Når jeg sidder ved skrivebordet i mit arbejdsværelse, kan jeg se ned i en gård med buske og træer, der nu er ved at få gule efterårsfarver. De er lige som den gamle mand ved skrivebordet del af en livscyklus, der foregår med tilsyneladende streng lovmæssighed, men træerne og jeg har et forskelligt livsperspektiv.

Året går i ring. Træerne bliver i løbet af det næste år grønne igen, men jeg ved, at mit sparsomme hår og grå skæg bliver mere og mere hvidt, og at de sidste leveår i mit liv sikkert kan tælles på de ti fingre jeg stadig kan bevæge, fordi jeg nærmer mig firs. Det livsperspektiv jeg kan overskue er lineært, for jeg er ikke en buddhist, der tror på en stadig genfødsel.

Jeg har fra mit vindue udsigt til lejligheder i fem etager på den anden side af gården. De solide murstensmure forandrer sig ikke så hurtigt som alt det grønne i gården. De ejendomme, der ligger omkring gården i en firkant, er imidlertid lige så gamle som mig, men har sikkert en længere levetid, fordi mursten i et solidt byggeri fra 30’erne er mere holdbare end et menneske af kød og blod fra 40’erne. Mennesket kan, selv om filosofferne siger, at det af natur er et kulturvæsen, ikke løbe fra, at det er en del af en naturcyklus, der gør det til et lige så foranderligt naturvæsen som træerne i gården.

Træerne bliver ved med at blive grønne igen. Vi mennesker bliver ikke automatisk unge og grønne igen i naturens ring, men jeg er alligevel hverken misundelig på træerne eller på de mursten, jeg har udsigt til, selv om de sikkert er mere langtidsholdbare end min foranderlige krop. Det er jeg ikke, fordi mennesker som besjælede kroppe kan drømme sig unge og grønne igen og leve i lykkelig uvidenhed om den nødvendighed, både naturen og kulturen bebyrder dem med.

Man kan sige meget kritisk og negativt om drømmerier som virkelighedsflugt, men de kan også hos mennesker være et positivt udtryk for, at vi som drømmere er kulturvæsener med mere frihed end mursten, og naturvæsener med en mere fri længsel end træer, fordi træer kun kan springe ud og visne på en næsten mekanisk måde, selv om det ser meget tilfældigt ud.

Både naturen og kulturen er fyldt med lovmæssig nødvendighed, men heldigvis møder naturen os også som overraskende tilfældighed og i kulturen er murstenene lagt af mennesker eller af robotter, der er programmerede af mennesker. Det ville ikke være til at holde ud, hvis der ikke trods alle sikre vejrprognoser kunne komme en overraskende regnbyge eller lidt uventet solskin. Eller hvis biologerne kunne forudsige helt nøjagtigt, hvornår den næste forelskelse ville få hjertet til at hoppe af glæde.

På den måde er der en frihed i naturens tilfældige måde at reagere på, som er lige så befriende, som at det er frie mennesker, der lægger mursten og bygger huse, selv om de måske har programmeret robotter til at gøre det, og selv om de skal følge alle de nødvendige regler, der gælder i samfundet, og være færdige til tiden.

Medens jeg kigger ud af vinduet i det begyndende tusmørke, er min konklusion på disse første flyvske tanker, at vi som naturvæsener og kulturvæsener kan blive fristet til at stirre os blinde på den tunge nødvendighed i både naturens og kulturens vildnis, men i stedet for ikke skal være bange for at turde drømme vildt med både naturlig og unaturlig friheds- og glædeslængsel.

Hverken træerne og planterne i gården eller de mange lejligheder med altaner og store og små vinduer ligner kaotisk vildnis. Det hele ser så fredeligt og almindeligt ud, at der ikke synes at være grund til at drømme vildt, men jeg føler mig ved mit skrivebord i et frihedsrum, hvor jeg har lyst til at slå mig løs på papiret, drømme og skrive vildt om både naturens og kulturens lyksaligheder, lige meget hvor meget elendighed der er til i både samfundet og det naturgrundlag, der er ved at gå til i forurening og naturkatastrofer.

Jeg har lyst til at drømme netop i denne tilsyneladende banale og trivielle virkelighed med udsigt til en helt almindelig gård og helt almindelige lejligheder, fordi jeg har en mistanke om, at det er i almindeligheden, man kan finde glædens kilder til det vi sanser, føler og tænker som sandt, godt og skønt på et tilsyneladende meget højere plan end i den banale hverdag. Det kan vi gøre, fordi der i den almindelige levede virkelighed er så meget jord, luft, ild og vand, glæde og sorg, kærlighed og had, magt og afmagt, der kan blive til skøn litteratur, gode myter og sand filosofi.

Luft og jord kan jeg se i gården og skyerne over lejlighederne. Ild og vand kan jeg se i stuerne og badeværelserne, og det er heller ikke vanskeligt i lejlighederne at forestille sig de livsytringer, hvor glæde, kærlighed og magt kæmper mod sorg, had og afmagt. Det er til gengæld svært i mit frihedsrum ved skrivebordet at vælge mellem litterære, mytisk-religiøse eller filosofiske drømmerier.

Det bliver under alle omstændigheder en slags litteratur, fordi jeg sidder og skriver på papir. For 150 år siden blev det kaldt skolelærerlitteratur, når en halvstuderet røver skrev en sentimental roman, gav sit religiøse sværmeri udtryk i en religiøs traktat eller kaldte sine hjemmestrikkede meninger filosofi, selv om han ikke var uddannet fagfilosof ved universitetet i København.

Henrik Pontoppidan betegnede det som seminarisme uden tilstrækkelige intellektuelle forudsætninger, som han følte sig højt hævet over, fordi han var en moderne realistisk forfatter og derfor havde respekt for en anderledes streng objektiv naturvidenskab end den subjektive og svulstige åndelighed, som han mødte både i sit barndomsmiljø og i det danske samfund som politisk pølsesnak pyntet op med missionske eller grundtvigske fraser.

Som tidligere religionslærer for utallige seminariestuderende kan jeg godt føle mig ramt, fordi jeg ofte måtte skære de ting ud i pap, som jeg havde lært i mine teologiske studier på universitetet. I religionsfaget er jeg fyldt med en faglig ballast, som jeg har i meget mindre grad har som forfatter og filosof, selv om jeg både har skrevet skønlitterære og filosofiske bøger.

Hvordan undgår jeg, at en ode til medisterpølsen bliver seminarielærerlitteratur, som Lars Bukdahl i Weekendavisen ikke kunne drømme om at anmelde. Jeg er vist for gammel til at blive optaget på forfatterskolen. Og hvordan kan jeg drømme om at lære at skrive digte, når jeg hverken har kunnet lære at svømme eller bruge IT, selv om jeg i Ældresagen har gået på flere kurser.

Derfor sidder jeg ved skrivebordet og skriver i hånden og bader altid i havvand med hovedet over vandet, selvom jeg på et tidspunkt betalte mange penge for en hel uges kursus på en idrætshøjskole for kvinder og mænd med vandskræk. På kurset fik en slags gruppe-pres mig til at hoppe i vandet fra 1.meter-vippen, og jeg troede aldrig, at jeg var kommet op igen.

Vandskrækken forhindrer mig ikke i at bade hele sommeren og på en varm dag have en længsel efter at dykke ned i havvand og stige op som genfødt havmand. Willumsen malede et billede med mange badende kvinder i vandet, som han kaldte ”Slaraffen-vand”. Jeg har i vandet den samme følelse af gru og glæde over for det hellige, som naturfolk i mødet med et helligt træ, de gamle grækere ved synet af Pan og kristne over for et billede af den korsfæstede Jesus.

Træerne nede i gården er stadig så fyldt med blade og livskraft, at de trods efteråret ikke får mig til at tænke på kors og død, men på helligt og uovervindeligt liv. Som teolog burde jeg tænke på livets forgængelighed og skrive en salme, der kunne være et nutidigt udtryk for ”Nu falmer skoven trindt om land”, men jeg er så primitivt-religiøs i mine tanker og følelser, at jeg mere kommer til at tænke på, at den græske skovgud Pan måske endnu ikke er død, men kunne komme til syne i en af de trætoppe, jeg har udsigt til. Jeg kunne i hvert fald drømme om at få øje på ham. Jeg kunne så skildre ham som den blå kaffetrold med spidse ører, jeg har hængende i mit arbejdsværelse.

Mange er optaget af gamle myter. De der er bekymrede for jordens klima og mangel på træer, der kan opsuge det farlige ozonlag i luften burde være interesserede i at høre om en græsk skovgud, der måske stadig er levende, selv om et menneske på et skib ud fra en lille græsk ø, hørte et råb fra kysten om, at den store Pan var død.

Hvis jeg kunne tegne og male lige så godt som Heerup, der har lavet min kaffetrold, ville jeg male Pan som en skovtrold endnu mere struttende af livskraft end den blå kaffetrold og stjæle med god samvittighed fra et gammelt maleri af Ivar Arosenius, hvor den festlige svenske maler fra begyndelsen af det 20. århundrede lader Adam og Eva kysse hinanden i paradisets have med en så voldsom livsglæde, at det helt tager pippet fra de mange farverige fugle i livets træ.

Det er en kvindelig og en mandlig Pan-figur, der ikke behøver spidse ører for at se ud som to glade trolde, der ikke lægger bånd på deres frydefulde kropslige kærlighed, som endnu ikke har givet dem skyggen af dårlig samvittighed.

Men jeg er ikke en maler som Heerup og Arosenius. Jeg vender derfor tilbage til valget mellem litterære, religiøse eller filosofiske drømmerier på en 3. sal med udsigt til en gård og nogle lejligheder, der er så almindelige, at de kan inspirere mig til drømme, der skal kunne bære almindeligheden og fylde den med længselsfuld glæde, håb og kærlighed både i prosa og digteriske oder.