun og Sophus Claussen, der med størst lidenskab pegede på naturens uundværlighed.

Mit kolonihavefilosofiske drømmeri er et produkt af denne digteriske fantasi i begyndelsen af det 20. århundrede, som i Danmark gør aristokraten Karen Blixen og proletaren Henry Heerup til åndsfæller.

Det er derfor selvfølgelig et seminaristisk filosofisk drømmeri, som både Pontoppidan og MAH ville have smilet af, men det kunne de sagtens gøre i deres samtid, hvor man tog både videnskab, ideologi og universitetsfilosofi mere alvorligt end i dag. Det gør man på en måde stadigvæk, selv om mange tager identitetspolitik og identitetstænkning endnu mere alvorligt. Det er blevet så politisk korrekt at tale om forskellig kulturel identitet, at al snak om noget absolut i menneskets natur drukner i relativisme og retten til at have forskellig kultur og en natur, der er endnu mere forskellig. Kønsidentitet er ikke et spørgsmål om kun to køn, men om mange flere muligheder. Det er for banalt at komme fra Mars eller Venus. En så fastlåst identitet kan næsten ikke undgå at føre til overgreb, som det ligger uudsagt i me-too-bevægelsen.

Historisk synes der at være sket det, at kulturradikalisme med sans for noget absolut i menneskets natur og dets kulturelle liv er blevet til naturløshed og kulturrelativisme. Jeg er også overbevist om, at denne naturløshed og mangel på fast kulturel identitet skriger på en filosofi, hvor mennesket hverken skal løbe fra sin natur eller sin naturlige glæde ved et arbejds- og vandrer-liv med spade og vandrestav, for dermed at knytte til ved nogle tidligere drømmerier formet som oder.

Kolonihavefilosofi lyder konservativt og stillestående, men i den nuværende aktuelle situation, hvor identitetspolitik åbner for en relativisme uden grænser, kan det pludselig blive frigørende at pege på grænser, der sættes af de menneskelige grundvilkår, vi har sammen med hinanden, fordi vi er uundværlige for hinanden og lever i en gensidig afhængighed af naturen. Så er tillid, kærlighed og et varmt sind pludselig vigtigere end kompetencer, selvudvikling og en raffineret livsstil.

Men hvorfor bruge et så banalt ord som kolonihavefilosofi om fælles menneskelige sandheder på tværs af kulturer på kloden, der er så forskellige, har så forskellige religioner og så forskellige familiemønstre, selv om tillid, uselvisk kærlighed og et varmt sind nok alle steder bliver værdsat højere end mistillid, selviskhed og et koldt sind. Der er andre end danskere i Europa, der har kolonihaver, men hvorfor bruge et så snævert og i den globale sammenhæng så provinsielt begreb om den virkelighed, hvor individ, fællesskab og natur går op i en højere enhed og mennesker lever i tillid og med varme sind i uselvisk kærlighed til hinanden og naturen?

Det gør de selvfølgelig ikke altid, men de store ord er ikke bare varm luft. Jorden er fuld af mistillid, selvisk begær og kold beregning. Tilliden, kærligheden og glæden får alligevel forbavsende ofte det sidste ord, men måske skal de fælles menneskelige sandheder indøves i en så lille virkelighed, at de kan blive personlig sandhed også for de mest stive tidselgemytter.

Derfor vil jeg ikke opgive kolonihaven som tænkt øvelsesterræn for en filosofi, der tager sit udgangspunkt i en overskuelig jordisk realitet, der har plads til det enkelte individ og et socialt fællesskab, både i den enkelte familiekolonihave og i fællesskabet med andre kolonihaver i havekolonien, og som selvfølgelig også indbefatter den nære natur med træer og buske og den store kosmiske natur med sol, måne og stjerner.

Hvis jeg var indianer, ville jeg fokusere på de hellige cirkler, alle indianere lever i: det enkelte jeg, familien, samfundet, naturen og kosmos. Sandheden skal være konkret og nærværende. For mig som dansker er kolonihaven det mest konkrete udgangspunkt for en tænkning, der får alle de indianske cirkler med.

Kolonihavefilosofi er en sandhed om det enkle hverdagsliv, der ikke kan blive konkret nok. Jeg elsker kolonihaven både som konkret hverdagsvirkelighed og en længselsfuld drøm om det gode liv, og den danske kolonihavetradition kan med sine mange udtryk i litteratur og billeder gøres så anskuelig, at den er forståelig for selv den mest naturløse og verdensfjerne identitet.

Ved at skrive om kolonihaven som en drøm om det gode liv slår jeg forhåbentlig også fast, at kolonihavefilosofi ikke kun er en filosofi for kolonihaveejere, men for alle mennesker, der gerne vil sætte tænksomme ord på en universel menneske-identitet, som ikke er menneskerettigheder, men evigtgyldige menneskelige vilkår som eksistens i naturen og sammen med andre menneskelige eksistenser i den natur, vi både sanser og føler med det samme hjerte og den samme snusfornuft, som hverken borgerlig eller småborgerlig fornuft skal have lov til at tage patent på.

Både i leg, kamp, kærlighed og had. Den jordiske redelighed er såvel orden som uorden, som i en kolonihave, der gerne må være både kultiveret orden og naturlig uorden. Et Pan-hoved med horn i panden på kolonihavehuset kunne være et symbol på dette møde med såvel det søde som det bitre, som man ser på den rødternede dug som sukker og salt og som man konfronteres med i haven som strid blæst og mildt solskin. Det er også denne dobbelthed, der velsigner menneskenaturen med et fornuftigt overjeg og et genstridigt underjeg, fordi det dukker frem i lyset som både kærlige og aggressive drifter.

På samme måde er der både dyrkede rødbeder og ikke dyrket skvalderkål i en rigtig kolonihave, og begge dele er spiselige, og der er plads til såvel blomstrende mælkebøtter som blomstrende anemoner, og heldigvis kan høstanemonerne brede sig lige så hurtigt som mælkebøtter. Det er alle disse konkrete vækster i kolonihanen, der gør den både frodig og et frugtbart billede på en virkelighed, hvor vi kun kan blomstre, når vi får jord, luft, ilt og vand nok og er sammen med andre mennesker både som indbydende roser og irriterende løvetandsfnug.

I det efter manges mening nødvendige konkurrencesamfund er der en tendens til, at det enkelte menneske som enkeltindivid bliver sig selv nok, men det kan ikke lade sig gøre i en lille virkelighed, hvor man ikke kan udgå at se hinanden i øjnene i huset og haven. Hækkene er også så lave, at man heller ikke kan undgå naboernes blik. Selvfølgelig kan man gå hinanden på nerverne og skælde ud på både familie og naboer, og skælde ud på vejret, når det driller med for meget solskin eller for meget regn, men både i de menneskelige relationer og i forhold til vejr og vind ligger kærligheden hele tiden på spring, fordi vi godt ved inderst inde, at vi ikke kan modtage uden at give, og er sikre på altid at modtage, hvis vi giver.

Kolonihaveliv er indøvelse i en sådan gensidig og cirkulær kærlighed, både i forholdet til rødbeder, kartofler og andre mennesker, men dette cirkulære kærlighedsliv kan selvfølgelig sagtens udfolde sig i en storbyopgang, selv om det er lettere at holde sin dør lukket og undgå andres blikke i en opgang end i en kolonihave, hvor man godt ved, at alt håb er ude – uden for i solen og blæsten.

Kristendom er mere end kolonihavefilosofi, som er andet end kristendom, men der er meget Jesuskraft i en kolonihavefilosofi, der lægger vægt på den samme gensidige uundværlighed, som stikker hovedet frem i Jesu lignelser. Både i kolonihaven og den israelitiske ørken møder man den samme kærlighed til blomstrende ukrudt som til de velopdragne pelargonier, der står pæne og ordentlige i solen.

Kolonihavefilosofiliv er også en indøvelse til at leve i nuet, der ikke er fjern fra Jesu opfordring til at handle i øjeblikket og lade være med at leve alene i fortiden eller fremtiden. Man skal stadig heller ikke glemme, at Jesus ikke var en velopdragen potteplante, men et uregerligt stykke ukrudt, der ødelagde den pæne orden i de fromme jøders lovkompleks. Det er derfor i Jesu ånd at have en gud hængende på kolonihavehuset med djævelske horn. Den djævel, han forsagede, var grådighedens, selviskhedens og glædesløshedens onde ånd.

At leve i nuet skal ikke forveksles med at leve at leve et stillestående liv, der ikke kan forandre sig. Det er både i Jesu og Pans ånd at gøre oprør mod en bestående grådighed og selviskhed i længsel efter et kærligere liv og en virkelighed, der er mere rodfæstet i naturen. Det er ikke kun den sære symbolistiske digter Sophus Claussen, der drømmer om en himmel, hvor ”Pan og den lidende Kristus hjælper hinanden i Nød for at sidde til bords hos Gudsmoder”. En kolonihavefilosof kan også længes efter en jordisk virkelighed, hvor Jesus og Pan hjælper hinanden med at fylde et kolonihavesind med både kærlig kraft og naturkraft.

Jeg har tidligere forsøgt at drømme mig ud af elendigheden i mange kulturelle identiteter uden sammenhæng. De fælles vilkår i den samme natur og den samme fælles uundværlighed giver en universel sammenhængskraft, som hverken nationalisme eller multikulturalisme kan konkurrere med, fordi det er en sammenhængskraft i både fornuft, krop og sind hos mennesker, der kommer hinanden ved helt ind til benet, selv om de til tider river hårene af hinanden.

”kamp må der til, skal livet gro, ej kamp blot for dagligt brød, men kamp for frihed i liv og tro – thi evig stilstand er død”. Det er ikke en tekst af Grundtvig, men af H.V. Kaalund, der var en alt for primitiv digter til at blive taget alvorligt af Henrik Pontoppidan, men hans primitive ord om frihed i liv og tro er god kolonihavefilosofi i en moderne virkelighed, hvor mange er fristet til at flygte fra friheden, og andre ikke kan få frihed nok.

Denne primitive frihed på den cykliske naturs betingelser har jeg lyst til, selv om det måske lyder lidt poppet, at kalde cykelfrihed, fordi en cykeltur er en fin gylden middelvej mellem at gå afsted roligt og fredeligt med sin vandrestav og suse afsted i en bil med accelererende fart. På cykel er man både tæt på naturen og de bygninger, man cykler forbi, og i Danmark færdes så mange på cykel, at det er let på en vej eller cykelsti at føle et lige så socialt fællesskab som i en havekoloni, og på Brabrandstien ser man også de cyklister i øjnene, som man møder.

Det er altså næsten ren kolonihavefilosofi at cykle. Hvis man vil tænke kolonihavefilosofiske tanker, er det ikke tilstrækkeligt at sidde stille ved sit skrivebord på 3. sal, man må ud at cykle. Heldigvis er der i Danmark endnu flere cykler end der er kolonihaver, og der er ingen grund til at miste troen på den kolonihavefilosofiske kulturrevolution, selv om man selv hverken har en cykel eller en kolonihave. Cyklistlivet er lige så lidt forbeholdt cyklister som kolonihavelivet kolonihaveejere, en bilejer kan også tænke cyklisk, selv om han eller hun skælder ud på cyklisterne.

Jeg kan godt lide tanken om, at Johannes V. Jensen, der hele sit liv havde hyldet den positivistiske videnskab og den accelererende teknologi, der havde sat ham i stand til at køre hurtigere og hurtigere på motorcykel, endte med at skrive en oplysende pjece om de kolonihaver, arbejderne cyklede til.

Han, der i sin ungdom havde skrevet en pessimistisk roman, ”Kongens fald”, om et menneske, Mikkel Thøgersen, plaget af skyldfølelse og dødsangst, endte med i sin sidste roman at hylde både kolonihaverne og det myldrende cykelliv. Det gør han i en helt anderledes optimistisk roman om cykelpigen Gudrun, der forelsker sig i en arbejder med spade og kolonihave og foretrækker ham for en amerikansk bilfabrikant og mangemillionær, der ikke som Gudruns kæreste kunne drømme om at have en cykel eller sætte sine ben i en kolonihave.

Endnu mere kolonihavefilosofisk sind er der hos maleren Henry Heerup, der hele sit liv cyklede til og fra den kolonihave, hvor han malede billeder og huggede i sten hele året rundt. Også på de tider om vinteren, da det stadig kunne sne i Rødovre. Han elskede både Pan og Jesus, men allermest elskede han alt levet liv i kærlighed, både til den natur, der aldrig gjorde ensomhed til en ulykke, og til mennesker. De kunne selvfølgelig heller ikke lade være med at elske ham, fordi han både var romantisk og realistisk i sin syn på den menneskelige uundværlighed. Der kan være både knaster, buler og kulde i forholdet mellem mennesker, men den kolde selvoptagethed kan altid med et varmt og kærligt kys blive varm igen.

Kærligheden mellem mand og kvinde er også i hans kærlighedsunivers så erotisk og kønsbestemt, at det er godt for ham, han ikke oplevede me too-bevægelsen. Den havde bandlyst ham, fordi han på et stort familiebillede med mand, hustru og to børn lader manden – helt tydeligt ham selv – lader manden stirre forelsket på solen, som er malet som en stor gul kvinderøv. Billedet hedder ”Kvindesolen skinner”, og det kan man som mand ikke undgå at blive forelsket i.

Heerup laver både glade og realistiske cykelbilleder. På mit arbejdsbord har jeg udsigt til en farvet tegning, hvor han sidder energisk foroverbøjet på sin cykel under en lysende stjerne. Han er sikkert på vej sent hjem fra en sten, som har drillet ham. Jeg forlader også gerne, selv midt om natten mit skrivebord og cykler rundt om Brabrandstien, hvis jeg har behov for kolonihavefilosofisk inspiration.

Jeg cykler både af lyst og af nød, fordi jeg ikke har kørekort til bil, men jeg kunne ikke drømme om at købe en elcykel. Så ville jeg føle mig som en ikke filosofisk fartbølle. Jeg har selvfølgelig også en vandrestav, men jeg tænker bedst på to runde hjul, der kan få mig til at drømme om den sol og den måne, der sidder løse på stol, og blive klar over, at man aldrig lever så jævnt, muntert og virksomt, som når man cykler afsted med hjertet i kroppen og helt oppe i halsen, fordi man elsker den brogede kultur, den cykliske natur og de andre energiske cyklister, der ligner kolonihavefilosoffer, fordi de lige som Gudrun og Heerup bevæger sig på cykel.

Jesus havde helt sikkert også cyklet på de israelitiske veje, hvis cyklen havde været opfundet, og skovguden Pan i de græske skove, hvis ikke træerne på det tidspunkt havde stået så tæt.

Ved skrivebordet på min tredje sal/har jeg udsigt til mange vinduer/der lyser i mørket og får mig til at/lade tankerne flyve hvileløse afsted

men Sonnys harmonika i rummet/lige under mit eget giver ro/og en befriende glæde i sindet/som man får givet siddende på sin stive stol

uden at skulle bevæge sig rundt/med vandrestok eller sætte sig op/på den cykel der ellers er den sikre/adgang til frihed for både kroppen og den sjæl

der har behov for at bevæge sig/endnu mere end kroppen fordi vi/har sanser som ikke kan tilfredsstilles/ved kun at bruge musklerne i de fem sanser

sindets bevægelse er den sjette/og allervigtigste sans som ikke/sættes i de bedste svingninger af/panfløjtemusik eller rytmiske spadestik/

men af fine harmonikarytmer/der siver op gennem gulvbrædderne/fra Sonnys drivende dansende og/dinglende daskende og skønne harmonika

og gør mit lille arbejdsværelse/til et glædeskammer fordi Sonny/spiller på sin harmonika med både/dansende fingre og et varmt dryppende hjerte

når han spiller lige under går det/meget lettere med at få tanker/og følelser omsat til sætninger/der ender med at blive til de drømmerier

som de liflige toner fra Sonnys/harmonika burde forvandle til/varme og kærlige tekster der ikke/kan undgå at få både krop og sind i skælven

harmonikamusikken gør i hvert/fald mit bogkontor fyldt med billeder/til et dejligt imaginatorium/et sted viet til kærlig og dristig fantasi

men hans gamle og milde pokerfjæs/som jeg kan se for mig når han spiller/gør at jeg bevarer jordforbindelsen/og ikke forsvinder helt op i lette skyer

for han og jeg er så gamle og grå/at det slet ikke er sikkert at han/og jeg spiller og drømmer om fem år her/i gaden til venstre på anden og tredje sal

men lige nu er vi her stadigvæk/og jeg lytter til harmonikaen/og de toner der bærer præg af at han/og Kirsten har camperet både mod syd og nord

der er meget melodisk musette/og det berør mig altid når jeg kan/høre Recuerdos de la Alhambra/erindringer fra Alhambra komme stille op

gennem gulvet og minde mig om de/morgener hvor jeg sad højt oppe på/terrassen i et gammelt spansk byhus og/spiste min morgenmad med udsigt over floden

til Alhambra og næsten kunne se/løvespringvandet og høre vandet/risle i de paradisiske haver/der inspirerede Francisco Torrega

til den musik der ikke er mindre/paradisisk når Sonny trykker på/de sort-hvide  tangenter og lader de/langsomme rytmer fylde både hans og mit rum

fem minutter efter slår han over/i munter Evert Taube valsetakt/Kirsten og han elsker svensk folkemusik/lige så højt som nordisk køkken med medister

og den sylte som han ind under jul/arbejder så ihærdigt med at han/slet ikke har tid til at spille på sit/elskede tungeinstrument men må sende det

små hurtige luftkys fra køkkenet/oh du skønne musikinstrument/som vitterlig er et tungeinstrument/hvor indvendige metalblades vibrationer

sættes i gang af lufttryk der dannes/af en blæsebælg og man må sige/at Sonny er en smed til at blæse/med rappe fingre og store humøroverskud

harmonikaen er dog et mere/moderne instrument end de fleste/er klar over. Der blev tager patent på/tungeinstrumentet helt nede i Wien atten

hundrede niogtyve men siden/er det gået stærkt selv om det til at/begynde med betragtet som et lidt/for larmende folkeligt instrument der ikke

hørte hjemme i en symfonisk sal/hvor man spillede Beethoven og Bach/men nu er harmonikaen kommet til/ære og værdighed i ethvert stort musikhus

hvor man som Sonny elsker glad musik/der er tilsyneladende langt /fra panfløjte til harmonika men for/ mange tusind år siden opfandt kineserne

en lidt primitiv harmonika: sheng/med bambusrør i forskellig længde/man kunne blæse igennem og et stort/udhulet græskar som luftlomme og blæsebælg

det lyder som en panfløjte der har/lyst til at blive til harmonika/og som i Sonnys tilfælde er det lyst/der driver værket og så kom harmonikaen

samtidig med at folket tog magten/og gjorde dans til andet end lanciers/ og selv adel og det rige borgerskab/ved at man ikke danser tango til panfløjte

men til harmonika så tak Sonny/for din harmonika og din musik/der både lægger op til fyrig tango/og blid kinddans og heldigvis er det dig Sonny

og dig Kirsten der bor nede under/gulvet og som jeg ikke selv i min/vildeste fantasi ville drømme om/kunne finde på at klage over nabostøj.