Bragt i Aarhus Stiftstidende den 21. maj 2018

Årets gang i naturen er lovmæssig rutine og hele tiden overraskende. Man kan være sikker på, at årstiderne kommer i den samme rækkefølge hvert år, så foråret skal nok komme, selv om foråret i år er kommet senere end for et år siden. Det sidste er der selvfølgelig en naturlig klimaforklaring på, men naturlovene er ikke love for den tilfældighed, der hele tiden gør alt, hvad der sker i naturen, uventet og overraskende.

Ellers ville det ikke være til at holde ud for et menneske, der ikke kun er udstyret med den matematiske fornuft, der udtænker de uforanderlige naturlove, men også med sanser og følelser, der registrerer, at skyerne flytter sig helt tilfældigt, og at man ikke kan forudse det øjeblik, hvor den første krokus springer ud.

Rågerne ruger i deres reder uden for vores altan på 3. sal, som de plejer at gøre det til de nære naboers irritation. De gør det også på nogenlunde samme tidspunkt hvert år, hvad enten det sner eller regner, men deres skrig og flyvninger til og fra rederne er lige så tilfældige som alt andet i den natur, der på samme tid er forudsigelig og helt uforudsigelig. Begge dele gør mig tryg, ikke mindst at naturen er begge dele på én gang. Det ville ikke være til at holde ud, hvis alt hele tiden skete på nøjagtig samme måde. Det ville ende med at gøre alt til tom rutine. Men hvis alt hele tiden var tilfældigt, ville det medføre en svimlende og kaotisk følelse af tomhed.

Både min kone og de fleste af vore naboer synes, at rågerne er forfærdeligt støjende, fordi de lige nu, hvor de ruger på deres æg, skriger eller skræpper uden ophold i dagtimerne. Jeg kan imidlertid ikke lade være med at være fascineret af deres skræppen og flyven rundt, fordi de med deres uberegnelige skrig og bevægelser lever helt op til vendingen om at være lige så fri som fuglen.

Mennesket er meget mere fornuftigt end en råge, men med en krop og et sind, der kan gøre det mere hjælpeløst end en rågeunge.

Det er menneskets fornuft, der finder alle lovmæssighederne i naturen. Det er som fornuftsvæsen, at mennesket er et selvstændigt og frit individ, der ikke er mere bundet af samfundets normer, end det selv vil. Det er også som fornuftsvæsen, at mennesket er højt hævet over dyr og fugle, der mangler både fornuft og frihed, fordi de er bundet til deres instinkter.

Mennesket er godt nok et socialt individ, men det må selv skabe det samfund, som det vil leve i, og der er stor forskel på en liberal og en socialistisk tilgang til den sociale virkelighed. Man kan som menneske blive helt misundelig på de kolonier, hvor rågerne af sig selv og styret af deres instinkter lever i et harmonisk socialt kolonifællesskab. De lever ovenikøbet lige så naturligt i et trofast parforhold hele livet, som det er sværere for os mennesker at opretholde, fordi vi ikke er udstyret med rågernes driftsikre instinkter.

Vi har ikke automatiske instinkter, men vi har på den anden side en krop med sanser og følelser, som kan blive så ustyrlige, at de tager magten fra fornuften og gør sindet så sårbart og skrøbeligt, at det er nødt til at skrige hele tiden og ikke som rågerne kun engang imellem. Det samme sind kan være så hårdt i sin selvoptagethed og selviskhed, som ingen råge kan finde på at være, fordi rågen kun har en lille tilfældig naturlig frihed og ikke den store autonome og fornuftige frihed, som den lange filosofiske tradition giver os gode grunde til at tro, at mennesket har.

Jeg vil ikke bytte min selvstændige menneskefrihed med rågens instinktive fuglefrihed. Jeg vil gerne bestemme over min fremtid, men jeg er nødt til at indrømme, at jeg har nogle kærlige og destruktive drifter, der kan gøre mig mere glad end en råge og mere hjælpeløs end en rågeunge.

Jeg er lige som rågen en del af naturens cirkel, men jeg er ikke kun et naturvæsen. Jeg er også et historisk væsen, der må leve i en natur, der er en kilde til både forundring, sorg og glæde, og gøre det med en menneskenatur, der er en kilde til både smerte og glæde, latter og magtesløse tårer. Det er prisen for at være menneske og ikke råge. Hvis råger fik menneskelig bevidsthed, ville de måske alligevel trods sorgen og smerten være misundelige. Trods det forsinkede forår er der nu mere og mere sol på altanen, hvor jeg sidder og iagttager rågekolonierne, hvor de kærlige yngelplejeinstinkter er så selvfølgelige og robuste.

I forhold til det er menneskekærlighed meget mere sårbar og kan ende i en magtesløshed, som rågerne slet ikke kender til, men så kan det være ikke bare filosofisk, men teologisk opbyggeligt at tænke på, hvad påsken, som vi har haft, og pinsen, som står for døren, egentlig er for kristne højtider.

De er – som i julen – ensbetydende med en irriterende lukning af de to supermarkeder på den anden side af Skanderborgvej, Fakta og Meny, men de indeholder også et provokerende budskab om en kærlighed, der både er sårbar og uovervindelig, fordi naturens almægtige skabergud har åbenbaret sig i et sårbart og magtesløst menneske, der dør på korset langfredag, opstår påskedag og sender Helligånden i pinsen.

Det lyder som tung teologi. Det er det også, men jeg vil ikke fortabe mig i vidtløftig teologisk snak om, hvorfor en god almægtig Gud skaber både liv og død. Jeg vil heller ikke diskutere, om man skal tro på en subjektiv eller objektiv forsoningslære, om Jesus og vi opstår som både sjæl og krop, og om Helligånden er mere end varm luft. Det er provokerende diskussioner for en ren fornuft, men ikke for et menneske med fornuft og et sind og en krop, der rummer både kærlige og destruktive selviske livsytringer.

For dette kærlige og aggressive menneske er det filosofisk og teologisk provokerende at blive konfronteret med en gud og et menneske, der lever selviskheden og magtesløsheden helt ud på vore vegne og giver os mulighed for at være en del af en kærlighed, der som guddommelig menneskekærlighed er lige så selvfølgelig som rågernes yngelpleje.

Det er en filosofi og en teologi om menneskets grænser på godt og ondt, der er sat af både naturens og andre menneskers virkelighed, og som gør vores jordiske liv både mere besværligt og spændende end rågernes.

Vi er hverken guder eller fugle, men mennesker, der hverken er udstyret med englevinger eller rågevinger, men med helt almindelige jordiske munde, hænder og fødder, som vi kan bruge til ualmindelig og overraskende kærlighed, som er lige så naturlig som rågernes himmelflugt.

Påsken bliver forberedt af en lang fasteperiode fra askeonsdag mange uger før påske, hvor man skal besinde sig på sin selviske grådighed. Opstandelsen påskedag og Helligånden giver os lov til at tro på, at vi som mennesker kan spise og handle med en kærlighed, der – selv om den er sårbar – kan overvinde både selviskhed og grådighed.

Jeg glæder mig til i pinsen at lytte til både kirkeklokker og rågeskrig.

Bragt i Aarhus Stiftstidende den 21. juni 2018

Jeg elsker fodbold og kan ikke lade være. Derfor glæder jeg mig til alle de kommende kampe ved VM.

Kærligheden til fodbold begyndte, da jeg som lille dreng fra en landsby på Østfyn tæt ved Storebælt sammen med min far cyklede næsten 30 km til Odense for at se OB spille. Jeg mindes især de store kampe mod arvefjenden B1909, og selvfølgelig spillede jeg selv meget fodbold. 

Min far havde i 30’erne været en frygtløs centerforward for Munkebos fodboldhold og var nok lidt skuffet over, at min fodboldkarriere i Nyborg stoppede med gymnasiet, men jeg har været OB-fan hele livet. Det er, hvad man i psykologien kalder ubevidst prægning både af dyrebørn og menneskebørn.

Mit største fodboldidol i barndommen var OB’s målmand Børge Hylle, som jeg lavede en tegning af i en af de mange scrapbøger med fodboldbilleder fra Fyns Tidende, som jeg omhyggeligt klippede ud og klistrede ind i små hæfter, da jeg var omkring 10 år. Jeg så ham for eksempel være sikker sidste skanse i en fantastisk kamp, hvor Provinsens hold i Odense for første gang vandt over et udvalgt københavnsk hold, fordi han i første halvleg havde den ene mirakelredning efter den anden, og fordi Jens Peter Hansen fra Esbjerg i anden halvleg tryllede med bolden som venstre wing. Ham har jeg siden i Idrætsparken set score det første mål i en landskamp mod svenskerne, som vi alligevel endte med at tabe, for jeg fulgte selvfølgelig også som dreng levende med i det danske fodboldlandsholds kampe, ikke mindst mod den nationale arvefjende Sverige.

Jeg overværede den forfærdelige landskamp i 1959, hvor Danmark tabte 6-0. Det var i den svenske storhedstid, hvor de slog England på Wembley og havde Agne Simonsson som centerforward. Der var fem fynboer på det danske landshold, men de var heldigvis fra B1909 og ikke OB.

Jeg har glædet mig til landsholdets kampe ved VM. Der er desværre ingen spillere med fra OB, men Christian Eriksen har da spillet i klubben. Jeg er stadig OB-fan, selv om jeg har boet i Aarhus i mere end 50 år, og jeg holder selvfølgelig med Danmark, lige meget hvor elendigt de spiller. Det første er et spørgsmål om psykologisk prægning. Det andet er en kulturel prægning, som jeg heller ikke er flov over. Jeg er både biologisk natur, der kan præges, og en del af en dansk kultur, der synes, at Danmark er “et yndigt land”, både det, der spiller fodbold, og når det er rum for mange andre glæder end fodbold og fædrelandssange.

Men fodbold er for mig mere end fynsk afstamning og tilhørsforhold til den danske stamme, der har det samme sprog og de samme fælles værdier i forbindelse med fodbold, demokrati og kongehus. Hvad er det ved fodbold, der løfter det op over både psykologisk og kulturel prægning og gør det vigtigere end liv og død, hvis man skal tro et berømt citat af Bill Shankley, der engang var manager for Liverpool: “Some people think football is a matter of life and death. I assure you. It is much more serious than that”. (“Nogle mener, at fodbold er et spørgsmål om liv og død, men jeg er overbevist om, at det er meget vigtigere og alvorligere end det”).

Kan man argumentere overbevisende om rigtigheden af et så bombastisk udsagn. Det synes jeg godt, man kan. Liv og død er jo bare biologiske kendsgerninger. Fodbold giver en enestående mulighed for at få indblik i, hvad der er det særlige ved menneskets liv, som det udfolder sig i historien på tværs af biologiske og kulturelle forskelle.

Mennesket har behov for individuel frihed og social sammenhæng. På et fodboldhold skal den enkelte kunne tænke kreativt og ikke være bange for at gå selv, samtidig med at det er livet om at gøre at kunne spille sammen.

Den enkelte fodboldspiller er til stede i spillet med sin krop og sin sjæl med en kærlig og aggressiv lidenskab både på egne og hele holdets vegne, som kan være et forbillede for livsudfoldelse på alle mulige andre samfundsområder.

Fodbold er levende teater, som man ikke kan lade være med at lade sig rive med af, hvis man har brug for indlæring i både at kunne stå på sine egne ben og ikke være sig selv nok. For at begå sig på fodboldbanen og i samfundet skal man både kunne skubbe og vise hensyn, og det er mennesket i stand til, fordi det kan foretage bevidste valg, selv om det har de samme aggressive og kærlige livsytringer som andre pattedyr.

Lidenskabelig og bevidst kropsudfoldelse både på egne og holdets vegne. Det er den vigtige og alvorlige elementære sandhed i fodboldspillet, som man, hvis man elsker fodbold, også har blik for på det modstanderhold, som kæmper mod det hold, man selv holder med. Der er tale om en så elementær glæde ved at spille og betragte spillet, at hverken økonomiske eller nationale interesser kan fortrænge det helt. Derfor vil jeg i det VM, som nu er i gang, selvfølgelig holde med Danmark, men nyder de islandske ho-ho-ho-råb og andre landes fantasifulde måder at udtrykke deres medlevende deltagelse på, fordi jeg tror, at det alt sammen er udtryk for den samme kærlighed til fodbold som vigtigere end liv og død.

Mennesket er både aggressivt, kærligt og socialt. I disse me-too-tider, hvor alt skal gå så fredeligt for sig, at man hverken må gramse eller slå på hinanden, kan det være befriende at være vidne til både overdrevne kyssescener og hårde eftertacklinger, fordi det er udtryk for en kropslig lidenskab, der er både selvhengivende og selvhævdende af kærlighed til et fællesskab, som alle på banen har ret til at være en del af.

Der er en sandhed i fodboldspillet, som også er en sandhed i det almindelige menneskeliv, hvor der er brug for meget mere slagsmål og meget mere kysseri. Begge dele af kærlighed til et fællesskab, hvor man ikke som i erhvervslivet er sin egen lykkes smed, men hvor man som i fodboldlivet, såvel på banen som på tilskuerpladserne, er glad både på egne og andres vegne. Modstanderholdet kan endda spille så godt, at man ikke kan undgå at være glad også på deres vegne, hvis man virkelig elsker fodbold, og det er vigtigere end både liv og død.