Det lyder som ønsketænkning inspireret af kærlige og varme ønsker i giro 413, men hvorfor skulle det ikke være muligt at tro på et samfund fyldt med livsglæde. Det er i hvert fald mit filosofiske bud på et samfund, som det er værd at leve i.

Velfærdssamfundet er blevet en tom kliché, fordi det i alt for høj grad for politikere både til højre og venstre er blevet til et spørgsmål om økonomiske ydelser og økonomiske rettigheder og ikke om levet liv og glade ansigter.

De fleste har alvorlige miner og er kampberedte, fordi de enten kæmper for at rage flest økonomiske ydelser til sig eller kæmper om at overgå hinanden i at sige stop for ydelser til andre end rigtige danskere med blå øjne og rødhvide kinder.

Alvorlige økonomiske og nationale spøgelser kan kun manes i jorden med livsglæde. Det gælder også de nationale spøgelser, der kommer til Danmark ude fra.

Der kan være god mening i at fokusere på nødvendigheden af konkurrence i samfundet, men uden livsglæde bliver konkurrencesamfundet til overlevelse på andres bekostning for enhver pris.

Det lyder også fornuftigt med et samarbejdssamfund med balance mellem individuel foretagsomhed og ansvarlighed over for fællesskabet, men uden livsglæde kan det blive et forum for en udvikling af helt ligegyldige kompetencer, som man kun kan trække på smilebåndet af, selv om de er livet om at gøre for en hær af samarbejdskonsulenter, som har store kompetencer, men mangler livsglæde.

Kun livsglæde kan skabe levende sammenhængskraft i et samfund, men hvor kommer den fra? Jeg tror den kommer fra opmærksomhed over for de konkrete mennesker, man lever sammen med i en gensidig menneskelig afhængighed, og fra opmærksomhed over for den natur, vi lever i et lige så elementært og gensidigt afhængighedsforhold til.

Det er en kilde til stadig livsglæde, at andre menneskekroppe er lige så afhængige af os, som vi er af dem. Der kan være beregning i kun at ville gøre mod andre, hvad man vil have gjort mod én selv, men hvis man ser et andet menneske i øjnene og rører ved det, løber livsglæden af med én, hvis ikke man er en kold skid, som går gennem livet med lukkede øjne og stramme hjerte- og lattermuskler.

Naturen går heldigvis for det meste over optugtelsen i det konkrete møde mellem mennesker. Det er nok fordi den store levende natur uden for os er en kilde til livsglæde, som det er næsten er umuligt ikke at blive fyldt med, hvis man lever med sanser, der ikke er blevet stoppet til at alle de alvorlige mennesker, vi møder i skolen, på kurser, i aviserne og på skærmen, og som vi skal lære at le af, hvis vi vil leve i det livsglade samfund.

 

Efter at have set deadline i mandags 8. februar, hvor Adam Holm havde en samtale med Søren Hviid Pedersen og Bjørn Bredal, mener jeg, at man kan være begge dele med god samvittighed.

Adam Holm havde sikkert valgt de to samtalepartnere for at få to meget forskellige synspunkter på indvandring. Det fik han også, men i mit kolonihavefilosofiske perspektiv er det interessante og opløftende ved samtalen, at de havde det samme grundlæggende syn på mennesket. Mennesket er et individ, der hverken kan leve uden individuel frihed eller socialt fællesskab, men sammen med andre hele tiden skal udvikle et demokrati, hvor den eneste absolutte sandhed er denne frihed på fællesskabets betingelser.

Det kan, som det fremgik af samtalen, både kristendom og oplysningstid inspirere til, og det giver mening som SHP at fokusere på det nationale fællesskab, og som BB på tolerance over for dem, der er uden for dette nationale fællesskab.

Det er forståeligt, at man kan være både pessimistisk og optimistisk i den multikulturelle virkelighed globalt og lokalt. Det kan man være ud fra det samme syn på, at mennesket er både godt og ondt, kærligt og grusomt, fornuftigt og lidenskabeligt men altid er det i en konkret sammenhæng, som man kan gøre noget ved.

Derfor er der god fornuft i både at være nationalkonservativ som SHP og kulturradikal som BB. Det havde ikke været tilfældet, hvis det var Carsten Jensen og Søren Krarup, der havde været i studiet. Så havde man været nødt til at afvise både kulturradikal og kristen skråsikkerhed.

Under udsendelsen mandag aften kunne man glæde sig over gode argumenter på begge sider og åbenhed over for hinandens synspunkter, og jeg var især glad for hos begge at fornemme det grundlæggende kolonihavefilosofiske menneskesyn, der har både oplysningsfilosofiske og kristne rødder.

I stedet for at omtale Udkantsdanmark som en rådden banan er det på tide at se på det som et dejligt Vandkantsdanmark, hvor der ingen steder er ret langt til den nærmeste strand eller den nærmeste åbred.

I gamle dage før asfalterede veje og togskinner var det lettere at komme frem til hinanden til vands end på stier igennem ufremkommelige skove og moser. I dag har vi mange store veje og et jernbanenet på tværs af Danmark. Vandvejene til søs og på åer har mistet deres betydning som kommunikationsveje, men det er stadig vandet, der binder os sammen som et folk med mange vandkanter, selv om vi ikke alle sammen har blå øjne.

Til gengæld er det blåøjet at tro, at regeringens planer for bebyggelse langs kysterne vil føre til andet end profit for nogle få, og vandkanter der alt for mange steder vil udvikle sig til et vandtivoliland, hvor uberørt natur bliver til underholdningsindustri. Det vil måske glæde nogle turister med børn, men det vil gøre endnu flere voksne og børn triste, fordi de kommer til Danmark for naturens skyld.

De elsker et vandkantsland, hvor vand og land møder hinanden, uden at der behøver at komme et vandland ud af det, som på kort sigt skaber højvande i kommunekasserne, men som på langt sigt skader Danmark som et vandkantsland ikke kun for pengestærke turister, men for alle turister og danskere, der elsker en kultur, der er omgivet af både voldsom og blid uberørt vandnatur.