Påsken er den vigtigste kristne højtid, hvor vi kristne fejrer Jesus som opstået fra de døde.

I påskedagene er det for det meste to opfattelser af denne opstandelse, der tørner sammen. Dels en bogstavelig, hvor den korsfæstede og begravede historiske Jesus af Gud bliver revet ud af graven og dermed opstår som Guds søn. Dels en mere symbolsk opstandelse, hvor den døde Jesus lever videre som en slags guddommelig ånd.

Kristne fundamentalister kan selvfølgelig bedst lide den bogstavelige opstandelse, og moderne rationalister den symbolske, fordi den ikke er i modstrid med almindelig sund fornuft.

Man kan imidlertid påstå, at begge opfattelser fokuserer alt for meget på afvisning eller forherligelse af rationel fornuft og alt for lidt på den Jesus, man hører om i evangelierne.

Når man læser og hører om den historiske Jesus, er det ikke spor mærkeligt, at han med sin person, sit kødelige liv og sine handlinger satte nogle kærlighedsspor, som det var umuligt for hans disciple og andre mennesker at løsrive sig fra, selv om han var død på et kors.

Det er hverken fornuftstridigt eller udtryk for, at Jesus var en stor filosof, for det er hans svedende og kærlige krop af kød og blod, der satte spor og ikke hans guddommelige autoritet eller guddommelige åndfuldhed, selv om evangelierne blev nedskrevet og kan læses med både traditionelle jødiske og gnostiske briller. Gnosticisme var den dualistiske græske filosofi, der påvirkede den tidlige kristendom med sin nedvurdering af den jordiske krop.

Det er kraften i hans jordiske liv med både sjæl og krop, der bør være påskens budskab. Det er ikke spor naturstridigt, men heller ikke noget, som fornuften bare kan sige til sig selv. Det er på en måde et lige så stort under, som at solen står op om morgenen, og at græsset bliver grønt, når det bliver forår.

Den meget dogmatiske trosbekendelse har jeg det helt fint med, fordi den lægger så stor vægt på, at Guds søn som Jesus havde et jordisk liv, selv om jeg godt ved, at trosbekendelsen fra ca. 200 er præget både af romersk snusfornuft og græsk åndelighed.

Det er denne græske åndelighed, der i begyndelsen af Johannesevangeliet lader ordet blive kød, medens jeg nu i påsken glæder mig over, at kødet blev ord og kan blive det stadigvæk.

Klik på overskriften hvis du har en kommentar!