Septembers himmel har været blå næsten hele tiden i denne september måned, selv om træerne er begyndt at blive mere gule og æblerne mere røde.

På et tidspunkt, hvor årstiden fortæller om stor foranderlighed i naturen, og de lyse nætter er forbi for længe siden, føles det trygt, at himlen bliver ved med at være lige blå.

Vi ved godt, at der er lige så stor foranderlighed i det blå himmelrum vi kan se og det uendelige rum, som vi trænger ind i med teleskoper og videnskabelige modeller. Septembers blå himmel har også for det blotte øje mange forskellige blå nuancer, men det tænker vi ikke på, når vi synger om den i Alex Garffs sang. 

Så glemmer vi også, at alt er lige så foranderligt og i en stadig accelererende udvikling i de samfund, der er på jorden under det blå himmelrum.

Septembers blå himmel bliver på den måde et trøstende helle i al den foranderlighed og udvikling, som gør os både stressede og melankolske, især når man som jeg er ved at blive så gammel, at man mærker foranderligheden i både hoved, hænder og knæ. 

Det er derfor forståeligt, at nogle får kvalme af at høre den første linje i sangen, fordi de lugter virkelighedsflugt, men en kolonihavefilosof synger hele sangen med god samvittighed, fordi alt er unyttigt uden vor skælven i den kosmiske natur, hvad enten det er græsset, der er grønt eller gult, eller himlen, der er grå eller blå. Det lægger sangen også op til, selv om Garffs verdensbillede er mere stillestående end Thøger Larsens. 

Hos denne digter fra Limfjorden føler man, at ”livsflammen år for år forbrænder dit hjerte til kul” og ”hører den hylende træk, der går, gennem livsgådens nøglehul” – uden at det ødelægger glæden over, at septembers himmel er så blå.

 

klik på overskriften for at tilføje en kommentar!