Den lille coronavirus har skabt så stort kaos i verden, at nogle tror, at de sidste tiderer nær. Der er sikkert også kristne, der tænker på, om det der sker lige nu i kølvandet på pandemien er tegn på den kommende dommedag, man kan læse om i slutningen af Det nye Testamente i Johannes Åbenbaring. Et skrift som også kaldes Apokalypsen.

Store naturkatastrofer, krige og epidemier har tidligere i historien fået mennesker til at tænke i apokalyptiske baner og vente på en åbenbaring af Guds endelige dom over den syndige menneskeslægt, for hvem har ikke lavet noget, der ikke tåler dagens lys og fortjener en retfærdig straf på den dommedag, som ifølge kristendommen er afslutningen på menneskeheden historie.

Det fortælles, at Luther, da han blev spurgt om hvad han ville gøre, hvis han fik at vide, at dommedagen stod lige for døren, svarede, at han ville plante et træ. Jeg tænkte på Luthers ord forleden aften, da justitsministeren Elisabeth i det sidste afsnit af dramaserien ”Når støvet har lagt sig” plantede tre træer i den have, hvor hun skulle have levet et lykkeligt pensionistliv med sin kæreste. Det var hendes måde at reagere på de voldsomme begivenheder, der havde skabt et jordskælv i hendes liv, fordi kæresten var blevet dræbt ved et ulykkeligt tilfælde under et terrorangreb på en café.

Jeg kan ikke vide, om Elisabeth tænkte på Luther, da hun plantede de tre træer med følelsen af at have oplevet en dommedag i sit eget liv, men hendes handling får mig til at tænke i andre kristne baner end de apokalyptiske, som både nutidige terrorhandlinger og aktuel corona-angst lægger op til.

Den kommende dommedag bliver beskrevet i den kristne trosbekendelse, hvor der står, at Jesus efter sin lidelse og død på korset for vores synder opstår til evigt liv, men kommer igen til dommedag og dømmer levende og døde på Guds vegne. Hvis man tror på, at Jesus som Guds søn har taget vores synder på sig, behøver man selvfølgelig ikke at frygte dommedag, selv om man har været en stor synder.

Det er både opløftende og trøsterigt for de store syndere, som vi efter Luthers mening er alle sammen, men både Luthers træ og Elisabeths tre træer peger i retning af den første del af trosbekendelsen, der ikke handler om Gud som frelser, men om Gud som skaber, der stadig svæver over vandene, som han også gjorde, inden han begyndte at skabe noget som helst.

Gud skabte på seks dage både himmel og jord, mennesker og dyr, træer og buske, og hver dag sagde han, at det han havde skabt var godt. Det kan selvfølgelig tolkes på mange forskellige måder, og teologer har revet hårene af hinanden i strid om både det ene og det andet skabelsesord og skaberværk, men det er tydeligt, at de første mennesker blev skabt i afhængighed af hinanden, og naturen og mennesket i lige så stor gensidig afhængighed. Denne gensidige uundværlighed både i forholdet mellem mennesker og i menneskets forhold til naturen er pludselig under coronakrisen for mange blevet så indlysende, at man næsten kan tale om en åbenbaring.

Ved at skulle holde afstand er det med ét slag blevet helt klart, at vi ikke kan undvære hinanden i den lille virkelighed, hvor vi er lige så tæt på hinanden som Adam og Eva. Både i en vennekreds, et villakvarter, en opgang i byen eller i en havekoloni forstår vi pludselig, at det er så svært at undvære hinanden, at det er befriende at kunne synge sammen, når vi er alene eller isoleret i en familie, der til daglig er naturligt sammen med andre familier.

Så glædes vi ved fælles sang foran fjernsynet, holder vejfest ved at synge sammen på hver sin parcel. Synger med vennerne sammen fra den ene altan til den anden og over hækkene i havekolonien. Pludselig kan vi både se og forstå, at det er et lige så naturligt eksistensvilkår for mennesker at kysse og kramme hinanden som at spise og drikke. Luther havde også en klar forståelse af, at det er afhængighed i den lille virkelighed som venner, familie, genboer og naboer, der kan brede sig som ringe i vandet og skabe det samfundssind, som det store samfund heller ikke kan undvære.

Luther var så gammeldags, at han troede mere på stokkemetoder end på sang i den store samfundssammenhæng, men det er i Luthers ånd både at plante træer, synge og tro på, at gensidig tillid er vigtigere end love og paragraffer i den lille virkelighed, hvor vi er uundværlige for hinanden. Hvad enten det drejer sig om en vennekreds, et villakvarter, en opgang i en byejendom eller en havekoloni.

”Når støvet har lagt sig” var en overraskende og bevægende dramaserie, fordi det ikke var vigtigt, hvem der havde affyret de dræbende skud under den uhyggelige terrorhandling. Det var mere betydningsfuldt, at de dramatiske og katastrofale hændelser åbenbarede det eksistensvilkår, at vi som mennesker er uundværlige for hinanden i vores lille hverdagsvirkelighed en grad, som vi kan bilde os ind at fortrænge i et fortravlet og stresset hverdagsliv.

Da støvet har lagt sig, bliver både caféejeren, den svenske sangerinde, VVSmanden, den hjemløse og ministeren klar over, at de lever i en så lille virkelighed, at mennesker er dagligt brød for hinanden. På samme måde er naturen og mennesket også dagligt brød for hinanden. Det ved både Luther og Elisabeth, og derfor planter de træer og efterligner Guds skabelse i begyndelsen af biblen.

Svæver denne skabergud stadig over vandene? Det kommer mange i tvivl om, når det hele som nu under coronakrisen ser sort ud, men måske er det også både opløftende og trøsterigt, at naturen er underlagt en evig magt, der er hævet over, at naturen både er liv og død, lys og mørke, som en evighed, der går fra evighed og til evighed, som der står i Prædikerens bog.

Over solen, blæsten og havet, der hele tiden er i bevægelse, er der da en ubevægelig bevæger, vi ikke kan sige så meget om, som om det liv, der både er tid til at fødes og dø, at rive ned og bygge op, plante og rydde, græde og le. Luther kalder det en skjult gud i modsætning til den gud, der har åbenbaret sig i Jesus som Kristus, men Prædikerens bog taler ikke kun om det modsætningsfyldte liv, men er slet ikke bange for at sætte ord på den evige gud, som også i coronaens tid levner plads til at holde klage og danse, græde og le sammen, men med den afstand, som forhåbentlig ikke varer evigt.

Prædikeren opfordrer os til trygt at kaste vores brød på vandet og elske med den mand eller kvinde man lever sammen med under solens stråler. Tilværelsen ville for ham også uden jordskælv og coronaplager være tomme dage uden en gud, der svævede over både vandene og solen.

Den lille coronavirus har skabt stort kaos i verden. Selvfølgelig vidste man godt, at der visse steder på kloden er fare for jordskælv, og at influenzaepidemier i den globale virkelighed kan blive til pandemier, der er   verdensomspændende, men coronapandemien er hurtigt blevet så voldsom og udbredt, at der skal uventet skrappe midler til for at bekæmpe det, der er blevet som et globalt jordskælv.

I lang tid har vi nok været mange, der troede, at influenzaen kunne begrænses til Kina, men der er ikke blot turister, der rejser til Kina, kineserne er selv turister. Mange har haft coronavirus med til Europa, og siden har epidemien bredt sig eksplosivt fra de østrigske skisportssteder og norditalienske turiststeder og er hurtigt blevet en trussel også mod det danske samfund.

Vi lever nu i en total mobilisering mod en fjende, som det er sværere at udpege end nazisterne, der var lette at få øje på for mange år siden, og de militante muslimer, der ikke lægger skjul på, at de kæmper med koranen i hænderne. Det gør det svært at nedkæmpe den fjendtlige virus, men det gør det også endnu mere nødvendigt med et sammenhold, hvor det ikke er tilstrækkeligt som under besættelsen at synge alsang, eller mod de militante og fjendtlige muslimer at mobilisere danske kulturelle kanons som kanoner.

Nu er det nødvendigt at stå sammen ved at holde afstand og ikke kramme hinanden, selv om man har lyst til det. Men alsangen kan genbruges. Man kan godt synge sammen på hver sin altan eller alene foran fjernsynet, hvor Philip Faber hver morgen finder den ene dejlige danske sang frem efter den anden. Sammen med ham demonstrerer vi, at der ikke kun er løst krudt i den danske sangskat, som vi nu med vores glade sang mobiliserer som kærlige og effektive kanoner.

Det kan give anledning til at filosofere over, hvor fantastiske digtere B.S. Ingemann, Jeppe Aakjær og Harald Bergstedt er, og at den vigtigste grund til, at de er så fantastiske, er, at man kan synge deres tekster. Digtere som Martin A. Hansen og Tage Skou-Hansen er tilsyneladende helt ude i kulden, men kunne måske have overlevet, hvis de som Halfdan Rasmussen og Benny Andersen havde skrevet tekster, der kunne synges.

Jeg vil imidlertid dreje mine filosofiske tanker i en anden retning og filosofere over det tankevækkende i, at det at holde afstand og ikke kramme den nærmeste familie, de nærmeste venner og de søde naboer, har fået os til at indse, hvor lidt vi kan undvære hinanden og den natur, hvor vi trækker vejret lige så frit og kærligt, som når vi er sammen med dem vi elsker, og som elsker os. Den nødvendige afstand har belært os om vores uundværlighed for hinanden, og her i det spirende forår søger vi ud i den natur, som vi lige så lidt kan undvære som familie, nære venner og naboer. Vi har indset et eksistensvilkår, som man let kan glemme, hvis man har for travlt.

Er der en filosofi, der kan sige noget klart om denne grundlæggende tillid og fællesskabsfølelse i det nære, som bliver mere indlysende, når vi ikke må røre ved og kysse hinanden? Det er vigtigt, at der er tale om eksistensvilkår, som man selvfølgelig har frihed til at sætte sig ud over, men det har omkostninger. Det er hvad man opdager i coronatiden.

Jeg havde K.E. Løgstrup som lærer i min teologiske studietid og kender hans skabelsesteologi, som også er en skabelsesfilosofi, men hans filosofiske tanker kan desværre heller ikke synges, og dog, det kan de faktisk, når de som i Halfdan Rasmussens og Benny Andersen sange bliver til kolonihavefilosofi.

Kolonihavefilosofi har i mange år for mig været en god betegnelse for en filosofi, der har sansen for, at det er den tætte sociale relation i den lille virkelighed, der som ringe i vandet kan brede sig til det store samfund og skabe det samfundssind, Mette Frederiksen har ret i, at vi har, fordi vi alle har familie, venner eller naboer. ”Når støvet har lagt sig” har det samfundssind måske fået styrket sine rødder.

Vi behøver ikke alle at eje en kolonihave. Kolonihavesind kan også udvikles i et villakvarter og i en opgang, og det er samfundslivet om at gøre, at vi kan synge kærligt sammen fra altan til altan, over ligusterhækkene ved en vejfest og omkring fjernsynet hver morgen klokken ni, og gøre sangen til praktisk hjælpearbejde efter vejfesten og sangen.

Ebbe Kløvedal Reich påstod engang, at det kommunistiske samfund i Sovjetunionen ville have set helt anderledes ud, hvis Lenin i stedet for at sidde på Det kongelige Bibliotek med støvede bøger, var gået ud i de danske kolonihaver.  Poul Henningsen besynger også kolonihavens pris, fordi børnene om sommeren kan æde jord og solskin i kolonihaven.

Jeg har i flere år drømt om en kolonihavefilosofisk kulturrevolution og forsøgt at gøde jorden for den i min blog på nettet. Frøene blev sået af Povl Kjøller med hans glade sange om sammen at komme ud i skoven og naturen. De spirede hos de unge, der i slutningen af det 20. århundrede gjorde ham til deres guru, ikke fordi de var gået i barndom, der var de for gamle til, men de havde selvfølgelig hørt ham som børn. Der var heller ikke kun tale om bagvendt nostalgi, men snarere en utopisk anelse om den klimakamp og det fællesskab tættere på naturen, der nu blomstrer hos mange unge, men også hos mange gamle, der har en kolonihave eller bor i en opgang eller et villakvarter med kolonihavesind.

Såning, spiring, blomstring og nu skal vi høste frugterne. Jeg er blevet næsten sikker på, at kampen på barrikaderne efter coronakrisen vil føre til en kolonihavefilosofiskrevolution.

Det er lidt paradoksalt, at det er ved at holde afstand at man bliver bevidst om det nære og kærlige sociale fællesskab, som man ikke kan leve uden. Men den bevidsthed skal ikke gå i glemmebogen, når den lille coronavirus er blevet nedkæmpet med fornuftige sundhedsfaglige beslutninger og glad fællessang på afstand af hinanden. Nu har det lige været påske. Det kristne opstandelsesbudskab er også et budskab om en kærlighed, der ikke bliver mindre af, at den jordiske Jesus med sin død er blevet fraværende, men tværtimod mere nærværende.

Det skulle vi have sunget om i kirkerne i påsken, men vi måtte nøjes med at synge på afstand af hinanden i villakvarteret og opgangen og måske lidt tættere på hinanden i sommerhushaven og kolonihaven med en svalende bajer i hånden. Den syngende kærlighed uden for kirken bliver ikke mindre af at blive sunget i en have eller foran fjernsynet. Derfor er der al mulig grund til at blive ved med at synge af hjertets lyst, også når vi får lov til igen at være tættere fysisk på hinanden.

Den syngende kærlighed til både mennesker og natur kan lige nu synes så indlysende, at den da ikke kan gå i glemmebogen, men mennesket har desværre  en uhyggelig evne til at glemme det, der er så selvfølgeligt, at man slet ikke tænker over det, når man igen kan kramme hinanden uden at tænke over, at vi lige så lidt kan undvære hinanden som den natur, der krammer os fra morgen til aften med både sol, blæst og regnvejr.

 

De nye corona-udbrud giver mig lyst til på min blog efter den lange suite med drømmerier og oder at blogge de corona-tanker, jeg blev inspireret til lige efter, at coronaen var begyndt at lukke Danmark ned, fordi jeg synes, at tankerne stadig er aktuelle. “Tanker i coronaens tid” blev i april bragt som kronik i Aarhus Stiftstidende. De to andre tekster, som nu kommer på min blog i de kommende uger, er ikke
indtil nu nået længere end til skuffen i det skrivebord, hvor jeg sad og drømte
og skrev oder.

Tanker i coronaens tid

Det er nærliggende at bruge coronakrisens tid til at tænke over, hvad der sker lige
nu og i måske endnu højere grad, hvad der vil ske i fremtiden.
Der er gode grunde til at bekymre sig om de økonomiske
fremtidsudsigter, når vores sygehusvæsen får brug for rigtigt mange penge for at
indhente alle de arbejdsopgaver, det har måttet forsømme for at være på højde
med de store udfordringer, den lille coronavirus har skabt, og vil blive ved med at
skabe i mange måneder. Det private erhvervsliv kommer heller op i fulde
omdrejninger i lang tid, og det vil skabe betydelige problemer for både
virksomhedsejere og lønmodtagere.

Der er al mulig grund til at bekymre sig over det og meget andet. Det får
mig ikke til at opfordre til at lade være med at bekymre sig og lukke af for
nyhedsstrømmen, hvor der ikke er mangel på triste nyheder både i Danmark og
snart alle andre steder i verden. Man skal imidlertid ikke glemme at glæde sig over,
at det mindre hektiske arbejdsliv, undtagen for børnefamilierne, og større behov for
hjælp i hverdagen for gamle og sårbare medborgere, har skabt en positiv reaktion.
Det har været grobund for en eftertænksomhed og et samfundssind, som man kan
håbe på ikke forsvinder lige med det samme, når corona er på tilbagetog.
Det langsomme liv i naturens blæst og sol er en kilde til glæde, selv om
hatten blæser af og man bliver rød på næsen. Det kan man ikke lade være med at
tænke over i det nedsatte tempo, især ikke på det tidspunkt af året, da ikke kun
påskeliljerne springer ud, og træerne allerede er så grønne, at det er godt for både
øjnene og sjælen.

Det er også glædeligt, men på en måde et paradoks, at netop på grund af
opfordringen til at holde afstand har mange opdaget, hvor afhængige vi i
virkeligheden er af hinanden og de kærlige kram, vi giver hinanden, ikke kun
bevidstløst, men fordi vi inderst inde godt ved, at vi er uundværlige for hinanden.
Det kan man få øjnene op for i en krisetid, hvor man også kan komme til
at tænke over, at dette sociale samfundssind udfolder sig stærkest i en lille
virkelighed, hvor man som i en familie, et parcelhuskvarter eller i en opgang er tæt
på hinanden. Det kan man glemme, når man har travlt, men ikke når man har brug
for hinanden. Det er som om den nødvendige afstand gør det nære sociale bånd
endnu stærkere. Det får et barnebarn til at bo hos sin gamle bedstemor. Det får
naboer til at holde vejfest og synge sammen på afstand af hinanden, som det jo også
får ikke nære naboer til at synge sammen hver morgen på DR1 klokken ni. De nære
ringe kan godt blive større, men jeg tror, at de større nære ringe skal have et
grundlag i de små.

Her i vores opgang skåler vi med hinanden sent på eftermiddagen fra
den ene altan til den anden. Det sker også, at fire personer drister sig til at sidde i
hver sit hjørne af stuen med en svalende bajer i disse varme forårsdage. Det får mig
til at tænke på ”den svalende bajer i kolonihaven”, som nogle få årtier tilbage fik
røde historikere til at håne det småborgerlige kolonihaveliv.

Selv om jeg er en studeret røver, har jeg aldrig været med på den vogn.
Jeg har derimod i mange år tænkt mig frem til en filosofi om det nære sociale liv,
mennesker har sammen uden fine facader og kaldt det filosofisk kolonihaveliv, og
naturen er med i den nære ring, når man sidder sammen ved den rødternede dug på
havebordet.

Man kunne også kalde det det enkle liv eller det simple liv, men ordet
kolonihave signalerer helt tydeligt, at natur og kultur går op i en højere enhed. Der
er endvidere en dansk tradition for kolonihavehygge, som kan få filosofisk næring i
både tekster og billeder. Tekster af Johannes V. Jensen, Poul Henningsen og Benny
Andersen, og billeder af barbermaleren John Christensen, Henry Heerup og Ib Spang
Olsen.

Man behøver ikke at bo i en kolonihave for at få kolonihavesind.
Coranakrisen har på kort tid vist, at der kan være kolonihavesind både i et
villakvarter, en opgang og rundt om fjernsynsapparatet. Kolonihavefilosofi er ikke
opskrifter til dyrkning af kolonihaven, men inspiration til et socialt liv med endnu
mere glæde og kærlighed, og det bliver der brug for i fremtidens coronafrie
samfund, som sikkert vil løbe ind i mange andre nye kriser.

Jeg har flere gange i Aarhus Stiftstidende slået til lyd for
kolonihavefilosofien. Det begyndte faktisk allerede i 1994 med en kronik, der havde
overskriften. ”Fra Karl Marx til Povl Kjøller”, hvor jeg fortalte om en vej fra rød glæde over kapitallogik til grøn glæde over naturen.

De unge havde gjort Povl Kjøller til deres guru, og ville gerne igen på en
syngende tur i skoven sammen med ham. Det var ikke, fordi de gik i barndom, det
var de ikke gamle nok til. Det var heller ikke kun nostalgi, men snarere et varsel om
den kamp for naturen og klimaet, der ikke rigtigt var kommet i gang endnu, men
spirede i Povl Kjøllers glade natursange og i de sind, der bare ventede på et grønt
stikord.

Det stikord er kolonihavefilosofi. Jeg har i flere år set frem til en
kommende kolonihavefilosofisk kulturrevolution og forsøgt at gøde jorden for den i
min blog på nettet. Coronakrisen har fået mig til at tro endnu mere på, at den er lige
om hjørnet.

Det er altid vemodigt at slutte en bog, især når man som en gammel mand ved skrivebordet ikke ved, om den bliver den sidste. Det er også lidt sørgmodigt, fordi jeg kan være i tvivl om den røde tråd i mine drømmerier og oder, selv om der burde være en kolonihavefilosofisk ledetråd.

Jeg har forsøgt at overbevise mig selv om, at kolonihavefilosofi er den sandeste filosofi til tiden, men jeg kan godt se, at helheden er så broget, at den kan virke som en kaotisk jordisk redelighed, men måske er det ikke så slemt, at bogen fremtræder mere som en skraldespand end som en stringent systematisk afhandling. Jeg har i hvert fald en stor kærlighed til cyklisten Henry Heerups skraldemodeller, som er lige så primitive og banale som de stenfigurer, han hugger ud af de sten, han finder på marken og cykler hjem med til kolonihaven på sin cykelanhænger.

Skraldemodellerne er langt hen ad vejen skrald, han har set fra cyklen på sine ture, samlet op puttet i cykelkurven. På samme måde puttede Klodshans dyppelse og andet ragelse i lommen under turen på gedebuk til prinsessen og det halve kongerige. Jeg kan godt lide Heerups forsøg på at komme så tæt på både natur og kultur og samtidig have en så grænseløs kærlighed til affald og gammelt skrammel, der er blevet kasseret af pæne ordentlige mennesker.

Det pæne borgerskab har ikke altid den sans for den banale og elementære almindelighed, der er kærnen i kolonihavefilosofien, og som i mine øjne gør Heerup til en stor kolonihavefilosofisk billedmager. Både når han billede-gør naturens og kulturens herligheder i tilsyneladende ligegyldige sten og trist affald.

Af en stor mark-sten laver han med få hug et overflødighedshorn.  Han kalder en skraldemodel ”Livet og døden”, og det er både naturens og kulturens død med et lille kranium og et rustent tandhjul i bunden, og en stor rød og gul sol for oven, som godt kan symbolisere en slags opstandelse. I hans skraldemodeller opstår selv det mest grimme og afskyvækkende til evigt kunstnerisk liv, som når han korsfæster en indtørret rottemumie på et stykke træ. Det ville svært at få et menighedsråd til at hænge denne korsfæstelse op over altret i en kirke som kristen kunst, men det er skraldemandskunst med et både kristent og filosofisk budskab.

Hans i traditionel forstand smukkere Vanløse-Madonna hænger desværre ikke i en kirke. Hun er ellers så jordisk og så guddommelig, at hun er den rigtige moder til en mand, der er både er jordisk menneske og Guds søn. Hans ”Strygebræts-madonna” er en mere primitiv skraldemandsmodel lavet af farvede brædder med runde træklodser om hoveder. Den er ikke mindre smuk end madonnaen fra Vanløse, og et endnu stærkere udtryk for den filosofiske tankegang, der finder glæden, sandheden og skønheden i den konkrete uanselige hverdagsvirkelighed.

Jeg har tidligere citeret nogle linjer fra H.V. Kaalunds sang ”Jeg elsker den brogede verden”. Det er glad skraldemandskærlighed, selv om Kaalund var en senromantisk digter, som der i det moderne gennembruds lys af digtere som Pontoppidan og Holger Drachmann blev set ned på, fordi han hverken var realistisk eller romantisk nok.

Kaalunds sang ”På det jævne, på det jævne” har også fået mange nedladende og kritiske ord med på vejen, fordi den er blevet tolket som en hyldest til småborgerlig middelmådighed, men det er slet ikke tilfældet. I sangen er der en sans for det almindelige og nære jordiske liv, som bestemt ikke har mistet sin aktualitet og ikke udelukker fantasien. Det er fra den jævne jordiske almindelighed, at man skal ”bygge op til stjernerne en bro”, og ”kækt” med ”fantasiens evne” svinge sig op fra jorden. Man skal ikke kappe jordforbindelsen og bare flyve op i det blå for at lege i livstræets krone.

Kaalunds sprog er lidt højstemt, men meningen er god nok, selv om jeg foretrækker Heerups skraldemodeller, der både er primitive, fantasifulde, jordnære og smukke. Han har lavet en mågepige som skraldemodel, der er mere overjordisk smuk end nogen mere traditionel engel, jeg nogensinde har set, selv om skraldeskulpturen for et nøgternt blik virkelig er affald. Et ramponeret dukkehoved med en blå og bulet the-si som hat, der er omgivet af ølkapsler og en cykelklokke, og englevingerne er mågefjer. Mågepigen og andre af hans skraldemodeller er eksempler på, at et varmt skraldemandssind kan elske selv den mest mørke og snavsede virkelighed med en glad kærlighed, der får solen til at bryde frem. Det er vist Frans af Assisi, der har sagt, at der kun skal én solstråle til for at jage skyggerne på flugt. På mange af hans underfundige skraldemodeller er solstrålerne solsikker.

Den tjekkiske filminstruktør var god til i sine tidlige film fra Tjekkoslovakiet at fortælle om det gode, det sande og det skønne ud fra en helt almindelig hverdagsvirkelighed. Filmen ”Brandmænd i fyr og flamme” har en danseaften med skønhedskonkurrence hos det lokale brandværn i en lille provinsby som ramme om en fortælling, der både er grotesk og fuld af humoristisk politisk satire og stor skraldemandskærlighed til de komiske brandmænd, der gør sig selv helt til grin.

Hans søn Matej har arvet nogle gode skraldemandsgener. Han var arkitekten bag en stor udstilling på kunstcentret Silkeborg Bad, som han kaldte Imaginarium 2019. Et stort rum var forvandlet til en broget mængde af malede billeder, skulpturer og installationer, der skulle sætte fantasien i gang ved hjælp af menneskelige figurer, dyr og vækster i naturen, som var troværdige, men i den brogede sammenhæng fantastiske fantasifigurer. Man gik ind i udstillingen gennem store hestehoveder lavet af papmaché, og på et tidspunkt var hundreder af små får skåret ud i træ samlet i en dyb grotte.

Man blev bogstavelig talt bjergtaget af så meget natur, og kulturen var blevet til realistiske kulisser i et særpræget stilleben med både groteske, muntre og sorgfulde menneske- og dyreansigter. Det var ikke en skraldespand, fordi alt var udført med stor kunstnerisk sikkerhed, men det var, som Heerups skraldemodeller, udtryk for en grænseløs skraldemandskærlighed til den brogede verden med alle dens afskygninger i lys og mørke.

Efter oplevelsen i Silkeborg kan jeg se min bog som en stor skraldespand, der med lidt god vilje kan kaldes et imaginarium, hvor fantasien sætter drømmende tanker i gang ud fra den helt jordnære virkelighed med fire elementer, fire verdenshjørner, en ufattelig mængde af realistisk kultur, der kan bruges både i sandhedens, løgnens, godhedens og ondskabens tjeneste, og kulturelt affald, der kan blive til skønhed.

Derfor burde jeg ende med at skrive oder til affaldet og alt det gamle skrammel, der kan være i en kolonihave, men det må blive den næste bog. Jeg vil slutte med den sang om leg og dans i livstræets krone, som jeg i et tidligere drømmeri har stillet i udsigt. Men det er svært at udmønte grænseløs skraldemandskærlighed i en smuk sang, der både er realistisk og fantasifuld. Skønsang rimer på klingklang, og jeg vil nødig at Henrik Pontoppidan og Martin A. Hansen vender sig alt for mange gange i deres grav, hvis de hører den.

Jeg er mindre nervøs for Heerups overbærenhed. Han kan skildre smerte, glæde og kærlighed i groteske skraldemodelsformer, der samtidig er så følelsesfulde, at man bliver rørt til tårer. Sentimentalitet er i hans univers en naivitet, der både rummer fornuft og følelse. Derfor elskede han H.C. Andersen, og hans skraldemodeller kan som Andersens eventyr være sentimentale med både ironi, alvor og munterhed. ”Lohengrin på svanen” er et godt eksempel på kulturelt affald, der er blevet til skøn og eventyrlig kunst i Andersens ånd. Lohengrin er to stykker træ på en svane i flere stykker træ, der mere ligner en stor grim ælling, og Richard Wagners helt er bøjet sammen som en melankolsk knudemand, der er grøn i hovedet af sorg.

Det giver mig håb om Pontoppidans overbærenhed, at han på sine gamle dage til genforeningen 1920 skrev et digt: Det lyder som et eventyr…, som var lige så sentimentalt som Kaalunds ”Den dræbte and”, hvor den dræbte andemor er skildret lige så følelsesfuldt som den levende Mor Danmark i genforeningsdigtet.

MAH var lige så sentimental, uden ironi, i sin novelle ”Agerhønen”, og i et dagbogsnotat røber han, at han ikke kun var den alvorlige og formbevidste digter, som alle hans disciple i Heretica så op til. Her drømmer han om som Kaalund ikke at være bange for at ”bruge lyren til harmløs sang for børn og fæ”.

”Livsdans” er en sådan harmløs sang for børn og fæ og mine naboer og genboer rundt om den grønne gård, jeg har udsigt til, og det gør ikke noget, hvis den er både romantisk, realistisk, fantasifuld og sentimental. Den må også godt være mere munter end den realistiske livsdans Edvard Munch skildrer i sit store billede af ”Livets dans”.

Livsdans

Der er familie, der kan trykke,

skule ondt og skælde ud,

men jeg blæser dem et stykke

og så skynder jeg mig ud

for at danse i blæsten og solen,

da familien nok er et sted,

hvor man også langt nede i Polen

har både uro og fred.

 

Arbejdsglæden kan fordufte

bag den samme sorte skærm,

så er det at man skal lufte

både sjæl og fod og arm

for at danse i blæsten og regnen

og få luft for sit rasende had

til al den mekaniske viden

som ikke gør dig ret glad.

 

Der er så hård en kamp om magten,

alle kæmper for sig selv.

Er der ingen der har sagt dem,

At de slår sig selv ihjel.

Lad dem danse i blæsten og mørket.

Lad dem drømme om levende liv

 

Hvor de slet ikke har konkurreret,

men elsket helt uden kiv.

 

Der er så meget gammelt skrammel.

Det skal ikke smides væk.

Det kan både ung og gammel,

fantasi og snoretræk

smukt forvandle til skraldemodeller,

der er lysende på en jord,

hvor i blæsten og lyset man driller

med glade skraldemandsspor.

Et digt om glad og grænseløs skraldemandskærlighed. Er det virkelig en opskrift, der kan bruges til noget i en virkelighed, hvor det vrimler med konkrete opskrifter, ikke bare på mad, men på alle mulige interessante former for livsstil.

Jeg kan sagtens forestille mig, at en læser, der er kommet i gennem mine femten drømmende blogindlæg, vil efterlyse en lidt mere konkret opskrift på kolonihavefilosofisk praksis end cykelfrihed og at leve i nuet og en almindelig hverdagsvirkelighed, der ikke kan blive lille nok.

Skal man cykle i medvind eller modvind? Gå til banko eller på barrikaderne, når kulturens byrde bliver for stor? Tage vejret i naturen som det kommer eller blive lidenskabelig klimaaktivist? Stemme til højre eller venstre eller helt undlade at stemme? Ville det ikke være passende som engageret kolonihavefilosof at forslå et kampråb eller et vink med en vognstang, der kunne få så mange som muligt til at trække på samme tid i den rigtige retning?

Skal en drøm ikke virkeliggøres så konkret som over hovedet muligt? Jo, men den enkelte må selv virkeliggøre sit kolonihavefilosofiske sind i sin egen konkrete hverdagsvirkelighed uden at være afhængig af bekymrede formyndere. Jeg håber, det er blevet tydeligt, at sind er vigtigere end læresætninger og slagord. Det er forhåbentlig også blevet klart, at der er tale om et sind fyldt med lidenskabelig kærlighed til både fællesskab og natur, men også et sind med en individuel frihed, selv om naturen med dyr og levende plantevækster er uundværlig og vi mennesker også er uundværlige for hinanden.

Sporerne skræmmer fra religioner og ideologier, hvor selv de smukkeste tanker om kærlighed, frihed og fællesskab er blevet til fanatisme og moralske overgreb. Det gælder også den kærlighed til naturen, der lige nu er den varmeste dagsorden. Her kan man opleve, at enkle slagord som vegansk velvære og kulfrit klima kan føre til en lige så utålelig og tyrannisk moralisme som i de religioner og ideologier, som også har svælget i slagkraftige kampråb.

Med en sådan problembevidsthed søger jeg ikke efter smittende slagord eller supereffektive vink med en vognstang, men er glad for at have et kolonihavefilosofisk sind fyldt med mere og mere tro på kærlighed, frihed, fællesskab og natur, der kan blive inspireret af både kolonihaveliv og livet med eller uden vandrestav og cykel også uden for kolonihaverne.

På min stol ved skrivebordet på 3. sal vil jeg have lov til at drømme frit og kærligt om kulturens og naturens herligheder og forsøge at undgå både at være moralistisk fordømmende og så naiv, at jeg glemmer, at egoisme, død og tilfældighed hører med til det herlige liv, som man hverken kan cykle eller drømme sig fra.

For mig er kolonihavelivet og Heerups billeder og skulpturer filosofiske vink med en vognstang om et liv, hvor man ikke skal klamre sig til omklamrende opskrifter, men selv må lære at navigere i det herlige og sårbare liv i naturen og kulturen mellem alle de overflødighedshorn og skraldespande, man ikke kan undgå at komme forbi, hvis man forlader sin stol ved skrivebordet.

”Livsdans” er skrevet i den ånd. Derfor er naturen et stort overflødighedshorn, selv om den både er sårbar og uregerlig, og naturen er fyldt med skraldespande og affald, der ved hjælp af glad skraldemandskærlighed kan blive til sande og smukke overflødighedshorn.

Jeg har lyst til efter mine forskellige drømmerier at vende tilbage til mit første om kolonihavefilosofi, som jeg stadig drømmer om kan blive fremtidens filosofi, selv om jeg sikkert ikke får mulighed for at reklamere for den i fjernsynets bedste sendetid eller skrive om den i en klumme hver dag i et stort dagblad.

Nogle vil uden tvivl mene, at jeg ikke vil slippe etiketten kolonihavefilosofi, fordi jeg faldt i en giro 413-gryde som barn og har været så glad for at følge Henry Heerup i kolonihaven og se på Bjørn Nørgaards lille kolonihavehus i centrum på den store gobelin om det Glücksborgske kongehus, at jeg er blevet blind for alle de negative konnotationer, mange forbinder med kolonihavelivet: konservativ, småborgerlig og stillestående idyl ud over alle grænser med dannebrogsflag i en lille flagstang, rødternet dug på bordet og røde pelargonier i alle de småborgerlige vinduer.

Det er der ikke meget Pan’sk uro og vildskab over. Men på den anden side giver det  hurtigt accelererende samfund stadig flere gode grunde til konservativt at holde lidt igen. Den småborgerlige hygge i kolonihaven er også bedre end sit rygte, fordi man ikke bare sladrer om andre, men lever tæt på hinanden og kommer hinanden ved i både hygge, lyst og nød. Den stillestående idyl kan endvidere formuleres mere positivt som sans for at leve i nuet. Det er ofte mere sundt end nostalgisk længsel efter at leve i fortiden eller utopisk længsel efter fjerne mål. Begge dele kan være et dække over virkelighedsflugt, fordi det er lettere at idyllisere fortiden og fremtiden end at leve her og nu i et aktuelt ansvar for familien, huset og haven.

Kolonihavelivet ser måske lidt for stillestående ud på de frimærker til 4.50 og 5.50, der blev sat i produktion for nogle år siden. Der er mere revolutionært brus over de mange små blæsende dannebrogsflag mellem grønne buske og træer, der toner frem i en gammel Olsen-bandefilm, fordi Egon har fået en af sine geniale planer, der indbefatter en flagstang med flag, der skal rage op i en lille motorbåd. Jeg tolker selvfølgelig billedet, der toner frem, som et symbol på den kolonihavefilosofiske kulturrevolution, som den lille tøffende motorbåd er et varsel om.

I modsætning til de store revolutioner, hvor den stærkeste sociale klasse tager den politiske magt, er den kolonihavefilosofiske kulturrevolution en omvæltning i den lille hverdagsvirkelighed både i og uden for kolonihaverne, og derfor kan ingen revolutionær forandring eller varsel om den være for lille. I kolonihaven kan det være at grave lidt dybere med sin spade for at få større kartofler. På altanen i storbyen måske at dyrke både tomater og agurker.

Jeg kan godt lide den gamle kulturradikalisme, hvor småt er så godt, at det af marxisterne, der tænkte anderledes stort, kunne affærdiges som reaktionær husmandsfilosofi. Jeg nævnte i mit første kolonihavefilosofiske drømmeri P.H ’s begejstring for børnenes appetit på solskin og jord i kolonihaven. Det kunne marxisterne ikke skræmme ham fra at sige, men nazisternes tale om blod og jord fik ham til at være tilbageholdende med en sådan formulering efter 1933.

Det bedste i 1930ernes kulturradikalisme og kulturkamp er glæde over naturen og naturudfoldelse i en lille konkret sammenhæng, hvor mennesker lever i gensidig afhængighed af hinanden og er glade både for den natur, de snuser til i buske og træer, og den seksualitet og kamplyst, der bruser i det røde blod under bukserne og kjolerne.

Kolonihaveejere bliver ikke ved med at være lige unge, men selv om de er blevet ældre, mere konservative og ser mere småborgerlige og stillestående ud end i deres ungdom, kan de røde blodlegemer stadig bevæge sig lige så aktivt som for mange år siden. Det ser man et smukt eksempel på hos hovedpersonerne i Martha Christensens kolonihaveroman ”Dansen med Regitze”.

Kulturradikalisme har lige som andre åndelige bevægelser vist en tendens til på sine gamle dage at blive så selvfed og tilfreds med sig selv, at de ikke kulturradikale let bliver anset som idioter, fordi de stiller kritiske spørgsmål til det frisind og den glæde over forskellighed, der i dag somme tider er blevet til en intolerant og smålig latterliggørelse af de, der er frisindede og forskellige på en anden måde end de , der har læst Politiken forfra og bagfra i mange år.

For disse læsere af Politiken er det ikke svært at forestille sig, at kolonihaveejere, der synes af have en aura over sig af småborgerlighed og nationalisme, stemmer på Dansk Folkeparti. Det er partiet selvfølgelig selv skyld i, fordi det på et landsmøde ville tage patent på kolonihaven og kolonihavehuset, men det er synd for den kolonihavefilosofi, der i mine øjne kan sætte nye forløsende ord på den gode gamle kulturradikalisme, der med PH som foregangsfigur taler om menneskers hengivelse til hinanden og naturen på tværs af sociale klasser og politiske ideologier.

Det er også for mig en genoplivning af den grundtvigske tradition om en universel menneskelighed, der meget hurtigt i slutningen af det 19. århundrede forstenede som en venstrepolitisk gårdmandsideologi for de i samfundet, der havde deres på det tørre. Det havde Grundtvig ikke forestillet sig, da han skrev om ”et jævnt og muntert, virksomt liv på jord”. Selvfølgelig var han i sit arbejdsværelse, som jeg på min 3. sal, en bogorm, der gravede for lidt, svedte for lidt og sang for lidt på et stykke dansk jord, men han sagde hverken dansk først, eller kulturradikal først, men menneske først og kristen så.

Dette forsøg på at fastslå en universel menneskenatur, som jeg har refereret MAH ’s meget nedladende ord om, var både marxister og eksistentialister i det 20. århundrede også enige om at afvise som en naturbegrænsning helt ud i skoven. Marxisterne, fordi menneskets natur til enhver tid er et produkt af de sociale omstændigheder. Eksistentialisterne, fordi de er bange for, at mennesket som et stykke natur vil miste sin absolutte frihed. Og for begge parter skal vi være lige så ligeglade for naturen uden for os, som den er med os.

Der er ellers en gammel jødisk og en gammel græsk tradition for, at det er meningsfyldt at tale om menneskets natur. I jødedommen, fordi mennesket som al anden natur er skabt af gud. I den græske filosofi hos Platon og Aristoteles, fordi mennesket altid har været til som et fornuftsvæsen. I oplysningstiden og romantikken var disse tanker om en universel og uforanderlig menneskenatur stadig levende, enten med fokus på mennesket som et sansende og følende fornuftsvæsen eller med fokus på mennesket som et fornuftsvæsen, der skulle forsøge at styre sine sanser og følelser. Rousseau er i det perspektiv både romantiker og oplysningsfilosof.

I slutningen af det 20. århundrede er den dominerende universitetsfilosofi om mennesket blevet så idealistisk, verdensfjern og abstrakt, at man godt forstår, at marxister og eksistentialister efterlyser en mere jordnær filosofi, som tager hensyn til både den sociale virkelighed og menneskets frihed i enhver tilsyneladende nok så fastløst social situation. Det er også forståeligt, at Nietzsche går helt amok i sine fremdragelse af alle de naturlige dionysiske og aggressive drifter, som er blevet fortrængt med den idealistiske fornuft.

Jeg ved godt, at mit korte idéhistoriske overblik er en lidt summarisk overflyvning med helikopter. Det hører desuden med til historien, at der i de to sidste århundreder har været meget mindre interesse for abstrakt filosofi end for håndfaste empiriske videnskaber, der kan efterprøves i praksis, og for ideologier, der er lige så fornuftige, men lægger op til verdensforandrende praksis i den politiske virkelighed.

Men netop i den idéhistoriske situation har der også været stigende interesse for en menneske- og livsfilosofi, der var mindre tidsbestemt og mere universel end videnskaber og ideologier kan være det, fordi en ideologi altid er situationsbestemt, og enhver videnskab med respekt for sig selv kun kan udvikle sin fornuftige lovmæssighed på et lille udsnit af virkeligheden.

Hegel havde idealistisk forsøgt at udforme en ambitiøs universalfilosofi i begyndelsen af det 19.århundrede. Det var hundrede år senere blevet til en drøm om at finde nogle evige værdier, som Nietzsche havde skudt helt i sænk. Det var man ved at opdage, og det gav plads for både marxister og eksistentialister, der var enige om tomheden i det kapitalistiske klassesamfund, men meget uenige om vejen ud af det. Det klasseløse samfund eller eksistentiel beslutsomhed på tomhedens præmisser.

I den situation var der også filosoffer, der forsøgte at bestemme mennesket som et natur- og kulturvæsen med nogle universelle fællestræk, som det giver mening at bestemme som jordiske grundvilkår, man godt som filosof kan tage alvorligt, selv om det er digtere som Thomas Mann, Joseph Conrad og Henrik Pontoppidan, der er bedst til at anskueliggøre den menneskelighed, der i Nietzsches ånd beskriver mennesket som både fornuft, drift og længsel efter kærlighed, fordi mennesker er uundværlige for hinanden. Det var også digtere som Knut Hamsun og Sophus Claussen, der med størst lidenskab pegede på naturens uundværlighed.

Mit kolonihavefilosofiske drømmeri er et produkt af denne digteriske fantasi i begyndelsen af det 20. århundrede, som i Danmark gør aristokraten Karen Blixen og proletaren Henry Heerup til åndsfæller.

Det er derfor selvfølgelig et seminaristisk filosofisk drømmeri, som både Pontoppidan og MAH ville have smilet af, men det kunne de sagtens gøre i deres samtid, hvor man tog både videnskab, ideologi og universitetsfilosofi mere alvorligt end i dag. Det gør man på en måde stadigvæk, selv om mange tager identitetspolitik og identitetstænkning endnu mere alvorligt. Det er blevet så politisk korrekt at tale om forskellig kulturel identitet, at al snak om noget absolut i menneskets natur drukner i relativisme og retten til at have forskellig kultur og en natur, der er endnu mere forskellig. Kønsidentitet er ikke et spørgsmål om kun to køn, men om mange flere muligheder. Det er for banalt at komme fra Mars eller Venus. En så fastlåst identitet kan næsten ikke undgå at føre til overgreb, som det ligger uudsagt i me-too-bevægelsen.

Historisk synes der at være sket det, at kulturradikalisme med sans for noget absolut i menneskets natur og dets kulturelle liv er blevet til naturløshed og kulturrelativisme. Jeg er også overbevist om, at denne naturløshed og mangel på fast kulturel identitet skriger på en filosofi, hvor mennesket hverken skal løbe fra sin natur eller sin naturlige glæde ved et arbejds- og vandrer-liv med spade og vandrestav, for dermed at knytte til ved nogle tidligere drømmerier formet som oder.

Kolonihavefilosofi lyder konservativt og stillestående, men i den nuværende aktuelle situation, hvor identitetspolitik åbner for en relativisme uden grænser, kan det pludselig blive frigørende at pege på grænser, der sættes af de menneskelige grundvilkår, vi har sammen med hinanden, fordi vi er uundværlige for hinanden og lever i en gensidig afhængighed af naturen. Så er tillid, kærlighed og et varmt sind pludselig vigtigere end kompetencer, selvudvikling og en raffineret livsstil.

Men hvorfor bruge et så banalt ord som kolonihavefilosofi om fælles menneskelige sandheder på tværs af kulturer på kloden, der er så forskellige, har så forskellige religioner og så forskellige familiemønstre, selv om tillid, uselvisk kærlighed og et varmt sind nok alle steder bliver værdsat højere end mistillid, selviskhed og et koldt sind. Der er andre end danskere i Europa, der har kolonihaver, men hvorfor bruge et så snævert og i den globale sammenhæng så provinsielt begreb om den virkelighed, hvor individ, fællesskab og natur går op i en højere enhed og mennesker lever i tillid og med varme sind i uselvisk kærlighed til hinanden og naturen?

Det gør de selvfølgelig ikke altid, men de store ord er ikke bare varm luft. Jorden er fuld af mistillid, selvisk begær og kold beregning. Tilliden, kærligheden og glæden får alligevel forbavsende ofte det sidste ord, men måske skal de fælles menneskelige sandheder indøves i en så lille virkelighed, at de kan blive personlig sandhed også for de mest stive tidselgemytter.

Derfor vil jeg ikke opgive kolonihaven som tænkt øvelsesterræn for en filosofi, der tager sit udgangspunkt i en overskuelig jordisk realitet, der har plads til det enkelte individ og et socialt fællesskab, både i den enkelte familiekolonihave og i fællesskabet med andre kolonihaver i havekolonien, og som selvfølgelig også indbefatter den nære natur med træer og buske og den store kosmiske natur med sol, måne og stjerner.

Hvis jeg var indianer, ville jeg fokusere på de hellige cirkler, alle indianere lever i: det enkelte jeg, familien, samfundet, naturen og kosmos. Sandheden skal være konkret og nærværende. For mig som dansker er kolonihaven det mest konkrete udgangspunkt for en tænkning, der får alle de indianske cirkler med.

Kolonihavefilosofi er en sandhed om det enkle hverdagsliv, der ikke kan blive konkret nok. Jeg elsker kolonihaven både som konkret hverdagsvirkelighed og en længselsfuld drøm om det gode liv, og den danske kolonihavetradition kan med sine mange udtryk i litteratur og billeder gøres så anskuelig, at den er forståelig for selv den mest naturløse og verdensfjerne identitet.

Ved at skrive om kolonihaven som en drøm om det gode liv slår jeg forhåbentlig også fast, at kolonihavefilosofi ikke kun er en filosofi for kolonihaveejere, men for alle mennesker, der gerne vil sætte tænksomme ord på en universel menneske-identitet, som ikke er menneskerettigheder, men evigtgyldige menneskelige vilkår som eksistens i naturen og sammen med andre menneskelige eksistenser i den natur, vi både sanser og føler med det samme hjerte og den samme snusfornuft, som hverken borgerlig eller småborgerlig fornuft skal have lov til at tage patent på.

Både i leg, kamp, kærlighed og had. Den jordiske redelighed er såvel orden som uorden, som i en kolonihave, der gerne må være både kultiveret orden og naturlig uorden. Et Pan-hoved med horn i panden på kolonihavehuset kunne være et symbol på dette møde med såvel det søde som det bitre, som man ser på den rødternede dug som sukker og salt og som man konfronteres med i haven som strid blæst og mildt solskin. Det er også denne dobbelthed, der velsigner menneskenaturen med et fornuftigt overjeg og et genstridigt underjeg, fordi det dukker frem i lyset som både kærlige og aggressive drifter.

På samme måde er der både dyrkede rødbeder og ikke dyrket skvalderkål i en rigtig kolonihave, og begge dele er spiselige, og der er plads til såvel blomstrende mælkebøtter som blomstrende anemoner, og heldigvis kan høstanemonerne brede sig lige så hurtigt som mælkebøtter. Det er alle disse konkrete vækster i kolonihanen, der gør den både frodig og et frugtbart billede på en virkelighed, hvor vi kun kan blomstre, når vi får jord, luft, ilt og vand nok og er sammen med andre mennesker både som indbydende roser og irriterende løvetandsfnug.

I det efter manges mening nødvendige konkurrencesamfund er der en tendens til, at det enkelte menneske som enkeltindivid bliver sig selv nok, men det kan ikke lade sig gøre i en lille virkelighed, hvor man ikke kan udgå at se hinanden i øjnene i huset og haven. Hækkene er også så lave, at man heller ikke kan undgå naboernes blik. Selvfølgelig kan man gå hinanden på nerverne og skælde ud på både familie og naboer, og skælde ud på vejret, når det driller med for meget solskin eller for meget regn, men både i de menneskelige relationer og i forhold til vejr og vind ligger kærligheden hele tiden på spring, fordi vi godt ved inderst inde, at vi ikke kan modtage uden at give, og er sikre på altid at modtage, hvis vi giver.

Kolonihaveliv er indøvelse i en sådan gensidig og cirkulær kærlighed, både i forholdet til rødbeder, kartofler og andre mennesker, men dette cirkulære kærlighedsliv kan selvfølgelig sagtens udfolde sig i en storbyopgang, selv om det er lettere at holde sin dør lukket og undgå andres blikke i en opgang end i en kolonihave, hvor man godt ved, at alt håb er ude – uden for i solen og blæsten.

Kristendom er mere end kolonihavefilosofi, som er andet end kristendom, men der er meget Jesuskraft i en kolonihavefilosofi, der lægger vægt på den samme gensidige uundværlighed, som stikker hovedet frem i Jesu lignelser. Både i kolonihaven og den israelitiske ørken møder man den samme kærlighed til blomstrende ukrudt som til de velopdragne pelargonier, der står pæne og ordentlige i solen.

Kolonihavefilosofiliv er også en indøvelse til at leve i nuet, der ikke er fjern fra Jesu opfordring til at handle i øjeblikket og lade være med at leve alene i fortiden eller fremtiden. Man skal stadig heller ikke glemme, at Jesus ikke var en velopdragen potteplante, men et uregerligt stykke ukrudt, der ødelagde den pæne orden i de fromme jøders lovkompleks. Det er derfor i Jesu ånd at have en gud hængende på kolonihavehuset med djævelske horn. Den djævel, han forsagede, var grådighedens, selviskhedens og glædesløshedens onde ånd.

At leve i nuet skal ikke forveksles med at leve at leve et stillestående liv, der ikke kan forandre sig. Det er både i Jesu og Pans ånd at gøre oprør mod en bestående grådighed og selviskhed i længsel efter et kærligere liv og en virkelighed, der er mere rodfæstet i naturen. Det er ikke kun den sære symbolistiske digter Sophus Claussen, der drømmer om en himmel, hvor ”Pan og den lidende Kristus hjælper hinanden i Nød for at sidde til bords hos Gudsmoder”. En kolonihavefilosof kan også længes efter en jordisk virkelighed, hvor Jesus og Pan hjælper hinanden med at fylde et kolonihavesind med både kærlig kraft og naturkraft.

Jeg har tidligere forsøgt at drømme mig ud af elendigheden i mange kulturelle identiteter uden sammenhæng. De fælles vilkår i den samme natur og den samme fælles uundværlighed giver en universel sammenhængskraft, som hverken nationalisme eller multikulturalisme kan konkurrere med, fordi det er en sammenhængskraft i både fornuft, krop og sind hos mennesker, der kommer hinanden ved helt ind til benet, selv om de til tider river hårene af hinanden.

”kamp må der til, skal livet gro, ej kamp blot for dagligt brød, men kamp for frihed i liv og tro – thi evig stilstand er død”. Det er ikke en tekst af Grundtvig, men af H.V. Kaalund, der var en alt for primitiv digter til at blive taget alvorligt af Henrik Pontoppidan, men hans primitive ord om frihed i liv og tro er god kolonihavefilosofi i en moderne virkelighed, hvor mange er fristet til at flygte fra friheden, og andre ikke kan få frihed nok.

Denne primitive frihed på den cykliske naturs betingelser har jeg lyst til, selv om det måske lyder lidt poppet, at kalde cykelfrihed, fordi en cykeltur er en fin gylden middelvej mellem at gå afsted roligt og fredeligt med sin vandrestav og suse afsted i en bil med accelererende fart. På cykel er man både tæt på naturen og de bygninger, man cykler forbi, og i Danmark færdes så mange på cykel, at det er let på en vej eller cykelsti at føle et lige så socialt fællesskab som i en havekoloni, og på Brabrandstien ser man også de cyklister i øjnene, som man møder.

Det er altså næsten ren kolonihavefilosofi at cykle. Hvis man vil tænke kolonihavefilosofiske tanker, er det ikke tilstrækkeligt at sidde stille ved sit skrivebord på 3. sal, man må ud at cykle. Heldigvis er der i Danmark endnu flere cykler end der er kolonihaver, og der er ingen grund til at miste troen på den kolonihavefilosofiske kulturrevolution, selv om man selv hverken har en cykel eller en kolonihave. Cyklistlivet er lige så lidt forbeholdt cyklister som kolonihavelivet kolonihaveejere, en bilejer kan også tænke cyklisk, selv om han eller hun skælder ud på cyklisterne.

Jeg kan godt lide tanken om, at Johannes V. Jensen, der hele sit liv havde hyldet den positivistiske videnskab og den accelererende teknologi, der havde sat ham i stand til at køre hurtigere og hurtigere på motorcykel, endte med at skrive en oplysende pjece om de kolonihaver, arbejderne cyklede til.

Han, der i sin ungdom havde skrevet en pessimistisk roman, ”Kongens fald”, om et menneske, Mikkel Thøgersen, plaget af skyldfølelse og dødsangst, endte med i sin sidste roman at hylde både kolonihaverne og det myldrende cykelliv. Det gør han i en helt anderledes optimistisk roman om cykelpigen Gudrun, der forelsker sig i en arbejder med spade og kolonihave og foretrækker ham for en amerikansk bilfabrikant og mangemillionær, der ikke som Gudruns kæreste kunne drømme om at have en cykel eller sætte sine ben i en kolonihave.

Endnu mere kolonihavefilosofisk sind er der hos maleren Henry Heerup, der hele sit liv cyklede til og fra den kolonihave, hvor han malede billeder og huggede i sten hele året rundt. Også på de tider om vinteren, da det stadig kunne sne i Rødovre. Han elskede både Pan og Jesus, men allermest elskede han alt levet liv i kærlighed, både til den natur, der aldrig gjorde ensomhed til en ulykke, og til mennesker. De kunne selvfølgelig heller ikke lade være med at elske ham, fordi han både var romantisk og realistisk i sin syn på den menneskelige uundværlighed. Der kan være både knaster, buler og kulde i forholdet mellem mennesker, men den kolde selvoptagethed kan altid med et varmt og kærligt kys blive varm igen.

Kærligheden mellem mand og kvinde er også i hans kærlighedsunivers så erotisk og kønsbestemt, at det er godt for ham, han ikke oplevede me too-bevægelsen. Den havde bandlyst ham, fordi han på et stort familiebillede med mand, hustru og to børn lader manden – helt tydeligt ham selv – lader manden stirre forelsket på solen, som er malet som en stor gul kvinderøv. Billedet hedder ”Kvindesolen skinner”, og det kan man som mand ikke undgå at blive forelsket i.

Heerup laver både glade og realistiske cykelbilleder. På mit arbejdsbord har jeg udsigt til en farvet tegning, hvor han sidder energisk foroverbøjet på sin cykel under en lysende stjerne. Han er sikkert på vej sent hjem fra en sten, som har drillet ham. Jeg forlader også gerne, selv midt om natten mit skrivebord og cykler rundt om Brabrandstien, hvis jeg har behov for kolonihavefilosofisk inspiration.

Jeg cykler både af lyst og af nød, fordi jeg ikke har kørekort til bil, men jeg kunne ikke drømme om at købe en elcykel. Så ville jeg føle mig som en ikke filosofisk fartbølle. Jeg har selvfølgelig også en vandrestav, men jeg tænker bedst på to runde hjul, der kan få mig til at drømme om den sol og den måne, der sidder løse på stol, og blive klar over, at man aldrig lever så jævnt, muntert og virksomt, som når man cykler afsted med hjertet i kroppen og helt oppe i halsen, fordi man elsker den brogede kultur, den cykliske natur og de andre energiske cyklister, der ligner kolonihavefilosoffer, fordi de lige som Gudrun og Heerup bevæger sig på cykel.

Jesus havde helt sikkert også cyklet på de israelitiske veje, hvis cyklen havde været opfundet, og skovguden Pan i de græske skove, hvis ikke træerne på det tidspunkt havde stået så tæt.

Ved skrivebordet på min tredje sal/har jeg udsigt til mange vinduer/der lyser i mørket og får mig til at/lade tankerne flyve hvileløse afsted

men Sonnys harmonika i rummet/lige under mit eget giver ro/og en befriende glæde i sindet/som man får givet siddende på sin stive stol

uden at skulle bevæge sig rundt/med vandrestok eller sætte sig op/på den cykel der ellers er den sikre/adgang til frihed for både kroppen og den sjæl

der har behov for at bevæge sig/endnu mere end kroppen fordi vi/har sanser som ikke kan tilfredsstilles/ved kun at bruge musklerne i de fem sanser

sindets bevægelse er den sjette/og allervigtigste sans som ikke/sættes i de bedste svingninger af/panfløjtemusik eller rytmiske spadestik/

men af fine harmonikarytmer/der siver op gennem gulvbrædderne/fra Sonnys drivende dansende og/dinglende daskende og skønne harmonika

og gør mit lille arbejdsværelse/til et glædeskammer fordi Sonny/spiller på sin harmonika med både/dansende fingre og et varmt dryppende hjerte

når han spiller lige under går det/meget lettere med at få tanker/og følelser omsat til sætninger/der ender med at blive til de drømmerier

som de liflige toner fra Sonnys/harmonika burde forvandle til/varme og kærlige tekster der ikke/kan undgå at få både krop og sind i skælven

harmonikamusikken gør i hvert/fald mit bogkontor fyldt med billeder/til et dejligt imaginatorium/et sted viet til kærlig og dristig fantasi

men hans gamle og milde pokerfjæs/som jeg kan se for mig når han spiller/gør at jeg bevarer jordforbindelsen/og ikke forsvinder helt op i lette skyer

for han og jeg er så gamle og grå/at det slet ikke er sikkert at han/og jeg spiller og drømmer om fem år her/i gaden til venstre på anden og tredje sal

men lige nu er vi her stadigvæk/og jeg lytter til harmonikaen/og de toner der bærer præg af at han/og Kirsten har camperet både mod syd og nord

der er meget melodisk musette/og det berør mig altid når jeg kan/høre Recuerdos de la Alhambra/erindringer fra Alhambra komme stille op

gennem gulvet og minde mig om de/morgener hvor jeg sad højt oppe på/terrassen i et gammelt spansk byhus og/spiste min morgenmad med udsigt over floden

til Alhambra og næsten kunne se/løvespringvandet og høre vandet/risle i de paradisiske haver/der inspirerede Francisco Torrega

til den musik der ikke er mindre/paradisisk når Sonny trykker på/de sort-hvide  tangenter og lader de/langsomme rytmer fylde både hans og mit rum

fem minutter efter slår han over/i munter Evert Taube valsetakt/Kirsten og han elsker svensk folkemusik/lige så højt som nordisk køkken med medister

og den sylte som han ind under jul/arbejder så ihærdigt med at han/slet ikke har tid til at spille på sit/elskede tungeinstrument men må sende det

små hurtige luftkys fra køkkenet/oh du skønne musikinstrument/som vitterlig er et tungeinstrument/hvor indvendige metalblades vibrationer

sættes i gang af lufttryk der dannes/af en blæsebælg og man må sige/at Sonny er en smed til at blæse/med rappe fingre og store humøroverskud

harmonikaen er dog et mere/moderne instrument end de fleste/er klar over. Der blev tager patent på/tungeinstrumentet helt nede i Wien atten

hundrede niogtyve men siden/er det gået stærkt selv om det til at/begynde med betragtet som et lidt/for larmende folkeligt instrument der ikke

hørte hjemme i en symfonisk sal/hvor man spillede Beethoven og Bach/men nu er harmonikaen kommet til/ære og værdighed i ethvert stort musikhus

hvor man som Sonny elsker glad musik/der er tilsyneladende langt /fra panfløjte til harmonika men for/ mange tusind år siden opfandt kineserne

en lidt primitiv harmonika: sheng/med bambusrør i forskellig længde/man kunne blæse igennem og et stort/udhulet græskar som luftlomme og blæsebælg

det lyder som en panfløjte der har/lyst til at blive til harmonika/og som i Sonnys tilfælde er det lyst/der driver værket og så kom harmonikaen

samtidig med at folket tog magten/og gjorde dans til andet end lanciers/ og selv adel og det rige borgerskab/ved at man ikke danser tango til panfløjte

men til harmonika så tak Sonny/for din harmonika og din musik/der både lægger op til fyrig tango/og blid kinddans og heldigvis er det dig Sonny

og dig Kirsten der bor nede under/gulvet og som jeg ikke selv i min/vildeste fantasi ville drømme om/kunne finde på at klage over nabostøj.

Jesus Kristus er i kristendommen et så guddommeligt væsen, at han er en tredjedel af den treenige gud. For 2000 år siden blev han kød og blod i et jordisk væsen med jordiske forældre Josef og Maria og voksede op i Nazareth med både brødre og søstre. Han vandrede på et tidspunkt rundt på vejene i Galilæa med vandrestav og drikkekar, men i sit korte vandrer-liv som både menneske og gud lavede han det ene store mirakel efter det andet og endte med efter sin korsfæstelse at opstå fra de døde.

Ifølge trosbekendelsen sidder han nu i himlen ved sin faderguds højre hånd som den guds søn, der ved den kommende dommedag på faderens vegne vil dømme både levende og døde. Indtil da er han i stadig guddommelig kontakt med de troende kristne via Helligånden, den sidste tredjedel af den treenige gud, som er garanti for hans nærvær i den jordiske redelighed i den lange mellemtid mellem personligt guddommeligt nærvær for 2000 år siden og nyt nærvær efter dommedag og de kristnes opstandelse fra de døde med den udvalgte kristne skare, der undgår at komme i helvede.

De udvalgte vil så leve i en evig guddommelig virkelighed, hvor de, i hvilken jordisk skikkelse de end fremtræder, vil være ren Helligånd. Det lyder godt, og de færreste tror på et kommende helvede for fornuftige gode kristne, der lever hæderligt og redeligt, og hvem forsøger ikke at gøre det? Men på den anden side lever vi så i en lidt trist mellemtid i en jordisk redelighed, der ofte kan være temmelig kaotisk, mellem det forjættede land for mange år siden, da Jesus vandrede fra Herodes til Pilatus, og det forjættede land, der venter engang i fremtiden, når blot vi er gode og fornuftige kristne.

Den kristne tro kan imidlertid måske gøres mere nærværende i den nutidige jordiske og naturlige virkelighed, hvis man i sin tro fokuserer mindre på den overnaturlige fortid og fremtid og mere på, hvad det egentlig var Jesus gik rundt og sagde som guds søn, inden han endte med at gå den tunge gang fra Herodes til Pilatus.

Det lægges der op til i Folkekirken, hvor der hver søndag holdes en prædiken over to rækker af evangelietekster med episoder fra Jesu liv, der kan handle om både underfulde helbredelser og lignelser, der er underlige og overraskende, fordi den arbejder, der kun har arbejdet én time, får lige så meget i løn som den, der har arbejdet hele dagen, og den, der passer på sine penge og gemmer dem, bliver straffet for sin fornuftige sparsommelighed.

Lignelser er fortællinger om hverdagen med en overraskende pointe. I disse to lignelser synes det at være, at ubekymret kærlighed er vigtigere end nøjeregnende og nærig retfærdighed. Det svarer meget godt til Jesu humoristiske fortælling om en nøjeregnende og retfærdig dommer, der ender med at give en fattig enke ret i hendes plager om at få ret over sin modpart, fordi hun måske ellers vil komme og slår ham i ansigtet. Jesus var på Guds vegne mere ubekymret. En så nøjeregnende og streng dommer er gud for Jesus netop ikke.

Det får man hurtigt blik for, når man læser i de fire evangelier. Og der er ingen tvivl om, at evangelisternes fortællinger om tømrersønnen fra Nazareth har historiske rødder, men det er lige så ubestrideligt, at fortællingerne på grund af deres sene nedskrivning omkring 40-50 år efter Jesu korsfæstelse og død er præget af den ældste kristendoms forsøg på at fastholde mindet om den historiske Jesus ved hjælp af den religiøse og overnaturlige farvelade, som både fromme jøder og fromme hedninger uden for Palæstina havde i bagagen.

Paulus var en sådan from jøde uden for Galilæa og Judæa, der aldrig havde mødt den historiske Jesus, men tolkede hans ord og handlinger i lyset af sin egen jødiske tro og sin viden om både jødiske og ikke jødiske guder og helte i den store hellenistiske verden.

Han var helt sikkert blevet omvendt til den nye tro på Jesus ved at høre de fortællinger, vi kender fra evangelierne, men dem nævner han aldrig i sine breve, men skriver kun om den nye retfærdiggørelse og frelse ved tro, der har afløst hans on andre fromme jøders tidligere retfærdiggørelse og frelse ved at overholde moseloven.

Denne nye tro, hvor Jesus er centrum, bliver også årsagen til, at evangelisterne med deres fortællinger om Jesu liv vil bevare den historiske virkelighed, hvor den historiske tømrersøn Jesus med sine undere og lignelser fremtræder med mere og mere guddommelig autoritet og ender med både at opstå fra de døde og flyve op i himlen.

Det betyder ikke, at vi i evangelierne møder en uhistorisk virkelighed, men det betyder, at vi måske skal kunne gennemskue de første kristnes religiøse og guddommeliggørende farvelægning for helt at kunne forstå, at tømrersønnen i sit liv kunne få tilhængere, der holdt fast ved hans person og hans ord, selv om han blev korsfæstet af romerne. Romerne var en brutal besættelsesmagt, der ikke var glad for den opstandelse Jesus fremkaldte blandt almindelige jøder, men de kunne ikke forhindre, at et i deres øjne lille historisk røre blev til en store guddommelig opstandelse fra de døde, som det var tilfældet i andre store religioner, og som det blev vigtigt for både jøder og hedninger i det store romerske rige at tro på.

Det er der selvfølgelig en forklaring på. Jeg drømmer derfor om ved at se igennem den stærke religiøse farvelade i evangelierne og evangelisternes meget bevidste guddommeliggørelse af en provokerende profetskikkelse at få øje på en historisk Jesus med jordforbindelse. En kærlig realist, der lever i nuet og den jordiske redelighed med både humor og håb, men gør det på en så usædvanlig måde, at der er al mulig god grund til at tro på ham som en guddommelig frelser både før og efter sin  korsfæstelse.

Det lyder måske for godt og mærkeligt til at være sandt, men det er drømmeri som en nødvendig reaktion på en Jesusopfattelse, hvor Jesus svæver som en tidløs og tandløs due over både nuet og det jordiske liv. Og det drømmeri er der heldigvis mere belæg for i evangelierne, end de fleste drømmer om.

Mere i Jesu lignelser end i fortællingerne om hans undere. Et under kan hurtigt i lyset af hans egen voksende guddommelighed blive så forvandlet, at det ender med at være et naturstridigt mirakel. I lyset af hans egen opstandelse fra de døde bliver nogle af hans helbredelser dødeopvækkelser. Og man kan se, at evangelisterne, når de skriver af efter hinanden, gerne vil gøre et helbredsunder lidt større. Jesus får Simon Peters svigermor på benene, fordi de kommer forbi og er sultne. Hos Markus ligger hun til i sengen med feber, hos Lukas er der tale om høj feber. Ellers har han sikkert ikke syntes, at det var et under af guds søn, som det var værd at skrive hjem om.

Lignelserne er så helstøbte og overraskende fortællinger, at det er svært at ændre på dem, uden at pointen går tabt. Pointen ligger på den anden side så tydeligt i selve lignelsen, at man ikke altid kan stole på en tilføjet pointe. Den afslører somme tider den ældste kristne menigheds forsøg på i gammel jødisk ånd at gøre Jesu nye forkyndelse af ubekymret, betingelsesløs og spontan kærlighed til moralistisk omvendelsesmoral.

Det gælder tre lignelser hos evangelisten Lukas, der kap. 15 i sine pointer roser et får, en mønt og en søn fordi de omvender sig og vender om for at blive fundet, medens de tre fortællinger helt tydeligt fortæller om en fåreavler, en kvinde og en gammel mand, der spontant sætter alt til side for at finde et får, en mønt, en søn der er blevet væk og bliver glade, da de finder dem, selv om de har andre får, mønter og sønner.

Den moralistiske bekymring bliver endnu større, hvis lignelsen i sig tilsyneladende er dybt umoralsk, som senere i Lukasevangeliet, hvor der fortælles om en bedragerisk godsforvalter. Han er blevet afsløret som bedrager af sin herre, men skynder sig, inden han bliver fyret, at nedskrive den gæld, forskellige personer har til hans herre, for at kunne få noget af dem til gengæld på et senere tidspunkt som tak for sin gældsnedskrivning. Det gør han fordi han, som han tænker ved sig selv, ikke har kræfter til at grave og skammer sig ved at skulle tigge, når han er blevet arbejdsløs

Herren roser til sidst i lignelsen sin godsforvalter, fordi han havde båret sig klogt ad. Det var et virkeligt problem for de første kristne, at man kunne optræde så frækt og umoralsk og få ros for det. Efter lignelsen kan man hos Lukas finde fire forskellige måder at udlægge lignelsen på med moralsk alvor, som afslører både forvirringen og den moralistiske jødiske baggrund hos de kristne, der ikke længere er samtidige med Jesus og ikke derfor kan forstå, at Jesus i situationen helt sikkert med humor har forholdt sig ironisk til godsforvalterens spontane bedragerier og eftersøgt en lige så spontan fantasi, hvis der var brug for forvalterens kærlighed til de fattige.

Til gengæld har han helt sikkert ikke kunnet skjule sin glæde over fåreavlerens, kvindens og faderens spontane og kærlige beslutsomhed i lignelserne om fåret, mønten og sønnen, der var blevet væk, men blev fundet igen. Her var der også tale om en nutidig nødsituation, hvor man skulle beslutte sig til handling eller lade stå til.

Mange andre lignelser foregår i en lige så presset hverdag med mænd og kvinder i travl beskæftigelse i huset eller på marken, og den kærlige beslutsomhed er ikke et sindelag, man skal kæle for, men handlinger i øjeblikket, der fører til noget, og hvor man i modsætning til godsforvalteren tænker på andre og andet end sig selv. Derfor skal man sørge for som de fem brudejomfruer at have olie i lamperne, ikke være bange for at slippe hvad man har mellem hænderne, hvis man bliver inviteret til et stort gilde, og have tillid til, at hvad man sår og planter lige nu vil blive til vækst og frugtbarhed.

Jesus formulerede i sine lignelser en tillid til gud som virksom kærlighedskraft i verden, som han selv ikke kunne lade være med at være en del af, og som det for ham var lige så selvfølgeligt, at mennesker, der var skabt i guds billede, ikke kunne lade være med at lade sig gribe af og sætte alt andet til side, hvis de i nuet stødte på sygdom, sult eller fattigdom, som man kunne gøre noget ved.

Så var man i guds rige, som for ham ikke var en geografisk lokalitet med grænser, men et jordisk og åndeligt kærlighedsrum uden grænser. Troen på dette rige udfoldede han både med ord og handlinger i den konkrete gudskabte jordiske virkelighed med en kærlig realisme, som var både humoristisk og fyldt med håb. ”Hvorfor ser du skæven i din nabos øje, men ikke bjælken i dit eget”? men samtidig var han overbevist om, at udbyttet af hans ubekymrede såning på både stengrund og i tidsler ville give mindst hundrede fold.

De fattige, de sultne, de syge og alle de andre udstødte i samfundet var selvfølgelig glade for en sådan kærlighedsrum-tro, der både i ord og handlinger satte sig ud over den alvorlige lovfromhed, som Jesus gav det glatte lag med sin betingelsesløse hjælp til de udstødte og sin betingelsesløse tilgivelse i nuet. Jesu anliggende var helt åbenbart at sprede den kærlighedsglæde i den jordiske redelighed, som han selv var blevet grebet af med sin tro på Guds rige som en kærlighedskraft.

Han var tilsyneladende overbevist om, at man bliver god af at blive glad, medens de lovfromme for ham kun blev selvglade og selvretfærdige af at skilte med en godhed, som ikke udsprang af spontan glæde, men af love og bud, og så hjalp det ikke, at det var kærlighedslovbud.

Han havde meget til overs for børn, ikke fordi de dermed skulle være uskyldige og syndfri, men fordi de levede i nuet. Han var sikkert klar over, at den jordiske redelighed var fyldt med både synd og død, men i nuet var glad kærlighedskraft en mere virksom medicin end moralistiske formaninger, og selv dæmoner var åbenbart mere bange for kærlig glæde end for moralsk alvor.

Denne aktive og glade kærlighedskraft var ikke en sindstilstand, man omhyggeligt skulle bygge op. Det ville føre til et lige så stort hykleri som frygten for ikke hele tiden at leve efter moseloven. Det var en kraft, der blæste som vinden, men som i guds rige som guds uregerlige kærlighedskraft var lige så selvfølgelig som den kendsgerning, at mennesker er afhængige af hinandens kærlighed. De udstødte har selvfølgelig lige så meget brug for kærlig hjælp, som vi selv har det, fordi vi er lige så uundværlige for dem, som de er for os, selv om vi måske føler, at vi har så meget kærlighedsoverskud, at vi kan leve for os selv, men det er en illusion.

Menneskers gensidige uundværlighed var for Jesus en lige så indlysende selvfølgelighed som den selvfølgelige spontane barmhjertighed, når den gensidige afhængighed gjorde barmhjertigheden til en glædespligt, der spontant måtte sætte sig ud over moselovens forpligtelser og helbrede på en sabbat.

Sabbatten er til for menneskets skyld og ikke omvendt. Det brød de fromme farisæere sig ikke om at høre, men Jesus måtte i sin samtid skuffe andre end de, der klamrede sig til moseloven og alle de mundtlige overleveringer, man føjede til den for at få den til at passe med samtidens samfund. De kunne ikke lade være med at synes, det var overfladisk og naivt bare at tro på og leve efter kærlighedskraft som en både guddommelig og menneskelig selvfølgelighed i alle tænkelige øjeblikkelige situationer.

Andre jøder var lige så skuffede og frustrerede over hans ubekymrede og beslutsomme brug af kærlighedskraften i guds rige her og nu uden at skele til hverken fortiden eller fremtiden. Mange jøder håbede på Jesu tid på en ny messiansk storhedstid for Israel, som så igen skulle ledes af en salvet konge, en messias efter opskriften i Det gamle Testamente, der med kong David som det store forbillede kunne herske suverænt over det udvalgte folk og sikre dets selvstændighed i lydighed mod Jahve som den eneste gud og moseloven som den eneste lov.

Det håb fil endnu mere næring på Jesu tid under den romerske besættelse, men det var politiske messianske forventninger, Jesus slet ikke havde lyst til at leve op til. Selv om guds rige var midt i den kaotiske jordiske redelighed, var dets frembrud ikke et spørgsmål om politisk strategi og væbnet oprør, men om jordisk tilgivelse og barmhjertighed.

Han blev heller ikke frustreret over den jordiske uorden og mangelfuld jordisk gennemslagskraft for sit kærlige glædesbudskab. Det tog han, som det fremgår af lignelserne, med illusionsløst godt humør. Han begyndte ikke, som andre i sin samtid, at drømme om en overjordisk guddommelig menneskesøn, der skulle komme fra himlens skyer og holde dommedag over de mennesker, der levede et alt for syndigt jordisk liv og spiste, drak og elskede uden at vælge det asketiske liv, som for mange gik hånd i hånd med forventningerne til det kommende rene åndelige liv i en himmel renset for jordisk urenhed.

Allerede Johannes Døberen havde haft fantasier om et sådan asketisk liv, men Jesus var ikke bleg for at indrømme det berettigede i at kalde ham en fråser og en dranker i sammenligning med en sådan asketisk alvorsmand, der ikke elskede det jordiske liv. Jesus elskede ikke synd, men de største syndere var i hans øjne de som moseloven gjorde selvretfærdige. Det handler mange lignelser om, og broderen til den søn, der hos Lukas bliver fundet, er et billede på en sådan selvretfærdighed.

Alt tyder på, at Jesus var lige så glad for det jordiske liv, som han var glad for at gøre sin tro på guds rige som kærlighedskraft til virkelighed. Det kan godt være, at fortællingen om, at han til et bryllup forvandler vand til vin er uhistorisk, men det er ikke urealistisk, at han ved mange lejligheder har drømt om at gøre det.

Der er også underberetninger der viser, at han helbreder med kærlig realisme og ikke blot med kærlig naivitet. Flere gange må han tage hårdt fat og spytte et par gange, inden der sker noget, og man havde gerne hørt hans glade latter, når der så skete noget, som man gerne ville have set hans humoristiske reaktion på steder i bjergprædikenen, der gør hans ironiske kritik af de lovkyndiges moral til en gravalvorlig moralisme, som jeg nødig vil mistænke Jesus for at være skyld i. ”Thi sandelig siger jeg Eder: før himmelen og jorden forgår, skal end ikke det mindste bogstav eller en tøddel af loven forgå …Derfor: Den, der bryder et af de mindste blandt disse bud og lærer menneskene således, han skal kaldes den mindste i Himmeriget; men den der holder dem og lærer andre dem, han skal kaldes stor i Himmeriget. Thi jeg siger jer: Hvis jeres retfærdighed ikke overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget”.

Man fornemmer Jesu anliggende i de sidste sætninger, men bjergprædikenen i sin helhed afslører, at Matthæus er en jødekristen, der gerne vil have Jesus til at være en ny Moses. En så detailleret og beregnende retfærdighedsmoralisme, som den man møder i de foregående sætninger forklædt som evangelisk kærlighed, havde helt sikkert fremkaldt et overbærende smil hos den humoristiske tømrersøn, der først holdt op med at le, da han hang lidende på korset.

Døden på korset afslører, at det var romerne der slog ham ihjel. De jøder, der levede i fortiden med messianske forventninger, eller i fremtiden med håb om dommedag og opstandelse, var sikkert ret lige glade med, at han blev korsfæstet. Farisæerne og de lovkyndige var til gengæld glade, fordi Jesus ville have mennesker til at leve i nuet med en selvfølgelig og tillidsfuld kærlighed til hinanden, der kunne ende med at gøre moseloven overflødig.

Det er derfor sikkert lovkyndige højt på strå i det jødiske præsteskab, der har hvisket Pilatus i øret, at det var en god idé at slå Jesus ihjel. Pilatus havde bemærket, at der var en uro i den jødiske befolkning, der kunne blive til noget endnu værre, og han var hurtig til at korsfæste uromagere. Så han skulle kun have en lilleanledning til at handle meget hurtigt.

Den lille flok, der havde fulgt Jesus, var hjælpeløse i dette spil i Jerusalem mellem præstestyret, Pilatus og kong Herodes fra Galilæa, der også var i hovedstaden i anledning af den jødiske påske. De havde troet fast på kraften i hans budskab om kærlighed, fordi det havde givet håb her og nu og for den fremtid, de som almindelige mennesker havde fået større tillid til, fordi de som dæmonbesatte, fattige, syge og andre slags syndere var blevet hjulpet, eller kendte nogle, der var blevet det.

Han havde både grædt, leet og spist så meget sammen med dem, at de slet ikke kunne forestille sig, at det var forbi, og at de i fremtiden skulle leve uden hans kærlige og glade nærvær i både sorg og glæde. De kunne heller ikke glemme de enkle lignelser, som var taget lige ud af deres hverdag, og hvis fantasifulde billedsprog gjorde barmhjertighed og tilgivelse til en realistisk begivenhed i mødet mellem mennesker i gensidig afhængighed af hinanden.

De kunne ikke lade være med at holde fast ved tømrersønnen Jesus af kød og blod og samværet med ham. De spiste sammen, som om han stadig var til stede og gjorde dem glade med sine mageløse ord og handlinger. Alt det han havde sagt og gjort blev ikke tilintetgjort efter hans død, men snarere endnu mere dyrebart, selv om han var blevet korsfæstet som en forbryder på et kors.

Jeg vil ikke udelukke, at hans opstandelse fra de døde er noget meget mere mirakuløst, men jeg er sikker på, at det også er sandt at han levede i nuet og den jordiske redelighed som en så kærlig realist og med så meget humor og håb, at hans fortsatte liv ikke kunne undgå for hans tilhængere at blive en lige så selvfølgelig og glædesfyldt realitet, som hans egen tillidsfulde tro på gud og tillid til menneskers tro. Jeg tror ikke, at han på noget tidspunkt har følt sig forladt af hverken gud eller mennesker. ”Min gud, min gud, hvorfor har du forladt mig” er en sætning, de første kristne jøder lægger ham i munden, for at han kan opfylde profetierne om en lidende messias.

Hans tilhængeres første reaktion er glæde over, at han efter sin død, trods deres spontane fortvivlelse, er til stede som om han ikke har forladt dem, og da de senere tror på ham som guds søn, kan han selvfølgelig slet ikke forlade dem. Som skolet teolog ved jeg godt, at de første tænkere i den kristne menighed, der hurtigt udviklede sig til at rumme andet end fiskere, bønder, håndværkere og fornuftige farisæere, kendte så meget til jødisk teologi og hellenistisk religionsfilosofi uden for Israel, at de ikke kunne lade være med at tolke de varme erindringer om hans person, gøren og laden i lyset af deres jødiske og hellenistiske forud-forståelse af guddommelige skikkelser i jødedom og hellenisme.

De første kristne og deres teologer måtte så at sige gøre Josefs og Marias søn mere guddommelig, for at man ikke skulle rynke på næsen af det tilsyneladende almindelige jordiske liv, han havde levet, selv om det for dem stadig var en frisk kilde til glæde og kærlighed, og blev ved med at være det, når de mindedes, hvad han havde sagt og gjort i de fortællinger, som blev ved med at have en særlig plads i deres hjerter, selv om fortællingerne, da de blev skrevet ned, blev præget af, at det var jøder, der havde været bundet af moseloven, der skrev dem ned.

Disse jøder var alligevel begyndt som kristne at tro på Jesus på en så ny måde, at kristendommen efterhånden skilte sig ud fra jødedommen. Paulus var den, der med syvtommersøm slog fast, at retfærdiggørelse ved tro er noget helt andet end retfærdiggørelse ved moseloven. Han har tilsyneladende også kendt fortællingerne om Jesus så godt, at han med sin meget indviklede teologiske terminologi på et søm rammer ånden i de historiske ord og gerninger i øjeblikket, som vi heldigvis i evangelierne stadig har adgang til, selv om de er blevet farvet af, at Jesus blev gjort så guddommelig, at han kunne tage kampen op med andre guder på det store religionsmarked i det romerske imperium. Men man kan alligevel godt se, at Paulus i sin syn på mad, drikke og jordisk kærlighed nok var tættere på asketen Johannes Døberen end på fråseren Jesus.

I det nye religiøse sprog troede de kristne på Jesus, fordi han var blevet korsfæstet og ikke, selv om han var blevet det, fordi han derved kunne opfylde gamle jødiske profetier om en lidende guddommelig messias, og han blev som Guds søn og kommende menneskesøn efter hellenistiske opskrifter gjort mere guddommelig, end nogen nok så guddommelig jordisk konge kunne have drømt om at blive det.

Det lyder som gusten og kynisk spekulation, men det var det slet ikke for de første kristne, der havde mødt Jesus og ikke kunne glemme ham og var glade for, at der var teologisk belæg for, at de kunne blive ved med at tro på, at han var sandheden i deres og i alle andre menneskers liv.

Jesus var ikke en udspekuleret teolog, men en empatisk og beslutsom profet, der kunne formulere sig kort og fyndigt. Allerede den sidste evangelist Johannes må have haft en fornemmelse af, at den profet, der have gået levende rundt i Galilæa medvandrestav, kunne drukne i indviklet teologi og ny lovfromhed og lader ham i et enkelt og meget malerisk symbolsprog formulere en tro på den samme tilgivende og ubegrænsede kærlighed, som Jesus havde talt om og praktiseret.

Han gengiver helt klart ånden i Jesu ord og gerninger, men sproget er anderledes, end det vi kender fra de andre evangelier, og man savner ironien og den jordnære humor i Jesu lignelser. Johannes lader Jesus holde lange taler om, at han er vejen, sandheden og livet, den sande vinstok og den gode hyrde, som bliver en anelse monotone og næsten selvlysende reklamer for hans nye guddommelige status.

Man savner de visne vinstokke og den snavsede vandrestav, som også havde hørt med til billedet af ham i det jordiske landskab, hvor himlens fugle og markens liljer ikke var abstrakte symboler på guddommelig kærlighed, men konkret og levende jordisk liv, der var lige så forgængeligt og skrøbeligt, som Jesu liv viste sig at være.

Alligevel drømmer jeg om, at det er dette jordiske liv og troen på, at det kan være mageløst, der er kærnen i en kristen tro, der vil leve i nuet med både humor, håb og tro på, at lige meget, hvor meget synd og død, der er i den jordiske redelighed, er der endnu mere glæde og kærlighed.

Derfor er det vigtigt, at det er evangelietekster og ikke Paulus’ breve, der prædikes over i Folkekirken, selv om den lidt asketiske teltmager er bedre end sit rygte. Den kristne tro kan ikke undvære tømrersønnen fra Nazareth i den støvede ørken og den svale olivenlund uden at miste sit salt og den klippegrund, der er troens kildevæld. Det er den, så længe evangelierne stadig kan læses og høres med deres overraskende lignelser og hårde udsagn om religiøs selvoptagethed i en guds navn, der ikke må være gud for de svage, men kun for de stærke, selv om denne lovfromme selvindbildte styrke er bygget på sand.

Henrik Pontoppidan hadede den overfladiske kristendom, han stødte på i sin barndom, ikke så meget i sit eget hjem som i det kirkelige miljø omkring præstehjemmet, og Martin A. Hansen havde et anstrengt forhold til kristendommen, fordi han godt kunne se forskel på gravalvorlig kristelig selvoptagethed og alvorlig kristen glæde med et glimt i øjet.

MAH har skrevet et essay om Jesus som Marias søn, hvor han forsøger at grave sig ned til glædeskilden under den kirkelige og kristelige mangel på både alvor og humor. Det har uden tvivl også glædet Pontoppidan at slutte sin ironiske, men alligevel varme lille julesalme med, at ”man under juleaftens glæde altid kan høre æslet skryde og barnet græde”. For MAH var det en øjenåbner at læse Georg Brandes’ bog ”Sagnet om Jesus”, fordi dens kritik af det sagnagtige og mytologiske i den kirkelige Jesusskikkelse for ham banede vej til i evangelierne at finde Josefs og Marias søn.

Jeg har set mange alvorlige og smukke film om Jesus, og Pier Paulo Pasolinis film ”Matthæusevangeliet” er nok den mest gribende i den genre, men den Jesus, man møder i hans film er, selv om filmen er sort-hvid, næsten for farvet i musik og billeder af den guddommelige Jesusskikkelse, der som i Johannesevangeliet er for alvorlig til at kunne smile og sige en vits.

Den spanske filminstruktør Luis Bunuel har lavet en film ”Mælkevejen”, som er lige så kritisk overfor de kirkelige og kristne traditioner som Georg Brandes, men i filmen, der handler om en pilgrimsrejse til Santiago de Compostella, møder man i små klip en historisk Jesus, der er så humoristisk, jordnær, kærlig og realistisk, at det fra Bunuels side helt sikkert er ment som en provokation af Den katolske Kirkes verdensfjerne kristendom, men jeg ser hver gang de små klip som brudstykker af det  glædesbudskab, som evangelierne stadig kan holde levende.

I det første lille klip fortæller han selvfølgelig lignelsen om den bedrageriske husforvalter, og filmen slutter med en scene, hvor Jesus åbenbart har behandlet den blindes øje med for lidt jord blandet med spyt, for den blinde kan ikke komme over den lille grøft, han er kommet til, selv om han har en lang vandrestav.

Som ung gik jeg i de norske fjelde/med en stav jeg selv havde skåret ud/af en tyk gren på et gammelt birketræ/der var brækket af træet i en efterårsblæst

det var en helt almindelig stor stav/i en hunds øjne en kæmpestor kæp/men i mine hænder en behagelig/vandrestav for en glad vandrer i norske fjelde

der støttede sig trygt til sin ungdom/men også kunne bruge lidt støtte/op og ned i det stenede fjeldterræn/og en rejsekammerat der kunne holde mund

oh, du uanselige rejsestav/der falder helt i ét med naturen/men er både støttestav og hjælpeånd/for den ensomme og melankolske vandringsmand

der ikke har brug for en kaskade/af opmuntrende og trøstende ord/men for det tavse og varmende nærvær/for den hånd der har et fast greb om vandrestaven

der er en helt almindelig træstav/og ikke som sejdmandens vandrestav/fyldt med beskyttende runer og magi/der kan få shamanen til at rejse i rummet

vandrestaven er både kammerat/og det tredje ben der gør gangen let/den er ikke en hvid tryllestav der gør/vejen kortere eller slår vand af klipperne

vandreren der går med en hyrdestav/vil måske ofte et varmt fællesskab/men oftere er han en selvvalgt leder/der vil styre mennesker som får i én retning

hvis du vil vise mig din vandrestav/skal jeg fortælle dig hvem du gerne/vil være på din vandring gennem livet/jeg har set både tryllestave, hyrdestave

med det sorte klørsymbol på toppen/og narrestave der afslører kamp/om hvem der har flest bjælder på stavene/hos dem der nok kæmper om de længste snabelsko

den helt almindelige vandringsstav/er ikke en aluminiumsstav/der kan bukkes  sammen og foldes helt ud/når den skal bruges til smart og intensiv stavgang

den er et stykke almindeligt træ/som bare skal ligge godt i hånden/afbarket og ens i begge ender/men med knaster hvor de små grene har stukket ud

stavgang er for trænede atleter/almindelig gang med en lys træstav/er for vandringsmænd der går ud i det blå/alene eller sammen med andre vandrere

fordelen ved at gå ud i det blå/alene er at man ikke bliver/fristet til at gå i takt men kan være/sig selv med sin stav og sine tanker om livet

en rigtig filosof bliver ikke/siddende ved sit fyldte skrivebord/men går på vandring for at søge visdom/i mødet med sten planter træer fugle og dyr

måske finder han et menneske-dyr/som Diogenes der med tænkt lygte/søgte et menneske og græmmede sig/da Platon definerede det som en krop på

to ben uden fjer og viste Platon/en afpillet kylling det fik bare/Platon til at tilføje men med brede/negle og sjælen hjemløs i et tomt kropshylster

Diogenes søgte mennesker der/var levende og havde sjælen i/øjnene og derfor lo højt ad tomme/definitioner hos filosoffer uden krop

dem hadede han selv lige så stærkt/som han hadede Alexander/den Store der skyggede for sollyset/og brugte sin hyrdestav i både krig og fred

lige så vilkårligt som den store/Platon der med sin filosofiske/tryllestav tryllede verden om til et/skyggerige uden for idéernes verden

selv om han boede i en tønde/elskede Diogenes den store/brogede verden og vandrede i den/med både vandresind vandrestav og godt humør

i sin søgen efter både visdom/og mennesker der helst vil leve/uden kongelige stokkemetoder/og verdensfjern idealistisk filosofi

vandrestaven af det rigtige træ/tilpasset og skåret i ét stykke/kan i den farvede fænomenverden/hvor der både er sol skygge og mange veje

næsten ikke undgå at fremskabe/et sind der har lysten til at vandre/og et åbent sind for en filosofi/der ikke skygger idealistisk for solen

hvis vandrestaven ikke kun var tavs/men havde et sprog og kunne tale/er jeg sikker på at den ville sige/hvorfor dog sidde inde når alt håb er ude

Martin A. Hansen tumlede som dreng rundt i landsbyen og naturen lige så glad og ubekymret som Henrik Pontoppidan i Randers og omegn. Han har givet mange muntre og malende beskrivelser af dette vilde drengeliv, hvor det ikke altid var populært, at han fik skrammer på benene og huller i tøjet. Der var ikke så langt til bunden af samfundet for en husmandssøn som for en præstesøn. Derfor måtte man ikke kunne pege fingre ad ham som snavset og ikke ordentligt klædt på.

Han læste flere indianerromaner end drengen i Randers og skød derfor mere med bue og pil end præstesønnen. Men alt tyder på, at de har haft den samme overvældende følelse af en storslået natur med både farlige og behagelige sider. I fortællingen ”På vognbunden” lader MAH den ældre forfatter drengen opleve ”at al jordens gru og lykke er æltet i én dej”, og at ”blodet skyller gennem ens mægtige kraftfulde krop”.

Det er drengelandnamssind for fuld udblæsning, som han kunne møde det hos vikingerne i Nordahl Rolfsens bog ”Illustreret Verdenshistorie”. Senere bruger Martin sin stærke krop i landbruget med både hakke, skovl og spade og udvikler et ansvarligt spadesind, både når han pløjer med heste og graver ud til en roekule.

Som hårdt arbejdende tjenestekarl i landbruget er han tættere på den uregerlige og genstridige natur end den unge Pontoppidan, der kan søge ly for blæsten og regnbygerne på sine spadsereture, når det stormer og regner. Det havde den unge tjenestekarl med spade og plov ikke mulighed for. Han havde ikke tid til at nyde stormen og regnen i den vældige natur. Han ville derfor ikke være faldet i hedensk svime i de øde schweiziske bjerge, som HP gjorde det i sin ungdom. Han var ikke turist i landbruget. Desuden var han kristen, og hans ansvarlige spadesind blev hurtigt til et fornuftigt og ansvarligt kulturspadesind, som han med god kristen samvittighed, også uden for landbruget, kunne slippe løs i arbejdet med som skabningens herre at få styr på den jordiske virkelighed med mennesker, dyr, træer og planter.        

Hans kristne baggrund og det fornuftige kulturspadesind fik ham til at læse til lærer på et kristent seminarium, selv om han hurtigt blev mere interesseret i moderne kunst og videnskab end i traditionel kristen morgensang. Han blev på seminariet lige så optaget af de moderne videnskaber som Pontoppidan i gymnasiet. Naturalisme og realisme gik MAH i blodet, og da han fik digterdrømme, var de langt fra den gamle romantik, som hurtigt fik tag i HP, selv om den oprørske præstesøn også begyndte som en realist, der ville afsløre det traditionelle landmandslivs elendigheder og inspireret af Georg Brandes sætte problemerne både i det gamle og moderne samfund under debat.

MAH begyndte sit forfatterskab som en lige så realistisk skildrer af livet på landet, men HP var mere kritisk over for kristendommen og på større afstand af de landsbysamfund, hvor han ikke som MAH havde lært at bruge en spade og en plov. Denne kunne i sine to første naturalistiske romaner skrive mere indforstået om livet i de små landsbysamfund, men den unge lærer var mere ukritisk end HP over for de moderne strømninger i samfundet, der forsøgte at overgå kristendommens fremtidsforventninger med deres utopier om en fremtidig lykketilstand ved hjælp af videnskaberne og den rigtige ideologi.

Han havde en seminaristisk modtagelighed for idealistiske ideer, som han senere blev flov over og derfor tog afstand fra mere naive hjemstavnsforfattere, der lavede opbyggelig og idealistisk skolelærerlitteratur. Det var den skeptiske præstesøn fra Randers fra begyndelsen lige så vaccineret imod som mod de naive kristne forestillinger om et evigt fremtidsliv, men MAH blev som mange i mellemkrigstiden fascineret af den marxistiske ideologi og afprøvede den i en dansk landsbyvirkelighed, hvor en ildsjæl med både spadesind og rødt landnamssind forsøger at få sin fars gård til at fungere som et velfungerende landbrugskollektiv, en koloni med virkelig fællesskabsfølelse.

Det går slet ikke, som ildsjælen Niels havde håbet. Der er mange sind, der er lige så genstridige som den natur, der heller ikke altid er samarbejdsvillig, så Niels ender sammen med sin kone at tage til byen. Det havde MAH også gjort, og i byen oplevede han under folkestrejken i juli 44 det fælles samfundssind, som Niels forgæves havde forsøgt at indføre på landet med socialistiske dekreter. Her opstod det spontant, fordi almindelige mennesker ikke måtte mødes på offentlige pladser og passe deres kolonihaver, men det var et gammelt retssyn, der kom frem i lyset.

Det var ikke udtænkt af utopiske idealister, men havde rødder tilbage i det gamle landsbyting, hvor ingen var uden for fællesskabet. Det gjorde fortiden og historien levende, ikke som døde traditioner, men som en levende fællesskabsfølelse, som ansvarlige mennesker og politikere kunne bygge på. Historien kunne være levende nutid, men MAH så sig mere og mere vred på naturen og dyrkelse af naturen som alternativ til materialismen og meningsløsheden i det moderne samfund.

Det var også en idealistisk idé, som ikke havde forstået, at naturen er farlig, kaotisk og fyldt med dæmoniske kræfter, som kun et meget stærkt og ansvarligt spadesind kan holde styr på. Han fik sin naturpessimisme bekræftet ved at læse Søren Kierkegaard og den moderne eksistentialisme, der som ateistisk filosofi havde et lige så negativt natursyn som den danske teolog og tænker. MAH overgav sig til en tilværelsesforståelse præget af angst og skyld og død, hvor naturen var lige så tom og meningsløs som de utopiske fremtidsmål, der gjorde både nazister og marxister til alt for idealistiske talerør for ideologier, der kun var tom snak.

Han opgav ikke tanken om retssynet, men ellers var han så fyldt med ”kødets lyst og sjælens ubodelige ensomhed”, at han uden sin fornuft, sin refleksionskraft og sit retssyn var blevet en ulykkelig senromantiker. Citatet går tilbage til Hjalmar Søderberg, der omkring 1900 gødede jorden for senromantiske og realistiske bøger som Pontoppidans ”De dødes rige”.

Med sin skeptiske fornuft og sin nådesløse refleksion havde han ikke meget til overs for de hjemstavnsforfattere, der som Jeppe Aakjær og Johan Skjoldborg var begavede almuesønner, men poserede naivt i naturen og postulerede en harmoni med den, der var både naiv og komisk. ”men dette ønske om utvungen naturlighed ses i dag som program og poserende bevidsthed”. Johannes V. Jensen havde for MAH mere sans for både gru og glæde i naturen, men opbyggede ved hjælp af Darwin en naturoptimisme, som efter MAH ’s mening var lige så komisk.

Hans eget pessimistiske natursyn kom til udtryk i fortællingen ”Gartneren, dyret og barnet”. Den bygger på en drøm, som virkelig har været en ond drøm, fordi gartneren drømmer om naturen som en utryg og pløret losseplads fyldt med dæmoniske dyr, som gartneren er bange for at identificere sig med. Han springer rundt med spaden løftet for at blive fri og få styr på det hele, men hans frihed er på naturens præmisser tom og uden indhold, fordi han ikke kan få kontakt med sin søn, barnet.

Som reflekteret og ansvarsbevidst menneske bliver MAH både under og efter krigen mere og mere skeptisk over for en naiv kunstnerbevidsthed, hvor digteren som en Jens August Schade går ud i naturen og spiller på panfløjte og selv som en panfløjte lader naturen spille sine lyse og mørke melodier gennem sig selv som inspireret digter.

En sådan spontant inspireret digter, som naturen raser ud igennem, er MAH virkelig bange for på det tidspunkt. Det bliver for ham en slags shamanvildskab, som han i ”Orm og tyr” gør rede for i Odinskikkelsen som digter. Det var han lige så meget på vagt over for, som for at hengive sig så hæmningsløst til naturen, som han kunne gøre det som barn.

Han skrev som alle digtere dagbog, men han gør det mere og mere tydeligt for som ansvarlig kulturpersonlighed at holde den vilde natur, de vilde drifter og den vilde digtning i ave. HP ender med at brænde alle sine private papirer. MAH kan somme tider synes fristet til at kaste alle sine digteriske bøger på bålet. Det var HP som selvbevidst digter ikke et sekund fristet til, medens Søren Kierkegaard havde givet MAH et apostelkompleks, fordi en apostel er mere ren i sine gerninger, end en digter efter begges mening kan være.

Hans digtning blev følgelig, samtidig med at den blev mere og mere modernistisk og symbolistisk, også mere præget af kristne anfægtelser. ”Midsommerfesten” er af mange højt berømmet for at være det første stykke modernistiske prosa i Danmark, men den store novelle er også præget af et apostelkompleks, hvor digteren har svært ved at lade være med at jamre over sig selv som digter.

Selv om han især i dagbogen jamrer over sig selv, og alt det han forsømmer som ægtemand og far, skriver han meget god litteratur i den periode i og efter krigen, hvor han bestemt ikke er bange for at lade sig inspirere livets gru og glæde, som det udfolder sig både i historien og nutiden, selv om han bliver ved med som kulturspade og digterspade at have lyst til at grave den natur ned, der er alt for vild. Under sin rejse på Island er han stadig så underlagt sin frygt og angst i den ikke kultiverede natur, at han ved mødet med en stor fos står og siger bandeord ind i den, for ikke som HP i Schweiz at blive bjergtaget af den vilde natur.

Han har i tiden op til 1950 svært ved ikke at opfatte angst, skyld, lidelse og død som antropologiske grundvilkår, der overskygger den elementære glæde ved at være til i stofskifte med naturen og andre mennesker i den almindelige hverdag, men heldigvis går naturen somme tider over optugtelsen. Både i ”Jonatans rejse” og ”Lykkelige Kristoffer” er der meget sødmefuld jordisk glæde, men det er mest når Middelalderen i skikkelser som munken Mattias og ridderne Kristoffer og Paal får lov til at brede sin skærmende livstræskrone ud mellem den krigeriske vikingetid og den kaotiske reformationstid.

Middelalderen er i MAH ’s bevidsthed ikke bare en historisk periode, men et billede på et samfund, hvor spadesind, landnamssind og glædessind går op i en højere enhed, fordi man både arbejder, kæmper, danser og er glad for livet. For MAH var det en utopi, som var mere meningsfuld end marxisternes, men kunne det blive til virkelighed i en efterkrigstid præget af selvoptaget kristelighed, snæversynede videnskaber og virkelighedsfjerne ideologier. I tidsskriftet Heretica var han med i en kulturkamp, der fokuserede så meget på det åndelige i mennesket, at det kødtunge menneske og menneskets indfældethed i naturen mere var en sten i skoen end en kilde til glæde.

Men digteren MAH havde bevaret så meget af sin barnlige åbenhed for både livsrus og livsglæde, at radioromanen ”Løgneren” blev en meget mere spændende bog, end han nok selv var klar over. Hovedpersonen Johannes Vig, der er lærer på en lille ø, er ikke bare, som han selv i sin dagbog, tilsyneladende med forfatterens velsignelse, vil bilde læseren ind, en selvoptaget æstetiker, men en ansvarlig etiker, der heller ikke er bange for at spille i hjerter og blive bet. Spadesind, landnamssind og glædessind går ikke på i en højere enhed, men der er en frugtbar spænding i den lille roman mellem en person, der både kan kæmpe og blotte sig i sin kærlighed og ikke ender med at jamre over sig selv, selv om han kan se frem til et tilsyneladende ensformigt spadeliv med at grave i øens historie.

I ”Løgneren” kan både menneskets natur og naturen uden for mennesket være voldsom uden at blive dæmonisk og fredelig uden at blive opfyldt af stille angst. Tidligere kunne han finde på at skrive i sin dagbog, at ”man nærmest kun for spøg og ved et efterårsmøde i et forsamlingshus eller i en socialdemokratisk studiekreds” kan ”tale om menneskenaturen”. Nu er han ved at blive klar over, at mennesket er et både arbejdende, kæmpende og legende væsen, der skal arbejde, kæmpe og lege i glæde, selv om det hverken kan undgå lidelse eller død. Han arbejder sig i ”Løgneren” frem til et natursyn, hvor naturen kan være en kilde til glæde både i menneskets levende krop og i den levende natur uden for mennesket, selv om Johannes Vig på et tidspunkt føler sig dæmonbesat og også fornemmer dæmoner i naturen, men måske er det ikke Johannes, men Rigmor læseren skal identificere sig med.

Det afgørende skridt bort fra naturen som meningsløs tomhed og mennesket som et lige så tomt hylster om en udødelig åndelig sjæl sker med det store historiske værk ”Orm og tyr”, hvor MAH gør den mageløse opdagelse, at den romanske kristendom renser det senere dæmonbesatte hedenskab for gengangere og sjæleangst og med sin skabelsestro lader det skabte menneskeliv være en kilde til glæde, som det var det i det hedenskab, som stadig havde et livstræ midt i verden som værn mod jætteondskab. Dette skabte menneskeliv kæmper både med sjæl og krop mod død og ødelæggelse indtil den opstandelse, som er livets endelige sejr over døden.

Denne romanske kristendom med sin tro på livets sejr over døden er i første omgang for MAH en historisk realitet, men bliver også efterhånden for ham en nutidig virkelighed, der med korset som livstræ bliver et værn mod den nihilisme og pessimisme, han havde kæmpet imod både som ansvarlig kulturpersonlighed og ansvarlig digter. Den ansvarlige spadeperson giver sig selv lov til at glæde sig over den natur, han tidligere havde set sig gal på med løftet spade eller dæmoniseret med sit apostelkompleks.

Han bliver mere og mere glad for den helt almindelige natur, man møder i både sol, regn og blæst og den råstyrke og blidhed, som hører til den kæmpende og dansende menneskenatur. Han giver sig selv lov til at identificere sig med den stærke viking, han var som barn og ung og giver los for styrken i en blid kærlighed, som jomfru Maria ikke skal have patent på. Det er novellen ”Fuglene” et tidligt udtryk for, men det er lettere at finde sene udtryk for landnamssindet, f.eks. husmanden Haavn, der holder sin spade ren og skinnende og ikke er bange for at bruge den, da han skal kæmpe for det gamle retssyn. Han er en både tragisk og en komisk person, men landnamssindet gør ham til en sagahelt forklædt som nutidig modstandskæmper.

En tidligere novelle ”Manden fra jorden” var oprindelig en drøm, hvor fortælleren drømmer om, at en reflekteret og åndsfraværende kulturperson har godt af at blive afløst af et mere livskraftigt jordmenneske. MAH blev bange for drømmen, da han begyndte at tænke over den, fordi han kom til at tænke på nazismen, men som den står er den et godt udtryk for, at han til sidst i sit liv også i vågen tilstand kunne identificere sig med den vilde natur, han forsøgte at fortrænge som reflekterende kulturperson uden jordforbindelse.

Jordmennesket graver den kraftesløse, men meget kultiverede person ned i jorden med sine bare næver. ”Gro vel, lille ask” er den sidste hilsen fra det forvirrede kulturmenneske, der har mistet sine briller, men måske godt kan se, det er nødvendigt, at han bliver afløst af et stærkere levende væsen under asketræet.

Naturen bliver til sidst i MAH ’s liv også mere og mere synlig i det han skriver om det danske land, ikke bare som kulturlandskab, men som vejr, der blæser og regner, som det passer det, og både i sol blæst og regne er en kilde til glæde. Det kan man læse om i ”Dansk vejr”. I ”Daggry”, et foredrag holdt i Studenterforeningen, er der en smuk formulering af ”at det ikke er hverken landet, solen, universet og den fløjtende fugl ligegyldigt at der også er menneskeøjne som ser daggryets mirakel ske, en tanke som giver drøjde og marv til dagene der leves” Det er lige ved at være en harmoni med naturen, der kalder på en panfløjte.

Grundtvig betød meget for MAH ’s opdagelse af den romanske kristendom, men til sidst i hans liv bliver Blicher af endnu større betydning, fordi han følte, at han kunne være både kristen og digter med lige så god kristen samvittighed som Blicher, give pokker i sin flueøjede bevidsthed og lade det det elementære liv blive til en lige så elementær digtning, hvor, som han siger det til sidst i et forord til ”Moby-Dick”, ”vrede er vrede, glæde er glæde, sorg er sorg”.

I disse sætninger ligger en drøm om, at spadesind, landnamssind og glædessind kan forenes. Den drøm så han opfyldt i Blichers novelle ”De tre helligaftner”, hvor hårdt arbejde, hård kamp og blid kærlighed går op i en højere enhed. Sådanne noveller drømte han om at skrive i sin hospitalsdagbog, som for første gang i hans liv var en digters dagbog, der var renset for den tidligere jammer over at være digter.

I et lidt tidligere digt siger han det med en næsten Pontoppidansk hengivelse til den natur, der giver ørnevinger, og hvor Pan spiller på fløjte: Hjertet bliver ikke et andet, selv om det jamrer over sig selv. I brændingen synger stenene, i stormen løfter granen vingerne, en fremmed har ramt hjertet.

Oh du konge over redskaberne/i værkstedet hvor du står imellem/riven hakken skovlen og skuffejernet/ for du kratter ikke bare i overfladen

men går i dybden med dit blankslidte/stål og forvandler den vilde natur/til ordnet havekultur når der graves/det har været sandheden om jordisk haveliv

fra Adam og Eva til Voltaire/den store franske oplysningsguru/der med sit ”il faut cultiver son jardin”/blev guru også for danske haveejere

det er ikke bare havevisdom/men sandheden om vores kultur/at vi ved at grave og pløje i jord/fra de første landbrug til de senere byer

har fået magt til at herske på den/gravemaskinerne er nu store/og graver stadig dybere men spaden/er det evige symbol på kultur mod natur

når jeg graver med asketræsskaftet/i mine hænder kan jeg stadigvæk/føle den enkle frihed som Adam må/have mærket da gud gav ham spaden i hånden

hvis man pløjer med heste bliver der/skæv fure hvis man ser sig tilbage/men med spade i hånden kan man se sig/helt frit omkring, både grave hugge i en rod

og tænke over de regnormes liv/som får nye planter til at spire/i den jord man selv er kommet fra engang/og vender tilbage til for at blive til orm

men menneskeliv over jorden er/ikke ormeliv men stolt spadeliv/og en spade er en spade det er kun/en meget sløv spade man vil kalde for en skovl

man bliver ikke en dårlig spade/med en hakke og en skovl i hånden/men en spade holder helst på en spade/og får spademenneskespadeidentitet

fra det mørke stål og det lyse træ/derfor afslørede Gunnar Larsen/sig som en usædvanligt dum skovl da han/da han som trafikkens minister under krigen

ved indvielsen af Rødby-Femern/ruten brækkede sin lille spade/den brækkede selvfølgelig fordi han/hellere forhandlede med hatten i hånden

end gik i modstandskamp som en modig/spade men kunne hytte sit skind som/leder af en cementfabrik der ville/ansvarligt samarbejde for at sælge cement

du er blandt alle redskaber kongen/der kan bruges i både fred og krig/såvel af modige mænd som af feje/den Linnemanske spade er noget helt særligt

en let feltspade der er blevet brugt/som både kniv, sav og stegepande/den blev fast udrustning for hærens fodfolk/i Danmark attenhundrede og halvfjerds

og en lige så stor eksportvare/som senere smør bacon og cement/i Rusland var der trestusind feltspader/hvor soldaterne hvis de havde tiden til det

kunne stege medisterpølserne/og drømme om at komme tilbage/til deres gårde med køer og grise/og det daglige liv med hakke skovl og spade

livet med spader bliver levet ud/i både arbejde krig og freden/mellem krigene men spader er også/de sorte pladeskær som sammen med sorte klør

de røde ruder og røde hjerter/fører til lidenskabeligt kortspil/hvor man kan både lege og more sig/og gå op i spillet som en kamp på liv og død

mange har spillet i hjerter og er/blevet bet men det er meget værre/ikke at turde spille sine sorte/spar og sine røde hjerter ud på kortbordet

man skal grave med spade og kunne/spille sine sorte og røde kort/med en vilje der er hård som spadestål/og et hjerte der ikke jamrer over sig selv