Det var en rejse til Cuba, der blev øjenåbner for mig. Mennesket er grundlæggende hverken et flokdyr eller en eneboer, med et socialt dyr, der har behov for både tryghed og frihed.
Tryghed kan man opnå ved at føle sig som en del af et nationalt fællesskab eller af et stort politisk fællesskab på tværs af landegrænser, men i begge tilfælde kan det enkelte menneskes frihed forsvinde på bekostning af en national eller politisk-ideologisk identitet, som sætter fællesskabet over individet. 
Det var tilfældet både i den tyske nationalsocialisme og i den cubanske socialisme, hvor det kommunistiske parti stadig nu mere end halvtreds år efter revolutionen styrer landet med et diktatur, der er næsten lige så ubarmhjertigt som Hitlers. Frihed kan i den moderne konkurrencestat også være en kvælende spændetrøje.
Derfor er løsningen i et moderne samfund, der vil bevare både frihed og fællesskab, hverken politisk partidisciplin eller en kanonisk danskhed, der bruges som tæppebanker. Det er heller ikke fokus alene på individuel selvudvikling eller kurser i at være sig selv nok, som kun gavner den enkeltes karriereløft.
Løsningen et at blive opdraget til det store demokratiske samfund ved hjælp af frihed og fællesskab i en lille konkret social virkelighed, hvor man ikke kan undgå at se hinanden i øjnene, og hvor man er nødt til at have opmærksomhed på og hjerte for hinanden, hvis man skulle kunne ånde som frit og socialt individ.
Både ghettoen og havekolonien er eksemplariske steder for en sådan opdragelse til frihed og fællesskab. Det drister jeg mig til at sige, selv om jeg godt ved, at ghettoer ikke er populære på Christiansborg, og havekolonier af mange bliver betragtet som indskrænket og småborgerlig idyl.
Havekolonier er imidlertid haveidyl i en afhængighed af naturen, der er befriende for både sanser, følelser og fornuft. En kosmisk vitaminindsprøjtning, der ikke burde kunne undgå at skabe livsglade individer i et havekoloni-fællesskab, hvor børnene æder jord og solskin sammen i glad legelyst. De voksne kan nok ikke nøjes med jord og solskin, men de kan drikke vand, vin og øl med hinanden i den samme tillidsfulde glæde som børnene, fordi de ikke kan skjule noget for hinanden. Hækkene er så lave, at man ikke kan undgå at få øjenkontakt. Så skal man da lukke øjnene.
Velmenende politikere både til højre og venstre kan ikke tænke stort nok, fordi de har en blind tro på, at stordrift altid er økonomisk rentabel, hvilket langtfra altid er tilfældet. Kommuner og sygehuse kan ikke blive store nok. Det er også af den grund, at politikerne vil have de små ghettoer revet ned, men de skal lære at tænke småt og tænke på ghettoerne som små sociale væresteder, der bare skal fyldes med haver og grønne planter for at skabe glad kolonihavehygge.
Jeg ved godt, at der skal meget andet til. Mennesket er fyldt med både aggressive og kærlige livsytringer. men vrede og aggressioner skal i de eksisterende ghettoer kanaliseres ind i andre baner. Aggressionerne forsvinder ikke ud i det blå, hvis ghettoerne bliver revet ned, de bliver bare større. Man skal udnytte mulighederne i et nært samfund, hvor man kender hinanden og er afhængige af hinanden.
Politikerne er fyldt med politiske og nationale bekymringer, fordi de kun kan tænke stort. De skal lære at tænke småt og grønt. Jeg er fuldstændig overbevist om, at selv det mest brutale bandemedlem kan blive fyldt med kærlighed og glæde, hvis det får lov til at så, plante og høste i en have. Jeg er ikke bange for at være naiv og ubekymret. Der er al mulig grund til at frygte alting i denne verden, men man kunne måske forebygge mange bekymringer i den store verden ved at være glad og ubekymret på sit lille værested og i sin lille have.
Derfor kære politikere. Lad ghettoerne være i fred og fyld dem med grønne haver, og skaf plads til endnu flere kolonihaver omkring de store byer i stedet for at bygge store offentlige institutioner og overflødige kæmpesupermarkeder. Den lille købmand har det svært i et samfund, som kun vil tænke stort, men den lokale købmand i ghettoen er ofte en bedre sjælesørger end den imam, der er styret udefra og ikke bekymrer sig om det store samfund, muslimerne skal opdrages til at være en del af, bl.a. ved hjælp af grønne haver.
Rejsen til Cuba var, som jeg skriver, en øjenåbner for nødvendigheden af både frihed og fællesskab i et samfund. Hvordan det bedst sker på Cuba, tør jeg ikke komme med et bud på, men i Danmark er jeg sikker på, at man kun får frihed og tryghed i det store samfund, hvis man bliver opdraget til det i det små. Småborgerlighed har både en mørk og en lys side.
Det er også tilfældet i en ghetto og i en havekoloni.
Det er den lyse side, som det er livet om at gøre at udvikle med den besindelse på menneskers afhængighed af hinanden og naturen, der kan skabe glædesfrihed, som er noget helt andet end frihedsglæde. Rejsen til Cuba inspirerede mig til en roman Rejsen til Cuba, hvor en morfar rejser sammen med sit barnebarn. Barnebarnet er en frihedsglad tilhænger af Liberal Allinance og hans morfar er en gammel socialist.
Barnebarnet bliver mere glad for Cuba, end han var inden rejsen, fordi han kan se, at det cubanske styre faktisk tænker på fællesskabet, medens hans morfar bliver endnu mere kritisk, end han var i forvejen, fordi han ser en stor uopfyldt længsel efter frihed. Efter rejsen sender de breve til hinanden, hvor de diskuterer, hvordan man i Danmark opnår en balance mellem frihed og fællesskab, og om den balance kan sættes på en politisk eller filosofisk formel.
Jeg lader dem være meget uenige om kolonihavelivet. Somme tider skal man jo være Djævelens advokat. Den gamle morfar skriver i sit sidste brev bl.a.: ” Du kan sikkert ikke huske, at det for nogle år siden var et kolonihavehus, der midt i ankomsthallen til en stor mødesal i Odense kastede glans over Dansk Folkepartis landsmøde. Det var et meget sigende valg, fordi kolonihavelivet virkelig for mig er indbegrebet af indskrænket småborgerlighed, hvor man er sig selv nok med sine kartofler og sine margueritter og hygger sig i smug som et fredeligt puslingeland, ”medens hele verden brænder om din vugge”, som der vist står i en højskolesang om det lille land med et stort dannebrogsflag i selv den mindste kolonihave”.
Barnebarnet svarer i sit sidste brev: ”Jeg har siden dit brev tænkt meget over dit forsøg på at udtænke en filosofi, der rummer både jordisk livsglæde, romantisk åndeligt sind og fornuftig skepsis. Dit udfald mod småborgerlig kolonihavementalitet giver mig drilagtig lyst til at foreslå kolonihavefilosofi, fordi jeg ved, at der er en dansk kolonihavetradition med både varme, højt til loftet og snusfornuftig skepsis over for vidtløftige idealister, der gør det hele op i politisk korrekt økologi”.
Jeg har morfaderens alder, men er helt enig med hans barnebarn. Kolonihavefilosofi er i Grundtvigs fædreland vejen til ”et jævnt og muntert, virksomt liv”. I praksis kræver det en ghetto eller en havekoloni, der er så lille, at alle kender hinanden, og så stor, at der er behov for en købmand som samlende midtpunkt. Man skal heller ikke fortvivle, hvis man ikke bor i en ghetto eller en havekoloni. Hvis man vil hinanden, kan man tænke og leve kolonihavefilosofisk også i et højhus med have på toppen, eller i en opgang med grønne planter på altanen.