De gamle nordboere havde også en stor fest på denne tid af året med mørke og kulde. De spiste og drak for at fejre, at solen vendte i sin bane på himlen, og lyset begyndte at vende tilbage.

I den hedenske solhvervsfest festede man i Odins, Thors og Frejs navn. Efter at kristendommen var kommet til Danmark, fortsatte man med at spise og drikke på det samme tidspunkt i Guds, Jesus og Helligåndens navn.

De gamle nordboere havde også en stor fest på denne tid af året med mørke og kulde. De spiste og drak for at fejre, at solen vendte i sin bane på himlen, og lyset begyndte at vende tilbage.

I den hedenske solhvervsfest festede man i Odins, Thors og Frejs navn. Efter at kristendommen var kommet til Danmark, fortsatte man med at spise og drikke på det samme tidspunkt i Guds, Jesus og Helligåndens navn.

Det gør man sådan set stadigvæk. Derfor er det godt at komme i kirke juleaften og blive mindet om, at Jesu fødsel ikke kun er startskuddet til årets største æde- og drikkegilde med andesteg, flæskesteg rødvin og juleøl i lange baner, men også betyder noget andet. Hvad er det for en betydning, man skal mindes om i en ordentlig juleprædiken?

Det er, at fødslen foregår lige så almindeligt og hverdagsagtigt, som alt det der senere sker i Jesu liv, efter at han er blevet voksen. Stalden er lige så hverdagsagtig som de daglige hændelser, Jesus henviser til i sine lignelser. Når Jesus taler om himlens fugle og markens liljer, er der ikke tale om guldfugle med englevinger eller blomster med et særligt himmelsk skær over sig, men helt almindelige fugle og blomster.

Alt er i hans voksne liv lige så almindeligt som krybben, han som barn blev lagt i, og som hyrderne på marken. Det ualmindelige i evangelierne er, at Jesus i hele sit liv i denne almindelige hverdagsvirkelighed udviser en barmhjertighed og tilgivende kærlighed, som overvælder dem, der er tilskuere til hans ord og gerninger med glæde – eller forarger dem.

Hans død på korset som udtryk for Guds tilgivende kærlighed skaber på samme måde tro eller forargelse og får både kristne og ikke kristne til at blive mere menneskelige eller mere umenneskelige. Troen giver os nemlig ikke et helt andet og mere ophøjet religiøst liv end det almindelige menneskeliv, men giver os tilbage til det hverdagsliv, som vi har fra fødslen, eller er blevet skabt til, hvis man vil tale om det på en kristen måde.

Fødslen i stalden gør det på samme måde som det øvrige almindelige hverdagsliv Jesus lever, umuligt at være kristen på en særlig kristelig måde. Hvad enten man bestræber sig på at være særligt åndelig eller særligt godgørende, skriger det til himlen som syndig selvoptagethed, der kun bliver værre af at være tilsyneladende kristen selvoptagethed.

Det er derfor ærgerligt, at man ikke i salmebogen juleaften kan finde Henrik Pontoppidans smukke julesalme, hvor han begynder med at lade Jesus blive født i en helt almindelig stald:

Ved lygtens skin, imellem får og stude,
blev Jesusbarnet født og svøbt i klude.

Salmen fortæller mere om, hvad der skete i Betlehem og slutter på denne realistiske måde:

Men altid gennem juleaftens glæde
jeg hører æslet skryde, barnet græde.

Henrik Pontoppidan var ikke vild med kristendommen, fordi han hadede den i alle dens kristelige skikkelser. Men hvordan undgår man, at kristendommen bliver til kristelig bedreviden og selvoptagethed, der er syndig, selv om det er rigtigt, at den kristne kan tro på, at synden bliver tilgivet. Men det gør ikke ham eller hende syndfri.

Mit svar er inspireret af K.E. Løgstrups syn på etik, som vil redde etik og moral fra alle bedrevidende moralisters evindelige lyst til at moralisere ud fra fine etiske teorier: ”Det etiske synspunkt kommer ikke fra vore bestræbelser, men er et modlys, der falder ind over dem, og som kommer fra de grundvilkår, som det ikke står i vor magt at lave om på”.

På samme måde kunne man sige, at kristendommen ikke er en indviklet dogmatisk lære eller en særlig måde at leve på, men er det modlys Jesus med sin fødsel, liv og død kaster over vores helt almindelige hverdagsliv og afslører os som mere menneskelige og umenneskelige, end vi havde drømt om det.

Den fødsel, det liv og den død står det heldigvis ikke i vores magt at lave om på. Det må vi enten tro på uden at få kristelige griller, eller nægte at tro på, fordi det overlader alt for lidt til vores både almindeligt syndige og kristeligt syndige lyst til at løfte os op over det almindelige hverdagsliv, hvor æslet skryder, og barnet græder.

Troen på den kærlige og tilgivende Jesus gør ikke den kristne syndfri. Men det skaber en glæde og en ubekymrethed i øjeblikket, både juleaften i kirken med en masse grædende børn og hjemme ved julebordet med mad og drikke, som den bekymrede og bedrevidende moralist og den bekymrede og bedrevidende faste kirkegænger ikke kender noget til.

Der sker ikke noget ved juleaften at synge med på alle de traditionelle julesange fyldt med engle og himmelsk skær.

Hans fødselsstund er årets store time,
da festlys tændes, alle klokker kime.

Som der også står i Pontoppidans julesalme. Man skal bare hele tiden kunne høre æslet skryde og barnet græde.

.

 

.

 

 

Vi er nu inde i det nye kirkeår, hvor man afventer Jesu fødsel. Adventus Domini, Herrens komme, som det hedder i det officielle kirkesprog.

Denne fremtidsforventning kan være anledning til at filosofere lidt over, hvorfor det er så svært at leve i øjeblikket og så fristende at tænke både frem og tilbage. Det er ikke tilfældigt, at man taler om, at forventningens glæde er den største glæde, og at det aldrig kan blive så sødt som i de gode gamle dage.

Vi kender alle sammen fristelsen til at flygte ind i fremtiden eller tilbage til fortiden, fordi vi ikke når, det vi skal, og ikke kan det, vi har kunnet før.

Disse frustrationer er den pris, vi betaler for at være frie og bevidste væsener og ikke hviler i vore instinkter på samme måde som kattene i stuen og fuglene uden for ved foderbrættet. Vi eksisterer og er derfor, som det latinske ord existentia antyder, i modsætning til dyr og fugle altid på vej frem eller ud af os selv med vores frie bevidsthed.

Det kan fylde os menneskedyr med en livslyst og et livsmod, andre dyr ikke kan drømme om, men det kan også gøre os så triste og sløve, at vi ikke kan holde os selv ud i en eksistens, som kun føles som tomhed og mangel på mening.

Den tomhed og mangel på forudbestemt mening gjorde eksistentialisterne en dyd ud af. Det er også den tomhed, alle indbydende reklamer forsøger at udfylde med meningsfulde tilbud, som både frister med de gode gamle dage, marmelade fra den gamle fabrik, og en lykkelig fremtid med hurtige biler og hurtigere bredbånd.

Alt liv er frustrerende liv, siger buddhisterne og mediterer sig fra tomheden. Glæd jer til Jesu fødsel , siger de kristne og udfylder adventstiden med alle de nødvendige juleforberedelser. Mennesket er for svagt til at kunne klare sig selv, siger muslimerne, det skal følge koranens gamle bud og Muhammeds eksempel for at få en meningsfuld fremtid.

Det hjælper sikkert alt sammen, men kolonihavefilosoffen forlader lejligheden eller huset og går sig stærk og glad i naturen, som vi kan føle os helt nedfældet i med vore sanser og være så glade for at være i med vores bevidsthed, at vi er til i øjeblikket helt uden frustrationer. På gåtur i skoven, ved havet eller bare på den flade landevej har vi hverken behov for at flygte til fortiden eller til fremtiden. Slet ikke, hvis vi har mulighed for at dele glæden over at være til i naturen sammen med et andet levende menneskedyr.