Som jeg antydede i min sidste blog, kan man hengive sig til de syv dødssynder på en måde, der både er elskelig og forfærdelig, fordi det er svært i hverdagen ikke at leve i synd, selv om man er et både kærligt og venligt menneske.

Jeg kan godt lide tegneren Johannes Havelunds øjebliksbillede i en biograf af fra venstre liderlighed, gerrighed – personen har været for nærig til selv at købe popcorn, misundelse, frådseri – her har personen til gengæld købt rigeligt, dorskhed, misundelse og vrede – måske har et popcorn knækket en tand.

I et sådant hverdagsbillede føler man sig ramt, selv om man bilder sig ind, at man både er fornuftig og dydig.

Læren om de syv dødssynder er gammel katolsk kristendom, der kan inspirere til fortællinger og billeder også i en nutidig moderne virkelighed.

Hovmod, gerrighed, liderlighed, misundelse, frådseri, vrede og dorskhed kan stadig bringe sindene i kog, selv om det er en kendsgerning, at nogle af dødssynderne, misundelse og frådseri f.eks., er med til at holde hjulene i gang i et materialistisk forbrugssamfund.

Man er også nødt til i dette moderne samfund at indrømme, at mange af de gamle dødssynder kan ses i et både positivt og negativt lys, alt efter hvordan man oversætter dem fra latin. Dovenskab er ikke så slemt som dorskhed, raseri er værre end vrede, og stolthed er ikke så slemt som hovmod.

I et samfund fyldt med overflødige forbrugsgoder kan det næsten være en dyd at være gerrig, og man kan blive så provokeret af moralistiske alvorsmænd- og kvinder, at man længes efter lidt livsglad liderlighed.

I kataloget over de syv dødssynder kan man både finde en visdom i at få sjæl og krop til at hænge sammen og få det enkelte individ til at tænke på andre i fællesskabet end sig selv. Men det er også let at få øje på, at alle fællesskaber altid gerne vil banke det individ på plads, som ikke kan holde sig på måtten.

Jeg har skrevet nogle fortællinger om de syv dødssynder, hvor jeg håber, jeg kan forvirre mine læsere med skildringer af syndere, som man både får lyst til at hade og at elske, og nogle af synderne har jeg forsøgt at gøre både elskelige og forfærdelige.

Ingrid Falktoft Andersen har illustreret fortællingerne med akvareller af de dyr, som traditionelt har været knyttet til de syv dødssynder. De fylder mig med de samme blandede følelser, som jeg håber novellerne lægger op til.