Nu er der græskarhoveder foran alle huse med børn. Den store orange grøntsag passer godt ind i efterårslandskabet. Træernes blade bliver gule, orange og røde, inden de falder af.
Men det er ikke efteråret, der bliver fejret med de store græskarhoveder. De skal med deres skrækindjagende ansigtsudtryk skræmme onde ånder bort, men efteråret og vinteren kan de ikke skræmme væk. Naturen vil blive mere og mere vissen og død, men hvad gør det, når det bliver forår og sommer igen. Så jeg fejrer Halloween for mine børnebørn med glade tanker om at være afhængigaf naturen, selv om den er fyldt med både liv og død, gode og onde naturånder.
Oprindeligt var 1. november Alle helgens dag, og aftenen før Alle helgens aften. I Den katolske Kirke mindes man alle de døde helgener, der gør livet mere trygt for de levende. I den evangelisk-lutherske kirke er alle døbte helgener, så her mindes de efterladte de døde familiemedlemmer, der er døde i årets løb, og som har fyldt de efterladtes liv med glæde og kærlighed.
I begge tilfælde får man de dødes hjælp til at holde ondskab og død fra livet, så i den forstand er de skrækkelige græskarhoveder, der ligner kranier, i god overensstemmelse med traditionen for at bede om de dødes hjælp til at gøre livet mere trygt for de levende.
Men de levende ved godt, at død og ødelæggelse er en del af livet. Det hører også med til traditionel katolsk og luthersk tro. Som gammel kan man mærke en krop og en ånd, der bliver mere og mere skrøbelig. En ordentlig kolonihavefilosof ved også godt, at afhængighed af naturen er en kilde til både smerte og fryd, glæde og sorg.
Så jeg vender tilbage til den afhængighed af naturen, som de smukke og uhyggelige græskar ved husene kunne eksemplificere på både godt og ondt. At fejre Halloween er i det perspektiv en glad kosmisk eksistentialisme, som man kan savne i de to traditionelle religioner, jeg har været omkring, og den eksistentialisme, der kun dyrkede lidelsen og det absurde.
Det frydefulde i naturen er lige så overraskende og absurd som det lidelsesfulde. Græskaret som kranium er symbol på både fryd og smerte, liv og død. Så glad kosmisk eksistentialisme er bare græskarfilosofi.
Glædelig Halloween.