Det kan synes paradoksalt, at samtidig med at vi længes efter et enestående, farligt og spændende liv, som ingen andre har oplevet, længes vi også efter at falde til ro i en fredelig og helt almindelig hverdagsrytme, som ikke er spor usædvanlig.

Det er sikkert, fordi vi i den moderne trivielle og standardiserede virkelighed bilder os ind, at frihed er at komme på afstand af det velkendte trygge, eller at man ikke kan være helt tryg uden at miste sin frihed.

Vi har behov for både frihed og tryghed. Det har mennesket altid haft, men måske har vi glemt, at begge behov bliver opfyldt bedre ved at leve i afhængighed af hinanden og naturen end ved at leve i overhalingsbanen i konkurrencesamfundet og ville komme først for enhver pris.

Vi bliver fascineret i fjernsynet af udsendelser, hvor man skal prøve sine grænser af og helst overskride dem, men det får os på den anden side til at længes efter fjernsynsprogrammer med så almindelige mennesker, at vi kan genkende os selv i dem og føle os trygge.

Vi skulle slukke for fjernsynet og gå ud i naturen og tage kærlige og aggressive livtag med hinanden. Så ville vi hverken have tid eller lyst til at flygte fra almindeligheden eller længes efter den. Det er sundere end det unaturlige liv i overhalingsbanen, hvor man hverken er tryg eller fri, og derfor kan længes hysterisk efter overnaturlige bremseklodser for at føle sig tryg eller overnaturlig vingekraft for at føle sig fri.