Efter at have set deadline i mandags 8. februar, hvor Adam Holm havde en samtale med Søren Hviid Pedersen og Bjørn Bredal, mener jeg, at man kan være begge dele med god samvittighed.

Adam Holm havde sikkert valgt de to samtalepartnere for at få to meget forskellige synspunkter på indvandring. Det fik han også, men i mit kolonihavefilosofiske perspektiv er det interessante og opløftende ved samtalen, at de havde det samme grundlæggende syn på mennesket. Mennesket er et individ, der hverken kan leve uden individuel frihed eller socialt fællesskab, men sammen med andre hele tiden skal udvikle et demokrati, hvor den eneste absolutte sandhed er denne frihed på fællesskabets betingelser.

Det kan, som det fremgik af samtalen, både kristendom og oplysningstid inspirere til, og det giver mening som SHP at fokusere på det nationale fællesskab, og som BB på tolerance over for dem, der er uden for dette nationale fællesskab.

Det er forståeligt, at man kan være både pessimistisk og optimistisk i den multikulturelle virkelighed globalt og lokalt. Det kan man være ud fra det samme syn på, at mennesket er både godt og ondt, kærligt og grusomt, fornuftigt og lidenskabeligt men altid er det i en konkret sammenhæng, som man kan gøre noget ved.

Derfor er der god fornuft i både at være nationalkonservativ som SHP og kulturradikal som BB. Det havde ikke været tilfældet, hvis det var Carsten Jensen og Søren Krarup, der havde været i studiet. Så havde man været nødt til at afvise både kulturradikal og kristen skråsikkerhed.

Under udsendelsen mandag aften kunne man glæde sig over gode argumenter på begge sider og åbenhed over for hinandens synspunkter, og jeg var især glad for hos begge at fornemme det grundlæggende kolonihavefilosofiske menneskesyn, der har både oplysningsfilosofiske og kristne rødder.