Frihed og tryghed er plusord i den moderne virkelighed. Det gælder, når vi almindelige mennesker taler sammen, og når politikerne vil have os til at stemme på deres eget parti.

Både i de blå og de røde politiske partier går man ind for såvel frihed som tryghed, og de to begreber udelukker bestemt ikke hinanden, men man bliver mistænksom, når enigheden tilsyneladende er så stor. Jeg vil forsøge at tale så konkret om frihed og lighed, at det kan blive klart, at begge begreber både er fornuftige og kan være fyldt med illusioner.

Vi har ikke som de andre levende væsener i dyreverdenen instinkter, der fortæller os, hvad vi skal gøre, når vi lever sammen i et fællesskab. Vi har brug for den samme tryghed som dyr, men skal selv skabe den med vores frie og praktiske fornuft i den sociale sammenhæng vi lever i.

Det har vi gjort for fuld kraft i den moderne tid, der siden oplysningstiden har givet os mere og mere magt over naturen. Ved hjælp af fornuftige blå og røde ideologier og rationel videnskab har vi i en næsten blind fremskridtstro skabt de moderne samfund, der udvikler sig hurtigere og hurtigere. Disruption er blevet kodeord for den udvikling i frihedens, fornuftens og fremskridtets navn, som næsten ikke kan gå hurtigt nok.

Det har efterhånden skabt så meget kaos og utryghed, at mange mennesker længes tilbage efter gamle dages rolige og trygge samfund, selv om det var samfund fyldt med ufrihed og ulighed. I nostalgiens bagkloge lys var de homogene fællesskaber, der havde nationale grænser og ikke kunne løbes over ende af flygtninge og migranter.

Det er symptomatisk, at Socialdemokratiet nu forsøger at overgå Dansk Folkeparti i at være et nationalt parti. Den bedste danske opfindelse er Danmark, fortæller Mette Frederiksen os overalt i de danske byer.

De gamle illusioner både om et fremskridt uden grænser og om et homogent samfund som på Gorm den Gamles tid trives i bedste velgående. På en måde er de to illusioner så afhængige af hinanden, at det er både til at le og græde over.

I den situation skal man efter min mening hverken lave hysterisk frihedskamp for fremskridtet, som statsministeren gør med sit disruptions-råd, eller klamre sig til en fastlåst danskhed, som Mette Frederiksen gør det på plakaterne, men fastholde frihed og tryghed i et moderne samfund, der skal udvikle sig i et tempo, hvor borgerne kan følge med, både med deres krop og deres sind.

Selvfølgelig skal der også sættes grænser for den teknologiske og demografiske udvikling, men de grænser skal ikke sættes af kanoniske danskhedsværdier, men af et menneskesyn og et natursyn, hvor mennesket ikke først og fremmest er dansker, men menneske, og naturen ikke kun er dansk natur.

Før mennesket bliver dansker, forbruger og demokrat er det et levende væsen, der har brug for samvær med andre levende mennesker, som det kan sanse, høre og se med sin krop. På samme måde som det har behov for at være i naturen med både sanser, følelser og fornuft for at være et helt levende menneske.

Man skal selvfølgelig også være i sin naturafhængighed uden illusioner. Mennesket er af natur både kærligt og aggressivt, og naturen er tilsvarende voldsom på en både blid og hård måde, så der er al mulig grund til at føle sig for og tænke sig om, som det kulturelle væsen, mennesket også er.

Men i den aktuelle situation, hvor mange kæmper for disruption, og endnu flere for gammel danskhed, har jeg lyst til at slå et slag for en kulturkamp på naturens præmisser, der både har plads til fornuftige overvejelser og glæde over nye og gamle danske ord og billeder.

Der er en tendens til, at fornuftige kulturradikale og fornuftige konservative i dag kan være enige om en fælles front mod både socialister og liberale, der mangler den naturdimension, som gør mennesket til et kulturvæsen med både krop, hjerte og fornuft.

På naturens præmisser kan man være både kulturradikal og konservativ med begge ben på jorden som gode naboer i en kolonihave og flage med dannebrog uden at være nationalist, fordi man hellere vil så radiser end slå løs på selv de mest fanatiske tilhængere af disruption.

Jeg er stadig i tvivl om, hvad jeg skal kalde den filosofi, der ligger gemt i et så roligt kolonihaveliv. Foreløbig kalder jeg det kolonihavefilosofi. Kodeordene er hverken tro, håb og kærlighed ( det er for religiøst ) eller frihed, lighed og broderskab ( det er for ideologisk ), men frihed, tryghed og kærlighed. Er det ikke bæredygtig dansk hygge på filosofisk grundlag for både hvide, gule, brune og røde, selv om der ikke er et flag i kolonihaven. Det er i hvert fald frihed og tryghed uden illusioner i øjeblikket lige her og nu, og hverken i en fjern fortid eller en fremtid, som er lige så fjern. Det er også et liv, man kan leve på stenbroen med sin have på altanen langt væk fra kolonihaverne.