Henrik er en forfatter og digter, hos hvem man har gjort alt for meget ud af med stor iver at finde frem til et budskab, man kunne sætte i glas og ramme, som man f.eks. kan det med Martin Andersen Nexø, der altid skrev sine bøger med en socialistisk bagtanke.

Pontoppidan gjorde hurtigt Georg og Edvard Brandes forvirrede, fordi han kun i kort tid skrev den moderne naturalistiske og realistiske litteratur, der satte samtidens problemer under debat. Pludselig skrev han romantiske bøger som ”Ung elskov” og ”Spøgelser”, hvor det ikke er svært at høre panfløjtemusik som både blid, munter og sørgmodig blues.

Han skabte som digter et rationelt fornuftsmenneske magister Glob, der i hans korte romaner kunne skabe modvægt til den romantiske Pan-musik. Men hvor var Pontoppidan selv mest helhjertet til stede? Når han hyldede sindets fornuftige ligevægt hos magisteren, eller når han syntes at identificere sig med de lokkende toner, der kom ud af panfløjten, selv om de førte til både katastrofer og død?

Det har været almindeligt at tale om hans tvesyn, men det er for banalt til, at det kan være sandt, og det drømmer jeg selvfølgelig heller ikke om, at det er. Flemming Behrendt har med sin store biografi om Pontoppidan: ”Livsrusen” sat mig på sporet af et drømmeri om ham, hvor han ikke blot af og til i en bog spiller på panfløjte, men selv som digter i alle sine bøger er en slags panfløjte, hvis hule rør livet i alle dets afskygninger blæser sine blide, kærlige, voldsomme og dystre melodier igennem.

Alle disse forskellige melodier orkestrerer han med stor bevidsthed om de æstetiske virkemidler. Han er en meget bevidst digter, der hele tiden omskriver sine bøger for at rense musikken for ligegyldigheder, men det samlede budskab i hans livs ruse kan man godt sætte på en enkelt formel. Det er det liv, der både kan henrykke og forskrække.

Henrik Pontoppidan er både en selvbevidst digter og et ærligt digter-menneske, der ikke glemmer sin fortid i livsrusen (livet som det net man ikke kan komme ud af igen) og med både fornuft og vilje i sin digtning vedkender sig de lidenskaber og lidelser som livet i rusen har opfyldt ham med. Flemming Behrendt skal have stor kredit for begrebet livsrusen, men han kunne have foldet det mere ud i sin tykke bog. Det drømmer jeg om at gøre nu på min 3. sal.

Livsrus er selvfølgelig også den umiddelbare og muntre glæde ved at hengive sig til det konkrete jordiske liv med både erotik og mad, men som den ruse, man bliver indfanget i, er det muntre og lidenskabelige liv sat ind i et historisk forløb, der ikke kan undgå at bringe lidelse og død med sig, og som man i sit liv ikke kan komme ud af.

Det er også dumt at forsøge på det, fordi det også har omkostninger at flygte fra den historie, man er, og den natur, man er vokset op i og med, fordi der både er tale om natur som hav, skove og træer og naturen i mennesket som sanser, drifter og følelser. Pontoppidan er også som digter både kulturmenneske og naturmenneske. Han er ikke en naiv naturromantiker, der tror, at man kan komme helt tilbage til naturen, men han er heller ikke som magister Glob en lige så naiv rationalist, der tror, at man kan fortrænge den naturlige glæde og lidenskab, selv om der altid ender med at komme sorg og glæde ud af at hengive sig spontant til livet.

Alle er derfor indfanget i en livsruse, som fører os på vores rejse gennem livet med den kultur og den natur, vi har i bagagen. Vi føres – ”trahimur” – som Pontoppidan skriver i sin erindringsroman. Han forsøger som digter at overbevise læseren om, at han har fundet det latinske ord hos Augustin. Ingen andre har kunnet finde det hos den gamle kirkefader. Det er selvfølgelig, fordi det er Pontoppidans egen tolkning af sin egen digterskæbne i den kulturs og naturs vold, som har været hans konkrete voksested for rejsen gennem livet.

Vi har alle, både når vi er vågne, og når vi drømmer, et helt individuelt voksested, men en stor digter som Pontoppidan kan gøre sin egen livsruse overbevisende, fordi han som hul panfløjte kan digte så henført om sin egen livsrus og dødsrus, at vi ikke kan lade være med, selv på mange års afstand, at identificere os med hans personer og deres handlinger, tanker og følelser.

Vi er ikke alle præstesønner, men vi har alle mødt afstumpet livsangst begrundet i livsfjendske love og regler. Vi er sikkert heller ikke alle så glade vandrere i naturen som både den unge og den gamle Pontoppidan, der gerne ville væk fra storbyens ensretning og grådige materialisme, men vi kan også på stenbroen, omgivet af de samme reklamer for hæmningsløst forbrug, længes efter panfløjter i naturen og at finde hvile i naturens favn.

Pontoppidan forsøgte at sætte vandtætte skotter mellem sit digterliv og sit privatliv, men livet i rusen, som han digter om, fortæller indirekte ikke så lidt om hans eget liv i rusen både som ægtemand og familiefar. Emmanuel Hansted i ”Det forjættede land” og hovedpersonen i ”Lykke-Per” er overhovedet ikke selvportrætter, men der brænder bål i de to romaner, som er antændt af brænde fra hans egen livsrus og dødsrus i livsrusen.

Pers barndomshjem i Randers er ikke hans eget barndomshjem. Han holdt mere af sin far og mor, end det fremgår i romanen af Pers følelser for sit barndomshjem. Han hadede den traditionelle kristelighed, der holdt sig på afstand af livsglæde med gamle dogmer og moralske forbud, men han havde lige så stor afsky for mange af sin tids teologer, der var bange for ikke at være moderne nok. Han havde kun foragt til overs for deres utraditionelle og upersonlige kristne meninger, fordi de blev fremført helt uden personlig og naturlig lidenskab.

Pontoppidan holdt kun ét offentligt foredrag i sit liv, og det var 1914 om ”Kirken og dens mænd”, der for ham at se var uden lidenskab og latterligt frygtsomme for at beruse sig i jordiske glæder. Undtagelsen var en gammeldags præst, som han omtalte ud fra en af sine små romaner. Hans tro gav han ikke meget for, men hans hengivelse til mad, vin og kvinder havde han respekt for. Han havde også respekt for, at han ikke bagefter i kirken løb fra sine udsvævelser, men angrede sin synd.

Denne bundethed til det jordiske liv på godt og ondt kommer også smukt til udtryk i hans eneste julesalme, hvor han skriver, at han er glad for gennem ”Juleaftens Glæde”, når ”Festlys tændes, alle Klokker kime”, at høre ”Æslet skryde, Barnet græde”. Den salme var ikke med i foredraget. Han var på grund af de præster, han ikke kunne udstå, bange for at blive beskyldt for at skryde. Han havde jo desuden skrevet salmen som digter.

Emmanuel og hans kone Hansine i ”Det forjættede land” er ikke Henrik og Mette Marie, men han kunne ikke have skrevet romanen uden at tænke tilbage på sit eget kærlighedseventyr i livsrusen. Han oplevede personligt et nyt kærlighedseventyr, der varede længere end det første, men det vrimler ikke med lykkelig elskov og lykkelig kærlighed i hans romaner.

Selv om han i sin erindringsroman ser sig benådet hele livet igennem af livets kærlighedsgaver, som han endda i den sidste udgave ændrer til kvindens kærlighedsgaver, er hans forfatterskab fyldt med mænd og kvinder, der som Torben og Jytte ikke får hinanden eller som borgmester Hoeck og hans hustru piner livet ud af hinanden.

Han har skrevet to kærlighedsromaner, der ender lykkeligt, men ”Spøgelser” fra 1888 ville han ikke have genudgivet, og ”Et kærlighedseventyr” fra 1915 får i en helt ny gennemskrivning fra 1930 en mindre lykkelig afslutning. Det var helt sikkert ikke kun, fordi hans anden hustru i mellemtiden var død, men fordi han havde så meget naturligt Pan-sind, at han vidste, at elskov er en både blid og uregerlig naturkraft, så at hvad der begunstiger forelskelsen måske også gør det rolige ægteskabelige samliv mere besværligt.

Måske har han været så bange for at hengive sig til sit Pan-sind, at han har digtet mere realistisk, end han havde lyst til, men som digter og hult fløjterør kom han selvfølgelig ikke ud af den blå luft. Som ung blev han beskrevet som både munter og melankolsk. Det var også svært for ham som præstesøn at løbe fra alle de præsteforfædre, som havde prædiket om forfængelighed og forgængelighed i livet fra fødsel til grav.

Alt i alt synes jeg, der er meget mere Pan i Pontoppidan, end hvad musikken i de hule siv-rør fra de forskellige perioder i livsrusen giver udtryk for. Det er ikke tilfældigt, at Pontoppidan somme tider blæser som en Pan i sin panfløjte. Han har haft Pan i blodet, siden han som helt ung travede rundt i skovene omkring Aarhus og havde let ved både at blive forelsket og komme i slagsmål.

Mange har ofte undret sig over, at en radikal digter som Pontoppidan, der næsten er kulturradikal før tiden, kan være så krigerisk i sine udtalelser og hele livet kæmpe så indædt for et stærkt nationalt forsvar og en kostbar befæstning af København, men det er den side af Pan, der er lige så uregerlig i sin aggressivitet, som den anden er blid og forførende af elskovslyst.

Hverken panisk raseri eller panisk ro er fremmede følelser for et menneske med så meget Pan i blodet, at det selvfølgelig styrer hans digtning og fører ham gennem livet som en digter, der kan være både hård og blid. Ikke fordi han er en digter med tvesyn, men fordi han er en digter tæt på livet selv, som det fremtræder både i hans og alle andres livs-ruser. Her er elskov både jernhård og blid, men aldrig blind, selv om man selvfølgelig kan vælge ikke at se realiteterne i øjnene, men så blind gør Pontoppidan aldrig sig selv, hverken i sit liv eller sin digtning.

Derfor skal man hverken være overrasket over, at han lader magister Thorsen være både rasende og vred i ”Mands himmerig” og drømme om en lige så krigerisk kvindelig valkyrie ved sin side, eller over, at Pontoppidan i forbindelsen med genforeningen 1920 digter et så varmt og mildt genforeningsdigt som ”Det lyder som et eventyr”.

Begge sider af Pans væsen. Både det urovækkende og det tiltrækkende kommer meget tydeligt til udtryk i den novelle, ”Den kongelige gæst”, hvor et ungt lægeægtepar ude på landet i Jylland i begyndelsen af februar bliver revet ud af deres daglige og lidt trivielle trummerum af en overraskende gæst, der ikke vil sige sit navn, men kalder sig Prins Karneval. Han skaber feststemning ved det veldækkede middagsbord, drikker vin sammen med dem og spiller musik på sin banjo, der giver dem lyst til både at danse og sende ømme blikke til hinanden.

Manden bliver lidt jaloux på den tiltrækkende og festlige gæst. Den kongelige gæst bryder op lige så pludseligt, som han kom, men deres ægteskab er efter besøget ikke helt det samme som tidligere. Det er blevet mere ømt og mere uroligt. Som der står i novellen: ”Eventyret havde gæstet deres hjem og efterladt den uro og utryghed, der er livets hjerteslag, ja livet selv”.

De bliver aldrig klar over, hvem det var, der kom forbi. Flemming Behrendt, der har styr på både digteren og privatpersonen, har viderebragt et rygte om, at det i Pontoppidans egen historiske virkelighed var den festlige lollik Sophus Claussen, der kom forbi, men i novellen som mytisk digt var det Pan. Derfor er det rigtigt set af Hans Nikolaj Hansen, der illustrerede novellen i Juleroser 1902, hvor den blev udgivet første gang, at han udstyrer den kongelige gæst med spidse ører og hår, der minder om horn, og efter novellen er der en lille tegning af den rigtige Pan, der er som sprunget ud af ”En skærsommernatsdrøm”.

Pontoppidan var så meget præstesøn, at han havde sværere ved end Sophus Claussen, direkte at påkalde Pan. Han var så meget barn af en gammel præstekultur, at han kviede sig ved at blive mistænkt for at være en naturelsker, der ikke hurtigt nok kunne komme tilbage til naturen, selv om han sikkert med sin krigeriske side havde stor sympati for den nøgne vildmand med kølle i det danske rigsvåben.

I sin digteriske selvbiografi får den kultiverede præstesøn det sidste ord med sit håb om en tid, ”da fornuften igen regerer i verden og skaber en tilværelse, man ikke behøver at skamme sig over”. Det er også det fornuftige kulturmenneske, der i selvbiografien næsten sætter Feilbergs naturlære over Nietzsches naturfilosofi, selv om han priser den tyske digter som en ”ånd med stormfuglevinger”, der under sin jordpåkastelse må finde sig i, at der flyver larmende krager over gravpladsen.

Det er fugle fra andegården, som der ikke er meget ørneflugt over, og ikke fugle fra de skove, hvor Pan hersker. Og i meget af den tidligere digtning i livsrusen går Pan-naturen i Nietzsches ånd heldigvis over præsteoptugtelsen. Det gør den, hver gang han beskriver ørneflugt, og når han lader vildmanden Thorkild Müller vende tilbage til sit Pan-liv på Grønland og lade menigheden på Sjælland sidde tilbage med ”de tyranner, som de fortjener”.

Det er også tilfældet, når han lader ”De dødes rige” slutte, ikke med det ragnarok, der var lagt op til, men med panfløjtetoner, der høres fra skoven i det lille samfund, der som en Noas ark giver håb for fremtiden. Det er godt nok beskrevet som skalmejetoner, men det er Pan, der hviler over vandene og skoven, fordi den lille flok i arken er parate til både kamp og kærlighed.

Det visne og døde kan blive grønt og levende igen, ikke kun i naturen, men i en kultur, hvor den store Pan endnu ikke er død. Det kunne Sophus Claussen have skrevet en ode om. Præstesønnen Pontoppidan er mere blufærdig, men ”de dødes rige” slutter ikke med død, men med skalmejetoner i Pans ånd.

I slutningen af ”Undervejs til mig selv” beskriver Pontoppidan sit digterliv således: Jeg gjorde i en Række År min skyldighed som menig Soldat i Menneskeaandens evige Frigørelseskamp”. Det er en selvbevidst omskrivning af en gammel protestantisk kaldstanke, hvor menneskets skal bruge sin fornuft det sted på jorden, hvor det er i sin livsruse, men præstesønnen, der til sidst i bogen bekender sig til fornuften, er for blufærdig til at skrive, at det i hans tilfælde er en fornuft med både ørnevinger og panfløjte.

Du er på et hvert tidspunkt af året/en stor oplevet lise for sjælen/selv i det kolde og mørke efterår/er du et lys i mørket som en fryd for øret
midt i en larmende storby fyldt med/accelererende biler og mænd/og kvinder der i overhalingsbanen/suser afsted i et tempo der er tættere
på løb end på gang kan lyden fra din/blide fløjte selv i den værste støj/skabe en stemning af fred i sindet/som sad alle de hektiske storbymennesker
alene med sig selv og naturen/dybt inde i en skov og i den favn/hvor man både finder hvile og bliver/opfyldt af ny kærlighedskraft i mødet med Pan
for hans fløjte er både blid musik/for selv de værste fartsyndere/og stærk naturmedicin for syndere/der lader sig lokke af alle de reklamer
der fører til kunstig opfyldelse/af behov lige så kunstige som/den kultur der sidder til halsen i ting/med en salgsdato der for længst er overskredet
Pans fløjte lokker med både blid og/uregerlig kærlighedskraft og man/kan slet ikke altid selv bestemme om/det ene eller det andet får overtaget
naturen er lige så drilagtig/som de fløjtetoner der kan føre/til elskov og ømhed i både dans og/kamp til den bitre ende som kan være døden
Pan gør panfløjte til noget andet/end tværfløjte og blokfløjte selv om/alle de tre fløjter er lavet af træ/panfløjten er lavet af de hule siv-rør som
nymfen Syrinx forvandlede sig til/da hun måtte flygte fra guden Pan/som hun syntes var grim og alt for voldsom/med sine to horn og klove for en kysk nymfe
der kun ville den blide kærlighed/uden den smerte og lidelse der/hører med til sand elskov hvis det er Pan/der blæser lokkende og blidt i sin panfløjte
der er blues i disse fløjtetoner/melankolsk og sørgmodig moll-musik/som kan fornemmes i de glade rytmer/som ellers er en hyldest til den vilde natur
som Pan med sit lokkende fløjtespil/gør nærværende som en salig lyst/der kan udfolde sig både i en by/og i de store skove hvor hans fløjtemusik
får både nymfer og mennesker til/at flygte og ikke lade være/med at blive stående i en rus, der er både skræmmende og tiltrækkende
Pan kan som gud selvfølgelig både/spille på klaver og mestre en bas/men han ved at kun lokkende fløjtespil/skaber panisk angst og panisk fryd uden grænser.
en lille panfløjte i en stor sal/er selv pianissimo en bombe/ så det er helt igennem forståeligt/at Pan fik Syrix til at flygte til sivene
og heldigvis kom der en panfløjte ud/af de gule rør som Pan lukkede/i den ene ende af de hule siv/for at kunne blæse munter blues i den anden.

Disclaimer: På grund af problemer med spam, har jeg desværre ikke mulighed for at godkende kommentarer på mine blogindlæg.

Når jeg ser ud af vinduet, er de grønne træer og buske ikke så dominerende som alle de lejligheder i fem etager, der ligger i en firkant rundt om gården, men træerne og buskene fanger mig året rundt

Om foråret, når de store træer blomstrer, er det umuligt ikke at blive berørt af de træer, der er så overvældende fyldt med hvide blomster, men også sommer og efterår er det grønne godt for øjnene og sindet, selv om det grønne ender med at blive efterårsgult.

Hele året kalder den levende vækst, også når bladene er forsvundet, på en mytisk figur, der kan opfange den glæde og taknemmelighed, som rumsterer i kroppen som anonyme sanser og følelser, der bliver fremkaldt ved mødet med vækst og grøde i den levende natur. Så får også moderne mennesker lyst til at personliggøre naturen, som man i primitive kulturer gør det ved at give træer, sten og himmellegemer navne.

Det er for de fleste nutidige mennesker en lidt komisk menneskeliggørelse af naturen, der afslører en afmagt over for den, som det moderne menneske med sin videnskabelige og tekniske viden bør føle sig højt hævet over. Digterne kan få lov til at antropomorfisere naturen, som det med et fint fremmedord hedder om denne menneskeliggørelse, der for den naturvidenskabelige fornuft er en unødvendig fremmedgørelse.

Men i virkeligheden er vi både som naturvæsener og kulturvæsener så indfældet i naturen, at det måske er en værre fremmedgørelse at have glemt at give udtryk for den primitive, men elementære angst og glæde, som også andre end digtere ikke kan lade være med at blive fulde af, hvis de lever i naturen ikke bare med fornuft, men også med sanser og følelser.

Så er det hverken unaturligt eller overnaturligt, men helt naturligt at forestille sig mytiske skikkelser, der kan personificere både den oplevede angst og den oplevede glæde i mødet med naturens levende vækst, og derved hjælpe med til at gøre de oplevede erfaringer til fælles erfaringer i et fælles mytisk sprog.

Derfor drømmer jeg med udsigt til de levende træer og buske i gården om det mytisk-religiøse sprog der kan sætte ord på den afmagt jeg oplever både positivt som taknemmelighed og negativt som angst, fordi Moder Jord – en traditionel og velkendt antropomorfisme – lider på grund af både naturlig og menneskeskabt tørke og oversvømmelser, og min egen eksistens under alle omstændigheder får en afslutning.

Men angsten kan ikke undertrykke glæden og taknemmeligheden over stadig at være i live i en natur, der tilsyneladende stadig uanfægtet følger sin sædvanlige livscyklus fra forår og sommer til efterår og vinter, selv om jeg selv er på vej til en vinter, der ikke automatisk bliver til forår.

Jeg lever i en kristen kultur, der tror på en almægtig gud, som har skabt alt og på et tidspunkt vil gøre ende på det hele. En så almægtig gud kan jeg med min rationelle teologiske uddannelse ikke tillade mig at drømme om at få øje på i gården, selv om gud som skaber på et tidspunkt skabte alle buske og træer, men jeg kan drømme om at få øje på en naturgud, som er tættere på mig, og som det er mere naturligt at henvende sig til for at få afløb for den livsangst og den livsglæde, som kan fylde sindet både ude i skoven og på en 3. sal.

Hvis jeg påstod, at jeg havde set den almægtige og treenige kristne gud i gården, ville jeg måske hurtigt blive tvangsindlagt, men hvis jeg siger at Pan somme tider kommer til syne under træerne i gården, vil man sikkert anse det for et forståeligt drømmeri, fordi jeg er en tidligere religionslærer, der har fået digteriske ambitioner på sine gamle dage. Måske har man også lidt medlidenhed med mig som en kolonihavefilosofisk dømmer, der er for doven til at tænke rationelt.

Jeg vil ikke afvise, at mit kolonihavefilosofiske drømmeri kan gå amok, fordi det er så svært at omsætte mine filosofiske åbenbaringer til en kolonihavefilosofisk kulturrevolution, der breder sig som en smittende alsang.

Med den gamle græske naturgud Pan som revolutionært brækjern vil det måske være lettere i det almindelige hverdagsliv at overbevise andre om en kosmisk religiøs naturvirkelighed, det ikke er virkelighedsflugt at hengive sig til – selv om det det er en religiøs naturvirkelighed, man kun kan se med hjertet og fantasien – for Pan er en både jordnær og varm naturgud.

Derfor drømmer jeg vildt om Pan, både når jeg dagdrømmer i min seng, og når jeg sidder og fortaber mig i betragtninger af de træer, der nu næsten helt har mistet alle bladene. Den gamle græske skovgud er så jordnær, uregerlig og varm, at han er et godt symbol på en natur, der kan være både voldsom og blid, og som kan opfylde levende natur- og kulturvæsener både med panisk skræk og overnaturlig fred og ro.

Hvis mennesket mister den skælvende evne til både voldsom lidenskab og rolig glæde, bliver hverdagen et helvede, hvor det kulturelle overjeg kæmper mod det individuelle om at ensrette mennesket og gøre det mere og mere livløst.

Den levende natur i mennesket skal have lov til at udfolde sig i en kærlighed, der er både voldsom og øm. Såvel total egoistisk hensynsløshed og en lige så absolut hensynsbetændelse, der kun tager hensyn til, hvad andre siger og mener, kan tage livet af en kærlighedsevne, der kan tåle både krig og fred, men dør, hvis den kun trækker vejret i total krig eller total apati.

På samme måde er naturen uden for os både voldsom og blid, sol og blæst, udslettelse og nyt sårbart liv. Hvis naturen var så kultiveret, som vi ofte gerne vil have den, ville den blive ligegyldig. Vi har behov for, både i den store natur uden for os og vores egen lille kulturvirkelighed som naturvæsener, at blive sat på plads af en kraft, vi er nødt til at bøje os for, hvad enten den er mere voldsom eller mere blid, end vi har lyst til at være det.

En sådan kraft er Pan udtryk for, sådan som vi kender guden fra græsk mytologi og i den vestlige kultur, der ikke har slået sig til tåls med stemmen fra kysten om at ”den store Pan er død”, men drømt om at genoplive ham eller hende til en voldsom eller blid genkomst. Mine drømmerier om Pan er udtryk for en naturlængsel, der kan rumme både det sure og det søde, og ikke frygter hverken glædens eller angstens panik.

Det er både det enkelte menneske og hele vores kultur, der lige nu har behov for en åbenbaring af Pan. Den enkelte er et kulturvæsen, der alt for let glemmer de naturrødder, det hverken kan købe eller sælge. Det moderne samfund lever også i en stupid forglemmelse af, at købekraft ikke er det samme som livskraft, men livskraften er både i mennesket og naturen mere uregerlig, end vi drømmer om og bryder os om, både når den ryster os med blid glæde eller med voldsom sorg.

Bare jeg kunne tegne eller male en Pan-skikkelse, der både er så fredelig og så lidenskabelig, som jeg drømmer om, at den mytiske gud skal være, der kan skabe blide og lidenskabelige mennesker i sit billede, der både er blide og voldsomme naturvæsener og kærlige og aggressive kulturvæsener, selv om jeg er helt bevidst om, at grænsen mellem natur og kultur er lige så flydende i Pan som i hans eller hendes skabninger.

Hvis jeg var en tegner eller maler af Henry Heerups format ville jeg kunne fremstille en Pan-figur, der udtrykte denne spændvidde mellem det uregerlige og det fredelige. Nu må jeg bare drømme om at kunne gøre det.

For nogle uger siden var jeg til en tegneseriefestival, hvor jeg spurgte forskellige tegnere af tegneserier og graphic novels, om de ville tegne en Pan til mig. Det fik jeg mange interessante tegninger ud af, men de bedste er skikkelser, hvor Pan træder frem på det hvide papir i denne dobbelthed mellem at være aggressivt frembrusende i både minespil og holdning, men på den anden side blæse i sin panfløjte og udstråle en næsten overjordisk fred og ro med sit fløjtespil.

Den unge danske tegner Frederikke Tornager og den berømte britiske tegner William Simpson, der har produceret scenografi til Game of thrones, lavede sådanne tegninger til mig, hvor man både kunne være bange for Pan og være tiltrukket af en sødme i hans udstråling. Det kunne Heerup ikke have gjort bedre, men den største oplevelse på festivalen var det at sidde i næsten en time foran den hollandske kvindelige tegner Wilma van den Bosch og se hende arbejde tålmodigt på en tegning af Anders And som Pan med horn i panden og andeklove, men selvfølgelig også med en panfløjte i sit store andenæb.

Ikke alene på grund af tegningen. Hun er en kendt Anders And-tegner og lavede en flot tegning, men hun udstrålede selv en afslappet og fredfyldt energi, som man ikke kunne undgå at blive smittet af. Hun viskede blyantstreger ud og satte nye farver på i næsten en time, samtidig med at hun smilede og fortalte om sit liv både som tegner og helt almindeligt menneske.

Hun blev selv  en lige så mytisk figur som Pan og Anders And. Selv om jeg sad foran hende med et bord imellem os, følte jeg mig næsten hvile i hendes favn og kom til at tænke på rottens lille søn i ”Vinden i piletræerne”, der farer vild i den store skov, men falder til ro i Pans favn.

Jeg kan godt her på 3. sal drømme mig til ro i Pans favn, selv om det ikke er en stor skov, jeg er faret vild i, men det moderne strømlinede og velorganiserede samfund, jeg drømmer mig vild i foran mit vindue med udsigt til gården med træer og buske, hvor det er umuligt at fare vild, fordi gården er et lille overskueligt hjørne af verdens mindste hektiske storby.

Den er større end Andeby, og kan derfor godt sætte gang i et stort drømmeri om en natur, der er så stor, at man både kan fare vild og falde naturligt til ro. Så jeg sidder her og drømmer om grøn vækst, grøn glæde og grøn kærlighed, selv om grenene på træerne i gården uden blade er næsten helt nøgne.

Drømmen om både med Pans velsignelse at rase ud som vildt naturvæsen og finde hvile i hans favn som natur, der også kan være rolig og fredelig, er en drøm jeg selvfølgelig drømmer som et naturvæsen, der også er kultur og som et kulturvæsen, der ikke er andet end dirrende krop. Formuleret i humoristisk tegneseriesprog sidder jeg her ved mit skrivebord som en utålmodig Anders And, for hvem alt ikke kan gå hurtigt nok, men som tidligere religionslærer føler jeg mig bedre til pas i Pans end i Anders Ands selskab.

Hvorfor i grunden drømme som et græsk kulturvæsen om en græsk gud, når den gamle nordiske gud Frej er en lige så grøn gud med det samme fokus på frugtbarhed og fred uden grænser? Det er et godt spørgsmål, som det er svært at svare på, for der er mange gamle spændende mytiske fortællinger om Frej, men svaret er nok, at den grundtvigske højskoletradition har siddet så tungt på den nordiske mytologi, at det har været svært for en vane-.frugtbarhedsgud som Frej at inspirere de rigtige digtere, der ikke så på den nordiske religion gennem seminaristiske kristne briller, hvor Odin og Thor repræsenterede den gode asatro, der let kunne blive til moralistisk kristendom, medens Frej var udtryk for en primitiv frugtbarhedsreligion uden moral.

Pan var en græsk frugtbarhedsgud, der ikke var blevet lagt for had af nationalistiske seminarister, og kunne derfor i det 20. århundrede mobiliseres af moderne kosmopolitiske digtere som en gud, der både repræsenterede en naturlighed og en naturlig moral, som var gået tabt i en kristendom, som satte skel mellem krop og ånd, primitiv naturreligion og kristendom som højt udviklet kultur.

I nogle kommende afsnit vil jeg fortælle om en digter med panfløjte, Henrik Pontoppidan, og en digter, der fik dårlig kristen samvittighed over alt for mange panfløjter i litteraturen, Martin A. Hansen, men lige nu fortsætter jeg med god samvittighed mit drømmeri om at hvile i Pans favn, selv om jeg som filosof, digter og religiøs drømmer har svært ved at løbe fra min fortid så tæt på seminariestuderende, at jeg sikkert i manges øjne er en fæl seminarist, selv om jeg kunne drømme om at skrive lige så henført om Frejs favn som om Pans, men lad mig forsøge at samle luft ind og skrive en ode til panfløjten.

du er det gamle nordiske køkken/inden det blev nyt nordisk køkken/hvor det handler mere om raps og havtorn/end om alt det fede fra svin og deres maver

flæsk indvoldsfedt og de blege tarme/der på panden ligger som en lang ring/der bliver mere og mere brun og lækker/fordi den krydres med salt peber og nelliker

i en gammel svensk kogebog var det/biskoppens sidste trøst inden han med/stor smerte bevægede sig ind i fasten/(pludselig fra den hvide eller fede tirsdag

var det askeonsdag indtil påske/)for så igen skærtorsdag at fråse/i lammekød og lammefedt og på ny/kunne glemme den sure og triste fastetid

nu faster veganere året rundt/det gamle nordiske køkken giver/dem mareridt ikke engang i drømme/sætter de tænderne i andet end plantefars

den gamle biskop ville vende sig/i sin grav ved tanken om at man kan/lade være med at spise medister/og ikke have lov til at nyde den brune

pølse med det sprøde skind som altid/får tænderne til at løbe i vand/svinemave møder menneskemave/og mødet er kilde til både mæthed og fryd

met det gamle ord for flæsk og ister/det gamle ord for svinemaveind/voldsfedt blev til den søndagsmedister der/i kolonihaverne var i konkurrence

mod stegt bøf med løg og gryde/stegt kylling med grøn agurkesalat/om at være foretrukken søndagsret/med intet kunne udkonkurrere medister

den kunne krydres med allehånde/og kom ind på den rødternede dug/i godt selskab med asier og rødbeder/og blev skyllet ned med hof eller rød Tuborg

både jøder og muslimer læser/i deres hellige bog at grisen/er et uret dyr som ikke må spises/og både for vegetarer og veganere

er det urent svineri at spise/alle de lyserøde grise som/finder sig i at blive kaldt dumme svin/selv om grisen er klogere end både koen

og kyllingen som er de to værste/konkurrenter til den søndagsmiddag/hvor gul citronfromage ret ofte er/den dessert som i maven får lov til at ligge

over den brune medister der bli/ver tygget så godt igennem at den/sammen med øllet og citronfromagen/på et tidspunkt får lyst til at rejse videre

mens den stadig ligger brun på panden/ligner den en meget stor midgårdsorm/som ikke ser truende ud men bare/længselsfuldt venter på kniv gaffel og åben mund

for den biskop der vel femhundrede/år siden skrev om den fede ister/var Thors kamp med Midgårdsormen helt sikkert/et billede på den kristnes kamp mod fristelser

der alt for tydeligt sagde meget/om en krop fyldt med dødssyndigt begær/men for mig der elsker medisterpølse/er Thors kamp mod den store pølse glad elskovskamp

for mig er medisterpølsen ikke/en trist gylden middelvej mellem/broccolisalat og dyr tyndstegsfilet/men et gyldent alternativ til fråseri

i både plantefars og culotte/jeg konverterer hverken til islam/jødedom eller stor vegansk velvære/men bliver ved med at spise medisterpølse

det er både gammel og moderne/kultur hele året at spise den/met ister som biskoppen forsagede/fra askeonsdag men glædede sig til i fasten

det er hverken unaturligt eller/naturligt men glædesfyldt at spise/den brune medister som varm søndagsret/mandag tirsdag onsdag torsdag fredag og lørdag

hvis jeg skulle vælge tre grunde til/ikke at konvertere til islam/jødedom og grøn og vegansk salighed/så kommer de her i en helt u-prioriteret

rækkefølge medisterpølse met/isterpølse og medisterpølse.