Nu er der græskarhoveder foran alle huse med børn. Den store orange grøntsag passer godt ind i efterårslandskabet. Træernes blade bliver gule, orange og røde, inden de falder af.

Men det er ikke efteråret, der bliver fejret med de store græskarhoveder. De skal med deres skrækindjagende ansigtsudtryk skræmme onde ånder bort, men efteråret og vinteren kan de ikke skræmme væk. Naturen vil blive mere og mere vissen og død, men hvad gør det, når det bliver forår og sommer igen. Så jeg fejrer Halloween for mine børnebørn med glade tanker om at være afhængigaf naturen, selv om den er fyldt med både liv og død, gode og onde naturånder.

Oprindeligt var 1. november Alle helgens dag, og aftenen før Alle helgens aften. I Den katolske Kirke mindes man alle de døde helgener, der gør livet mere trygt for de levende. I den evangelisk-lutherske kirke er alle døbte helgener, så her mindes de efterladte de døde familiemedlemmer, der er døde i årets løb, og som har fyldt de efterladtes liv med glæde og kærlighed.

I begge tilfælde får man de dødes hjælp til at holde ondskab og død fra livet, så i den forstand er de skrækkelige græskarhoveder, der ligner kranier, i god overensstemmelse med traditionen for at bede om de dødes hjælp til at gøre livet mere trygt for de levende.

Men de levende ved godt, at død og ødelæggelse er en del af livet. Det hører også med til traditionel katolsk og luthersk tro. Som gammel kan man mærke en krop og en ånd, der bliver mere og mere skrøbelig. En ordentlig kolonihavefilosof ved også godt, at afhængighed af naturen er en kilde til både smerte og fryd, glæde og sorg.

Så jeg vender tilbage til den afhængighed af naturen, som de smukke og uhyggelige græskar ved husene kunne eksemplificere på både godt og ondt. At fejre Halloween er i det perspektiv en glad kosmisk eksistentialisme, som man kan savne i de to traditionelle religioner, jeg har været omkring, og den eksistentialisme, der kun dyrkede lidelsen og det absurde.

Det frydefulde i naturen er lige så overraskende og absurd som det lidelsesfulde. Græskaret som kranium er symbol på både fryd og smerte, liv og død. Så glad kosmisk eksistentialisme er bare græskarfilosofi.

Glædelig Halloween.

Kolonihavefilosofi er for mig en filosofi om det hele, men jeg indrømmer blankt, at det nok er begrænset, hvor mange jeg har fået omvendt til at tro på en kolonihavefilosofisk kulturrevolution.

Kolonihavens virkelighed er for de fleste en meget begrænset virkelighed, som giver dem småborgerlige og nationalistiske associationer, selv om de godt kan lide Benny Andersens og Halfdan Rasmussens kulturradikale sange om kolonihaver og Henry Heerups og Ib Spang Olsens billeder af kolonihavevirkelighed, som ikke er spor nationalistiske, selv om der er mange dannebrogsflag i deres festlige kolonihavebilleder.

Kolonihavefilosofi er ikke for mig bundet til en konkret kolonihave, men er en universel filosofi om det hele. 

Den indeholder både individets urmenneskelige udfoldelsesdrift, alle individers urmenneskelige afhængighed af naturen og af andre konkrete levende mennesker.

Desuden rummer den et menneskeligt behov for at leve i et større samfundsfællesskab, men det er ikke så urmenneskeligt som den individuelle udfoldelsesdrift og afhængigheden af naturen og andre mennesker af kød og blod.

Det glemmer de politikere, der kun tænker i store samfund og ikke kan lide de små landsbyer, der var den første samfundsvirkelighed, og som vi er alt for hurtige til at rationalisere væk. 

Det lyder voldsomt med al den urmenneskelighed, men for mig er det som for Nietzsche det eneste værn mod moderne umenneskelighed.

Det er måske også en noget stor mundfuld for kolonihavefilosofien, men for mig rummer denne filosofi den helhed, som det drejer sig om: naturen, den enkelte, andre mennesker og et større kulturskabt fællesskab bundet til et sprog og et flag, som man kan blive en del af, hvis man har lyst til det, selv om man kommer fra et land meget langt fra Danmark, med et helt andet flag end det rødhvide dannebrogsflag.

Klik på overskriften for at skrive en kommentar!