Jeg har lige set Christian Lollikes stykke Familien der kunne tale om alt på Aarhus Teater.

Det var en flot forestilling, som var både barsk, morsom og bevægende, men blev man klogere på familielivets velsignelser og forbandelser?

Det synes jeg. En familie skal lige som en dør kunne være både åben og lukket. Vi er som familie filtret så meget ind i hinandens liv, at vi kan såre hinanden i vores kærlighed og elske hinanden i vores had, fordi vi er fyldt med livsytringer, der fra naturens hånd er såvel kærlige som grusomme.

Derfor kan det være vigtigt både at kunne fortrænge på ét tidspunkt og lade være med at gøre det på et andet.

Efter stykket var man overbevist om, at have hørt nogle sandheder om et tæt familieliv, men sådan har jeg det også, når jeg søndag mellem 12 og 14 hører de varme og kærlige lykønskninger til nære familiemedlemmer i giro 413.

Familien er både værre og bedre end sit rygte, fordi vi er så komplekse sårbare mennesker, der har brug for både at elske og at hævde os selv.

Både familien, der kunne tale om alt og lytterønskerne i giro 413 siger noget sandt om mennesker, der fortrænger både for lidt og for meget.

Vi burde være mere oprigtige både i vores selvhævdelse og vores kærlighed og indse, at både Christian Lollike og ønskeprogrammet kun siger den halve sandhed om os mennesker og familiemedlemmer, der er meget mere kærlige og ukærlige, end vi drømmer om det.

De kærligste personer i Lollikes stykke er barnet og den gamle demente bedstefar. Det er meget tankevækkende for os andre, der har svært ved at lægge de våben og det skjold fra os, som vi beskytter os med i det almindelige voksenliv, jfr. den sang af Anne Dorte Michelsen, som allerede er en klassiker i giro 413. Jeg har lagt mine våben for dig, både skjoldet og mit sværd.

Klik på overskriften, hvis du vil skrive en kommentar!