Min morfar Niels Jørgen Jensen førte dagbog næsten hver dag fra 1905, hvor han var 26 år og lige blevet gift og havde købt gård, til sin død 1956. Han skrev i hånden med fyldepen, men min moster og onkel har skrevet det hele rent på maskine.

Morfar var landmand i Asferg lidt nord for Randers, og de første 40 år skriver han mest få linjer om vejret, og hvad han og hans karle har gang i på marken og i staldene, men han følger også lige fra begyndelsen med i, hvad der sker i familien, i Danmark og den store verden uden for Danmark.

Han havde været på Askov Højskole som ung og har sikkert mange gange sunget med på ”Et jævnt og muntert, virksom liv på jord”. Sådan var hans liv i hvert fald: jævnt, muntert og virksomt. Han var ubekymret, ikke kun fordi han havde en større gård, men fordi han havde en kristen tro på livet og døden og bevarede et muntert og romantisk sind, selv om han ikke blev sparet for lidelser og meningsløs død i sin nærmeste familie.

Jeg nåede at være på ferie hos ham som barn i Randers, hvor han boede de sidste 10 år af sit liv i en lille villa, efter at han havde afstået gården til sin ældste søn. Han var stadig en munter og virksom mand i sit hus og sin have. Han havde overskud til at snakke med mig og gjorde mig tidligt interesseret i politik og på det tidspunkt til venstremand.

Man kan lære meget, blot ”øjet er opladt og sindet friskt”, skriver han i sin dagbog så sent som 1955. Det levede han selv op til lige til det sidste. Han sluttede dagbogen 5 dage før sin død med en usvækket interesse for, hvad der skete både i den lille verden med børn og børnebørn og i den store verden, der var fyldt med voldsomme spændinger mellem øst og vest efter den anden verdenskrig. I det sidste dagbogsnotat kommenterer den tidligere landmand også som altid den daglige vejrsituation. Midt i november er vejret usædvanligt mildt.

I sit pensionistliv i Randers fik han bedre tid til at skrive end i sit aktive liv som bonde og venstrepolitiker. Det er spændende at læse både om familielivet, som jeg nu synes, jeg kender og forstår bedre og om storpolitikken, hvor hans forbilleder i 50’ erne både i England er den cigarrygende konservative Winston Churchill og i Frankrig den socialradikale ”dynamiske mælkedrikker” Pierre Mendés France, fordi de begge har fornuftige visioner og udviser stor handlekraft.

I den aktuelle politiske situation i USA er det næsten gribende at læse ham referere general Eisenhowers indsættelsestale om, at han vil ”føre krig mod frygt, nød og elendighed” over alt i verden.

Han skriver også meget om den store politik i Danmark, hvor han helt tydeligt har mere sympati for den lune og pragmatiske fynbo Erik Eriksen end for den stivsindede vestjyde Knud Kristensen, selv om han selv er født i Vestjylland. Hans folkelige engagement går på tværs af de traditionelle partiskel. Han er optaget af folketing, folkekirke og folkeskole som et menneske, der fokuserer mere på sagen og sindet end på partibog og et traditionelt tilhørsforhold til grundtvigianisme eller indre mission. Han kom både i højskoleforeningen og missionshuset, og han havde som virksom venstremand i den lille Asferg-virkelighed været medlem af både sognerådet, menighedsrådet og skolekommisionen.

Kan man leve så ubekymret og så jævnt, muntert og virksomt i dag, både i den store internetvirkelighed og i den lille hverdagsvirkelighed? Selvfølgelig kan man det. Selv i den yderste udkant af landet er der en kirke, en skole og mulighed for en lokal borgerliste. Alle steder kan man engagere sig med folkeligt engagement og et ”friskt sind”, der med Grundtvigs ord er ”lysvågent for alt stort og skønt herneden”, men hvor det er både nødvendigt og fornuftigt at afprøve det i en så lille virkelighed, at man er nødt til at se hinanden i øjnene.

Man skal også kunne diskutere i en frihed og med en kærlighed, der har plads til både kærlige og aggressive livsytringer. ”Ej alt i fred-lér forme, men vælge livets storme for gravens stille ro”.

Det er også med Grundtvigs ord et udtryk for det jævne, muntre og virksomme liv, men min morfar er alligevel lidt rystet, når han skriver i 50’ erne om slagsmål i det franske parlament mellem kommunister og poujadister, hvor stolene flyver gennem luften, og der skydes med hundepistoler.

Pierre Poujade er den første populist i den lange række af politikere, der ender med Donald Trump. Morfar bryder sig hverken om populister eller kommunister. Det gør jeg heller ikke, men jeg forsøger at være lige så ubekymret, som han er det, selv om Trump og Putin får flere og flere tilhængere, og man også i Danmark pludselig er meget mere interesseret i lurmærket national danskhed end lige værdighed for alle.

Det ville min morfar have været ked af at opleve, men jeg tror ikke, at det havde fået ham til at miste sit livsmod og sin lyst til at følge med i både stort og småt. ”Der er al mulig grund til at frygte alting her i verden, så I skal ikke frygte noget som helst”. Det siger politimanden Orson til Charlot og Charlotte i Ole Bornedals TV-serie af samme navn, som er en hyldest til ubekymret kærlighed. Den serie ville morfar have elsket. Han var glad for mødet med en sådan ubekymret kærlighedsforkyndelse, både hos den for mange barske århusianske teolog P. G. Lindhardt og hos den for endnu flere pladderromantiske fynske forfatter Morten Korch.

Billedet viser morfar og min mor på Grenen den 15. august 1933.

Frihed og tryghed er plusord i den moderne virkelighed. Det gælder, når vi almindelige mennesker taler sammen, og når politikerne vil have os til at stemme på deres eget parti.

Både i de blå og de røde politiske partier går man ind for såvel frihed som tryghed, og de to begreber udelukker bestemt ikke hinanden, men man bliver mistænksom, når enigheden tilsyneladende er så stor. Jeg vil forsøge at tale så konkret om frihed og lighed, at det kan blive klart, at begge begreber både er fornuftige og kan være fyldt med illusioner.

Vi har ikke som de andre levende væsener i dyreverdenen instinkter, der fortæller os, hvad vi skal gøre, når vi lever sammen i et fællesskab. Vi har brug for den samme tryghed som dyr, men skal selv skabe den med vores frie og praktiske fornuft i den sociale sammenhæng vi lever i.

Det har vi gjort for fuld kraft i den moderne tid, der siden oplysningstiden har givet os mere og mere magt over naturen. Ved hjælp af fornuftige blå og røde ideologier og rationel videnskab har vi i en næsten blind fremskridtstro skabt de moderne samfund, der udvikler sig hurtigere og hurtigere. Disruption er blevet kodeord for den udvikling i frihedens, fornuftens og fremskridtets navn, som næsten ikke kan gå hurtigt nok.

Det har efterhånden skabt så meget kaos og utryghed, at mange mennesker længes tilbage efter gamle dages rolige og trygge samfund, selv om det var samfund fyldt med ufrihed og ulighed. I nostalgiens bagkloge lys var de homogene fællesskaber, der havde nationale grænser og ikke kunne løbes over ende af flygtninge og migranter.

Det er symptomatisk, at Socialdemokratiet nu forsøger at overgå Dansk Folkeparti i at være et nationalt parti. Den bedste danske opfindelse er Danmark, fortæller Mette Frederiksen os overalt i de danske byer.

De gamle illusioner både om et fremskridt uden grænser og om et homogent samfund som på Gorm den Gamles tid trives i bedste velgående. På en måde er de to illusioner så afhængige af hinanden, at det er både til at le og græde over.

I den situation skal man efter min mening hverken lave hysterisk frihedskamp for fremskridtet, som statsministeren gør med sit disruptions-råd, eller klamre sig til en fastlåst danskhed, som Mette Frederiksen gør det på plakaterne, men fastholde frihed og tryghed i et moderne samfund, der skal udvikle sig i et tempo, hvor borgerne kan følge med, både med deres krop og deres sind.

Selvfølgelig skal der også sættes grænser for den teknologiske og demografiske udvikling, men de grænser skal ikke sættes af kanoniske danskhedsværdier, men af et menneskesyn og et natursyn, hvor mennesket ikke først og fremmest er dansker, men menneske, og naturen ikke kun er dansk natur.

Før mennesket bliver dansker, forbruger og demokrat er det et levende væsen, der har brug for samvær med andre levende mennesker, som det kan sanse, høre og se med sin krop. På samme måde som det har behov for at være i naturen med både sanser, følelser og fornuft for at være et helt levende menneske.

Man skal selvfølgelig også være i sin naturafhængighed uden illusioner. Mennesket er af natur både kærligt og aggressivt, og naturen er tilsvarende voldsom på en både blid og hård måde, så der er al mulig grund til at føle sig for og tænke sig om, som det kulturelle væsen, mennesket også er.

Men i den aktuelle situation, hvor mange kæmper for disruption, og endnu flere for gammel danskhed, har jeg lyst til at slå et slag for en kulturkamp på naturens præmisser, der både har plads til fornuftige overvejelser og glæde over nye og gamle danske ord og billeder.

Der er en tendens til, at fornuftige kulturradikale og fornuftige konservative i dag kan være enige om en fælles front mod både socialister og liberale, der mangler den naturdimension, som gør mennesket til et kulturvæsen med både krop, hjerte og fornuft.

På naturens præmisser kan man være både kulturradikal og konservativ med begge ben på jorden som gode naboer i en kolonihave og flage med dannebrog uden at være nationalist, fordi man hellere vil så radiser end slå løs på selv de mest fanatiske tilhængere af disruption.

Jeg er stadig i tvivl om, hvad jeg skal kalde den filosofi, der ligger gemt i et så roligt kolonihaveliv. Foreløbig kalder jeg det kolonihavefilosofi. Kodeordene er hverken tro, håb og kærlighed ( det er for religiøst ) eller frihed, lighed og broderskab ( det er for ideologisk ), men frihed, tryghed og kærlighed. Er det ikke bæredygtig dansk hygge på filosofisk grundlag for både hvide, gule, brune og røde, selv om der ikke er et flag i kolonihaven. Det er i hvert fald frihed og tryghed uden illusioner i øjeblikket lige her og nu, og hverken i en fjern fortid eller en fremtid, som er lige så fjern. Det er også et liv, man kan leve på stenbroen med sin have på altanen langt væk fra kolonihaverne.