Ved alle busstoppesteder i Aarhus kan man i denne tid møde en plakat med fire mænd fra Dansk Folkeparti, der med et ønske om glædelig jul forkynder det glade budskab, at de holder af Danmark.
De ser selv meget glade ud. Det er helt tydeligt ikke blot, fordi de sidder ved et veldækket frokostbord, men fordi deres glæde over at være danskere lyser ud af dem.
De ser også meget danske ud og kunne være klippet ud af et dansk familieblad som illustration til en artikel, der lægger vægt på at skildre almindelige mænd, der er sunde på både sjæl og legeme, fordi de er rigtige danskere med stamtavler helt tilbage til Gorm den Gamle. 
Det er imidlertid ikke helt almindelige danske mænd, men de fire mænd i Dansk Folkeparti, der lige nu tegner firmaet og er med til at lave en finanslov, der som sædvanligt giver en masse penge til pensionisterne og planlægger endnu mere grænsekontrol. Godt nok ser de ikke gamle ud, men det bliver de, og de har alle familiemedlemmer, der er pensionister og lige så utrygge som de selv er det ved grænser uden grænsebom.
Der er ingen kvinder med omkring bordet, men vi ved alle, at det er Pia Kjærsgårds drenge. Hun behøver ikke selv at være med. Hun er Folketingets forkvinde og svæver på en måde lige som dronningen over den almindelige politiske virkelighed. Drengene er mænd, der stadig ser unge ud. De er pæne, ser venlige ud og signalerer ordentlighed. Man kan ikke undgå at føle sig tryg i deres selskab.
Man kan ikke forestille sig, at de som visse borgerlige islandske politikere kommer med sjofle vittigheder på noget tidspunkt om kvinder eller danske mænd, der ikke ser ud, som de selv gør det og derfor ikke kan være rigtige danskere.
Morten Messerschmidt er sikkert ikke med omkring bordet, fordi han kan finde på at lade følelserne løbe af med sig og sige hvad som helst. Det er der ingen, der drømmer om, at Kristian Thulesen Dahl og de andre tre Peter Skårup, Martin Henriksen og Søren Espersen kunne finde på. Plakaten signalerer tryghed ved danske værdier, både når man spiser og arbejder i den hverdag, hvor det er nødvendigt både med grænser for, hvordan man klæder sig på og med grænsekontrol.
Jeg tror, at Dansk Folkeparti har en meget dygtig kommunikationschef, der vil skabe tryghed og glæde over, hvis man er mand i partiet at ligne disse fire evangelister med deres glade budskab om at holde af Danmark. Der er heller ingen tvivl om, at de i enhver situation holder med Danmark. Hvilken kvinde i partiet vil ikke se op til og elske sin egen mand, hvis han ligner en af de disse smukke partibosser, der på reklamebilledet giver et mandigt og selvsikkert indtryk af at være på hjemmebane.
Frokostbordet er skildret så diskret, at selv veganere vil kunne finde mad på bordet, som de har lyst til at sætte tænderne i. Den er lige så appetitlig som mændene, men man skal ikke tage fejl af det skær af glansbillede, der er over den glade julehilsen fra Dansk Folkeparti. Billedet ser naivt ud, men er sikkert meget bevidst lavet. Den, der har gennemtænkt det, har helt sikkert forudset kulturradikales og andre kloge hoveders nedladende syn på disse glansbilleder, for det afslører jo bare, har kommunikationschefen tænkt, at de ingen forbindelse har med en almindelig dansk hverdag og med almindelige danskeres liv overhovedet, fordi de hellere vil eksperimentere og prøve grænser af end leve et for dem småborgerligt og kedeligt hverdagsliv.
Billedet er på den måde både et indforstået og provokerende juleevangelium. Det vil bekræfte de mange partimedlemmer og dem, der elsker partiet i, at de er på den rigtige danske side. Men det vil også provokere dem, der er så bange for et almindeligt fredeligt hverdagsliv, at de ikke kunne drømme om at stemme på partiet. Det kunne måske få dem til at tænke på, om der ikke er kulturradikale idealer, der er værre end de uskyldige glansbilleder, man ser på Dansk Folkepartis julehilsen.
Man kan blive så frustreret af altid at dyrke det sære og ualmindelige, at man får lyst til et helt almindeligt liv med slips og hamburgerryg. Det er den lyst, som partiet, der dyrker de danske værdier, måske vil fremme hos de mennesker, der står ved stoppestedet og venter på den næste bus.
Jeg har også lyst til et almindeligt liv, hvor man ikke kun eksperimenterer og prøver grænser af uden kontrol, men Dansk Folkepartis julehilsen får mig ikke til at stemme på partiet. Glæden og trygheden, billedet vil have os til at tro på, er så bundet til de fire personers glæde over at være udvalgte partibosser, at man også kan se glad selvtilfredshed i deres ansigter. Der er for mig tale om et partifremstød, der forklædt som juleglæde også kommunikerer en selvtilfredshed uden grænser, fordi deres glæde og tilfredshed næsten er for grænseløs. Det kan man more sig over, når man ved, hvor glade partiet ellers er for grænser.
Reklamens overskrift: Vi holder af Danmark er fra partiets side uden tvivl ærligt ment, men partiet og de fire pæne partibosser vil tilsyneladende med billedet tage patent på de rigtige danske værdier og signalere, at partiet og de er så glade for dem, at det kommer til at virke lidt frelst. Især når man godt ved, hvor lidt glade partiet og de er for fremmed mad og fremmede mennesker i det danske fædreland.
Derfor synes jeg godt, man kan påstå, at selv om partiet, dets bosser og dets medlemmer holder af Danmark, holder de måske også lidt for meget af sig selv.
Det er desværre en kendsgerning, at de fire pæne og ordentlige mænd med deres pæne og ordentlige bevidsthed og deres pæne og ordentlige fremtræden i det offentlige rum med deres skarpe skel mellem de der spiser den rigtige mad og går i det rigtige tøj kan inspirere mindre bevidste og mere primitive mænd og kvinder til at rive tørklædet af muslimske kvinder og kebabben ud af hænderne på muslimske mænd.
Det kunne de fire glade partibosser selvfølgelig ikke drømme om at gøre, men glæden og tilfredsheden i deres runde hoveder smager af selvtilfredshed og får mig til at tænke på, om de alligevel ikke er blevet helt stuerene, jævnfør Poul Nyrup Rasmussens i sin tid forkætrede udtalelse.