Jeg er pensioneret og har derfor tid til at følge med i De olympiske Lege i løbet af dagen, og jeg gør det med en glæde, som mine nærmeste har svært ved at forstå.

Jeg er selvfølgelig forarget over, at der er så mange penge i enkelte sportsgrene, og at brasilianere er blevet tvunget til at flytte fra deres huse for at få plads til de mange sportsfaciliteter. 

Der er heller ikke meget leg over mange af de benhårde konkurrencer, men alligevel kan man ikke undgå at blive revet med og fascineret af, hvad den menneskelige krop er i stand til at præstere.

Det er fordi selv den mest disciplinerede og veltrænede krop ender med at blive en legende krop i bevægelse og heldigvis ikke kan styre de følelsesudbrud, som mennesket med kroppen er nødt til at dele med andre. 

Så bliver både cykelløb, roning og fodbold til studier i elementært liv med en krop, der bevæger sig legende let, men ikke er bange for at vride sig i smerte og lyse af glæde, så andre ser det. Det er naturligt for kroppen at dele smerten og glæden med andre, fordi mennesket er et socialt dyr, der i sport kan få afløb for sine både aggressive og kærlige livsytringer. 

Mennesket er selvfølgelig også udstyret med fornuft, men der tales alt for lidt om kroppens fornuft som leg og følelsesudbrud. 

Sport, hvor man både kan slås og kramme hinanden, har rødder i en gammel legekultur, der er ældre end De olympiske Lege. De opstod i den moderne fornuftige tid med fremskridtstro og tro på, at alting skulle være højere, længere og stærkere. De moderne olympiske lege har derfor drejet sig om rekorder og sejr for enhver pris, men den har ikke fået helt bugt med den gamle legekultur og kroppens fornuft som sanser og følelser. 

Forskellige nationale forsøg på at gøre legene til national og politisk propaganda i de lande, hvor legene er blevet afholdt, har heller ikke kunnet ødelægge glæden ved at se kroppen udfolde sig både med legende lethed og stærke følelser. 

Nazisterne gjorde 1936 alt for at gøre De olympiske Lege til propaganda for Hitlers tusindårsrige. Leni Riefenstahls film om legene i Berlin var tænkt son politisk propaganda, men den blev heldigvis også på grund af instruktørens fascination af den menneskelige krop noget andet. 

Man glemmer hurtigt i filmen nazismen, fordi man ser så mange sorte og hvide kroppe i bevægelser, der også bevæger dem der kigger på. Selv Hitler opfører sig som en engageret tilskuer, der kan klappe af andre end tyskerne.

Jeg synes, at åbningsceremonien i år var en smuk propaganda for jordens fortsatte beståen som jord, luft og vand, der ikke er forurenet, men det tænker jeg ikke på nu, hvor jeg ser roerne slås med bølgerne og sig selv og vise deres smerte og glæde bagefter. 

De atleter, der indtil nu har bevæget mig mest med deres kropspræstation og deres behov for at dele deres glæde med andre, har været Christopher Juul-Jensen med sin glæde over holdkammeratens sejr, og den brasilianske kvindelige judodeltager, der var nødt til at kaste sig grædende af glæde i et hav af tilskuere for at få luft for sin glæde. 

Jeg glæder mig til roning i dag på det rigtige hav og enkeltstarten i morgen, hvor jeg er sikker på, at Christopher heller ikke skjuler sine følelser efter at have leget med kroppen i en time.

Klik på overskriften for at skrive en kommentar!